Når baby ødelægger parforholdet.

Maise86 skriver:

Nu har jeg ikke læst tråden igennem. Men vil lige komme med min kommentar alligevel.

Jeg tror ikke på at det er babyen der ødelægger parforholdet. Men jeg tror at det er det at få et barn der giver udslaget og derved viser hvor svagt et forhold man egentlig har.

Bestemt er det hårdt at få et barn, men jeg tror at de fleste klarer sig igennem og bliver stærkere hvis man klarer det.

Men måske man kan se det at få et barn som en kæmpe prøve for et parforhold.

Det var bare mine tanker.

helt enig - man opdager det vel tit først når barnet er født? hvor svagt et forhold man evt. har

det var i hvert fald en kæmpe øjenåbner her

Wimmie skriver:

Tak skal du have. 

 

Der findes så mange grunde til at folk går fra hinanden, og det er nok de færreste der fortæller alle detaljer på et forum som dette (skulle jeg opremse ALT hvad der gik galt i mit ægteskab kunne det jo fylde et par sider

Synes det er synd at folk mener at mange opgiver for hurtigt, for hvordan ved de det, med mindre de kender alle detaljer af forholdet?

netop...

men det er jo nemmere at dømme end at være dem der bliver bedømt

og dit indlæg vedr hvorfor du er glad for dine forældre gik fra hinanden - det kunne jeg 100% ordret have skrevet...

men tror også når man er et lykkeligt skilsmissebarn der har oplevet alt det gode ved at mor og far er gået fra hinanden så er det lettere ikke at se så sort på det??

Antonsmor <3 skriver:

Jeg har på det sidste tænkt meget over, at der tilsyneladende er rigtig mange som går fra kæresten/manden et par måneder efter de har fået et barn sammen.

Jeg er af den, måske gammeldags, holdning, at man ikke får børn før man har været sammen længe, og hvis man har været sammen længe, vil jeg mene at der skal mere end et par måneder til for at forholdet kommer så langt ud at man går fra hinanden.

Jeg mener at man "skylder" barnet at kæmpe for at få det til at fungerer i stedet for at lade forholdet dø på et par måneder !

Så er der nogen der siger "jammen det har gået skævt længe" HVORFOR har man så valgt at få børn sammen, på trods af et ikke fungerende parforhold ?

Jeg har selv været sammen med min kæreste i 6 år og vi har lige fået vores første barn sammen her i februar, jeg kunne ALDRIG finde på at gå fra ham, fordi det er hårdt at blive forældre, før man har givet det en ORDENTLIG chance, for barnets skyld !!

Hvad synes i om denne "sag" ? Er der mange der bare giver op ? eller ?

Jeg var tit undret mig over det samme. Forældrene giver for let op. Det er nærmest blevet en samfundsnorm. Og jeg synes at det hele handler om mig mig mig og mig, når man i virkeligheden er mand, kone og børn . Jeg må erklære mig uenig mht at jo længere man har kendt hinanden jo større er chancen for at blive sammen. Jeg tror mere på at man lære noget nyt ved sin partner hver dag. Og at de vigtigste redskaber i et forhold er kommunikationen , respekten og kærligheden . Jeg tror på at vi som par skal forstå vores rolle som familie og ikke glemme os selv som par. Forhold / ægteskab er et livslangt arbejde. Man skal engagere sig og ville det. At få et barn er ikke en belastning eller undskyldning for at smutte.Og hos de par hvor det ikke går, synes jeg at man skal gøre alt hvad man som par har i hænderne til at løse det, ellers er man nødt til at gå hver til sit , som man tit ser. 

anonym1234 skriver:

Hold da op nogle af jer er godt nok gode til at piske en stemning op og dømme andre på forhånd helt ærligt? 

Jeg har jo kun mine egne erfaringer at gå ud fra, så i får lige min historie også:

Vi havde været sammen i 5 år da jeg blev gravid (ikke planlagt) og vi havde igennem så enormt store op- og nedture at jeg var ret sikker på at kunne overvinde alt. Jeg var godt klar over børn er en KÆMPE udfordring, men man kan aldrig sætte sig helt ind i det før man har prøvet det. Søvnunderskuddet og al den skrigen og gråd fra baby kan få sider frem i folk man ikke anede man havde. 

men da vi skulle tage beslutningen om at beholde eller ej var jeg altså ret sikker på at selvom det måske ikke var verdens mest fungerende forhold på daværende tidspunkt, havde vi før kunne overvinde temmeligt store kriser, så jeg kunne ikke se hvorfor det ikke skulle gå - og fik også at vide alle steder at det første år er det værste så tænkte at det måtte vi jo bare stå igennem. Desuden kunne jeg ikke holde tanken om abort ud.

Så blev han født, amningen kiksede, ungen skreg konstant og kæresten hørte ham ikke om natten. I takt med at mit underskud steg, forsvandt følelserne for kæresten - og når de først er væk er der ingen grænser for voldsomt man kan komme op at skændes. Vi var nær kommet op at slås med drengen på armen - ja jeg har det frygteligt med det stadig og især fordi han fik natteskrækanfald hver gang vi havde skændtes (google det, det er SLEMT), men læste jo alle steder at folk giver for hurtigt op! Så i stedet for at give drengen den pause han trængte til med forældre der ikke gik og hvæsede ad hinanden konstant blev vi ved med at forsøge at løse konflikterne på egen hånd. Til sidst slæbte jeg ham endda i parterapi, som hjalp en smule, men efter 5000 kr (meget når man er på su - man bliver jo også stemplet hvis man er ung mor uden uddannelse?!) gav vi op. 

Guess what? Når man bare er to kan man måske skubbe de negative ting i baggrunden fordi det højst går ud over en selv, men når man får et barn går det hele pludseligt ud over barnet på den eller anden måde - og så er det pludselig ikke så nemt at ignorere!

Nu er situationen den, at vi lever sammen, forsøger at stoppe en evt diskussion før den eskalerer, men jeg har stadig ingen følelser for ham og tvivler på at jeg får det igen. Drengen har ligeså stort overskud som mig (dvs intet) og spørgsmålet er om det ikke er bedre for ham hvis jeg går min vej, selvom han elsker sin far og omvendt - og faren i øvrigt stadig har følelser for mig. eller skal vi blive sammen for enhver pris? som mine egne forældre der taler grimt om hinanden bag ryggen og ikke har så meget som holdt i hånd lige siden jeg kan huske? for barnets skyld?? helt ærligt. 

Det er mindst ligeså hårdt at gå fra hinanden som at få det til at fungere, ikke mindst det at skulle træffe den rette beslutning, for hvad nu hvis man liiiiige gav det en måned mere.. en parterapi-time mere... én chance mere...? Hvornår har man kæmpet nok?

Vær så venlig at stoppe med at dømme andre før i kender baggrunden. Eller tro der findes ét rigtigt svar. Det er for nemt at være bagklog.

du giver mig en lyst til at kramme dig og få dig til at læse det du selv skriver set udefra

Håber du vil læse dit indlæg igen om xxx antal tid og tænke over det du har skrevet

Wimmie skriver:

Men hvorfor er det nødvendigvis trist? Hvor er det altid ulykkeligt når folk går fra hinanden? Hvis alle parter bliver gladere af det, hvorfor er det så skidt?

F.eks. er jeg enormt glad for at mine forældre gik fra hinanden da jeg var spæd. Hvis de var blevet sammen:

1. havde de begge været ulykkelige (især min mor)

2. havde jeg ikke fået min stedfar og hans familie som jeg værdsætter enormt

3. havde jeg ikke fået 3 halvsøskende

4. havde jeg haft en særlig god barndom

 

Folk er ofte så forargede over at nogle par går fra hinanden, men sommetider er det en virkelig god ting.

Synes heller ikke der er noget galt i "dine, mine og vores børn" - jeg kender da mange der har fået dejlige halv- og stedsøskende på denne måde (jeg selv inkl.)

Man kan jo heller ikke generalisere på det her område... og det vil jeg heller ikke gøre overhovedet...

Men det senmoderne samfund er ved at udvikle sig til, at flere og flere går fra hinanden efter de får en lille... jeg dømmer det ikke, jeg synes bare det er trist... jeg har ikke haft min far, kun en stedfar, og jeg har aldrig haft et totalt godt forhold til mine 3 mindre søskende, fordi de var "helblodet" med min mor og deres far som var sammen, og så var der mig.... Den følelse har været der meget...

Det kan da godt være der er nogen der synes det er totalt godt og fedt og lækkert.. men der er også børn, som jeg tror mister noget ved det - man kan jo ikke spørge dem når de er små... det er noget de finder ud af når de bliver ældre...

og jeg er overhovedet ikke forarget - jeg benævner bare de parforhold som bare "opgiver".....

anonym1234 skriver:

helt enig - man opdager det vel tit først når barnet er født? hvor svagt et forhold man evt. har

det var i hvert fald en kæmpe øjenåbner her

Jeg tror nu også man kan opdage det på så mange andre tidspunkter, men med et lille barn er man bare ofte så presset og så står parforholdet virkelig sin prøve, og så tror jeg bare at man virkelig opdager hvis ens forhold er svagt

Carl-Emil's mor skriver:

du giver mig en lyst til at kramme dig og få dig til at læse det du selv skriver set udefra

Håber du vil læse dit indlæg igen om xxx antal tid og tænke over det du har skrevet

hvad mener du?

MorDk skriver:

Jeg høre også om mange der går fra hianden... og jeg synes det er vildt at folk giver så hurtigt op! Det er IKKE kun en dans på roser at få børn! Det er super hårdt! 24 timers "arbejde"

Jeg har dog den mening at et forhold ikke holder bedre bare fordi man har været længere tid sammen. 

Min kæreste og jeg hhavde kun kendt hinanden i 2 måneder før jeg blev gravid. Så vi har stort set ikke lært hinanden at kende helt inden vi jeg blev gravid. MEN vi var begge enige om at blive sammen og få vores søn. Nu venter vi nummer 2. Fordelene ved at få børn tidligt i forholdet ser jeg nu også mange af. Taler jo af erfaring. Vi har stort set kun kendt hinanden hvor jeg var gravid og hvor vi har vores søn. Vi har godt nok ikke haft den ALENE tid  i flere år... og blevet vænnet til kun at være to... (kan I følge mig)?

Det første år er super super hårdt! Men jeg tænker at klarer man det første år sammen som nybagte forældre... så kan man klare meget *S* 

Men vigtigst af alt i forholdet er vel: tillid, ærlighed, respekt og at man elsker hianden og ønsker at være sammen!

 

Undskyld hvis det blev lidt rodet!!

Som taget ud af min mund

Vi havde været kærester i 3 måneder da jeg blev gravid.. Nu har vi snart været sammen i 6 år, er gift, og har 3 børn

Jer der deler trådstarters holdning:

 

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvor I så mener at man har "kæmpet nok" - altså hvornår har man gjort nok for at det er ok at gå fra hinanden?

Hvor langt ville I gå og hvad ville I acceptere for at bevare forholdet?

Jeg er nok en af dem du linker til hvor man ikke har været sammen så længe før man fik barn sammen, vores søn kom til 2 år efter vi havde kendt hinanden, meget planglagt og meget ønsket. Ret hurtigt vil mange nok sige, men vi var parate og vi har ikke fortrudt at vi fik ham så tidligt i forholdet...

I år bliver vores søn 5 og vi har selv 7 års dag. Det eneste som kan være svært er at vi jo ikke rigtig kan huske vores liv fra før vi fik Alexander, vores liv er mest med Alexander. Vi nåede en ferie tur sammen som par. Men vi har aldrig været i tvivl om at det skulle været os 2/3. Aldrig har det været på tale at vi skulle skilles. Selvfølge er der dåeligt tider sådan er det jo i par forhold og indimellem er vi da også uenige, men vi støtter hianden, hjælper hianden og elsker hianden og vil bare have det SKAL fungere, hvilke jeg også syntes man skal gøre et ihærtigt forsøg på når der er børn i forholdet. Jeg vil og tror også min kæreste vil strækkes sig temmeligt langt for at det skal fungere. 

Men vi tror så meget på vores lille familie at vi sidste år gik fra at være os 3 til 4, da lille Lærke kom til verden. Nu er vi en fam på 4 og det tror jeg vi bliver ved med at være, selvom vi valgte at få barn tidligt i forholdet.