Uh, der er en del - men det er svært at gøre op, hvad der var værst, for nogle oplevelser er jeg jo kommet mig over og har fået bearbejdet, andre ligger stadig og rumsterer indeni.
Det værste er nok, at min far tog sit liv, da jeg var 4 - det har præget mit liv enormt, men jeg ved jo i dag, at han gjorde det, fordi han ikke kunne andet.
Min stedfar sårede mig mange gange og gjorde mig bange gang på gang, da jeg var barn - jeg vil ikke gå ned i enkeltepisoder - men i dag ved jeg jo godt, at han også bare var et menneske, der var præget af SIN opvækst. Det har jeg sluttet fred med.
Min første store kærlighed skoldede mig på en virkelig luset måde - helt uacceptabelt og hensynsløst - da jeg var 15. Jeg troede, mit liv var forbi, og det prægede mig meget længe? Men jeg ved jo i dag, at han bare var en forvirret 19-årig, der ikke havde styr på sit liv. Og at jeg også selv har været hensynsløs over for fyre, jeg ikke ville have.
MEN!! Forrige år blev jeg varslet fyret fra mit job pga. besparelser. Jeg havde et godt forhold til lederen og var slet ikke blandt de mest oplagte at afskedige - jeg havde været der i 11 år, var dygtig og vellidt og pligtopfyldende, MEN havde en mulig sklerosediagnose hængende over hovedet og kunne blive "bad news" på længere sigt. Det er den eneste forklaring, jeg har kunnet finde. Jeg har virkelig hadet min eks-leder for det, og jeg er ikke færdig med at føle, jeg blev svigtet på et meget svært tidspunkt i mit liv - men jeg fandt med det samme et nyt, godt job og ender nok med at se det som en positiv hændelse i mit liv.
Alligevel sidder sidste "episode" bedst fast lige nu, og i det store perspektiv kommer det vel til at fylde nærmest - ingenting.
Anmeld
