Den største udfordring ved at blive/være forælder

Jonatansmor skriver:

Puha, det er jo en flerdelt udfordring. Der er den på det fælles plan og alle de ofringer man gør som individet.

Her var drengen ikke planlagt, vi havde aldrig talt om børn og havde derfor heller ikke haft samtaler om opdragelse, håb og forventninger for fremtiden. Vi levede meget i nuet, gjorde det der "passede" os og kom hjem til hinanden og nød selskabet. Så de forskelle der er på ham og mig, er enorme.

Jeg er striks, kontrolleret, udpræget ordensmenneske hvor han er meget fri af egne regler og normer. Og et udpræget rodehovede. Hvilket ikke var et problem da det jo bare var ham og mig, men nu er drengen her og jeg har nogen meget faste ideer om børneopdragelse, drengens opførsel i fremtiden, hans ansvarsfølelse og evnen til at klare sig selv.

Det er en af de største udfordringer jeg har måttet gennemgå, at finde et fælles standpunkt med et menneske man så grundlæggende er helt anderledes end. Og det har været ved at drive os fra hinanden mange gange. Men hvem skal så undvære sit morgenkys fra drengen?

På det personlige plan er det jo tabet af sin frihed. Det gør sig især gældende med det første barn. Nummer 2 og 3, har vi talt om, får man vel ligeså meget fordi at nummer 1 er nu så stor den kan selv og så aner man ikke hvad man skal gøre med ekstra tid?

Jeg sørger stadig over tabet af den fremtid jeg havde planlagt. Den er umulig at forfølge med min dreng. Han skal ikke undvære sin mor på det plan, nogensinde. Det var en stor omvæltning lige pludseligt at være 3 måneder henne, flytte tilbage til Jylland, starte forfra.

Men der går ikke et sekund hvor jeg fortryder. Min glade dreng er, blandt andres, min fortjeneste. Og ingen guld eller karriere kan erstatte de kram jeg får af ham

 

Jeg er klar over, at der er tale om udfordringer på flere plan. De udfordringer jeg har mødt, har måske ikke været de sammenNaomi kæresten. Dog er jeg alligevel sikker på, at udfordringer i parforholdet har været den største for os begge to. 

For os har forskelligheden også været årsagen til den udfordring vi står overfor. Dog har vi ikke været så udpræget forskellige som du beskriver jer, men alligevel har det overrasket os, hvor forskellige vi alligevel var og det er på trods af, at vi har haft mange snakke. 

Jeg tror man vil stå overfor andre udfordringer når barnet ikke er planlagt. Som du nævner dine fremtidsplaner og tabet af disse. Uanset hvor fantastisk et liv man får med sin guldklump, så vil det altid - på et eller andet plan - være et tab af de drømme man havde engang. 

Tak for dit input!

Helt sikkert parforholdet selvom vores søn har været meget "nem". Vi har været ved at gå fra hinanden flere gange, så sent som i et alvorligt skænderi i søndags, noget sagt i afmagt nogen gange og andre gange helt sikkert for at såre dybt! Vi har været i terapi en enkelt gang, men det er slet ikke nok i forhold til den ballast vi har med fra barndommen. Jeg savner meget min tid og får passet drengen i dp selvom jeg har fri. Jeg savner at sove længe og først skulle fungerer efter kl. 9 (b-menneske) Jeg ville gerne have ventet med at få barn, faren og jeg har været sammen i 4 år. men indtil jeg havde lært ham bedre at kende. For tror ikke at vi var blevet sammen hvis ikke vores søn var kommet. Han er et ønskebarn! Det skal der ingen tvivl herske om, hans liv er en fantastisk proces at følge - det er helt vildt så spændende det er at følge! Det er bare hans forældre der er trælse i ny og næ. Ja tankerne suser især fordi det er så tæt på det sidste skænderi.. også selvom det vist hjalp at der pludselig blev overskud og talt ud... så gør vi faktisk et helhjertet forsøg på at hjælpe hinanden og være der for hinanden og der blev endda tid til at være lidt frække - som hører til sjældenhederne. Men det skyldtes nok også lidt at jeg er b-menneske og han er a-menneske. Vi gider ikke på samme tid. Men alt det kan der arbejdes for.. bare ikke sjovt at gå imod sine lyster. Nuvel... ja det blev da lidt rodet, men sådan er det når murene ryger ned og man bare kan sidde og skrive...

Alt i alt er det sværeste ved at få børn at håndtere parforholdet! Ønsker indimellem at bo selv hvor jeg og sønnen kan have egne regler og manden og sønnen kunne have sine fordi det bare er så træls til tider.

Men ønsker det i grunden dybfølt ikke, selvom det måske ikke lyder sådan... ak ja... tanker en sen onsdag aften..  

Mamalou skriver:

Det kan være en stor mundfuæd for parforholdet at gå fra at være to til tre. Det kender jeg - som jeg har skrevet - alt til.

Ens forskelligheder bliver for alvor tydelige, sådan har det ihvertfald været for os. Det har ikke været fordi vores søn ikke har været planlagt, eller fordi vi ikke har snakket om tingene inden han kom, vi har bare ikke kunne forudse de udfordringer vi står over for. 

 

Jeg håber på det bedste for jer - tak for svar!

Det har du ret i .. Sådan er det også her ..

Tak og i lige måde

Babymor2010 skriver:

Den største udfordring efter vi er blevet forældre er nok parforholdet - vi "glemmer" at være kærester  Vi har mange gange snakket om at få Isabella passet f.eks. en gang om måneden, som så er vores kærestedag, hvor vi f.eks. går i biografen eller ud og spise, men vi har intet fået gjort ved det endnu 

Jeg tror det gælder for mange, at man glemmer hinanden. Det er "farligt" da det jo er forholdet, der bærer familien. Så man burde se tid af til hinanden

Loa skriver:

Det er klart kærestetiden det er gået ud over her. 

Syntes Isabella har været og er stadig til dels, en krævende pige. Vi har haft svært ved at få hende passet hende med overnatning, da hun virkelig har været en elendig sover  

Men vi har bare været rigtig dårlige til at pleje forholdet efter vi har fundet hende.... Håber virkelig det bliver bedre, i takt med hun bliver ældre, og nemmere at have med at gøre..... 

Det er i forvejen ikke nemt at afsætte tiden til forholdet, så jeg kan godt forstå, det kan være svære hvis prinsessen ikke sover godt. Man skal jo helst være tryg ved at lade hende passe, ligesom dem der passer skal være trygge ved det. 

At finde tid i et forhold med børn, tror jeg altid vil være en udfordring. Det er bekræftet af at se, at de i denne debat meget er det, der går igen. 

Anonym skriver:

selv om jeg kun er 15 uger hende kan jeg mærke mange gnidninger i forholdet i forhold til før, og  vis jeg ik skal ende alene igen så skal vi samabejde en del mere tror mine humoner er en stor skyld hvores mange skenriger,

Jeg husker tydeligt, at jeg kunne være et rigtig pregnant monster fyldt op af humoner. Jeg tror der sker noget med én, når man er gravid og kæresten/manden følger bare ikke med. Jeg husker, at jeg bekymrede mig om, at kæresten ikke delte den samme begejstring som jeg, og jeg tænkte om han ønskede barnet ligeså meget som mig. Det hele faldt til jorden efter Villads kom til verden. For os handlede det om, at jeg mærkede graviditeten hver sekundt - hver dag, eftersom vores barn spirede i min mave... Jeg var bare klar (næsten) med det samme, mens kæresten først rigtig blev det, da vi stod med Villads i armene...

Måske det er noget af det samme, der sker for jer?

Mamalou skriver:

Jeg tror det gælder for mange, at man glemmer hinanden. Det er "farligt" da det jo er forholdet, der bærer familien. Så man burde se tid af til hinanden

Ja det kan være lidt farligt 

Da Liva kom var det en kæmpe omvæltning. Søvnmangel kan virkelig ødelægge meget!
Og da min datter var omkring 1 år var vi, min mand og jeg, ved at gå fra hinanden... eller rettere han var ved at gå, det hele blev for meget for ham.
Heldigvis valgte han at blive Og vi fik løst de problemer der var.

Denne gang har vi jo en meget syg søn og har været indlagt siden han blev født for 2 mdr. siden... så det er jo nogle helt andre ting der er udfordringer denne gang.

Men de største, da vi blev forældre første gang, var søvnmangel og at vores sexliv gik ret meget ned af bakke...

Jibbe skriver:

Jeg savner alenetiden med min mand og alenetiden for mig selv. Min mand er væk min. 6 mdr om året og der er jeg alene med vores søn. Det synes jeg er benhårdt. Når han er hjemme fortsætter vores hverdag jo og med skiftende arbejdstider for mig - er det svært at prioritere ham så højt som ønsket. Men vi klarer det. Frej kommer i første række og så kommer vi. Det har vi lært at acceptere tror jeg. Men derfor fik jeg da stadig et mindre flip idag over min manglede alenetid nu her efter jeg er blevet mor og snart bliver det igen!
Nu er Frej alligevel 18 mdr og sover godt om natten så oftest har vi afterne sammen.

Jeg kan sagtens følge dig, du får jo ingen tid til dig selv/kærestetid.

Jeg synes selv det kan være hårdt med de arbejdstider min kæreste har (14 dage dag og 14 dage aften/nat), men han kommer jo hjem hver dag. Det kan være svært at sætte sig 100% ind i, hvor stor en udfordring skæve arbejdstider kan være, når man har en lille. 

Hvor længe er din mand væk af gangen?

Himmelsmil skriver:

Kan nikke genkende til det med parforholdet. Nu er det nok mest det seksuelle der har været 'problematisk'... Jeg har først sådan rigtig fået lyst nu, snart 4 måneder efter fødslen... Tror det har gået min kæreste lidt på. Så dét har nok været den største udfordring.

Men nu går det rigtig godt. Vi har aldrig rigtig skændtes - eller jo, én gang - da jeg var gravid. Ellers har vi faktisk aldrig skændtes og vi har været sammen i lidt over 3 år. Vi enes omkring det at være forældre.

Det er nogle gange en udfordring når min søn græder/skriger, men vi er blevet bedre til at finde ud af hvad han ønsker

Jeg synes det er skønt at være mor, og er helt sikker på jeg skal have flere børn, men netop nu er al opmærksomhed rettet mod Birk

Vi har oplevet det samme her, og for min kæreste var det frustrerende, at jeg ikke havde lyst til ham. Det er bare svært liiige at finde lysten frem efter en fødsel, der endte i en tredjegradsbristning, samtidig med at man bruger al energi på bebsen...

Det må være dejligt at være i et forhold, hvor man ikke skændes Min kæreste og jeg skændtes aldrig før jeg blev gravid... Det er heller ikke fordi, at vi skændes hver og hveranden dag, men vi skændes mere end tidligere... 

Tak for input