Den største udfordring ved at blive/være forælder

Rosa skriver:

Det sværeste for mig var nok det, at det at have et barn på ingen måde var som jeg havde forestillet mig. Alle de drømme jeg havde om at trave rundt i sommeren med barnvognen og gå på cafe og hygge på et tæppe i parken og andre barselsscenarier blev aflyst, da min søn havde kolik i 3 måneder, som så blev tilbragt indendørs i nattøj med nedrullede gardiner mens sommeren for forbi udenfor. Han hylede, og jeg var bare træt ovenpå fødslen/operationerne derefter, og ærgelig over alt det sjove vi kunne have foretaget os i stedet for at sidde derhjemme...  

Senere var det helt klart min frihed som var det sværeste at undvære. Det at hele (!!!) ens dag, fra time til time, er skemlagt - og der er aldrig weekend... Der skulle ammes, laves mos, ryddes op efter mos, skiftes, tøj på, fodres igen, rydde op igen, skiftes igen, gås tur så ungen kunne sove, fodres og skiftes igen osv. osv. Det var på samme tid uendeligt simpelt, og uendeligt bundet... Oven i det kom så at min søn hele tiden var syg, utilpas eller bare træt... Han havde mellemørebetændelse af 6 gange indenfor det første år. Det var surt, synes jeg - og faktisk mødte jeg mange nybagte mødre der havde det på samme måde... Og jeg havde endda en meget engageret far med i det, som slet ikke forstod mit frihedsbehov. 

Blandt andet derfor er jeg VILD med den alder min søn har nu (20 mdr) - det er fantastisk at han faktisk tit kan bede om mad når han er sulten, at han hjælper lidt til med forskellige småting og selv kan udtrykke sin egen vilje, lege selv og med mig, at han kommunikerer så meget og hver dag er forskellig fra den forgående. Det bliver mindre og mindre trivielt. OG vi kan faktisk tage ud i verden og få oplevelser sammen som han får en masse ud af! 

Det er jo næsten totur at få et kolikbarn, fordi der ikke er meget man kan gøre, end at "hænge i og komme igennem". Min søn døjede lidt med maven omkring 5 ugers alderen, hvor han skreg hver aften i omkring to uger. Han skreg i 20-30 minutter, og selvom det ikke kan sammenlignes med et kolikbarn, så kan jeg forestille mig at det må være rigtig rigtig hårdt!

Jeg vil gi dig ret i, at der går hverdags trummerum i den, når man får et barn... Jeg er også blevet "ramt" flere gange, hvor jeg drømmer mig tilbage på job, allermest for at komme op i gear  

 

Lunae skriver:

Vores største udfordring har været min forestilling om familielivet.

Jeg kommer fra en familie, hvor begge mine forældre stort set altid har været hjemmegående. Mine bedsteforældre bor i samme by og vi har altid haft familien tæt på.

Jeg har vildt svært ved at man i dagens danmark overlader sine børn til daginstitutionerne, for at tjene penge til hus, bil, iPad osv. Camille er i institution fra 7.45-15.30 og det synes jeg er ALT for længe. Og vi er endda begge studerende, så hun kunne nærmest ikke få det bedre. Jeg har fx også vildt svært ved at aflevere hende, hvis jeg har fået aflyst timer og skal lave lektier. Så snart jeg Har fri, har Camille også.

Det er et problem fordi jeg ikke får 'plejet' mig selv og vores parforhold.

I min verden arbejder jeg 20-25 timer. Afleverer Camille 8.45-15. Det skulle min mand så også helst, men to deltidsstillinger er nok lige det mindste. Jeg kan undvære mange materielle goder for flere timer med min familie

Det må uden tvivl være en udfordring at få pusslespillet til at hænge sammen, hvis I begge skal arbejde deltid. Eller det ville det for os! Men jeg vil give dig ret i, at mange børn er mange timer i daginstitution! 

Jeg starter ud med en deltidsstilling, når jeg starter på job igen. Sådan vil det være de første ti måneder. Jeg ville ønske, at jeg kunne forsætte, men er ikke sikker på at det kan lade sig gøre ift min arbejdsplads. 

Tak for input!

twinny skriver:

Min mand og jeg har fået et stærkere forhold.

Men den største udfordring er vi ikke har tid til hinanden eller os selv. Og hvis der er 5 min hænger manden over mig hele tiden, så nogle ønsker jeg at bare sidde foran flimmerkassen og slapper af.

 

Mon din mand føler sig lidt overset Du må sætte ham foran computeren, så du kan få en pause?

Tak for input!

Selvom min datter kun er 17 dage gammel syntes jeg godt jeg kan svare 

At sige fra over for familien!  Når vi fortæller at de ikke skal holde hende, eller vi selv bestemmer tøj og besøgstider... suk! 

Mamalou skriver:

Kære alle

Nu er det efterhånden 8 måneder siden vores Villads kom til verden, og lige så længe siden vi blev forældre. Selvom Villads er det nemmeste barn, så har dét at blive forældre alligevel budt på udfordringer, nogle større end andre.

Den største udfordring for os, har været vores parforhold/familieliv. Sidst i graviditeten fik vi nogle problemer indbyrdes og de blev ikke nemmere efter Villads kom til verden. Vi skændes en del og var pludselige ikke længere enige om, hvordan tingene skulle køre. Dertil var det også især svært med samarbejdet med min kærestes datters mor i den første tid. Nok fordi hun var bange for, at hendes datter ville blive glemt/overset. Vores parforhold har virkelig været på prøve, og vi har vendt tanken om at gå fra hinanden flere gange, men er stadig sammen og jeg synes det går i den rigtige retning...

Jeg tænkte at det vil være spændende at høre, hvilke udfordringer I er stødt på. Jeg håber I vil dele.

God dag til alle

Mvh. Louise

Jeg synes sådan set, det sværeste for mig har været at forlige mig med ikke at kunne tage nogen steder bre sådan impulsivt lørdag aften, men har vænnet mig til det nu 2 år og 3 mdr. efter fødslen

Jeg er enlig mor, og har været det helt fra start. Min datter blev 4 her i januar. 

Jeg kan forståeligt nok ikke nikke genkendende til det i andre har svaret. 

Men det der har været hårdest for mig, har været ikke at have nogen at dele de helt fantastiske stunder med. Nogen der kunne se hvor skøn min datter er lige så meget som jeg selv.

Der har for mit vedkomne ikke været særligt meget støtte da hun var mindre. Så jeg følte også at jeg manglede en til at give mig et skuldre-klap når lillepigen var syg, og jeg tog det hele i stiv arm. 

Nu er der gået over 4 år, og det er stadig det jeg mangler 

Knus Pernille

Mamalou skriver:

Kære alle

Nu er det efterhånden 8 måneder siden vores Villads kom til verden, og lige så længe siden vi blev forældre. Selvom Villads er det nemmeste barn, så har dét at blive forældre alligevel budt på udfordringer, nogle større end andre.

Den største udfordring for os, har været vores parforhold/familieliv. Sidst i graviditeten fik vi nogle problemer indbyrdes og de blev ikke nemmere efter Villads kom til verden. Vi skændes en del og var pludselige ikke længere enige om, hvordan tingene skulle køre. Dertil var det også især svært med samarbejdet med min kærestes datters mor i den første tid. Nok fordi hun var bange for, at hendes datter ville blive glemt/overset. Vores parforhold har virkelig været på prøve, og vi har vendt tanken om at gå fra hinanden flere gange, men er stadig sammen og jeg synes det går i den rigtige retning...

Jeg tænkte at det vil være spændende at høre, hvilke udfordringer I er stødt på. Jeg håber I vil dele.

God dag til alle

Mvh. Louise

I mit tilfælde har det og er det stadig, at MIN tid er så stærkt begrænset Jeg valgte at få et barn sent i livet og alene og det har været en udfordring så lidt tid der er min alene. På den anden side savner jeg på ingen måde mit tidligere liv hvor jeg altid gik og var en smule utilfreds. Føler at mit liv er rigt,.men i tilspidsede tidspunkter drømmer jeg om bare et døgn hvor jeg må bestemme suverænt...hvad ville jeg lave af spændende ting?...INTET!!!! Absolut ingenting...bare ligge i min seng og læse ugeblade, bøger og sove...åhhh ja sove

Milla-Victoria's mor skriver:

Jeg er enlig mor, og har været det helt fra start. Min datter blev 4 her i januar. 

Jeg kan forståeligt nok ikke nikke genkendende til det i andre har svaret. 

Men det der har været hårdest for mig, har været ikke at have nogen at dele de helt fantastiske stunder med. Nogen der kunne se hvor skøn min datter er lige så meget som jeg selv.

Der har for mit vedkomne ikke været særligt meget støtte da hun var mindre. Så jeg følte også at jeg manglede en til at give mig et skuldre-klap når lillepigen var syg, og jeg tog det hele i stiv arm. 

Nu er der gået over 4 år, og det er stadig det jeg mangler 

Knus Pernille

Øv men så får du et af mig...knus en der udmærket kender til dine tanker

Mamalou skriver:

Det lyder til, at din svigerfamilie ikke helt respekterer dine grænser for dit barn. For uanset om de er enige i hvordan du/I vil have tingene, så skal de respekterer at det er jer som forældre, der bestemmer!

Det er svære at sige fra overfor svigerfamilien end sin egen familie. Hvad siger din kæreste til det?

Angående sex, så har jeg haft det på samme måde. Det er ikke liiiige det første man tænker på efter en fødsel (jeg gjorde det ihverfald ikke). Faktisk gik der lang tid inden vi fik gang i den del. Jeg synes det er rigtig strengt at din svigerfamilie blander sig i det... Det er så privat og som du siger - så sker der altså noget med "understellet" efter fødslen.

lige præcis. min kæreste er også ved at indse at de altså kommer med nogle latterlige kommentare engang imellem, og tror endda også at han har sagt noget til dem. 

men de skal ihvert fald ikke blande sig i hvordan vi gør vores ting med Sophia..  

 

 

 

Mamalou skriver:

Mon din mand føler sig lidt overset Du må sætte ham foran computeren, så du kan få en pause?

Tak for input!

Hehe... Har prøvet... men det virker desværre ikk altid.