Når baby ødelægger parforholdet.

Team Putte skriver:

Årh det er dårlige tegn for min forhold Vi har 1 års dag på lørdag og aldrig haft et skænderi endnu

hehe så må vi håbe at min teori er noget pjat

 

Antonsmor <3 skriver:

Jeg har på det sidste tænkt meget over, at der tilsyneladende er rigtig mange som går fra kæresten/manden et par måneder efter de har fået et barn sammen.

Jeg er af den, måske gammeldags, holdning, at man ikke får børn før man har været sammen længe, og hvis man har været sammen længe, vil jeg mene at der skal mere end et par måneder til for at forholdet kommer så langt ud at man går fra hinanden.

Jeg mener at man "skylder" barnet at kæmpe for at få det til at fungerer i stedet for at lade forholdet dø på et par måneder !

Så er der nogen der siger "jammen det har gået skævt længe" HVORFOR har man så valgt at få børn sammen, på trods af et ikke fungerende parforhold ?

Jeg har selv været sammen med min kæreste i 6 år og vi har lige fået vores første barn sammen her i februar, jeg kunne ALDRIG finde på at gå fra ham, fordi det er hårdt at blive forældre, før man har givet det en ORDENTLIG chance, for barnets skyld !!

Hvad synes i om denne "sag" ? Er der mange der bare giver op ? eller ?

jeg synes sådan set ikke du har ret

Jeg gik fra min søns far da han var 2 døgn gammel ganske simpelt for at passe på min søn bedst muligt

Min søn er ønske og gennemført planlagt men at hans far skulle knække psyken pga gammel militær skade var IKKE med i planen og det skulle min søn ikke udsættes for

For mig er det vigtigere min søn har en fantastisk barndom med sikkerhed og stabilitet end en barndom med mor og far sammen hvor det hele er usikkert

og heldigvis bor vi jo i danmark hvor vi selv må vælge..

forældre hver for sig der er lykkelig er bedre end forældre sammen der er middel glade.. i følge mig

god dag til dig

Jeg har på det sidste tænkt meget over, at der tilsyneladende er rigtig mange som går fra kæresten/manden et par måneder efter de har fået et barn sammen.

Jeg er af den, måske gammeldags, holdning, at man ikke får børn før man har været sammen længe, og hvis man har været sammen længe, vil jeg mene at der skal mere end et par måneder til for at forholdet kommer så langt ud at man går fra hinanden.

Jeg mener at man "skylder" barnet at kæmpe for at få det til at fungerer i stedet for at lade forholdet dø på et par måneder !

Så er der nogen der siger "jammen det har gået skævt længe" HVORFOR har man så valgt at få børn sammen, på trods af et ikke fungerende parforhold ?

Jeg har selv været sammen med min kæreste i 6 år og vi har lige fået vores første barn sammen her i februar, jeg kunne ALDRIG finde på at gå fra ham, fordi det er hårdt at blive forældre, før man har givet det en ORDENTLIG chance, for barnets skyld !!

Hvad synes i om denne "sag" ? Er der mange der bare giver op ? eller ?

Jeg er så enig i det du siger, og jeg synes det er trist at det sker TIT... og tror desværre det er en del i udvikling af det senmoderne samfund vi lever i... Dine, mine og vores børn er det jo efterhånden ...

Det handler idag om individuel lykke, hvis ikke man føler sig lykkelig, så finder man alt det man ikke kan bruge i sit liv, og oftest, så er det parforholdet og så ryger manden ud..vupti, så går det tit bedre, fordi man er sig selv og ikke skal tænke på andre end sig selv - individuel lykke...

Vi har snart 4 års dag, og vi kæmper, kæmper RIGTIG meget... og det hele handler altså om at KOMMUNIKERE... søge hjælp, få hjælp eller bede om hjælp... vær ærlig og den største del i et forhold er KOMPROMIS..... Kan man gå på kompromis, kan man gå rigtig langt..

en ting der også tit går galt er, sex... den ene part mister lysten og så går hele parforholdet i stå.... alt går i stå.. og her skal den person der mister lysten altså virkelig arbejde med sig selv for at komme i omdrejninger igen.. for måske siger man det ikke betyder så meget, men i de fleste tilfælde betyder det faktisk meget at få den bekræftelse af hinanden - blive forenet, nyde hinanden og alene tiden...

Jeg synes bare det er trist, at man bare tit giver op... det gik skævt..
gad vide hvordan den næste generation bliver...

 

DER ER SELVFØLGELIG!! de særlige tilfælde, hvor den ene part er voldelig, meget syg o. lign. eller der sker noget meget dramatisk - det er "noget andet"...

Men fordi man ikke gider/orker at samarbejde... det kan jeg have svært ved at forstå...

Wimmie skriver:

Nu har jeg læst hele tråden og puha, jeg synes faktisk der er mange fordomme omkring par der går fra hinanden... Nu er der jo altså også par der "går fra hinanden" fordi den ene part vælger at smutte.

Flere af jer skriver "Vi går ikke fra hinanden", men helt ærligt, ingen af jer kan jo spå om fremtiden. Det er ikke for at være grov, men hvad nu hvis I blev forladt i morgen? Ville I så også bryde jer om at blive dømt som værende den ene del af et parforhold der "bare gav op"?

 

Jeg var den der gjorde det endeligt forbi i mit ægteskab, men jeg boede sammen med en mand der i stigende grad blev mere og mere egoistisk og til sidst ikke ville røre ved mig eller snakke om tingene og jeg følte mig som nul og nix. Mit selvværd var helt i bund og jeg måtte gøre noget hvis jeg ikke skulle ende med at blive deprimeret og trække min datter med ned.

 

Jeg kæmpede i mange måneder for at gøre noget ved vores forhold, jeg prøvede at snakke om det, udtrykke mine følelser, fortælle hvad jeg var ked af - alt hvad jeg kunne komme i tanker om, men hvordan får man et forhold til at fungere hvis kun den ene part er interesseret i at få det til at fungere?

Jeg synes det er så let for jer at dømme folk som værende nogle der "bare giver op". Vær glad for at jeres egne forhold fungere i stedet for at rulle med øjnene over alle de der åbenbart bare går fra hinanden fordi de ikke gider at give det en chance...

Hvis jeg havde givet op, så havde jeg stadig boet sammen med min datters far i et forhold uden kærtegn eller sex. Det kræver styrke og mod at gå fra en person.

 

du siger nogle gyldne ord..

Hvis jeg havde givet op, så havde jeg stadig boet sammen med min datters far i et forhold uden kærtegn eller sex. Det kræver styrke og mod at gå fra en person.

 

synes du skriver det utrolig godt og deler dine udtalelser i dit indlæg fuldt ud... synes det er øv folk har behov for den der gong gong på andre istedet for at fokusere på dem selv...

isabellasmor skriver:

Så ifølge dig skal man først få børn sammen efter mindst 6 år sammen, og på en eller anden måde SKAL "farmand ha smidt sokkerne på gulvet, og "mor" SKAL ha været hormonhidsig" , før man sætter et barn til verden, for ellers "får man et chok og går fra hinanden"??

Så er min kæreste og jeg godt nok et useriøst forældrepar!! 

Vi havde kendt hinanden i knap 2 mdr. da jeg testede positivt! Det var PLANLAGT! Skal lige sige at jeg næsten lige var blevet skilt fra min exmand som jeg var gift med fra 2004-2009 mødte ham i 2002. HAN valgte at være mig utro med en kollega og er sammen med hende den dag idag (og de har et barn sammen nu) ... HAM havde jeg kendt i 7 år... MEN kendte ham vidst ikke godt nok for troede alt var i skønneste orden. På 3 uger lærte jeg meget mere om min nuværende kæreste end man kan forestille sig. Vi havde samme holdninger til rigtig mange ting også omkring det med børn og opdragelse mm. Hvorfor skulle vi ikke kunne være seriøse? 

Jeg synes du er meget DØMMENDE i din måde at skrive tingende på! 

Og jeg kan med stolthed sige: Vi klare det sgu bedre end de fleste! Ja ja lyder måske selvglad... men man har vel lov at have en mening om hvordan man klare den som stadig FORELSKEDE forældre. 

Vores dreng er 1½år og skal sørme være storebror til september... (er det også for useriøst)? Har jo kun kendt hinanden lidt over 2 år?

Det var et PIP herfra!

Nu har jeg ikke læst tråden igennem. Men vil lige komme med min kommentar alligevel.

Jeg tror ikke på at det er babyen der ødelægger parforholdet. Men jeg tror at det er det at få et barn der giver udslaget og derved viser hvor svagt et forhold man egentlig har.

Bestemt er det hårdt at få et barn, men jeg tror at de fleste klarer sig igennem og bliver stærkere hvis man klarer det.

Men måske man kan se det at få et barn som en kæmpe prøve for et parforhold.

Det var bare mine tanker.

MorDk skriver:

Så er min kæreste og jeg godt nok et useriøst forældrepar!! 

Vi havde kendt hinanden i knap 2 mdr. da jeg testede positivt! Det var PLANLAGT! Skal lige sige at jeg næsten lige var blevet skilt fra min exmand som jeg var gift med fra 2004-2009 mødte ham i 2002. HAN valgte at være mig utro med en kollega og er sammen med hende den dag idag (og de har et barn sammen nu) ... HAM havde jeg kendt i 7 år... MEN kendte ham vidst ikke godt nok for troede alt var i skønneste orden. På 3 uger lærte jeg meget mere om min nuværende kæreste end man kan forestille sig. Vi havde samme holdninger til rigtig mange ting også omkring det med børn og opdragelse mm. Hvorfor skulle vi ikke kunne være seriøse? 

Jeg synes du er meget DØMMENDE i din måde at skrive tingende på! 

Og jeg kan med stolthed sige: Vi klare det sgu bedre end de fleste! Ja ja lyder måske selvglad... men man har vel lov at have en mening om hvordan man klare den som stadig FORELSKEDE forældre. 

Vores dreng er 1½år og skal sørme være storebror til september... (er det også for useriøst)? Har jo kun kendt hinanden lidt over 2 år?

Det var et PIP herfra!

Sorry det var dette jeg ville have citeret...

når man ikke har været sammen i ret lang tid, så ved man en minimal del om hinanden. Jeg finder stadigvæk nye sider af min mand, og vi har trods alt været sammen i over 6 år. 

Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at planlægge et barn med en jeg havde været sammen med i fx. 6 måneder ! ikke på vilkår ! Det er i min verden simpelthen for useriøst ! 

Jo jo, det kan da godt være det ender lykkeligt, men man har ikke en jordisk chance for at vide om det gør det, man er nyforelsket og alt er lyserødt, så kommer der en lille baby ind i billedet og hverdagen kigger frem, farmand smider strømperne på stuegulvet og lader colaflasker kigger über alles, og mor er hormomhidsig, sådan har man pludselig ikke set hinanden før, og ja, så går man fra hinanden. 

Velkommen til verden lille barn. . . 

Værså god ! Lynch mig. . .

Hold da op nogle af jer er godt nok gode til at piske en stemning op og dømme andre på forhånd helt ærligt? 

Jeg har jo kun mine egne erfaringer at gå ud fra, så i får lige min historie også:

Vi havde været sammen i 5 år da jeg blev gravid (ikke planlagt) og vi havde igennem så enormt store op- og nedture at jeg var ret sikker på at kunne overvinde alt. Jeg var godt klar over børn er en KÆMPE udfordring, men man kan aldrig sætte sig helt ind i det før man har prøvet det. Søvnunderskuddet og al den skrigen og gråd fra baby kan få sider frem i folk man ikke anede man havde. 

men da vi skulle tage beslutningen om at beholde eller ej var jeg altså ret sikker på at selvom det måske ikke var verdens mest fungerende forhold på daværende tidspunkt, havde vi før kunne overvinde temmeligt store kriser, så jeg kunne ikke se hvorfor det ikke skulle gå - og fik også at vide alle steder at det første år er det værste så tænkte at det måtte vi jo bare stå igennem. Desuden kunne jeg ikke holde tanken om abort ud.

Så blev han født, amningen kiksede, ungen skreg konstant og kæresten hørte ham ikke om natten. I takt med at mit underskud steg, forsvandt følelserne for kæresten - og når de først er væk er der ingen grænser for voldsomt man kan komme op at skændes. Vi var nær kommet op at slås med drengen på armen - ja jeg har det frygteligt med det stadig og især fordi han fik natteskrækanfald hver gang vi havde skændtes (google det, det er SLEMT), men læste jo alle steder at folk giver for hurtigt op! Så i stedet for at give drengen den pause han trængte til med forældre der ikke gik og hvæsede ad hinanden konstant blev vi ved med at forsøge at løse konflikterne på egen hånd. Til sidst slæbte jeg ham endda i parterapi, som hjalp en smule, men efter 5000 kr (meget når man er på su - man bliver jo også stemplet hvis man er ung mor uden uddannelse?!) gav vi op. 

Guess what? Når man bare er to kan man måske skubbe de negative ting i baggrunden fordi det højst går ud over en selv, men når man får et barn går det hele pludseligt ud over barnet på den eller anden måde - og så er det pludselig ikke så nemt at ignorere!

Nu er situationen den, at vi lever sammen, forsøger at stoppe en evt diskussion før den eskalerer, men jeg har stadig ingen følelser for ham og tvivler på at jeg får det igen. Drengen har ligeså stort overskud som mig (dvs intet) og spørgsmålet er om det ikke er bedre for ham hvis jeg går min vej, selvom han elsker sin far og omvendt - og faren i øvrigt stadig har følelser for mig. eller skal vi blive sammen for enhver pris? som mine egne forældre der taler grimt om hinanden bag ryggen og ikke har så meget som holdt i hånd lige siden jeg kan huske? for barnets skyld?? helt ærligt. 

Det er mindst ligeså hårdt at gå fra hinanden som at få det til at fungere, ikke mindst det at skulle træffe den rette beslutning, for hvad nu hvis man liiiiige gav det en måned mere.. en parterapi-time mere... én chance mere...? Hvornår har man kæmpet nok?

Vær så venlig at stoppe med at dømme andre før i kender baggrunden. Eller tro der findes ét rigtigt svar. Det er for nemt at være bagklog.

KittyGirl skriver:

Jeg er så enig i det du siger, og jeg synes det er trist at det sker TIT... og tror desværre det er en del i udvikling af det senmoderne samfund vi lever i... Dine, mine og vores børn er det jo efterhånden ...

Men hvorfor er det nødvendigvis trist? Hvor er det altid ulykkeligt når folk går fra hinanden? Hvis alle parter bliver gladere af det, hvorfor er det så skidt?

F.eks. er jeg enormt glad for at mine forældre gik fra hinanden da jeg var spæd. Hvis de var blevet sammen:

1. havde de begge været ulykkelige (især min mor)

2. havde jeg ikke fået min stedfar og hans familie som jeg værdsætter enormt

3. havde jeg ikke fået 3 halvsøskende

4. havde jeg haft en særlig god barndom

 

Folk er ofte så forargede over at nogle par går fra hinanden, men sommetider er det en virkelig god ting.

Synes heller ikke der er noget galt i "dine, mine og vores børn" - jeg kender da mange der har fået dejlige halv- og stedsøskende på denne måde (jeg selv inkl.)

Carl-Emil's mor skriver:

du siger nogle gyldne ord..

Hvis jeg havde givet op, så havde jeg stadig boet sammen med min datters far i et forhold uden kærtegn eller sex. Det kræver styrke og mod at gå fra en person.

 

synes du skriver det utrolig godt og deler dine udtalelser i dit indlæg fuldt ud... synes det er øv folk har behov for den der gong gong på andre istedet for at fokusere på dem selv...

Tak skal du have. 

 

Der findes så mange grunde til at folk går fra hinanden, og det er nok de færreste der fortæller alle detaljer på et forum som dette (skulle jeg opremse ALT hvad der gik galt i mit ægteskab kunne det jo fylde et par sider