Hvad er det værste, nogen nogensinde har budt dig??

tinasmor skriver:

Det er helt vildt sådan noget. Jeg læste en artikel i et blad forleden om en pige i starten af tyverne der blev chikaneret på sms og mail med de mest forfærdelige ting efter et halvt år kunne hun næsten ikke mere. Hendes søde kæreste og familie støttede hende, men de trusler hun fik konstant gjorde at hun trak fra sig alt (da hun ikke vidste hvem det var der ville hende så ondt) Hun fik en depration og efter et år fortalte hun kæresten at hun var selvmordstruet men det fortsatte indtil en dag politiet fik sporet en ip adr hvor det så vidste sig at det var hendes "søde" kæreste som hun havde været sammen med i mange år og som altid var der for hende og alle (inkl hende selv) elskede. Talk about one sick puppy!!!

Tror faktisk jeg har hørt om den historie

Jeg tror faktisk heller ikke jeg er kommet mig over at det var min "bedste veninde". Vi kendte hinanden ind og ud, var sammen hver dag i næsten 10 år osv. Så pga et skænderi hvor jeg brød vores venskab, dog på fredelig vis, begyndte hun med chikane.

Anjamichell skriver:

Hvad er det værste nogen har gjort eller sagt mod eller til dig??

Og kan du/har du tilgive/tilgivet det??

Det er lidt svært at svare på, syntes man igennem årene oplever en del ting som er ''for meget'' men jeg ser blot på det sådan: hvad man ikke dør af gør blot en stærkere,.!

Men jeg vil da så lige pointerer at det værste jeg har budt en anden er utroskab, og det har bidt migselv i numset,. Så det er også det værste jeg har budt migselv.!

Sorry men syntes bare den skulle med,.

At jeg blev groft mobbet gennem det meste af min skolegang, bundet til ting i flere timer, slået, kaldt div. ting osv osv, Jeg har Tilgivet dem der har gjort det ! men jeg har et meget strengt syn på mobning, og hvis min egen søn for eksempel mobber andre på et tidspunkt, så tager jeg det meget seriøst !!

KM78 skriver:

Jeg har aldrig glemt...

 

Pædagogerne der tvang høreapparaterne i mig, selv om jeg ikke ville.

Børn jeg ikke forstod fordi de gjorde nar af mit sprog.

Familiemedlemmerne der kaldte tegnsprog for "abesprog".

Lærerne der bad mig om at sidde på hænderne så jeg ikke kunne udtrykke mig på det sprog jeg kunne bedst.

Hundredevis af timer sammen med en talepædagog, hvor vi stirrer ind i spejlet og jeg prøver at udtale ordene korrekt og jeg hele tiden skal se på et frusterende ansigt hvis jeg udtalte forkert.

De mange ensomme timer i børnehaven og fritidshjemmet.

Men jeg har tilgivet dem, for idag..

Er jeg fri, stærk, selvstændig, stolt af mit sprog, som er tegnsprog og STOR fortaler af tosproget undervisning.

 

 

 

 

Er utroligt at det foregår i DK.

Men du er ikke den eneste.

Min far er døvelærer og har ikke tal på, hvor mange gange vi har mødt nogle af hans elever med forældre, der ikke kunne tegnsprog! Tænk sig, ikke at kunne kommunikere med sit eget barn. 

Men dejligt at du er kommet videre.

Thalia skriver:

Generelt har jeg vist evnet at omgive mig med mennesker der deler mine værdier, så jeg synes egentlig ikke at der er nogen skælsættende begivenheder der er det værste jeg har oplevet.

- Og så synes jeg helt grundlæggende at det der med at bære nag er et enormt utiltalende træk ved mennesker. I min verden er der altid flere sider til en sag, og det er menneskeligt at fejle.

Når det er sagt, så er jeg blevet meget påvirket af billeder af min afdøde søn og hans gravsted postet forskellige steder på internettet uden mit samtykke og hvor billederne ikke straks er blevet fjernet i samme øjeblik jeg har bedt om det.

Jeg er almindeligvis meget tilgivende, og har faktisk ikke andre mennesker jeg sådan i lang tid bærer nag overfor, men når det gælder min ældste søn føler jeg mig enormt krænket når mine grænser ikke bliver respekteret og det har jeg enormt svært ved at tilgive.

Jeg faldt over din formulering om at "evne" at omgive sig med mennesker, man deler værdier med - det er jo ikke altid noget, man har indflydelse på, og slet ikke som barn og ung. Man vælger ikke familie, klassekammerater, forældres omgangskreds, lærere og hvem der nu ellers kan gøre inderligt fortræd. 

Jeg har det som du i forhold til at bære nag - jeg vil for enhver pris undgå at gå ud af en livskrise med bitterhed mod en anden, for bitterhed vender indad og rammer mest en selv. Omvendt har jeg stor forståelse for, at nogle handlinger er umulige at tilgive, uanset, hvor gerne man vil slippe deres plads i ens tanker. 

Jeg kommer aldrig til at tilgive den fyr, som lovede mig guld og grønne skove.. Og som jeg var ved at udvikle et forhold til, var dybt forelsket i og lykkelig med.. Og som kom med en masse løfter.. Glemmer aldrig den morgen han sagde, at han var SÅ vild med mig og virkelig ville mig, og glædede sig til jeg kom hjem til ham senere. Da jeg kom hjem til ham igen om eftermiddagen dumpede han mig og "havde ikke overskud til at forklare mig hvorfor". Han LOVEDE vi i det mindste kunne bevare vores venskab, men da jeg tog hjem begyndte han at ignorere mig, og da jeg tryglede om en forklaring sagde han, at den kunne han ikke overskue at give mig. Det endte med jeg på egen hånd fandt ud af, at han havde fundet sammen med sin x igen.

Jeg har været udsat for mange ting, men ovenstående er klart i top 3, fordi det var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg i forvejen havde det elendigt. Jeg var deprimeret og havde det rigtig skidt, jeg var ekstremt ensom, og alle disse ting vidste han. Så at han havde så lidt respekt for mig, at han ikke en gang ville forklare mig hvad der skete, men bare smed mig ud som storskrald, velvidende hvordan jeg havde det, det vil jeg aldrig glemme eller tilgive. Det ville være bedre for mig at tilgive og komme videre, men vreden går aldrig væk, for det var et ekstremt svigt. Det var hans handling der gav mig det sidste skub ud i en svær depression.

grinny skriver:

Ja, min eks!

Han skred tilbage til Jylland fra den ene dag til anden uden at fortælle mig det, en uge senere slog han op på msn.

Han sårede mig utroligt meget og den dag idag har jeg stadig mén fra det. Hvis jeg er uvenner med min kæreste og han gerne vil gå en tur for at køle ned går jeg fuldstændig ned og i en form for trance, da jeg er bange for at han kunne finde på at forsvinde som min eks. 

Jeg snakket med ham siden i min proces for at komme videre og han fortalte mig hvad der var sket siden han flyttede tilbage og jeg har tilgivet ham at han tog det valg, men jeg vil aldrig tilgive ham for den måde han gjorde det på

Gud. Jeg har oplevet det samme med min eks. Det var frygteligt. Ikk et eneste ord, tegn eller andet som varslet... Sådan en idiot!!

Engang forsøgte en som var en del af mit venneslæng, at tvinge mig til sex, både i ful doffentlighed, og til sidst ved et udendørs snigangreb, mens jeg var alene, på vej hjem. Han slog mig, mange gange, og hårdt, både offentlgit og ude, og forsøgte at hiove tøjet af mig, efter han havde smidt sine egne bukser....

Han fik ikke hvad han ville have, men han fik da mærket mig grundigt...

Det er så hvad det er....

Men det værste er, at da jeg fortalte min far det (under PRES) flere år senere, sad han og hans daværende kone, i fællesskab og skældte mig ud over det, og fortalte hvor skuffede de var over mig, og atd et jo også bare var fordi jeg gik klædt så udfordrende..... 

Se det tilgiver jeg aldrig min far, selvom jeg godt ved han nok var mest vred på ham der var lede ved mig.... Og at det var for sent at gøre noget.....

Jeg kan aldrig tilgive min morfar, for at være et sygt ledt svin af en mand. Jeg ved han bankede min mormors hund ihjel engang (da jeg har været 3-5 år gammel vil jeg tro)... Og jeg  var så bange for manden, at jeg faktisk en gang gik BAGLÆNS hele vejen ind, fra haven til stuen, for ikek atvende ham ryggen, fordi han var truende over for mig... Havde jeg vednt ham ryggen havde han overfaldet mig, og det tror jeg stadig på den dag idag... Jeg ville ønske at manden snart tog sig sammen og faldt død om (faldt og faldt er vidst så meget sagt, han er halvsidelammet og sidder i kørestol idag, han har fået som fortjent, tro mig).....
Har havde også løse hænder da min mor og mostre var børn, og han har især smadret min ene moster, for tid og evighed. 

Jeg kan heller aldrig tilgive min far og min farmor for at have ødelagt min selvtillid, og ikke set mig som det forskræmte barn jeg var, men derimod ufortrødent fødede min angst og dårlige selvværd, og gør det fortsat, mens de fortæller resten af verden at de er ih og åh så hjælpsomme (hvilket de også er, men skælder mig ud mens de hjælper med whatever....)

Mange ting er gemt, men ikke glemt.... Jeg har ikke slået hånden af nogen som helst, nogen sinde....

LilyMarleen skriver:

Gud. Jeg har oplevet det samme med min eks. Det var frygteligt. Ikk et eneste ord, tegn eller andet som varslet... Sådan en idiot!!

Jeg har oplevet det samme... SØRGELIGT, at nogen ikke har større N*SSER! 

Anjamichell skriver:

Hvad er det værste nogen har gjort eller sagt mod eller til dig??

Og kan du/har du tilgive/tilgivet det??

Det værste jeg har oplevet.. Hmmm.. Tænke tænke...

- At jeg blev mobbet så mange år i folkeskolen, og at det bare blev skubbet ind under gulvtæppet

- At jeg har haft en kronisk sygdom de sidste 10 ÅR ! Og da jeg boede hjemme, blev der bare gjort nar af det, og det blev latterlig gjort .. At det var da helt normalt osv.. Det tilgiver jeg ikke.. Da det er sådan en invaliderende sygdom.. 

- Nr 1 i hele verden, er at min mor ikke har været hos mig hele mit liv.. Pga min mor og far har været nogle idioter .. Og ikke kunne enes .. OSV OSV .. En meget besværlig historie. men det er det værste og mest egoistiske, nogen har gjort som har påvirket mit liv ! 

Ja jeg har desværre en masse mere .. Men kan jeg slet ikke nævne.. Det er for hårdt og besværligt.. Så kommer jeg jo aldrig herfra