Den største udfordring ved at blive/være forælder

Mamalou skriver:

Jeg kan forstå din bekymring, men mon ikke du slipper for de helt store overraskelser? Selvfølgelig har vi alle sammen vores dårlige vaner, men det lyder til, at din kæreste har nogle rigtig gode sider! 

Min kæreste har også et barn fra et tidligere forhold, og det har haft sine fordele især mht strukturen i hverdagen og husholdningen. Jeg er dog struturerings freak, men lige med husholdningen er han større ordensmenneske end mig. 

Jeg bliver altså lidt nysgerrig, når du skriver du er udsendt Hvor er du udsendt? Og hvordan hænger det sammen med en lille spire i maven?

jaaaa - jeg regner også med at det går. Jeg er i hvert fald helt åndssvagt forelsket i manden (på grænsen til det pinlige), så jeg er ret fortrøstningsfuld.

Jeg er udsendt i UK i 9 uger - og har pt. lige under 5 uger tilbage og kommer hjem, når jeg er i 32-33 uge (deromkring). Måtte rykke lidt rundt på nogle læge og jordemoderbesøg - men min graviditet har heldigvis været næsten problemfri hele vejen igennem

(er selv det vildeste sturkturmenneske.... er det nørdet hvis man har lavet madplaner for første 2 mdr efter fødslen...???)

den største udfordring ved at blive mor første gang, nu har jeg tre, var at finde ud af hvad vej regnslaget skulle vende...

delimus skriver:

I vores tilfælde har det været, at min far pludselig døde 20 dage efter Hannah blev født. Det er en måned siden nu, at han døde af en hjerneblødning.

Han var den sidste jeg havde tilbage af mine forældre, så jeg føler mig fuldstændig fortabt nu. Det er som om, det først er nu, det virkelig er ved at gå op for mig, at han er væk.
Har allermest lyst til bare at sætte mig ned og være rigtig rigtig ked af det og få grædt igennem, men har samtidig en datter på knap 8 uger, der er så total afhængig af sin mor, at jeg bare ikke har tiden til at tude igennem.....

Så det er lidt en kamp op af bakke, men er bare nød til at sætte mig selv i anden række, indtil Hannah er lidt ældre. Så må jeg få grædt igennem og sørge ordenlig over tabet af min sidste forældre. 

Det gør mig så frygtelig ondt at læse dit indlæg. At miste sin far og får den støreste gave i livet på samme tid, må være hårdt! Jeg håber du har en god støtte omkring dig og får plads til også at græde ud 

Kæmpe knus!

Himmelsmil skriver:

Ja netop! Man har brugt alt sit krudt på graviditet og fødsel, og efter fødslen bruger man alt sit krudt på baby

Har også kunnet mærke frustration hos min kæreste. Men synes jeg får lysten tilbage mere og mere, men vil indrømme at jeg har gået på kompromis med mig selv og prøvet at være sammen med ham 5 uger efter fødslen. Nok mest for hans skyld, men også får at fgå det op at køre igen, selvom jeg egentlig ikke havde stor lyst

hvornår begyndte jeres forhold at blive 'normalt' igen? hvis du forstår..

Jeg tror også at man skal "kick startes" lidt efter en periode uden sex, sådan var det ihvertfald også for mig. Vi var først sammen efter tre måneder, da jeg simpelthen ikke turde - eller havde lyst. Vi har samtidig haft nogle problemer og skændes meget, og det gjorde at jeg bare slet ikke havde lyst til at prøve. Har aldrig forstået "make up sex" Men lysten er kommet igen og der er nu ikke den store forskel på før og efter graviditeten.

Rødhætte skriver:

Dejligt med et helt igennem ærligt indlæg! Jeg har en søn på 10 mdr når jeg ser tilbage på den tid der er gået synes jeg alt har været fantastisk men også MEGA hårdt! Parforholdet synes jeg ikke der har været så store ændringer i (heldigvis), men på det personlige plan har der været mange udfordringer. Specielt den manglende alene tid. Førhen trænede jeg en masse og gjorde det når det passet mig, men nu skal man pludselig planlægge alting.. Barslen havde jeg også troede ville være et "fri" år, men hold da op der er også masse af arbejde ved at passe et lille barn 24/7 ..  Kan stadig undre mig dem som vælge at få børn hurtig efter hinanden, men det er nok bare mig der trænger til at få en "pause" og få min nattesøvn lidt igen

Det er hårdt at blive mor, men også vidunderligt

Det er hårdt, at ens liv bliver sat i kasser og rammer. Jeg har ikke oplevet det så meget som flere herinde, men jeg tror det hænger sammen med, at min kæreste i forvejen har en datter... Så jeg har måske haft en større forståelse for, hvad jeg gik ind til, selvom man ikke kan sætte sig 100% ind i det.

Tak for input

Leneur skriver:

Jeg er alenemor og har altid været det, så jeg kan jo selvsagt ikke nikke genkendende til alt det med parforholdet men det sværeste for mig var helt sikkert i starten, da hun ikke kunne sove uden at være tæt på mig, så hun var håndholdt de første 3 mdr af hendes liv og det var hårdt ikke lige kunne få noget at spise eller komme på toilet og i bad uden en skrigeballon der stressede mig. Det er også først for nyligt hun endelig er begyndt at sove igennem om natten og hun er altså snart 2 1/2 år, at hun så oveni er udpræget a-menneske og jeg b-menneske gør at jeg konstant er træt selvom jeg prøver at passe min seng. Jeg synes så også det er ekstremt hårdt at være alenemor når hun er syg og sidst var jeg selv syg oveni pyh men ellers synes jeg at livet som alenemor er utrolig lækkert og vi hygger os.

Det må også være hårdt til tider, at man ikke har en far, man kan dele "slæbet" med. 

Samtidig tænker jeg, at I må være utrolig knyttet. Ikke at jeg ikke er det med min søn - tværtimod - men I har jo "kun" hinanden, hvis du forstår mig?

-Sigrid- skriver:

Selvom min datter kun er 17 dage gammel syntes jeg godt jeg kan svare 

At sige fra over for familien!  Når vi fortæller at de ikke skal holde hende, eller vi selv bestemmer tøj og besøgstider... suk! 

Jeg har aldrig haft problemer med familien eller svigerfamilien. Måske det er fordi, de bor henholdsvis 2,5 og 3 timers kørsel herfra. De kommer ikke lige forbi uden det er aftale.

Men det betyder ikke, at jeg ikke kan sætte mig ind i, at det kan være svært at sige fra. Familien gør det sikkert i den bedste mening, men de skal respekterer jeres grænser.

Tak for indput!  

Baagøe skriver:

Jeg synes sådan set, det sværeste for mig har været at forlige mig med ikke at kunne tage nogen steder bre sådan impulsivt lørdag aften, men har vænnet mig til det nu 2 år og 3 mdr. efter fødslen

Det kniber lidt med impulsiviteten, når man har børn, ihvertfald hvis der er tale om lørdag aften  

Milla-Victoria's mor skriver:

Jeg er enlig mor, og har været det helt fra start. Min datter blev 4 her i januar. 

Jeg kan forståeligt nok ikke nikke genkendende til det i andre har svaret. 

Men det der har været hårdest for mig, har været ikke at have nogen at dele de helt fantastiske stunder med. Nogen der kunne se hvor skøn min datter er lige så meget som jeg selv.

Der har for mit vedkomne ikke været særligt meget støtte da hun var mindre. Så jeg følte også at jeg manglede en til at give mig et skuldre-klap når lillepigen var syg, og jeg tog det hele i stiv arm. 

Nu er der gået over 4 år, og det er stadig det jeg mangler 

Knus Pernille

Jeg kan godt følge dig. For selvom der er familie, der elsker din datter højt, så er en moderens/forældrenes ubetingede kærlighed usammenlignelig 

 

 

dorthemus skriver:

I mit tilfælde har det og er det stadig, at MIN tid er så stærkt begrænset Jeg valgte at få et barn sent i livet og alene og det har været en udfordring så lidt tid der er min alene. På den anden side savner jeg på ingen måde mit tidligere liv hvor jeg altid gik og var en smule utilfreds. Føler at mit liv er rigt,.men i tilspidsede tidspunkter drømmer jeg om bare et døgn hvor jeg må bestemme suverænt...hvad ville jeg lave af spændende ting?...INTET!!!! Absolut ingenting...bare ligge i min seng og læse ugeblade, bøger og sove...åhhh ja sove

Selvom jeg ikke er alene med min søn, så kan jeg også drømme om at sove uafbrudt liiige til jeg vågnede... Eller bare kunne ligge på sofaen og kværne serier en hel eftermiddag. Men når jeg har haft muligheden, hvis min søn har været passet, så har jeg stået tidligt op og hentet ham, for min samvittighed ikke kunne bærer det. Så selvom det er hårdt så vil vi - som du også beskriver - ikke bytte det med noget i verden