Når baby ødelægger parforholdet.

Antonsmor <3 skriver:

Nej jeg mener ikke at man skal have været sammen i 6 år før man for børn. Det er bare min situation. Jeg mener bare at man skal være færdig med at slibe kanter før man vælger at få børn, ellers lander man sgu nok i en stor bunke af forrandringer når man for et barn.

Jeg mener ikke man er kommet over suset før der er gået min. 1 år. og derefter bliver det RIGTIG hverdag, og det skal man sgu lige vende sig til ! Jeg er ikke sikker på at mit forhold havde holdt hvis vi havde fået barn inden for et år ! Vi har været mange ting igennem og havde vi fået et barn under en af de "ture" vi har haft, ja så var vi sgu nok ikke sammen idag.

Hvorfor få børn med en man ikke kender 100% ind til benet ?? Det er trods alt et BARN vi taler om, og ikke en hund etc.

Kan da i hvert fald bare fortælle dig at jeg og min kæreste havde kendt hinanden i næsten 2 år, så blev vi kærester, flyttede sammen efter 1 mdr, og efter 3 mdr's tid begyndte vi pb. Som henholdsvis 17 og 24 år. Idag har vi været sammen i 2 år , og har en datter på snart 7 mdr. Og vi har ikke andet end små diskutioner en gang imellem

Man skal aldrig sige aldrig, men regner ikke med vi går fra hinanden imorgen ( vi er forresten i mellemtiden blevet forlovede og snakker om bryllup når min uddannelse er slut) 

Jeg synes ikke man skal eller kan dømme andre - og især ikke for noget som er så privat. Par der vælger at gå fra hinanden selvom der er børn involveret gør det vel kun for at få det bedre og blive lykkelige - og passe på deres børn.

Desuden er der måske en del der går fra hinanden når de får børn, men der er da bestemt også mange ( måske flertallet) der bliver sammen. Er ganske uenig i, at man har større chance for at blive sammen når man har været sammen længe - det tror jeg ikke har nogen betydning. Enten så kan man sammen eller også kan man ikke - og det handler ikke om år.

Ja, og så læste jeg lige at en har skrevet " hvorfor skændes når man får barn - man bliver jo "bare" forældre". Dertil vil jeg sige, at det altså ikke er alle der "bare" bliver forældre, det er super hårdt arbejde, mange ting bliver ændret og det skal man vænne sig til og som tiden går vokser man med opgaven. Nogle par vokser måske fra hinanden, der er måske flere forhindringer end hvad man ventede osv.

Tror de fleste ønsker sig en familie ( mor, far og børn), men fungere det ikke, skal man ikke kæmpe unødigt. Man ved i sit hjerte, hvor længe man skal kæmpe og hvornår man skal stoppe.

Livet er for kort til at være ulykkelig.

/Fenja

Fenja09 skriver:

Jeg synes ikke man skal eller kan dømme andre - og især ikke for noget som er så privat. Par der vælger at gå fra hinanden selvom der er børn involveret gør det vel kun for at få det bedre og blive lykkelige - og passe på deres børn.

Desuden er der måske en del der går fra hinanden når de får børn, men der er da bestemt også mange ( måske flertallet) der bliver sammen. Er ganske uenig i, at man har større chance for at blive sammen når man har været sammen længe - det tror jeg ikke har nogen betydning. Enten så kan man sammen eller også kan man ikke - og det handler ikke om år.

Ja, og så læste jeg lige at en har skrevet " hvorfor skændes når man får barn - man bliver jo "bare" forældre". Dertil vil jeg sige, at det altså ikke er alle der "bare" bliver forældre, det er super hårdt arbejde, mange ting bliver ændret og det skal man vænne sig til og som tiden går vokser man med opgaven. Nogle par vokser måske fra hinanden, der er måske flere forhindringer end hvad man ventede osv.

Tror de fleste ønsker sig en familie ( mor, far og børn), men fungere det ikke, skal man ikke kæmpe unødigt. Man ved i sit hjerte, hvor længe man skal kæmpe og hvornår man skal stoppe.

Livet er for kort til at være ulykkelig.

 

/Fenja

 

Så godt skrevet 

Tror nogle glemmer hvor hårdt det kan være at gå fra hinanden... Det er jo ikke "bare" - slet ikke når man (som mig) har været sammen i 6 år, er gift og har et ønskebarn sammen. 

Det har kostet tudeture og mange overvejelser, så når folk insinuerer at det er "nemt" og at man "bare giver op" så bliver jeg ret stødt og ked af det; for det har på intet tidspunkt været sjovt eller nemt 

MorDk skriver:

Så er min kæreste og jeg godt nok et useriøst forældrepar!! 

Vi havde kendt hinanden i knap 2 mdr. da jeg testede positivt! Det var PLANLAGT! Skal lige sige at jeg næsten lige var blevet skilt fra min exmand som jeg var gift med fra 2004-2009 mødte ham i 2002. HAN valgte at være mig utro med en kollega og er sammen med hende den dag idag (og de har et barn sammen nu) ... HAM havde jeg kendt i 7 år... MEN kendte ham vidst ikke godt nok for troede alt var i skønneste orden. På 3 uger lærte jeg meget mere om min nuværende kæreste end man kan forestille sig. Vi havde samme holdninger til rigtig mange ting også omkring det med børn og opdragelse mm. Hvorfor skulle vi ikke kunne være seriøse? 

Jeg synes du er meget DØMMENDE i din måde at skrive tingende på! 

Og jeg kan med stolthed sige: Vi klare det sgu bedre end de fleste! Ja ja lyder måske selvglad... men man har vel lov at have en mening om hvordan man klare den som stadig FORELSKEDE forældre. 

Vores dreng er 1½år og skal sørme være storebror til september... (er det også for useriøst)? Har jo kun kendt hinanden lidt over 2 år?

Det var et PIP herfra!

Undskyld , men tror du har misforstået??? Prøv lige at læs mit svar igen jeg citere noget en anden skrev, og spurgte om det var korrekt forstået, for jeg synes (hvis det var det hun mente) at det var meget sort/Hvidt. 

isabellasmor skriver:

Undskyld , men tror du har misforstået??? Prøv lige at læs mit svar igen jeg citere noget en anden skrev, og spurgte om det var korrekt forstået, for jeg synes (hvis det var det hun mente) at det var meget sort/Hvidt. 

HUn skriver nedenunder at hun har citeret den forkerte 

Wimmie skriver:

HUn skriver nedenunder at hun har citeret den forkerte 

Når forsøren det havde jeg ikke set .

Det kan ske jo 

isabellasmor skriver:

Når forsøren det havde jeg ikke set .

Det kan ske jo 

MorDk skriver:

Sorry det var dette jeg ville have citeret...

når man ikke har været sammen i ret lang tid, så ved man en minimal del om hinanden. Jeg finder stadigvæk nye sider af min mand, og vi har trods alt været sammen i over 6 år. 

Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at planlægge et barn med en jeg havde været sammen med i fx. 6 måneder ! ikke på vilkår ! Det er i min verden simpelthen for useriøst ! 

Jo jo, det kan da godt være det ender lykkeligt, men man har ikke en jordisk chance for at vide om det gør det, man er nyforelsket og alt er lyserødt, så kommer der en lille baby ind i billedet og hverdagen kigger frem, farmand smider strømperne på stuegulvet og lader colaflasker kigger über alles, og mor er hormomhidsig, sådan har man pludselig ikke set hinanden før, og ja, så går man fra hinanden. 

Velkommen til verden lille barn. . . 

Værså god ! Lynch mig. . .

Det helt iorden  

Havde ikke set det 

Wimmie skriver:

Så godt skrevet 

 

Tror nogle glemmer hvor hårdt det kan være at gå fra hinanden... Det er jo ikke "bare" - slet ikke når man (som mig) har været sammen i 6 år, er gift og har et ønskebarn sammen. 

Det har kostet tudeture og mange overvejelser, så når folk insinuerer at det er "nemt" og at man "bare giver op" så bliver jeg ret stødt og ked af det; for det har på intet tidspunkt været sjovt eller nemt 

Det er hårdt at kæmpe for at et forhold skal fungere, men det er da bestemt også hårdt at afslutte - så er helt enig med dig.

Synes slet ikke at det er op til andre at vurdere, diskutere eller bedømme, hvorvidt andre skal blive sammen eller ej. Ja, eller hvorfor folk ikke kæmper mere end de har gjort - det er jo ikke noget man kan veje og måle, det kan kun den enkelte føle i hjertet.

Hvis børn skal være glade og lykkelige, så kræver det også at mor og far er det. Så jeg vil mene, at det som oftest er det bedste og mest ansvarlige overfor sig selv og børnene.

/Fenja

Som én fik formuleret, så er det sådan nutidens senmoderne menneske fungere i sine parforhold. Og spørgsmålet er jo så om det er en uheldig eller en heldig drejning? 

Individuel lykke som der blev skrevet - vi finder os ikke i de samme ting som vi kunne finde os i "i gamle dage". 

Personligt synes jeg ikke det er nogen uheldig drejning - hvorfor skulle vi finde os i at være i et parforhold der ikke gør os lykkelige? Nu hvor vi har muligheden for at ændre det? En datidig husmor havde ikke midlerne til at stå på egne ben indtil hun fandt en ny og bedre mand - derfor blev hun hos den mand hun ikke var lykkelig hos og fandt sig i det. Det kan godt være hun ikke blev tævet, måske havde han heller ikke en anden, men han talte måske grimt til hende, var måske ligeglad med hende, tog hende måske for givet - og det måtte hun så finde sig i fordi hun ikke kunne andet.  I dag hedder det bare -at kæmpe for forholdet. Men hvorfor? Mennesker er individuelle og burde kæmpe med sig selv hvis der er problemer - for "forholdet" er et flyvsk begreb - vi kan alligevel ikke ændre hinanden - kun os selv. Og hvis en part ikke "kæmper med sig selv" hvor er forholdet så?

Jeg synes det er fedt at vi i vor dage kan tage lykken i egne hænder Vi vurdere selv hvornår vi er lykkelige - hvordan vi vil være lykkelige og med hvem vi vil være lykkelige. 

Jeg siger ikke vi skal gå fra hinanden for et godt ord - jeg har selv kun været i langvarige forhold (2) - men hvor var det dog godt at jeg kunne trække grænsen da jeg gik fra min eks! Han hverken slog mig eller fandt en anden - der var andre faktorer som gjorde at jeg absolut var ensom sammen med ham. Og ikke lykkelig. Jeg nåede dog at få en søn med ham (vi havde været sammen i 3 år.. 5 år i alt). Og nu har jeg så fundet lykken med en mand, og vi har ikke oplevet at skulle kæmpe for forholdet på 3. år. 

Håber ikke det var for rodet