Når baby ødelægger parforholdet.

Min kæreste og jeg havde været sammen 10 mdr da vi fandt ud af at jeg var gravid .. Vi har nu været sammen i 3 år og har Mille på 18 mdr og endnu en lille bebs på vej, og ja, vi har haft vores kampe .. Men vi SNAKKER om det (måske bruger man lige nogle timer på at samle sig så man ikk eksplodere, men det respektere vi)  Kunne ikk undvære ham for noget i verden!!

Jeg havde kun været sammen med min kæretse i 4 måneder da jeg blev gravid (planlagt) og vi har været sammen i næsten 3 år og har to dejlige børn.. Og selvom det er hårdt med to ble børn , så tror jeg bestemt ikke vi går fra hinanden da vi har det super skønt sammen

Antonsmor <3 skriver:

Jeg har på det sidste tænkt meget over, at der tilsyneladende er rigtig mange som går fra kæresten/manden et par måneder efter de har fået et barn sammen.

Jeg er af den, måske gammeldags, holdning, at man ikke får børn før man har været sammen længe, og hvis man har været sammen længe, vil jeg mene at der skal mere end et par måneder til for at forholdet kommer så langt ud at man går fra hinanden.

Jeg mener at man "skylder" barnet at kæmpe for at få det til at fungerer i stedet for at lade forholdet dø på et par måneder !

Så er der nogen der siger "jammen det har gået skævt længe" HVORFOR har man så valgt at få børn sammen, på trods af et ikke fungerende parforhold ?

Jeg har selv været sammen med min kæreste i 6 år og vi har lige fået vores første barn sammen her i februar, jeg kunne ALDRIG finde på at gå fra ham, fordi det er hårdt at blive forældre, før man har givet det en ORDENTLIG chance, for barnets skyld !!

Hvad synes i om denne "sag" ? Er der mange der bare giver op ? eller ?

Hvor sjovt . Tænkte over lige netop det i morges ..

Syns også der er aaalt for mange der går fra hinanden når de liige har fået et barn ... SELVFØLGELIG er det hårdt , det er det for alle , men det burde ikke ændre noget i parforholdet .. Man er "bare" blevet forældre ... Der er mange der begynder og skændes meget mere osv. .... HVORFOR ????? Hvofor skændes over , et lille barn som da er en fantastisk gave , i stedet for at nyde det ... Tja ..  Jeg er meget undrende ..

Antonsmor <3 skriver:

Der kommer jo, for alle, et tidspunkt hvor man har kæmpet nok, og det ligger jo forskelligt fra par til par. Men jeg synes altid der skal mere end et par måneder til

Som jeg sluttede med at skrive, var det den korte version.

Der kan ske rigtig meget på 4 mdr - tro det eller ej.

Og så slutter den her for mit vedkommende. Man skal ikke dømme andre folks beslutninger, når man ikke ved hvad der ligger til baggrund for det.

Antonsmor <3 skriver:

Jeg har på det sidste tænkt meget over, at der tilsyneladende er rigtig mange som går fra kæresten/manden et par måneder efter de har fået et barn sammen.

Jeg er af den, måske gammeldags, holdning, at man ikke får børn før man har været sammen længe, og hvis man har været sammen længe, vil jeg mene at der skal mere end et par måneder til for at forholdet kommer så langt ud at man går fra hinanden.

Jeg mener at man "skylder" barnet at kæmpe for at få det til at fungerer i stedet for at lade forholdet dø på et par måneder !

Så er der nogen der siger "jammen det har gået skævt længe" HVORFOR har man så valgt at få børn sammen, på trods af et ikke fungerende parforhold ?

Jeg har selv været sammen med min kæreste i 6 år og vi har lige fået vores første barn sammen her i februar, jeg kunne ALDRIG finde på at gå fra ham, fordi det er hårdt at blive forældre, før man har givet det en ORDENTLIG chance, for barnets skyld !!

Hvad synes i om denne "sag" ? Er der mange der bare giver op ? eller ?

Jeg kan kun tale af erfaring: Jeg gik fra min mand da vores datter var 3 mdr. gammel. Vores forhold begyndte at gå skævt da jeg var 3-4 måneder henne, men jeg blev ved med at tænke at tingene sikkert blev bedre når hun først var født, og på dét tidspunkt var det alt for tidligt og helt udelukket at gå fra ham.

Da jeg var knap 7 måneder henne var jeg meget tæt på at gå fra ham; der var ingen kærlighed mellem os mere; ingen sex, ingen kærtegn, ingen kys (fra hans side), men endnu engang tænkte jeg at det nok blev bedre når vores datter først var kommet til verden.

Men tingene blev ikke bedre; de blev værre. Jeg boede sammen med en roommate og ikke en mand/kæreste. Og derudover var jeg alenemor i vores parforhold.

Så jeg så ingen grund til at blive sammen... For hvorfor? For vores datters skyld? 

I mine øjne var det langt bedre at skilles som venner mens hun var helt lille end at trække den i langdrag og måske risikere at ende som uvenner og gå fra hinanden når hun var gammel nok til at vide hvad der foregik.

Jeg er glad for min beslutning i dag; vi har det begge meget bedre hver for sig.

 

Men noget jeg ikke forstår; hvorfor er det altid en dårlig ting at gå fra hinanden?

Hvorfor ser folk på skilsmisser som noget ulykkeligt og noget skidt?

I vores tilfælde er vi begge glade for beslutningen og vores datter er glad og trives 

Jeg synes det er for nemt at dømme andres forhold når man ikke selv står i præcis samme situation.

Hvornår giver man for let op?

Jeg synes det er møghamrende svært, bare at sige, at folk giver for let op, da vi andre på sidelinjen reelt ikke kan se hvad der ligger til grund for bruddet?
Der kan måske være mere i det, end man får at vide.

Jeg har selv en søn, der lige er blevet 1 år og jeg har netop stoppet forholdet til min søns far. Jeg har bare ikke de følelser for ham mere og der er simpelthen for meget bøvl - jeg er ikke lykkelig. Jeg har kæmpet alt det jeg kunne det sidste år, men jeg trækker min streg her. Jeg vil bare ikke være i et forhold, hvor jeg ikke elsker manden - heller ikke for mit barns skyld.
Jeg har lige været alene med min søn i en uges tid og kunne allerede der mærke en stor forskel på min søn - det er tydeligt at han har det bedre, når mor og far ikke er sammen. Så for mig og min søn er det bare den helt rigtige beslutning. Så kan det godt være, at nogle vil synes at man ikke har kæmpet nok - men hvordan kan folk vide, hvor meget folk har kæmpet?

Man kunne også stille det omvendte spørgsmål - hvornår har man kæmpet for længe?

Jeg kender to par, som har gjort det der.

I det ene tilfælde var der nok snak om en "repartionsbaby" - a la "hvis bare vi får dette barn sammen, så bliver alt så rosenrødt osv". Meget naivt og synd for drengen.

I det andet tilfælde havde de været sammen et par år først, og ting fungerede tilsyneladende fint. Så fik de baby. Kolik, søvnmangel, stadige indlæggelser af barnet osv. De blev presset helt på kanten i forholdet. Og en gang i en skænderi så klikker det for ham, og han langer ud efter hende. Slår. Babyen var 5 måneder. Hun valgte at pakke sine ting og gå. Jeg må indrømme, at den skilsmisse har jeg fuld forståelse for.

Jeg tror, der er mange forskellige historier bag disse skilsmisser. Bare fordi det sker mens børnene er små kan man ikke gå ud fra, at folk ikke har kæmpet. Man bliver presset ud i ekstreme situationer psykisk, og da kan man opdage nye sider både af sig selv og kæresten. Det er vigtigt at kæmpe. Helt enig. Men selvom der måske er nogen, som giver for hurtigt op, så er mit indtryk alligevel, at de aller fleste kæmper rigtig hårdt og går fra ægtefælden/samboeren i desperation til sidst.

Wimmie skriver:

Jeg kan kun tale af erfaring: Jeg gik fra min mand da vores datter var 3 mdr. gammel. Vores forhold begyndte at gå skævt da jeg var 3-4 måneder henne, men jeg blev ved med at tænke at tingene sikkert blev bedre når hun først var født, og på dét tidspunkt var det alt for tidligt og helt udelukket at gå fra ham.

Da jeg var knap 7 måneder henne var jeg meget tæt på at gå fra ham; der var ingen kærlighed mellem os mere; ingen sex, ingen kærtegn, ingen kys (fra hans side), men endnu engang tænkte jeg at det nok blev bedre når vores datter først var kommet til verden.

Men tingene blev ikke bedre; de blev værre. Jeg boede sammen med en roommate og ikke en mand/kæreste. Og derudover var jeg alenemor i vores parforhold.

Så jeg så ingen grund til at blive sammen... For hvorfor? For vores datters skyld? 

I mine øjne var det langt bedre at skilles som venner mens hun var helt lille end at trække den i langdrag og måske risikere at ende som uvenner og gå fra hinanden når hun var gammel nok til at vide hvad der foregik.

Jeg er glad for min beslutning i dag; vi har det begge meget bedre hver for sig.

 

Men noget jeg ikke forstår; hvorfor er det altid en dårlig ting at gå fra hinanden?

Hvorfor ser folk på skilsmisser som noget ulykkeligt og noget skidt?

I vores tilfælde er vi begge glade for beslutningen og vores datter er glad og trives 

Jeg synes det er for nemt at dømme andres forhold når man ikke selv står i præcis samme situation.

Præcis jeg har det på samme måde, her er det også den bedste beslutning vi har taget, både for os selv, men så sandelig også for vores dreng

Og forresten - virkelig et godt profilbillede

9510 skriver:

 

Jeg kunne ikke drømme  at gå fra min mand(gennem 15 år)

Selvfølgelig har vi haft vores problemer, men vi har Snakket om tingene, Hvis en af har være sure en da, ja så snakker vi om det for Han kan jo ikke læse mine tanker

Hvad nu hvis din mand stoppede med at kysse dig og ikke længere ville have sex. At I endte med at sidde i hver sin sofa og se film aften efter aften. At...og du havde prøvet at snakke med ham om det utallige gange men intet blev bedre...og alting blev værre. Hvad hvis din mand bare blev irriteret hver gang du prøvede at snakke om dine følelser?

Hvad hvis du følte at du boede sammen med én der ingen følelser havde for dig længere og dine egne følelser begyndte at forsvinde også...

 

Ville du så også blive hos ham?

Dorthe1986 skriver:

Præcis jeg har det på samme måde, her er det også den bedste beslutning vi har taget, både for os selv, men så sandelig også for vores dreng

Og forresten - virkelig et godt profilbillede

Tak