Når baby ødelægger parforholdet.

Jeg synes faktisk det bedst at have været sammen i kort tid. På den måde "lære man hinanden at kende" som forældre og hvis man er heldig er man stadig ny forelsket og derfor selvf. glad og positiv

Er 100% sikker på at det på ingen måde har at gøre med hvor længe man har været sammen når folk går fra hinanden efter de har fået børn.

Nu har jeg læst hele tråden og puha, jeg synes faktisk der er mange fordomme omkring par der går fra hinanden... Nu er der jo altså også par der "går fra hinanden" fordi den ene part vælger at smutte.

Flere af jer skriver "Vi går ikke fra hinanden", men helt ærligt, ingen af jer kan jo spå om fremtiden. Det er ikke for at være grov, men hvad nu hvis I blev forladt i morgen? Ville I så også bryde jer om at blive dømt som værende den ene del af et parforhold der "bare gav op"?

Jeg var den der gjorde det endeligt forbi i mit ægteskab, men jeg boede sammen med en mand der i stigende grad blev mere og mere egoistisk og til sidst ikke ville røre ved mig eller snakke om tingene og jeg følte mig som nul og nix. Mit selvværd var helt i bund og jeg måtte gøre noget hvis jeg ikke skulle ende med at blive deprimeret og trække min datter med ned.

Jeg kæmpede i mange måneder for at gøre noget ved vores forhold, jeg prøvede at snakke om det, udtrykke mine følelser, fortælle hvad jeg var ked af - alt hvad jeg kunne komme i tanker om, men hvordan får man et forhold til at fungere hvis kun den ene part er interesseret i at få det til at fungere?

Jeg synes det er så let for jer at dømme folk som værende nogle der "bare giver op". Vær glad for at jeres egne forhold fungere i stedet for at rulle med øjnene over alle de der åbenbart bare går fra hinanden fordi de ikke gider at give det en chance...

Hvis jeg havde givet op, så havde jeg stadig boet sammen med min datters far i et forhold uden kærtegn eller sex. Det kræver styrke og mod at gå fra en person.

soejde84 skriver:

Som jeg sluttede med at skrive, var det den korte version.

Der kan ske rigtig meget på 4 mdr - tro det eller ej.

Og så slutter den her for mit vedkommende. Man skal ikke dømme andre folks beslutninger, når man ikke ved hvad der ligger til baggrund for det.

Wimmie skriver:

Nu har jeg læst hele tråden og puha, jeg synes faktisk der er mange fordomme omkring par der går fra hinanden... Nu er der jo altså også par der "går fra hinanden" fordi den ene part vælger at smutte.

Flere af jer skriver "Vi går ikke fra hinanden", men helt ærligt, ingen af jer kan jo spå om fremtiden. Det er ikke for at være grov, men hvad nu hvis I blev forladt i morgen? Ville I så også bryde jer om at blive dømt som værende den ene del af et parforhold der "bare gav op"?

 

Jeg var den der gjorde det endeligt forbi i mit ægteskab, men jeg boede sammen med en mand der i stigende grad blev mere og mere egoistisk og til sidst ikke ville røre ved mig eller snakke om tingene og jeg følte mig som nul og nix. Mit selvværd var helt i bund og jeg måtte gøre noget hvis jeg ikke skulle ende med at blive deprimeret og trække min datter med ned.

 

Jeg kæmpede i mange måneder for at gøre noget ved vores forhold, jeg prøvede at snakke om det, udtrykke mine følelser, fortælle hvad jeg var ked af - alt hvad jeg kunne komme i tanker om, men hvordan får man et forhold til at fungere hvis kun den ene part er interesseret i at få det til at fungere?

Jeg synes det er så let for jer at dømme folk som værende nogle der "bare giver op". Vær glad for at jeres egne forhold fungere i stedet for at rulle med øjnene over alle de der åbenbart bare går fra hinanden fordi de ikke gider at give det en chance...

Hvis jeg havde givet op, så havde jeg stadig boet sammen med min datters far i et forhold uden kærtegn eller sex. Det kræver styrke og mod at gå fra en person.

 

serinasmor skriver:

Selv 

LilleLene skriver:

Du har så evigt ret

nu venter jeg barn med min kæreste, og vi har kun været sammen 2 år (ikke planlagt barn)

Men hold kæft hvor kan vi da skændes og blive uvenner, men vi går jo ikke fra hinanden :/

Jeg tænker lidt at de par der går fra hinanden pga et barn, er et par der aldrig har været rigtig meget uenige eller skændtes meget, men at det så kommer med barnet, og så de ikke kan finde ud af at håndtere at være uvenner

Dete r min teori

Årh det er dårlige tegn for min forhold Vi har 1 års dag på lørdag og aldrig haft et skænderi endnu

Wimmie skriver:

Nu har jeg læst hele tråden og puha, jeg synes faktisk der er mange fordomme omkring par der går fra hinanden... Nu er der jo altså også par der "går fra hinanden" fordi den ene part vælger at smutte.

Flere af jer skriver "Vi går ikke fra hinanden", men helt ærligt, ingen af jer kan jo spå om fremtiden. Det er ikke for at være grov, men hvad nu hvis I blev forladt i morgen? Ville I så også bryde jer om at blive dømt som værende den ene del af et parforhold der "bare gav op"?

 

Jeg var den der gjorde det endeligt forbi i mit ægteskab, men jeg boede sammen med en mand der i stigende grad blev mere og mere egoistisk og til sidst ikke ville røre ved mig eller snakke om tingene og jeg følte mig som nul og nix. Mit selvværd var helt i bund og jeg måtte gøre noget hvis jeg ikke skulle ende med at blive deprimeret og trække min datter med ned.

 

Jeg kæmpede i mange måneder for at gøre noget ved vores forhold, jeg prøvede at snakke om det, udtrykke mine følelser, fortælle hvad jeg var ked af - alt hvad jeg kunne komme i tanker om, men hvordan får man et forhold til at fungere hvis kun den ene part er interesseret i at få det til at fungere?

Jeg synes det er så let for jer at dømme folk som værende nogle der "bare giver op". Vær glad for at jeres egne forhold fungere i stedet for at rulle med øjnene over alle de der åbenbart bare går fra hinanden fordi de ikke gider at give det en chance...

Hvis jeg havde givet op, så havde jeg stadig boet sammen med min datters far i et forhold uden kærtegn eller sex. Det kræver styrke og mod at gå fra en person.

 

Det er bla. en af grundene til at jeg ikke ville skrive "vi går aldrig fra hinanden" - jamen det kan jeg ikke vide, og hvad så hvis det sker? Sker det, så sker det

Min kæreste siger tit til mig, at vi aldrig går fra hinanden, men hvad nu hvis.....  

Antonsmor <3 skriver:

Jeg har på det sidste tænkt meget over, at der tilsyneladende er rigtig mange som går fra kæresten/manden et par måneder efter de har fået et barn sammen.

Jeg er af den, måske gammeldags, holdning, at man ikke får børn før man har været sammen længe, og hvis man har været sammen længe, vil jeg mene at der skal mere end et par måneder til for at forholdet kommer så langt ud at man går fra hinanden.

Jeg mener at man "skylder" barnet at kæmpe for at få det til at fungerer i stedet for at lade forholdet dø på et par måneder !

Så er der nogen der siger "jammen det har gået skævt længe" HVORFOR har man så valgt at få børn sammen, på trods af et ikke fungerende parforhold ?

Jeg har selv været sammen med min kæreste i 6 år og vi har lige fået vores første barn sammen her i februar, jeg kunne ALDRIG finde på at gå fra ham, fordi det er hårdt at blive forældre, før man har givet det en ORDENTLIG chance, for barnets skyld !!

Hvad synes i om denne "sag" ? Er der mange der bare giver op ? eller ?

Jeg kan sagtens se hvad du mener når du skriver nogle par siger "jamen det havde gået skævt længe" - så er det lidt skidt.. og man høre også ofte om par der prøver at redde forholdet ved at få et barn.

Er ikke helt enig i det er bedst at ha været sammen længe inden man blir gravid! .. Min kæreste og jeg mødtes apr. 09 og fik barn sept 11 .. det er egentlig ikke super længe, men vi er bare meant to be Sån er det bare!!  .. vi flyttede også sammen efter 3 mdr, folk sys vi var tåbelige. Men det er bare SÅ skønt! Også efter vi har fået William!

Babymor2010 skriver:

Det er bla. en af grundene til at jeg ikke ville skrive "vi går aldrig fra hinanden" - jamen det kan jeg ikke vide, og hvad så hvis det sker? Sker det, så sker det

Min kæreste siger tit til mig, at vi aldrig går fra hinanden, men hvad nu hvis.....  

Nemlig - der kan ske så meget; den ene (eller begge) kan miste følelserne...selvom nogle er overbeviste om at det aldrig kan ske for dem. Jeg havde det da på samme måde da jeg blev gift og da jeg blev gravid (vi var i fertilitetsbehandling så det var 100% ønskebarn); jeg var da overbevist om at vi skulle være sammen for evigt...

Der kan ske så meget, og det er da kun godt hvis man er overbevist om at man aldrig går fra hinanden; det er da en sund holdning at have for forholdet, men med mindre man er synsk.... 

Vi havde ikke været sammen længe da jeg blev gravid .. Omkring 8 måneder .. Men vi havde kendt hinanden i et par år

Men det ér sgu hårdt for parforholdet ! Og vi har da også taget vores ture .. Men vi er blevet sammen - Både for Carolines skyld men vigtigst af alt fordi vi elsker hinanden

Hvis jeg en dag finder ud af at jeg ikke elsker ham mere eller omvendt , så ér det sgu slut .. Og det er da ligemeget om det er om 30 år eller om det havde været da Caroline var 1½ måned .. Synes ikke man skal være i et forhold uden kærlighed , og man kan jo aldrig sig aldrig