Mamalou skriver:
Der er mange udfordringer ved at være bonus mor. Både når man ikke har børn og har børn. Så jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan være rigtig svært! Samtidig er det selvfølgelig også rigtig berigende! Jeg har et rigtig godt forhold til min bonusdatter, og vi er rigtig glade for hinanden.
Her har der ikke været en snert af jalousi, men dermed ikke sagt, at det ikke har været svært for Lucca at blive storesøster. Dét at jeg pludselig blev mor - og hvad var jeg så lige for hende? Samtidig var det også svært for Lucca, at hendes far blev far for en anden, og at den anden skulle blive hos far og mig. Og hvad med mor, var hun så stadig hendes mor. Der kører så meget rundt i de små hoveder, og det vigtigste er at lytte til dem og forsøge at hjælpe dem så godt, som man kan. Alle børn vil miste opmærksomhed, når der kommer andre søskende til, for nogle børn er det svære for end andre. Lucca har også ville behandles som en baby, og har flere gange sagt "gid jeg var lillebror". Jeg tror det hænger sammen med den opmærksomhed og omsorg de ser lillebror eller lillesøster får, og hvem ville ikke gerne have den positive kontakt, der altid er til en lille baby. Der sættes ingen krav, som der gør til en fireårig - snart femårig.
Jeg ville synes det ville være svært, hvis ikke der var enighed mellem min kæreste og jeg. At vi ikke var et team. Som i din situation, hvor du oplever at han kører med på ekskærestens meninger og holdninger. Det gør ondt og jeg kan godt forstå at du bliver ked af det!
Hvordan er jeres samarbejde? Kan I snakke samme alle tre?
Hej igen!
Ja der er heldigvis flest glæder end dårlige perioder med det at være bonusmor. Men det kommer alligevel ofte til skue at man "kun" er bonusmor. Vi har fx haft en periode hvor at faren og datteren ved aftensmaden tit sagde mit navn, og mine forældres navne (ex: vi skal en tur til lalandia med mine forældre, og vi sidder og snakker alle sammen om det, og de blir ikke en eneste gang nævnt som mormor og morfar, selvom min egen datter sidder ved bordet) og det er en af de ting hvor sidder sidder for mig selv og tænker ja ja, men storesøsters mormor og morfar blir kun kaldt mormor og morfar, hvor min kæreste tit siger mine forældres navne. Ved godt det er detaljer og min datter sikkert vil kalde dem mormor og morfar men det er jo igen en ting der bare er selvfølge i en normal far, mor og børn familie hvor de ikke er gået fra hinanden.
Vi er stort set enige om alt, men hvad der angår min kærestes datter er vi ikke. Der er vi DYBT uenige, og han tager (naturligt) sin datters parti, hvis jeg mener noget andet. Det kan være omkring opdragelse, hvis hun er syg, skolevalg mm. der er mange ting. Jeg prøver at lade være med at blande mig i deres opdragelse, og bare være den støttende og lyttende, men hold fast det er svært nogengange, da man har en mening om de fleste ting.
Vi kan godt se på hinanden og sige hej, når hun en sjældent gang blir afleveret i vores hjem og der kommer jo også en konfirmation på et tidspunkt. Men vi er DYBT forskellige, og har hver vores værdier og tilgang til ting, så tror bare vi skal sige hej, og så er det det, for ellers ku jeg godt forestille mig et KÆMPE skænderi om vores forskellighed. Men kan stadig efter 2 år, have det svært med de har været sammen i 9 år, og oplevet stortset hele deres ungdom sammen og været i NY, som min kæreste påpeger TIT at der har han været, da det betød rigtig meget for ham at komme dertil, og der kan jeg godt sukke og tænke, hvorfor var du ikke der med mig. Men ved jo han vil have mig, og han har ligeledes friet til mig, så jeg er ikke bange for en trussel fra hendes side, der er de meget prof, og når de snakker og mødes er det altid om datteren, men var måske lidt blåøjet dengang man bare sagde ja ja skat, det går alt sammen sa man lige havde fundet sammen, der var man i overskud og tænkte, selvf kan jeg leve med hende resten af mit liv.. Men har det desværre sådan nu, at jeg sagde ja til min kæreste, accepterede datteren men valgte ikke at have Xen i mit liv forever. Så det er den hutle jeg går med!
