Når baby ødelægger parforholdet.

Wimmie skriver:

Hvad nu hvis din mand stoppede med at kysse dig og ikke længere ville have sex. At I endte med at sidde i hver sin sofa og se film aften efter aften. At...og du havde prøvet at snakke med ham om det utallige gange men intet blev bedre...og alting blev værre. Hvad hvis din mand bare blev irriteret hver gang du prøvede at snakke om dine følelser?

Hvad hvis du følte at du boede sammen med én der ingen følelser havde for dig længere og dine egne følelser begyndte at forsvinde også...

 

Ville du så også blive hos ham?

Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i, selvfølgelig har vi haft perioder uden kys og kram, men vi har altid kunne finde gnisten igen, selv her efter 15 år ...

Så tror aldrig det sker her

Jeg har læst en artikel hvor der stod at ifølge statistikken er der flere par der har været sammen i lang tid uden børn, der går fra hinanden når de får børn, fordi det er så stor en omvæltning for parforholdet.

Men derudover er jeg meget enig. Jeg må indrømme at jeg bliver decideret forarget når jeg læser herinde hvor nemt ret så mange har ved at gå fra hinanden - og i flæng råder andre til at skride fra kæresten.

Jeg vidste efter 3 mdr. at min kæreste var ham jeg ville have børn med og tilbringe mit liv med, men jeg ventede alligevel til vi havde været sammen i et år med at starte PB, da jeg syntes at det var det mest ansvarlige at gøre.

Vi har en dreng på 7 mdr. og det har været hårdt for parforholdet, bestemt. Men vi elsker hinanden og ved at det er en presset periode i øjeblikket, og det nok skal blive bedre igen når der er mere overskud på energi-kontoen.

Wimmie skriver:

Nu har jeg læst hele tråden og puha, jeg synes faktisk der er mange fordomme omkring par der går fra hinanden... Nu er der jo altså også par der "går fra hinanden" fordi den ene part vælger at smutte.

Flere af jer skriver "Vi går ikke fra hinanden", men helt ærligt, ingen af jer kan jo spå om fremtiden. Det er ikke for at være grov, men hvad nu hvis I blev forladt i morgen? Ville I så også bryde jer om at blive dømt som værende den ene del af et parforhold der "bare gav op"?

 

Jeg var den der gjorde det endeligt forbi i mit ægteskab, men jeg boede sammen med en mand der i stigende grad blev mere og mere egoistisk og til sidst ikke ville røre ved mig eller snakke om tingene og jeg følte mig som nul og nix. Mit selvværd var helt i bund og jeg måtte gøre noget hvis jeg ikke skulle ende med at blive deprimeret og trække min datter med ned.

 

Jeg kæmpede i mange måneder for at gøre noget ved vores forhold, jeg prøvede at snakke om det, udtrykke mine følelser, fortælle hvad jeg var ked af - alt hvad jeg kunne komme i tanker om, men hvordan får man et forhold til at fungere hvis kun den ene part er interesseret i at få det til at fungere?

Jeg synes det er så let for jer at dømme folk som værende nogle der "bare giver op". Vær glad for at jeres egne forhold fungere i stedet for at rulle med øjnene over alle de der åbenbart bare går fra hinanden fordi de ikke gider at give det en chance...

Hvis jeg havde givet op, så havde jeg stadig boet sammen med min datters far i et forhold uden kærtegn eller sex. Det kræver styrke og mod at gå fra en person.

 

SÅDAN!!! lige mine ord...Blev lidt provokeret af at læse nogle af indlæggende.Det er tavligt og sige højt i er forum hvor kvinder skriver for at få hjælp og forståelse. Ja hurra det hele er perfekt hos nogen. Men andre skal ikke sidde og føle sig som en dårlig mor fordi det bare er fjong hos andre. Vi har alle ment at vores forhold skulle være forevigt, og vi skal være lykkelige til vores dages ende. Meeeeen nogle ting er bare ikke som man regnede med. Det er kun af kærlighed til ens barn og sig selv, hvis man træffer sådan en hård beslutning. Så stor respekt til dig...

9510 skriver:

Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i, selvfølgelig har vi haft perioder uden kys og kram, men vi har altid kunne finde gnisten igen, selv her efter 15 år ...

Så tror aldrig det sker her

Ah, det undviende svar

Men hvis du ikke kan sætte dig ind i det, synes jeg måske netop det er lidt farligt at "rulle med øjnene" og stemple par der går fra hinanden som nogle der "bare giver op" - for så kan du jo heller ikke sætte dig ind i de følelser der ligger bag.

modesty skriver:

 

Men derudover er jeg meget enig. Jeg må indrømme at jeg bliver decideret forarget når jeg læser herinde hvor nemt ret så mange har ved at gå fra hinanden - og i flæng råder andre til at skride fra kæresten.

Og jeg bliver meget foraget over at du tror at det er "nemt at gå fra hinanden" 

Marts<3 skriver:

SÅDAN!!! lige mine ord...Blev lidt provokeret af at læse nogle af indlæggende.Det er tavligt og sige højt i er forum hvor kvinder skriver for at få hjælp og forståelse. Ja hurra det hele er perfekt hos nogen. Men andre skal ikke sidde og føle sig som en dårlig mor fordi det bare er fjong hos andre. Vi har alle ment at vores forhold skulle være forevigt, og vi skal være lykkelige til vores dages ende. Meeeeen nogle ting er bare ikke som man regnede med. Det er kun af kærlighed til ens barn og sig selv, hvis man træffer sådan en hård beslutning. Så stor respekt til dig...

Tak, jeg bliver også provokeret over folk der tror det bare er en "nem beslutning" - de tænker ikke over den skyldfølelse det kan give, det lave selvværd det kan give, tudeturene, følelsen af ikke at slå til, følelsen af at fejle..... nå nej, vi giver jo bare op....

 

Og kram til dig 

Wimmie skriver:

Nu har jeg læst hele tråden og puha, jeg synes faktisk der er mange fordomme omkring par der går fra hinanden... Nu er der jo altså også par der "går fra hinanden" fordi den ene part vælger at smutte.

Flere af jer skriver "Vi går ikke fra hinanden", men helt ærligt, ingen af jer kan jo spå om fremtiden. Det er ikke for at være grov, men hvad nu hvis I blev forladt i morgen? Ville I så også bryde jer om at blive dømt som værende den ene del af et parforhold der "bare gav op"?

 

Jeg var den der gjorde det endeligt forbi i mit ægteskab, men jeg boede sammen med en mand der i stigende grad blev mere og mere egoistisk og til sidst ikke ville røre ved mig eller snakke om tingene og jeg følte mig som nul og nix. Mit selvværd var helt i bund og jeg måtte gøre noget hvis jeg ikke skulle ende med at blive deprimeret og trække min datter med ned.

 

Jeg kæmpede i mange måneder for at gøre noget ved vores forhold, jeg prøvede at snakke om det, udtrykke mine følelser, fortælle hvad jeg var ked af - alt hvad jeg kunne komme i tanker om, men hvordan får man et forhold til at fungere hvis kun den ene part er interesseret i at få det til at fungere?

Jeg synes det er så let for jer at dømme folk som værende nogle der "bare giver op". Vær glad for at jeres egne forhold fungere i stedet for at rulle med øjnene over alle de der åbenbart bare går fra hinanden fordi de ikke gider at give det en chance...

Hvis jeg havde givet op, så havde jeg stadig boet sammen med min datters far i et forhold uden kærtegn eller sex. Det kræver styrke og mod at gå fra en person.

 

Vores dreng er 7 mdr. og min kæreste og jeg har haft sex én gang siden min fødsel. ÉN gang.

Vi har haft problemer i den afdeling altid - eller rettere min kæreste har et intimitetsproblem. Jeg var godt klar over at det ville blive værre når vi fik barn, grundet manglende overskud o.s.v. Men så må jeg klare mig uden sex i noget tid. Jeg kommer dog ikke til at finde mig i det til evig tid. Men forskellen på min og din kæreste er så at min er indstillet på at arbejde på det og at vi skal i noget parterapi når vores dreng skal i dagpleje og der er lidt mere overskud. Plus, jeg får stadig kys og kram.

Jeg kommer aldrig til at sige at vi aldrig går fra hinanden. Det kan ingen sige, det ved man ikke. Men jeg lovede mig selv inden vi fik barn at jeg ville give det to år, ligegyldigt hvad - også selvom det betød to år uden sex og kærtegn. Alle i min omgangskreds siger at det er de første par år der er de værste, og det var ud fra den viden at jeg tog min beslutning.

Jeg skriver ikke det her for at bebrejde dig - det kan jeg ikke, jeg kender ikke din konkrete situation. Jeg ville blot fortælle lidt om mine egne overvejelser.

Jeg synes det er så nemt at undre sig og fordømme.

Hvis man ikke selv har oplevet det. Vi er ikke alle ens. Og måske har folk prøvet med de redskaber de har haft.

At man selv er villig til at give alt og kan kæmpe, har et lykkeligt forhold osv osv, så skader det ikke, at man prøvet at danne sig et lidt mere nuanceret blik ind i andres menneskers liv.

Vi skal ikke altid forstå hinandnen, men respektere hinandnen.

Jeg synes ikk at fordi man har været sammen længe så er nemmere at få børn... Det kommer an på RIGTIG mange ting, om man kan holde sammen eller ej... Nu er babyer jo rigtig forskellige, nogle er nemmere end andre, og det er også forskelligt hvordan det påvirker forholdet..... Vi har haft mange problemer efter vi fik bassemanden, og vi kæmper også, men synes ikk at man skal kæmpe meget ekstra fordi man har fået et barn.. Man skal også tænke på at babyen blir påvirket af når forældrenes forhold ikk går godt, de kan TYDELIGT mærke det...

Man skal gøre det som er bedst for alle parter, og det er ikk altid at forældrene blir sammen...

Jeg kan ikke rigtig se, hvad denne tråd skal gøre godt for, andet end at pudse sine egne fjer og klappe hinandens rygge...?

Jeg er ret overbevist om, at der for det meste er en, om ikke god, så i hvert fald individuel grund til at folk vælger at gøre som de gør. - Og det er jo sådan set deres valg i en fri verden, som andre ikke bør gøre sig kloge på...