Den lykkelige skriver:
Jeg synes det hårdeste var lige de første 14 dage hvor jeg skulle vænne mig til at have en lille.. synes det var et kæmpe ansvar..
Jeg havde aldrig passet, holdt eller interesseret mig særlig meget for børn og pludselig stod jeg der med denne lille pige som var så afhængig af mig.. og jeg var så bange for om jeg gjorde det godt nok plus jeg ANEDE ikke hvordan jeg bar mig ad med de forskellige ting..
Derudover har jeg altid røv forkælet min kæreste.. jeg havde ikke noget fuldtidsjob og har derfor lavet alt hjemme og gjort alt for ham..
Så det at jeg pludselig fra den ene dag til den anden skulle droppe alt det fordi noget andet nu tog min opmærksomhed og tid var både meget hårdt for mig og kæresten.. Men efter 3 mdr. begyndte det gå bedre.. Men min datter har altid været noget af en mundfuld og kan til tider stadig virkelig være det..
Hun har altid sovet dårlig, brokket sig konstant og har været sur over alt det hun ikke kunne så lå bare og brokkede hele tiden..
Men nu hvor hun kravler og snart går selv så har det hjulpet så meget..
Så det var det hårdeste for mig..
Det er et eller andet sted ret fantastisk, at vi bare bliver forældre (eller de fleste af os). Måske ikke lige den første dag, men alligevel ret hurtigt. Jeg genkender det du skriver fra mig selv. Det er et kæmpe ansvar at stå som nybagte forældre med sådan en lille størrelse, et ansvar der for alvor rammer en, når man får det bette pus med hjem.
Hvordan er det gået i forhold til forkælelsen af kæresten? Har han taget over og hjulpet til, eller forventet at du har gjort tingene - som du plejede?
Anmeld
