Når baby ødelægger parforholdet.

Antonsmor <3 skriver:

Jeg har på det sidste tænkt meget over, at der tilsyneladende er rigtig mange som går fra kæresten/manden et par måneder efter de har fået et barn sammen.

Jeg er af den, måske gammeldags, holdning, at man ikke får børn før man har været sammen længe, og hvis man har været sammen længe, vil jeg mene at der skal mere end et par måneder til for at forholdet kommer så langt ud at man går fra hinanden.

Jeg mener at man "skylder" barnet at kæmpe for at få det til at fungerer i stedet for at lade forholdet dø på et par måneder !

Så er der nogen der siger "jammen det har gået skævt længe" HVORFOR har man så valgt at få børn sammen, på trods af et ikke fungerende parforhold ?

Jeg har selv været sammen med min kæreste i 6 år og vi har lige fået vores første barn sammen her i februar, jeg kunne ALDRIG finde på at gå fra ham, fordi det er hårdt at blive forældre, før man har givet det en ORDENTLIG chance, for barnets skyld !!

Hvad synes i om denne "sag" ? Er der mange der bare giver op ? eller ?

Kan sagtens følge dig.

Men tillader mig at tilføje, at hvis man ellers har et velfungerende forhold, så er det ikke lige med den første baby, at det givetvis bliver hårdt. Men når hverdagen indfinder sig med daglige rutiner/trummerum, og måske flere børn kommer til, så kan man glemme hinanden. Og sig selv ikke mindst. Med tiden forsvinder man måske helt... Man kan ikke genkende sig selv eller manden længere. Og måske er det man havde tabt. Det er noget andet, vil jeg mene.

Men ENIG. Man kæmper! Man tager ansvar. Og man tænker sig godt om, inden man stifter familie.

Antonsmor <3 skriver:

Jeg har på det sidste tænkt meget over, at der tilsyneladende er rigtig mange som går fra kæresten/manden et par måneder efter de har fået et barn sammen.

Jeg er af den, måske gammeldags, holdning, at man ikke får børn før man har været sammen længe, og hvis man har været sammen længe, vil jeg mene at der skal mere end et par måneder til for at forholdet kommer så langt ud at man går fra hinanden.

Jeg mener at man "skylder" barnet at kæmpe for at få det til at fungerer i stedet for at lade forholdet dø på et par måneder !

Så er der nogen der siger "jammen det har gået skævt længe" HVORFOR har man så valgt at få børn sammen, på trods af et ikke fungerende parforhold ?

Jeg har selv været sammen med min kæreste i 6 år og vi har lige fået vores første barn sammen her i februar, jeg kunne ALDRIG finde på at gå fra ham, fordi det er hårdt at blive forældre, før man har givet det en ORDENTLIG chance, for barnets skyld !!

Hvad synes i om denne "sag" ? Er der mange der bare giver op ? eller ?

Jeg syntes der alt for mange som bare giver for hurtig op!!

Syntes mange tænker lidt for meget på dem selv end på deres børn. Børn har ikke selv valgt af komme til verden så de skal ikke straffes med forældrene ikke kan finde ud af at løse deres problemer..

come2 skriver:

Åhhh hvor har jeg læst mange af dine indlæg her på siden.

og hver gang tænker jeg: Hold da op hvor virker hun som en fornuftig og stærk pige.

Ville bare lige rose dig, det synes jeg du fortjener

Knus herfra.

Åh, tusind tak! Hvor er du sød

rikkeregnbue skriver:

Det er ALDRIG barnets skyld, så din titel til selve tråden er meget forkert i mine øjne.

Men her kommer min historie.

 

Min eks og jeg havde været sammen knap 1 år. Da jeg fandt ud af jeg var gravid var han i Frankrig i praktik i 5 uger - og 5 uger er lang tid, når man kun er 17 år og 20 år gammel.

Vi snakkede meget om hvor vidt vi skulle beholde eller ej, og vi valgte at det ville vi. På det tidspunkt havde jeg længe tænkt, at vores forhold fungerede ikke længere. Vi boede sammen og jeg var sygeligt træt af ham. Og ligeledes TROEDE jeg, at han var af mig.

Han kom hjem fra Frankrig, og vi prøvede at få det til at fungere. Jeg kan ikke tælle på 2 hænder hvor mange gange jeg har snakket med ham om vores problemer, hvor enten han bare bliver pisse sur og lukker af eller bare taler mig efter munden.

JEG selv kan IKKE leve i et forhold, hvor jeg ikke bliver hørt, set, kærtegnet osv. Jeg VIL ikke leve i et forhold hvor xboxen og what so ever er en del vigtigere end jeg.

Og DERFOR gik jeg fra ham. Vi tog snakken først i Marts og besluttede det var en fælles beslutning og det var det bedste for os.

Det er først bagefter han viser for mig, at han faktisk elskede mig. Men for mit vedkommende... Nu er det altså for sent.

Har skrevet en kommentar om at overskriften ikke var helt på sin plads Men i ved hvad jeg mener

come2 skriver:

Åhhh hvor har jeg læst mange af dine indlæg her på siden.

og hver gang tænker jeg: Hold da op hvor virker hun som en fornuftig og stærk pige.

Ville bare lige rose dig, det synes jeg du fortjener

Knus herfra.

Meget enig !

Ja det synes jeg der er. Men tror også rigtig mange (inklusiv mig selv) havde en eller anden romantisk ide om det, at få et barn. Og man finder jo hurtigt ud af at det er alt andet end romantisk:-) Vi har været sammen i 11 år og har aftalt at vi ikke går fra hinanden mens børnene er små (ja, forhåbentlig aldrig), men man er jo presset som aldrig før ind imellem når man har småbørn.

Frk. Himmelblå skriver:

Kan sagtens følge dig.

Men tillader mig at tilføje, at hvis man ellers har et velfungerende forhold, så er det ikke lige med den første baby, at det givetvis bliver hårdt. Men når hverdagen indfinder sig med daglige rutiner/trummerum, og måske flere børn kommer til, så kan man glemme hinanden. Og sig selv ikke mindst. Med tiden forsvinder man måske helt... Man kan ikke genkende sig selv eller manden længere. Og måske er det man havde tabt. Det er noget andet, vil jeg mene.

Men ENIG. Man kæmper! Man tager ansvar. Og man tænker sig godt om, inden man stifter familie.

MEGET ENIG !

Nu har jeg ikke læst alles svar igennem.. 

Men jeg vil aldrig sige/påstå at barnet ødelægger forholdet!! Aldrig..

Det er forældrenes egen skyld pga uenigheder eller hva man nu vil kalde det. 

Jeg gik fra min store søn's Far da han var 6 mdr ca, men det gik allerede skævt i graviditeten! 

Og man kan altså ikke forstyde når man er højgravid! Samt ønskede vi jo begge dette barn anyway. 

Men ja.. En del går fra hinanden få mdr efter et barn er kommet til verden, men vel osse fordi mange ikke kan dele tingene op og snakke om tingene. 

Mangel på søvn, uenigheder, nyt mønster i hverdagen.. Ja mange ting skal laves om på lige pludselig.  

Har da osse haft mine op og ned ture med min "nye" kæreste, men vi ved begge mange ting skal laves om på og tager en dag af gangen med et smil på. Elsker jo manden 

Hvordan kan man dog finde på at sige at det er barnets skyld at forældrene går fra hinanden? 

IGEN ! Overskriften er formuleret meget forkert, og jeg tænkte først over det bagefter !! Det er selvfølgelig ALDRIG barnets skyld !