Når baby ødelægger parforholdet.

MorDk skriver:

..og egentlig kan jeg ikke lide at man siger at "Barnet ødelægger forholdet" For det er jo ikke barnets skyld at man ikke kan sammen, snakker sammen, tackler tingene m.m Det må udelukkende være mors og fars egen skyld!

hehe måske ikke skide genialt formuleret Men i ved hvad jeg mener

Antonsmor <3 skriver:

hehe måske ikke skide genialt formuleret Men i ved hvad jeg mener

Smiler... jeg tænkte det nok ... *S*

Men jeg ved hvad du mener...!! Men igen så er det jo tit det folk siger... "barnet har ødelagt vores forhold" ... Det har jeg da ihvertfald hørt op til flere gange... 

Antonsmor <3 skriver:

Jeg har på det sidste tænkt meget over, at der tilsyneladende er rigtig mange som går fra kæresten/manden et par måneder efter de har fået et barn sammen.

Jeg er af den, måske gammeldags, holdning, at man ikke får børn før man har været sammen længe, og hvis man har været sammen længe, vil jeg mene at der skal mere end et par måneder til for at forholdet kommer så langt ud at man går fra hinanden.

Jeg mener at man "skylder" barnet at kæmpe for at få det til at fungerer i stedet for at lade forholdet dø på et par måneder !

Så er der nogen der siger "jammen det har gået skævt længe" HVORFOR har man så valgt at få børn sammen, på trods af et ikke fungerende parforhold ?

Jeg har selv været sammen med min kæreste i 6 år og vi har lige fået vores første barn sammen her i februar, jeg kunne ALDRIG finde på at gå fra ham, fordi det er hårdt at blive forældre, før man har givet det en ORDENTLIG chance, for barnets skyld !!

Hvad synes i om denne "sag" ? Er der mange der bare giver op ? eller ?

Jeg vil tildels give dig ret men ikke hele vejen
Jeg er en af dem som faktisk gik fra min kæreste efter vi havde fået barn sammen men Lasse var så ca 2½ før jeg gik fra hans far men vi havde ikke kommet sammen mere ½ år før jeg blev gravid med Lasse og vi havde kendt hinanden 5 år den gang men det følges bare rigtig af gøre det på den tid men så blev hans far indkaldt til beredskabet hvor jeg stod meget alene med Lasse og bagefter begyndte han på 3 holds skift på Novo da han så blev opsagt der ude havde vi begge svært ved af omstille os til af hans nu også havde tid til af tage nogle af de huslige pligter så jeg stod stadig med alt sammen alene samt af hans bedste ven var flyttet mere eller mindre ind hos os så jeg stod og opvaret 2 voksen+ 1 barn +det løse når vennerne kom og gik som det passet dem det kunne jeg bare ikke holde til så valgte af stoppe mens vi stadig kunne snakke sammen for Lasses skyld for jeg kunne virkelig ikke se nogle løsning på det Synes ikke jeg gav op men kæmpet længe med de problemer men lige meget hjalp det så for vores alle 3 skyld gik jeg
Man kan også forsøg så længe af man til sidst ikke kan tale sammen og det fortjener barnet ikke heller 2 glade forældre hver for sig end 2 forældre sammen der slet ikke kan sammen
Nu er vi så fundet sammen igen efter 2½ hver for sig og det var åbenbart det der skulle til i dette tilfælde for han er vokset med opgaven
Synes så tilgengæld ikke man skal få barn sammen vis man allerede kan se før man bliver gravid det her går bare ikke eller der er problemer så skal man løse de problemer før man sætter et barn i verden

Jeg har et par gang oplevet at nogen bare er nød til at gå fra hinanden. Forholdet har været rigtig godt og solidt. Men nogen gange tror jeg bare at man er nød til at tegne en streg i sandet og sige at det ikke lykkedes selv om at man har kæmpet rigtig hårdt. 

jeg må så indrømme at jeg er ikke vild med den holdning at man ikke skal gå fra hinanden før barnet er 2 år. Netop fordi at jeg ikke mener man skal være sammen for en hver pris. Hvis man virkelig er ulykkelig og man ikke fungere sammen. Ja så syntes jeg ikke der er mere at bygge på og kan gøre mere skade end gavn .. 

jeg blev gravid efter vi havde været kærester i 6 mdr, planlagt.. Men vi havde kendt hinanden on/off i 1 1/2.. 
Vi er SÅ forskellige at jeg nogen gange tuder over så umulig han kan være. (eller også er det mig der er umulig ) Men vi holder sammen. Jeg ELSKER ham så forbandet højt og vil aldrig være foruden.. Men vi kan virkelig også være uenige om mange mange ting. Stort set alt faktisk.. Men vi klarer den med at jeg bestemmer nogen ting og han bestemmer nogle andre, så vi ikke kan diskutere om komme til enighed, for det ville aldrig gå..

Jeg ville nogen gange ønske at vi havde ventet et års tid med at få barn nr. 1, da vi så ville ha slebet flere kanter af på hinanden, men nu når det er som det er og der er hele to små vidundere, så er jeg bare lykkelig for mit liv og elsker det som det er  

Jeg er dog spændt på hvordan det bliver om 18 år når der ingen børn er hjemme og vi for første gang faktisk, rigtig er alene og skal have en hverdag til at gå, bare ham og mig. Der er længe til ja, og det er ikke noget jeg bekymrer mig om nu, men synes tanken er sjov... Måske vi så lever sammen, men hver vores liv, i og med vi jo er sp drøn forskellige

Jeg er helt enig. Synes også det vrimler men par som simpelthen giver ALT for nemt op.

Hvis man vælger at få børn sammen, har man også en forpligtigelse til at få det til at fungere. Selvfølgelig er ikke alle dage en dans på roser. Sådan er livet bare. Alle parforhold har både op og nedture.

Jeg og min kæreste havde dog kun kendt hinanden 1 år da jeg blev gravid med Liam. Men det var et valg vi havde taget sammen og vi mente at tidspunktet var rigtigt. Nu har vi lige fået lillebror, har snart været sammen i 5 år og skal giftes til sommer.

Vi er begge af den holdning at man bør gøre alt hvad der står i ens magt for at få parforholdet til at fungere. Slut.

Vi har været kærester i 5 år og har to børn. Det har aldrig så meget som været på tale at gå fra hinanden. Mon ikke det kun går galt for de der havde problemer i forvejen og så krydre det med et barn? Jeg tror måske ikke det har så meget at gøre med hvor længe man har været kærester- det handler nok mere om om man rent faktisk har fundet den rette. Det kan jo gå galt efter 10 år også. Og det er aldrig børnenes skyld!

hmm man kan vel ikke sige en baby direkte ødelægger et forhold?

det ville jo nok gå i stykker under alle omstændigheder så..

Det er ALDRIG barnets skyld, så din titel til selve tråden er meget forkert i mine øjne.

Men her kommer min historie.

 

Min eks og jeg havde været sammen knap 1 år. Da jeg fandt ud af jeg var gravid var han i Frankrig i praktik i 5 uger - og 5 uger er lang tid, når man kun er 17 år og 20 år gammel.

Vi snakkede meget om hvor vidt vi skulle beholde eller ej, og vi valgte at det ville vi. På det tidspunkt havde jeg længe tænkt, at vores forhold fungerede ikke længere. Vi boede sammen og jeg var sygeligt træt af ham. Og ligeledes TROEDE jeg, at han var af mig.

Han kom hjem fra Frankrig, og vi prøvede at få det til at fungere. Jeg kan ikke tælle på 2 hænder hvor mange gange jeg har snakket med ham om vores problemer, hvor enten han bare bliver pisse sur og lukker af eller bare taler mig efter munden.

JEG selv kan IKKE leve i et forhold, hvor jeg ikke bliver hørt, set, kærtegnet osv. Jeg VIL ikke leve i et forhold hvor xboxen og what so ever er en del vigtigere end jeg.

Og DERFOR gik jeg fra ham. Vi tog snakken først i Marts og besluttede det var en fælles beslutning og det var det bedste for os.

Det er først bagefter han viser for mig, at han faktisk elskede mig. Men for mit vedkommende... Nu er det altså for sent.

rikkeregnbue skriver:

Det er ALDRIG barnets skyld, så din titel til selve tråden er meget forkert i mine øjne.

Men her kommer min historie.

 

Min eks og jeg havde været sammen knap 1 år. Da jeg fandt ud af jeg var gravid var han i Frankrig i praktik i 5 uger - og 5 uger er lang tid, når man kun er 17 år og 20 år gammel.

Vi snakkede meget om hvor vidt vi skulle beholde eller ej, og vi valgte at det ville vi. På det tidspunkt havde jeg længe tænkt, at vores forhold fungerede ikke længere. Vi boede sammen og jeg var sygeligt træt af ham. Og ligeledes TROEDE jeg, at han var af mig.

Han kom hjem fra Frankrig, og vi prøvede at få det til at fungere. Jeg kan ikke tælle på 2 hænder hvor mange gange jeg har snakket med ham om vores problemer, hvor enten han bare bliver pisse sur og lukker af eller bare taler mig efter munden.

JEG selv kan IKKE leve i et forhold, hvor jeg ikke bliver hørt, set, kærtegnet osv. Jeg VIL ikke leve i et forhold hvor xboxen og what so ever er en del vigtigere end jeg.

Og DERFOR gik jeg fra ham. Vi tog snakken først i Marts og besluttede det var en fælles beslutning og det var det bedste for os.

Det er først bagefter han viser for mig, at han faktisk elskede mig. Men for mit vedkommende... Nu er det altså for sent.

Åhhh hvor har jeg læst mange af dine indlæg her på siden.

og hver gang tænker jeg: Hold da op hvor virker hun som en fornuftig og stærk pige.

Ville bare lige rose dig, det synes jeg du fortjener

Knus herfra.