Når baby ødelægger parforholdet.

modesty skriver:

Vores dreng er 7 mdr. og min kæreste og jeg har haft sex én gang siden min fødsel. ÉN gang.

Vi har haft problemer i den afdeling altid - eller rettere min kæreste har et intimitetsproblem. Jeg var godt klar over at det ville blive værre når vi fik barn, grundet manglende overskud o.s.v. Men så må jeg klare mig uden sex i noget tid. Jeg kommer dog ikke til at finde mig i det til evig tid. Men forskellen på min og din kæreste er så at min er indstillet på at arbejde på det og at vi skal i noget parterapi når vores dreng skal i dagpleje og der er lidt mere overskud. Plus, jeg får stadig kys og kram.

Jeg kommer aldrig til at sige at vi aldrig går fra hinanden. Det kan ingen sige, det ved man ikke. Men jeg lovede mig selv inden vi fik barn at jeg ville give det to år, ligegyldigt hvad - også selvom det betød to år uden sex og kærtegn. Alle i min omgangskreds siger at det er de første par år der er de værste, og det var ud fra den viden at jeg tog min beslutning.

Jeg skriver ikke det her for at bebrejde dig - det kan jeg ikke, jeg kender ikke din konkrete situation. Jeg ville blot fortælle lidt om mine egne overvejelser.

Jeg kan så fortælle dig at min eksmand fandt en ny 2 uger efter at vi gik fra hinanden - efter 6 års forhold - og jeg tog ham på et tidspunkt i at sexchatte med  en eks- selvom han ikke ville være intim med mig... Noget siger mig at han ikke havde følelser for mig mere, så hvorfor fortsætte?

Han har siden bruddet sagt at det var det rigtige at gøre.... 

Og jeg bliver meget foraget over at du tror at det er "nemt at gå fra hinanden" 

Jeg siger ikke at ALLE der går fra hinanden har nemt ved det, langt fra. Hvis det blev opfattet sådan, beklager jeg. Men helt seriøst, har du ikke læst nogle af de tråde herinde, hvor primært ret så unge kvinder (ja undskyld, nu får jeg sikkert høvl) skrider fra kæresten for en hurtig bemærkning? "Han gider ikke at tage opvasken". Nå, men gad han det inden du blev gravid? "Næh, men der havde jeg jo mere overskud til at gøre det". Altså, helt ærligt. Man behøver ikke at være professor for at regne ud at det er et kæmpe pres og skide hårdt arbejde at få et barn. Så når det (f.eks) drejer sig om mænd der ikke gider dagligdags opgaver og lignende ting som man kan forudse ikke bliver anderledes når man får et barn, så synes jeg godt nok ikke at man tænker sig særlig godt om.

Wimmie skriver:

Jeg kan så fortælle dig at min eksmand fandt en ny 2 uger efter at vi gik fra hinanden - efter 6 års forhold - og jeg tog ham på et tidspunkt i at sexchatte med  en eks- selvom han ikke ville være intim med mig... Noget siger mig at han ikke havde følelser for mig mere, så hvorfor fortsætte?

Han har siden bruddet sagt at det var det rigtige at gøre.... 

Det behøver ikke nødvendigvis at betyde at han ikke har følelser for dig fordi han ikke vil have sex med dig, eller fordi han finder afløb andre steder.

Og inden du bliver rasende på mig, så lad mig lige sige at: Fucking nederen at han sexchatter med en eks, det kan jeg fandeme godt forstå at du bliver knust over. Der er grænser, og når det bliver personligt overskrider man en grænse. Man må jo gøre op med sig selv hvad man kan glemme og tilgive, og hvis man ved at man ikke kan tilgive, jamen så er der jo ikke noget at gøre.

Wimmie skriver:

Tak, jeg bliver også provokeret over folk der tror det bare er en "nem beslutning" - de tænker ikke over den skyldfølelse det kan give, det lave selvværd det kan give, tudeturene, følelsen af ikke at slå til, følelsen af at fejle..... nå nej, vi giver jo bare op....

 

Og kram til dig 

Præcis...:-) Der er andre ting herinde jeg kan blive mere forarget over!Jeg fik selv Storm uhyrlig tidligt med Anders! Vi valgte at tag ansvar for det liv vi havde skabt. Det eneste der er rigtigt at gøre er at elske og passe på ham resten af vores liv. Om vi er sammen eller ej. At vi stadig er sammen er UDELUKKENDE af kærlighed til hinanden. Naivt og tro at hvis man bare blir sammen så er det ok. Et barn kan da sagtens både se og føle hvis deres forældre ikke er glade. Så ved ikke hvem de prøver at narre.

modesty skriver:

Jeg siger ikke at ALLE der går fra hinanden har nemt ved det, langt fra. Hvis det blev opfattet sådan, beklager jeg. Men helt seriøst, har du ikke læst nogle af de tråde herinde, hvor primært ret så unge kvinder (ja undskyld, nu får jeg sikkert høvl) skrider fra kæresten for en hurtig bemærkning? "Han gider ikke at tage opvasken". Nå, men gad han det inden du blev gravid? "Næh, men der havde jeg jo mere overskud til at gøre det". Altså, helt ærligt. Man behøver ikke at være professor for at regne ud at det er et kæmpe pres og skide hårdt arbejde at få et barn. Så når det (f.eks) drejer sig om mænd der ikke gider dagligdags opgaver og lignende ting som man kan forudse ikke bliver anderledes når man får et barn, så synes jeg godt nok ikke at man tænker sig særlig godt om.

jeg er SÅ enig !!

når man ikke har været sammen i ret lang tid, så ved man en minimal del om hinanden. Jeg finder stadigvæk nye sider af min mand, og vi har trods alt været sammen i over 6 år.

Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at planlægge et barn med en jeg havde været sammen med i fx. 6 måneder ! ikke på vilkår ! Det er i min verden simpelthen for useriøst !

Jo jo, det kan da godt være det ender lykkeligt, men man har ikke en jordisk chance for at vide om det gør det, man er nyforelsket og alt er lyserødt, så kommer der en lille baby ind i billedet og hverdagen kigger frem, farmand smider strømperne på stuegulvet og lader colaflasker kigger über alles, og mor er hormomhidsig, sådan har man pludselig ikke set hinanden før, og ja, så går man fra hinanden.

Velkommen til verden lille barn. . .

Værså god ! Lynch mig. . .

Wimmie skriver:

Ah, det undviende svar

Men hvis du ikke kan sætte dig ind i det, synes jeg måske netop det er lidt farligt at "rulle med øjnene" og stemple par der går fra hinanden som nogle der "bare giver op" - for så kan du jo heller ikke sætte dig ind i de følelser der ligger bag.

Nej men for mig lyder det ikke som om at ret mange KÆMPER for kærligheden, tit lyder det som om at de tænker at kæresten er tankelæser, man er jo nødt til at snakke om hvad der evt er galt.

Men folk kan selvfølgelig også vokse fra hinanden, skal ikke lyde bedrevidende, men for mig ser det ikke altid ud til folk kæmper for at blive i deres forhold.....

Men bare min mening uden rullende øjne 

9510 skriver:

Nej men for mig lyder det ikke som om at ret mange KÆMPER for kærligheden, tit lyder det som om at de tænker at kæresten er tankelæser, man er jo nødt til at snakke om hvad der evt er galt.

Men folk kan selvfølgelig også vokse fra hinanden, skal ikke lyde bedrevidende, men for mig ser det ikke altid ud til folk kæmper for at blive i deres forhold.....

Men bare min mening uden rullende øjne 

Men tror du virkelig at folk fortæller dig alt? Altså du kan jo vitterligt ikke kende til alle de tiltag som en person kan have lavet for at få et forhold til at fungere... Og som du jo ved, så skal der jo 2 til, så hvis den ene part ikke ønsker at gøre noget ved det, hvor længe skal den anden så kæmpe solo?

 

F.eks. i mit eget tilfælde... Det var vitterligt kun mig der kæmpede. Min mand sagde at han ikke mente vi havde problemer, men vi var aldrig sammen, vi kyssede ikke mere, vi havde ikke sex, vi holdt aldrig hånd, vi nussede ikke, han sov på sofaen og hvis jeg prøvede at lægge mig på sofaen ved siden af ham, vrissede han bare at han ikke synes der var plads nok til os begge.

Jeg prøvede adskillige gange (mindst 20) at få en samtale igang ang. vores problemer, og hver eneste gang fik jeg rullende øjne og fik at vide at det var et dårligt tidspunkt.

Jeg prøvede (efter opfordring herindefra) at skrive et brev til ham og give ham lidt tid til at tygge på det og tænke over tingene, og da jeg spurge til det, viste det sig at han var sur over at jeg havde skrevet brevet i stedet for at sige det direkte til ham 

Intet jeg gjorde var godt nok

Jeg prøvede alt; spurgte om der var noget vi eller jeg kunne gøre anderledes, fortalte hvad jeg var ked af og hvad jeg gerne ville have at vi arbejdede med og fortalte ham hvad jeg savnede. Intet virkede.

Til sidst blev jeg virkelig deprimeret over situationen; jeg græd næsten hver dag (og jeg har ellers aldrig haft let til tårer), og jeg kunne mærke at mit humør dalede når han kom hjem fra arbejde eller jeg var på vej hjem og nærmede mig vores hjem.

 

Så ingen skal komme og sige at det er "nemt bare at smutte uden at kæmpe" - og jeg er sikker på at mange har været igennem meget af det samme som mig, det er bare ikke alle der lige vælger at udlevere alle detaljer; der kan sagtens ligge mere bag de indlæg der bliver skrevet herinde.

 

Til debatten generelt:

Jeg synes det er lidt respektløst at antage at folk bare giver op uden at kæmpe eller ikke kæmper nok, når man ikke kender alle detaljer og følelser bag.

Vi har alle forskellige grænser for hvornår vi har fået nok og hvis man kan mærke at man er ved at komme derud hvor man kan ende med at ryge ned i et sort hul, hvor man føler at den anden part ikke gider mere, eller hvor man bare kæmper helt alene, så er det da bedre at tage den svære beslutning og ende et forhold før det går galt.

Antonsmor <3 skriver:

når man ikke har været sammen i ret lang tid, så ved man en minimal del om hinanden. Jeg finder stadigvæk nye sider af min mand, og vi har trods alt været sammen i over 6 år.

Jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at planlægge et barn med en jeg havde været sammen med i fx. 6 måneder ! ikke på vilkår ! Det er i min verden simpelthen for useriøst !

Jo jo, det kan da godt være det ender lykkeligt, men man har ikke en jordisk chance for at vide om det gør det, man er nyforelsket og alt er lyserødt, så kommer der en lille baby ind i billedet og hverdagen kigger frem, farmand smider strømperne på stuegulvet og lader colaflasker kigger über alles, og mor er hormomhidsig, sådan har man pludselig ikke set hinanden før, og ja, så går man fra hinanden.

Velkommen til verden lille barn. . .

Værså god ! Lynch mig. . .

Så ifølge dig skal man først få børn sammen efter mindst 6 år sammen, og på en eller anden måde SKAL "farmand ha smidt sokkerne på gulvet, og "mor" SKAL ha været hormonhidsig" , før man sætter et barn til verden, for ellers "får man et chok og går fra hinanden"??

isabellasmor skriver:

Så ifølge dig skal man først få børn sammen efter mindst 6 år sammen, og på en eller anden måde SKAL "farmand ha smidt sokkerne på gulvet, og "mor" SKAL ha været hormonhidsig" , før man sætter et barn til verden, for ellers "får man et chok og går fra hinanden"??

Nej jeg mener ikke at man skal have været sammen i 6 år før man for børn. Det er bare min situation. Jeg mener bare at man skal være færdig med at slibe kanter før man vælger at få børn, ellers lander man sgu nok i en stor bunke af forrandringer når man for et barn.

Jeg mener ikke man er kommet over suset før der er gået min. 1 år. og derefter bliver det RIGTIG hverdag, og det skal man sgu lige vende sig til ! Jeg er ikke sikker på at mit forhold havde holdt hvis vi havde fået barn inden for et år ! Vi har været mange ting igennem og havde vi fået et barn under en af de "ture" vi har haft, ja så var vi sgu nok ikke sammen idag.

Hvorfor få børn med en man ikke kender 100% ind til benet ?? Det er trods alt et BARN vi taler om, og ikke en hund etc.