Når baby ødelægger parforholdet.

Gigl skriver:

Som én fik formuleret, så er det sådan nutidens senmoderne menneske fungere i sine parforhold. Og spørgsmålet er jo så om det er en uheldig eller en heldig drejning? 

Individuel lykke som der blev skrevet - vi finder os ikke i de samme ting som vi kunne finde os i "i gamle dage". 

Personligt synes jeg ikke det er nogen uheldig drejning - hvorfor skulle vi finde os i at være i et parforhold der ikke gør os lykkelige? Nu hvor vi har muligheden for at ændre det? En datidig husmor havde ikke midlerne til at stå på egne ben indtil hun fandt en ny og bedre mand - derfor blev hun hos den mand hun ikke var lykkelig hos og fandt sig i det. Det kan godt være hun ikke blev tævet, måske havde han heller ikke en anden, men han talte måske grimt til hende, var måske ligeglad med hende, tog hende måske for givet - og det måtte hun så finde sig i fordi hun ikke kunne andet.  I dag hedder det bare -at kæmpe for forholdet. Men hvorfor? Mennesker er individuelle og burde kæmpe med sig selv hvis der er problemer - for "forholdet" er et flyvsk begreb - vi kan alligevel ikke ændre hinanden - kun os selv. Og hvis en part ikke "kæmper med sig selv" hvor er forholdet så?

Jeg synes det er fedt at vi i vor dage kan tage lykken i egne hænder Vi vurdere selv hvornår vi er lykkelige - hvordan vi vil være lykkelige og med hvem vi vil være lykkelige. 

Jeg siger ikke vi skal gå fra hinanden for et godt ord - jeg har selv kun været i langvarige forhold (2) - men hvor var det dog godt at jeg kunne trække grænsen da jeg gik fra min eks! Han hverken slog mig eller fandt en anden - der var andre faktorer som gjorde at jeg absolut var ensom sammen med ham. Og ikke lykkelig. Jeg nåede dog at få en søn med ham (vi havde været sammen i 3 år.. 5 år i alt). Og nu har jeg så fundet lykken med en mand, og vi har ikke oplevet at skulle kæmpe for forholdet på 3. år. 

Håber ikke det var for rodet

Er SÅ enig... Forstår heller ikke hvorfor det absolut skal vendes til noget negativt at man går fra hinanden.

Synes jeg har oplevet alt for mange i de ældre generationer og vores forældres generationer der er blevet sammen "fordi man skal" selvom de ikke er lykkelige.

Har også folk i omgangskredsen der gik fra deres partner så sent at de enten havde mistet al selvværd/selvtillid eller deres forhold var kørt så langt ud at de slet ikke kunne holde ud at se på hinanden mere. 

Dèr skulle jeg ikke ende, og fordi jeg valgte at gå på det tidspunkt jeg gjorde, er min eksmand og jeg stadig gode venner og kan enes om vores datter.

Jeg går bestemt ind for individuel lykke - jeg har kun ét liv, så jeg vil ikke spilde flere år på at være ensom og ulykkelig. Og samtidig vil jeg gøre hvad der er bedst for min datter - og det var ikke at blive sammen med hendes far. En ulykkelig og deprimeret mor er ikke en optimal forsørger - og slet ikke når man praktisk talt står alene med baby.

Wimmie skriver:

Er SÅ enig... Forstår heller ikke hvorfor det absolut skal vendes til noget negativt at man går fra hinanden.

Synes jeg har oplevet alt for mange i de ældre generationer og vores forældres generationer der er blevet sammen "fordi man skal" selvom de ikke er lykkelige.

Har også folk i omgangskredsen der gik fra deres partner så sent at de enten havde mistet al selvværd/selvtillid eller deres forhold var kørt så langt ud at de slet ikke kunne holde ud at se på hinanden mere. 

Dèr skulle jeg ikke ende, og fordi jeg valgte at gå på det tidspunkt jeg gjorde, er min eksmand og jeg stadig gode venner og kan enes om vores datter.

Jeg går bestemt ind for individuel lykke - jeg har kun ét liv, så jeg vil ikke spilde flere år på at være ensom og ulykkelig. Og samtidig vil jeg gøre hvad der er bedst for min datter - og det var ikke at blive sammen med hendes far. En ulykkelig og deprimeret mor er ikke en optimal forsørger - og slet ikke når man praktisk talt står alene med baby.

Præcis - der er brug for at det bliver sat lidt i perspektiv, det er det jeg mener. Jeg tror simpelthen ikke på at nogle mennesker går fra hinanden med små-problemer, hvis de har børn. Der er så nok bare en bred mening om hvad "små-problemer" er..

Præcis - der er brug for at det bliver sat lidt i perspektiv, det er det jeg mener. Jeg tror simpelthen ikke på at nogle mennesker går fra hinanden med små-problemer, hvis de har børn. Der er så nok bare en bred mening om hvad "små-problemer" er..

Ja, og så dét at folk åbenbart bare antager at folk ikke gider at kæmpe - uden egl. at kende folk og vide hvor meget de har lagt i forholdet. Som sagt er det nok ikke alle detaljer folk har lyst og tid til at skrive herinde.

Synes bare man skal stole på at folk gør det der føles rigtig for dem selv.

Edit: Kan vist godt lide ordet "folk" 

anonym1234 skriver:

hvad mener du?

måske misforstår jeg totalt dit indlæg men dette her :

Nu er situationen den, at vi lever sammen, forsøger at stoppe en evt diskussion før den eskalerer, men jeg har stadig ingen følelser for ham og tvivler på at jeg får det igen. Drengen har ligeså stort overskud som mig (dvs intet) og spørgsmålet er om det ikke er bedre for ham hvis jeg går min vej, selvom han elsker sin far og omvendt - og faren i øvrigt stadig har følelser for mig. eller skal vi blive sammen for enhver pris? som mine egne forældre der taler grimt om hinanden bag ryggen og ikke har så meget som holdt i hånd lige siden jeg kan huske? for barnets skyld??

det er altså ikke særlig rart at læse at dit barn faktisk har det dårligt pga du er sammen med faren til dit barn.. og derfor håber jeg du selv vil læse det igen om noget tid for jeg synes det er tankevækkende..

hvis jeg har totalt misforstået må du da undskylde

syntes bestemt ikke det er børnene man tinger på vis man bliver i et forhold som ik fungere, når man er i sådan et forhold og man bare kæmper og kæmper er man alså ikke lykkelig men ked og forviret og vis der noget børn er gode til er det at læse deres foreldre og vis mor/far ik er glade er de det heller ik.

så syntes det er noget gylle at fyre af at man skal kæmpe for børnene skyld for vis man har misted alt for sin partner så stop.

børnene kan ha det minst lige så godt uden mor og far bor sammen. og i nogle tilfælde bæder. 

Selvfølgelig ville det bedste være at man blev sammen og kæmpede sammen for barnet skyld.. Når det så er sagt synes jeg det er forkert at omtale det at gå fra hinanden, som at give op! Man ved aldrig hvad der foregår mellem et kærestepar og jeg tror altså de fleste par vil gøre alt hvad der står i deres magt, for at få tingene til at fungerer.

Men nogengange er kærlighed bare ik nok.. Cheasy at sige ja, men det er jo rigtigt. Jeg er af den opfattelse at et barn har godt at glade forældre  og hvis det kræver at man må gå fra hinanden så er det vel den rette løsning? Det er ihvertfald MEGET bedre end at vokse op i et negativt miljø hvor skænderier og dårlig karma fylder barnets hverdag, ik? 

Hvis man så tager beslutningen om at gå hver til sit skylder man bestemt barnet en god stemning og kommunikation der kører som den bør. 

Et barn bliver hurtigt det vigtigste i ens liv, men man er altså stadig et individ der har brug for at tage beslutninger som gør en lykkeligere i det lange løb. Hvem fanden gider sidde som en gammel bitter person fordi man ikke tog sig af egne behov samtidig med at man tog hensyn til ens barn? Det kan godt lade sig gøre...

MorDk skriver:

..og egentlig kan jeg ikke lide at man siger at "Barnet ødelægger forholdet" For det er jo ikke barnets skyld at man ikke kan sammen, snakker sammen, tackler tingene m.m Det må udelukkende være mors og fars egen skyld!

Antonsmor <3 skriver:

Jeg har på det sidste tænkt meget over, at der tilsyneladende er rigtig mange som går fra kæresten/manden et par måneder efter de har fået et barn sammen.

Jeg er af den, måske gammeldags, holdning, at man ikke får børn før man har været sammen længe, og hvis man har været sammen længe, vil jeg mene at der skal mere end et par måneder til for at forholdet kommer så langt ud at man går fra hinanden.

Jeg mener at man "skylder" barnet at kæmpe for at få det til at fungerer i stedet for at lade forholdet dø på et par måneder !

Så er der nogen der siger "jammen det har gået skævt længe" HVORFOR har man så valgt at få børn sammen, på trods af et ikke fungerende parforhold ?

Jeg har selv været sammen med min kæreste i 6 år og vi har lige fået vores første barn sammen her i februar, jeg kunne ALDRIG finde på at gå fra ham, fordi det er hårdt at blive forældre, før man har givet det en ORDENTLIG chance, for barnets skyld !!

Hvad synes i om denne "sag" ? Er der mange der bare giver op ? eller ?

Mrs. skriver:

jeg er enig, synes det er for nemt at gå fra hinanden i dag.. og det er rigtig synd.

Hvorfor tror du det er nemt?

Og hvorfor er det nødvendigvis synd?

Wimmie skriver:

Hvorfor tror du det er nemt?

 

Og hvorfor er det nødvendigvis synd?