Hvad er det værste, nogen nogensinde har budt dig??

Min mors ex der misbrugte min søster og krænkede min mor og jeg ALDRIG tilgivet!!! 

Uhh listen er desværre lang... 

Men den der nok præger mit liv mest er den med min x...

Vi startet ud med et dejligt, romantisk forhold og valgte at flytte sammen hvilket var en mindre god beslutning fra min side, han begynder nogen gange at tale med hænderne, ham og hans mor er rigtig hårde ved mig psykisk og hver gang jeg havde fået nok og vil slå op truet han med at det gik ud over min familie, men efter at ha betroet det hele tilmin familie og efter det måtte hente mig en dag i lejligheden efter at an havde slået mig voldsomt hårdt i maven vælger jeg at slå op og holde fast med støtte fra familien, det resulatere desværre i at han en nat efter at jeg har været i byen med min bror og nogle venner at han så møder på min storbrors adresse hvor jeg storset bord han bryder ind og tager kvælertag på mig og forstuer et par riben hvor efter han gennembanker min bror som bare lå og sov i sin seng så min storbror havde ingen chance, min storbror var min bedste ven og ar en helt specil plads i mit hjerte og han er heldigvis kommet godt vider.

Desværre er jeg stadig letter præget af det tros krisehjælp (samtaler med en psykolog) og knap 7 år (utroligt det er så mange år siden det føles nogen gange som igår)

Og især nu hvor der på mystisk vis er nogen der ringer på vores dør midt om natten og som tager i håndtaget og hiver i døren om formiddagen..

Efterfølgende forfulgte han mig, ringet til mig, skrev til mig, opsøgte min lillebror mm. (men mange år siden jeg sidst har set og hørt fra ham og har både hemmeligt nr. Og adresse)

Men på sin vis så ja så harjeg tilgivet ham og har vanvittigt ondt af ham..

Undskyld det lange rodet og forvirrende indlæg

Anjamichell skriver:

Hvad er det værste nogen har gjort eller sagt mod eller til dig??

Og kan du/har du tilgive/tilgivet det??

Puuuuuha i mit 30 årige liv har jeg samlet mig lidt oplevelser.

Min pædofile, voldsfikserede far der terroriserede os fra jeg var 0-8 og igen fra 11-14 hvor jeg selv sagde fra. Aldrig tilgivet, aldrig glemt. Håber han rådner op i et eller andet hul. Og helst før han får sig forgrebet på de nu 3 små børn han har med en købt 20-årig kone fra syd på kloden. Finder jeg ham i mit liv igen, slagter jeg ham.
Utroskab - tilgivet, ikke glemt.
Veninden der solgte mine smykker - tilgivet og ikke glemt.

3 af de værste ting der er sket mig. Heldigvis finder jeg ud af som jeg bliver ældre, at der skal efterhånden en del mod til før man træder mig over tæerne

4xGreve skriver:

Uhh listen er desværre lang... 

Men den der nok præger mit liv mest er den med min x...

Vi startet ud med et dejligt, romantisk forhold og valgte at flytte sammen hvilket var en mindre god beslutning fra min side, han begynder nogen gange at tale med hænderne, ham og hans mor er rigtig hårde ved mig psykisk og hver gang jeg havde fået nok og vil slå op truet han med at det gik ud over min familie, men efter at ha betroet det hele tilmin familie og efter det måtte hente mig en dag i lejligheden efter at an havde slået mig voldsomt hårdt i maven vælger jeg at slå op og holde fast med støtte fra familien, det resulatere desværre i at han en nat efter at jeg har været i byen med min bror og nogle venner at han så møder på min storbrors adresse hvor jeg storset bord han bryder ind og tager kvælertag på mig og forstuer et par riben hvor efter han gennembanker min bror som bare lå og sov i sin seng så min storbror havde ingen chance, min storbror var min bedste ven og ar en helt specil plads i mit hjerte og han er heldigvis kommet godt vider.

Desværre er jeg stadig letter præget af det tros krisehjælp (samtaler med en psykolog) og knap 7 år (utroligt det er så mange år siden det føles nogen gange som igår)

Og især nu hvor der på mystisk vis er nogen der ringer på vores dør midt om natten og som tager i håndtaget og hiver i døren om formiddagen..

Efterfølgende forfulgte han mig, ringet til mig, skrev til mig, opsøgte min lillebror mm. (men mange år siden jeg sidst har set og hørt fra ham og har både hemmeligt nr. Og adresse)

Men på sin vis så ja så harjeg tilgivet ham og har vanvittigt ondt af ham..

Undskyld det lange rodet og forvirrende indlæg

Jeg har selv levet i frygt, ja, lever stadig med hemmelig adresse. Vores personnumre står ingen steder, min dreng er ikke listet nogen steder. Vi lever i skyggerne, kender alt til din utryghed. Ville bare fortælle dig at du er slet ikke alene, har du brug for råd - ja, et eller andet - så sig til.

Jeg fandt min tryghed i at begynde at dyrke boksetræning. Jeg ved idag med mig selv at støder jeg på ham, kan jeg klare mig selv til punktet hvor det er en kamp han kommer til at tabe. Bare det at vide at jeg kan beskytte mig selv, min familie og min dreng giver mig en sikkerhed så jeg godt tør stå op om morgenen og gå ud igennem hoveddøren.

Bare en tanke, beklager hvis jeg overtrådte dine grænser. Fik bare så stor medlidenhed med dig. Tror ikke rigtigt at det er gået op for mig endnu, at vi er mange der lever på den her måde

Utroskab og NEJ ikke tilgivet... men er kommet videre... og har heldigvis fået et LAAAANGT bedre liv og en dejligere kæreste siden... ♥

Ja der er nok mange. Det meste har jeg tilgivet men ALDRIG glemt. To ting jeg ikke kan og vil tilgive er en fyr der synes at jeg som 7-årig skal være hans seksuelle legetøj. Han fulgte efter mig hjem fra skole. Han kunne stå gemt et sted og springe frem fra en hæk og så vidste jeg at jeg heller ikke slap den dag.
Så er der min x-kæreste og Silje's biofar der i den grad overskred mine grænser hvad angår løgne manipulation bedrageri i mit navn tyveri og da jeg endelig sagde stop chikane. To ting der har gjort at jeg har svært ved at til dels stole på mig selv, er jeg god nok og at jeg har svært ved at tro på at fremmede vil mig det godt..

Jeg har aldrig glemt...

 

Pædagogerne der tvang høreapparaterne i mig, selv om jeg ikke ville.

Børn jeg ikke forstod fordi de gjorde nar af mit sprog.

Familiemedlemmerne der kaldte tegnsprog for "abesprog".

Lærerne der bad mig om at sidde på hænderne så jeg ikke kunne udtrykke mig på det sprog jeg kunne bedst.

Hundredevis af timer sammen med en talepædagog, hvor vi stirrer ind i spejlet og jeg prøver at udtale ordene korrekt og jeg hele tiden skal se på et frusterende ansigt hvis jeg udtalte forkert.

De mange ensomme timer i børnehaven og fritidshjemmet.

Men jeg har tilgivet dem, for idag..

Er jeg fri, stærk, selvstændig, stolt af mit sprog, som er tegnsprog og STOR fortaler af tosproget undervisning.

 

 

 

 

HeXeri skriver:

Jeg har selv levet i frygt, ja, lever stadig med hemmelig adresse. Vores personnumre står ingen steder, min dreng er ikke listet nogen steder. Vi lever i skyggerne, kender alt til din utryghed. Ville bare fortælle dig at du er slet ikke alene, har du brug for råd - ja, et eller andet - så sig til.

Jeg fandt min tryghed i at begynde at dyrke boksetræning. Jeg ved idag med mig selv at støder jeg på ham, kan jeg klare mig selv til punktet hvor det er en kamp han kommer til at tabe. Bare det at vide at jeg kan beskytte mig selv, min familie og min dreng giver mig en sikkerhed så jeg godt tør stå op om morgenen og gå ud igennem hoveddøren.

Bare en tanke, beklager hvis jeg overtrådte dine grænser. Fik bare så stor medlidenhed med dig. Tror ikke rigtigt at det er gået op for mig endnu, at vi er mange der lever på den her måde

På en eller anden måde er det rigtig rart at høre at andre har oplevet noget af det samme og frygten så jeg ved jeg ikke er alene men så igen dette er bestemt ikke noget jeg ønsker for nogen er så ked af du også har skulle gennemleve dette mareridt... 

Jeg overvejer også selvforsvar og kickboksning, for sådan som det er lige nu er jeg bare lille og slap og vil intet kunne gøre og jeg vil tabe enhver kamp! Men grimt sagt så tager jeg gerne imod bare det ikke rammer min mand og børn!

Men tænkte igår jeg vil gerne kunne forsvar mig selv i sådan en grad at de tænker hold da op, den her kamp kan jeg ikke vinde, jeg tror bare jeg lader hende være i fred...

Fik du personlig træner eller hvordan? Og hvordan finder jeg sådan nogle steder med selvforsvar, boksning eller kickboksning?

Generelt har jeg vist evnet at omgive mig med mennesker der deler mine værdier, så jeg synes egentlig ikke at der er nogen skælsættende begivenheder der er det værste jeg har oplevet.

- Og så synes jeg helt grundlæggende at det der med at bære nag er et enormt utiltalende træk ved mennesker. I min verden er der altid flere sider til en sag, og det er menneskeligt at fejle.

Når det er sagt, så er jeg blevet meget påvirket af billeder af min afdøde søn og hans gravsted postet forskellige steder på internettet uden mit samtykke og hvor billederne ikke straks er blevet fjernet i samme øjeblik jeg har bedt om det.

Jeg er almindeligvis meget tilgivende, og har faktisk ikke andre mennesker jeg sådan i lang tid bærer nag overfor, men når det gælder min ældste søn føler jeg mig enormt krænket når mine grænser ikke bliver respekteret og det har jeg enormt svært ved at tilgive.

jydeinden skriver:

ja det var ikke en videre sjov oplevelse, det er efterhånden flere år siden, men jeg tror aldrig jeg kommer så langt så jeg kan se hende i øjnene og sige " du er en  (indsæt selv ord) men jeg tilgiver dig" det værste er dog at jeg bagefter fik at vide at hun efter sigende skulle have fortalt alle tøserne at hendes far havde mishandlet hende seksuelt. Og dét tror jeg absolut ikke på er sandt, men har aldrig fortalt ham at hun gik og sagde den slags, for han forgudede hende virkeligt ( gør han formenligt stadig) og det ville formenligt knuse hans hjerte at høre at hans datter sætter den slags rygter igang.

Jah, det er ærgeligt den slags mennesker findes, men sådan er det nu engang. Har jo også haft det på tæt hånd med min søster desværre.