Den største udfordring ved at blive/være forælder

morethanperfect skriver:

Parforholdet har været på prøve , som hos så mange andre ...

Han havde kolik indtil han blev 3 mdr. Og han er sensetiv ..
Hans tænder har taget MEGET hårdt på os , og mange nætter i træk har vi ikke fået noget søvn nogle af os .. :/

Jeg har et meget stort søvnbehov , og da han først lige er begyndt og sove igennem , har jeg været træt konstant .. Han er snart 15 mdr..

Syns egentlig vi har været meget gode til det med alene tid , men glemmer da engang i mellem og huske vi er kærester .. Det er nok den første tid tror jeg , vi er kommet lidt efter det igen  

Jeg tror alle forhold bliver sat på prøve i en eller anden grad, når to bliver til tre. Jeg kan sagtens forestille mig, at det kan gi nogle udfordringer, hvis man får et barn med særlige behov - som eksempelvis kolik... Det er svært at sætte sig ind i, hvis ikke man har prøvet, men jeg kan forestille mig at det er hårdt!

Tak for input

Anonym skriver:

puha ved os er det nok mandens familie der fylder meget, deres opførelse som jeg nemt vil kunne leve med inden vi fik børn, men ikke efter vi har fået børn, og dette gør desværre nogen ting rigtig svært selvom manden udemærket forstår mig...

 

Er det ikke noget I kan løse? Det er ikke rart at have koflikter som følge af udefrastående, som man jo ikke har indflydelse på. 

Anonym skriver:

Beklager anonymt svar, men der er ting her, som ikke er offentlig kendt.....

For os har det været parforholdet. Meget forskellige forventninger til, hvordan familien skal fungere var et af hovedproblemerne. Han er vokset op med en mor, som tog alt det huslige, mens hans far klippede græset og passede bilen. Og det forventer han automatisk, at vi også skal gøre på den måde. At jeg forventer meget mere af ham, når vi står med to små børn, det fatter han ikke. Kommer jeg hjem fra arbejde kl 21.30, står bordet satdig med tallerkner og madrester fra middagen f eks. Mens han sidder og ser tv eller ligger på sofaen og sover. Er jeg hjemme, tager han det som en selvfølge, at jeg skifter bleer, vasker unger, rydder op efter dem osv.

I tillæg er økonomien presset helt ud over sine grænser, for han ser ikke, at han ikke kan bruge penge på samme måde som før, når vi skal betale VS og BH og mad og bleer og sko og varmt tøj osv for børnene i tillæg til husholdningen ellers. Men legetøj kan han godt finde på at købe...

Så vores forhold har været ved at gå totalt i opløsning efter, at vi fik børnene. Det sidste år har været et helvede uden sidestykke! Selvom vi er enige om det aller meste i børneopdragelsen, så er det alt det, som ellers hører  med til at være familie, som har været ved at vælte os.

Så vi har gået til samtaler siden maj, og vi klarede at have en god jul sammen som familie, og det var fantastisk!

Nu genstår den økonomiske bid, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, men jeg har næsten fået ham overtalt til at vi går sammen til en økonomisk rådgiver og får hjælp til at komme ud af suppedasen og få lagt et ordentligt budget osv.

Klarer vi ikke det sammen, så tror jeg ikke, at vi klarer at holde familien gående, selvom vi har fået det bedre og har fundet ud af en del ting.

Men ingenting kan få mig til at fortryde, at vi har fået børnene! Og jeg ved også, at han er en god og kærlig far for dem. Det er alt det "bag kulisserne", det organisatoriske os i mellem, som er den store udfordring.

 for at vi faktisk klarer at få det hele til at fungere.

Jeg  også for, at I får forholdet til at køre igen. Jeg ved fra mit eget forhold, at det er utroligt hårdt at være i et forhold, hvor det går mere op end ned af bakke. Og når man nu arbejder så hårdt, så er det frustrerende at tingene ikke bare kører som de skal.

Tak for input 

Mamalou skriver:

Kære alle

Nu er det efterhånden 8 måneder siden vores Villads kom til verden, og lige så længe siden vi blev forældre. Selvom Villads er det nemmeste barn, så har dét at blive forældre alligevel budt på udfordringer, nogle større end andre.

Den største udfordring for os, har været vores parforhold/familieliv. Sidst i graviditeten fik vi nogle problemer indbyrdes og de blev ikke nemmere efter Villads kom til verden. Vi skændes en del og var pludselige ikke længere enige om, hvordan tingene skulle køre. Dertil var det også især svært med samarbejdet med min kærestes datters mor i den første tid. Nok fordi hun var bange for, at hendes datter ville blive glemt/overset. Vores parforhold har virkelig været på prøve, og vi har vendt tanken om at gå fra hinanden flere gange, men er stadig sammen og jeg synes det går i den rigtige retning...

Jeg tænkte at det vil være spændende at høre, hvilke udfordringer I er stødt på. Jeg håber I vil dele.

God dag til alle

Mvh. Louise

I vores tilfælde har det været, at min far pludselig døde 20 dage efter Hannah blev født. Det er en måned siden nu, at han døde af en hjerneblødning.

Han var den sidste jeg havde tilbage af mine forældre, så jeg føler mig fuldstændig fortabt nu. Det er som om, det først er nu, det virkelig er ved at gå op for mig, at han er væk.
Har allermest lyst til bare at sætte mig ned og være rigtig rigtig ked af det og få grædt igennem, men har samtidig en datter på knap 8 uger, der er så total afhængig af sin mor, at jeg bare ikke har tiden til at tude igennem.....

Så det er lidt en kamp op af bakke, men er bare nød til at sætte mig selv i anden række, indtil Hannah er lidt ældre. Så må jeg få grædt igennem og sørge ordenlig over tabet af min sidste forældre. 

Mamalou skriver:

Vi har oplevet det samme her, og for min kæreste var det frustrerende, at jeg ikke havde lyst til ham. Det er bare svært liiige at finde lysten frem efter en fødsel, der endte i en tredjegradsbristning, samtidig med at man bruger al energi på bebsen...

Det må være dejligt at være i et forhold, hvor man ikke skændes Min kæreste og jeg skændtes aldrig før jeg blev gravid... Det er heller ikke fordi, at vi skændes hver og hveranden dag, men vi skændes mere end tidligere... 

Tak for input 

Ja netop! Man har brugt alt sit krudt på graviditet og fødsel, og efter fødslen bruger man alt sit krudt på baby

Har også kunnet mærke frustration hos min kæreste. Men synes jeg får lysten tilbage mere og mere, men vil indrømme at jeg har gået på kompromis med mig selv og prøvet at være sammen med ham 5 uger efter fødslen. Nok mest for hans skyld, men også får at fgå det op at køre igen, selvom jeg egentlig ikke havde stor lyst

hvornår begyndte jeres forhold at blive 'normalt' igen? hvis du forstår..

Mamalou skriver:

Kære alle

Nu er det efterhånden 8 måneder siden vores Villads kom til verden, og lige så længe siden vi blev forældre. Selvom Villads er det nemmeste barn, så har dét at blive forældre alligevel budt på udfordringer, nogle større end andre.

Den største udfordring for os, har været vores parforhold/familieliv. Sidst i graviditeten fik vi nogle problemer indbyrdes og de blev ikke nemmere efter Villads kom til verden. Vi skændes en del og var pludselige ikke længere enige om, hvordan tingene skulle køre. Dertil var det også især svært med samarbejdet med min kærestes datters mor i den første tid. Nok fordi hun var bange for, at hendes datter ville blive glemt/overset. Vores parforhold har virkelig været på prøve, og vi har vendt tanken om at gå fra hinanden flere gange, men er stadig sammen og jeg synes det går i den rigtige retning...

Jeg tænkte at det vil være spændende at høre, hvilke udfordringer I er stødt på. Jeg håber I vil dele.

God dag til alle

Mvh. Louise

Dejligt med et helt igennem ærligt indlæg! Jeg har en søn på 10 mdr når jeg ser tilbage på den tid der er gået synes jeg alt har været fantastisk men også MEGA hårdt! Parforholdet synes jeg ikke der har været så store ændringer i (heldigvis), men på det personlige plan har der været mange udfordringer. Specielt den manglende alene tid. Førhen trænede jeg en masse og gjorde det når det passet mig, men nu skal man pludselig planlægge alting.. Barslen havde jeg også troede ville være et "fri" år, men hold da op der er også masse af arbejde ved at passe et lille barn 24/7 ..  Kan stadig undre mig dem som vælge at få børn hurtig efter hinanden, men det er nok bare mig der trænger til at få en "pause" og få min nattesøvn lidt igen

Det er hårdt at blive mor, men også vidunderligt

Mamalou skriver:

Jeg kan sagtens følge dig, du får jo ingen tid til dig selv/kærestetid.

Jeg synes selv det kan være hårdt med de arbejdstider min kæreste har (14 dage dag og 14 dage aften/nat), men han kommer jo hjem hver dag. Det kan være svært at sætte sig 100% ind i, hvor stor en udfordring skæve arbejdstider kan være, når man har en lille. 

Hvor længe er din mand væk af gangen?

 

Jeg er alenemor og har altid været det, så jeg kan jo selvsagt ikke nikke genkendende til alt det med parforholdet men det sværeste for mig var helt sikkert i starten, da hun ikke kunne sove uden at være tæt på mig, så hun var håndholdt de første 3 mdr af hendes liv og det var hårdt ikke lige kunne få noget at spise eller komme på toilet og i bad uden en skrigeballon der stressede mig. Det er også først for nyligt hun endelig er begyndt at sove igennem om natten og hun er altså snart 2 1/2 år, at hun så oveni er udpræget a-menneske og jeg b-menneske gør at jeg konstant er træt selvom jeg prøver at passe min seng. Jeg synes så også det er ekstremt hårdt at være alenemor når hun er syg og sidst var jeg selv syg oveni pyh men ellers synes jeg at livet som alenemor er utrolig lækkert og vi hygger os.

Frøken Førstegangsmor :D skriver:

Kaeresten og jeg har overhovedet ikke boet sammen for/under hele min graviditet pga min udstationering - vi flytter officielt sammen 3 uger for min termin.

Jeg maa indromme, at jeg frygter rigtigt meget hvad der skal ske - og hvor meget vi er enige om tingene/borneopdragelse/mv.

Ogsaa fordi under en udstationering er det mege begraenset hvor meget man faar talt om tingene.

Men heldigvis har han nogle MEGET gode sider (ordensmenneske, har en dreng fra for saa han kender 'rutinen;, social, fast arbejde, taalmodig, sod familie og ikke mindste ELSKET af min familie) - saa jeg saetter min lid til at det nok skal gaa. Men derfor kan man god blive meget nervos alligevel...

Jeg kan forstå din bekymring, men mon ikke du slipper for de helt store overraskelser? Selvfølgelig har vi alle sammen vores dårlige vaner, men det lyder til, at din kæreste har nogle rigtig gode sider! 

Min kæreste har også et barn fra et tidligere forhold, og det har haft sine fordele især mht strukturen i hverdagen og husholdningen. Jeg er dog struturerings freak, men lige med husholdningen er han større ordensmenneske end mig. 

Jeg bliver altså lidt nysgerrig, når du skriver du er udsendt Hvor er du udsendt? Og hvordan hænger det sammen med en lille spire i maven?

Anette&Sophia skriver:

Vores største udfording, eller rettere sagt, min , er nok svigerfamilien.. puuha. de kan virkelig være stride at høre på nogle gange, og så gør de også bare ting som jeg ikke synes er iorden
Vi var fx. til svigermors 60års fødselsdag i lørdag, hvor der var omkring 70 mennesker med børn. Vi havde selvfølgelig Sophia med, og da hun så vågnede og havde fået en tør rumpe, satte jeg mig ud i køkkenet hvor der var ro og stuetemperatur ( forsamlingshuse har det med at have kolde rum, så alle steder undtaget selve salen og køkkenet var kælderkolde. ) Sophia er også lige i den der indtryks fase, og hvis hun får en masse fremmede indtryk kastet i hovedet, så bliver hun utryg og vil ikke rigtig falde til ro. Men da jeg sidder ude i køkkenet, siger jeg at det var dejligt lige at få lidt ro, så udbryder min svigerinde "der sker altså ikke noget ved at hun sidder derinde, jeg havde selv min søn med til min lillebrors konfirmation da han var 14 dage gammel, og der sad jeg og ammede mens de andre spiste"  for det første, eiwi at hive pattøjet frem foran en helt forsamling mens de sidder og spiser. Ved godt det er ganske normalt osv. men alligevel. for det andet, så er der altså forskel på en der er 14 dage gammel, og en der er 2½ måned. Når de er helt nyfødt sover, spiser og prutter de jo nærmest kun. iiih. 
 Efter maden vil kære farmor jo gerne holde hende, og det skulle hun da også have lov til, for hun er jo så stolt. Jeg siger så til hende at Sophia hverken skal på rundtur i arm til arm, eller vises rundt i hele lokalet. Folk må komme derhen hvis de vil se hende. Imens går jeg ud og får lidt "frisk" luft :p - Da jeg kommer ind igen, hvad gør svigermor så? ja, hun vader da rundt i hele lokalet  mellem alle de højtsnakkende mennesker, med en lille, meget ulykkelig Sophia på armen. Amen forhelved da. Hvilken del af det jeg sagde til dig før, var det du ikke forstod? Det resulterede så i at jeg sad ude bagved i omkring 2 timer, med Sophia som ikke kunne falde til ro, fordi hun var blevet kørt helt op. Så da kl. blev 22, kørte jeg hende hjem til min mor, så hun kunne få noget ro. 
- Der blev jeg satme tosset.. iiih ha!

når jo, og så er der lige den der med genoptagning af sex efter fødslen. Der ville jeg gerne vente til jeg havde været til 8 ugers undersøgelse, det kom så ud på en eller anden måde hjemme ved min svoger og svigerinde ( den samme svigerinde som før ) Så fik jeg kastet en fed flødeskums kage lige i ansigtet, "Har i ikke været sammen endnu efter du har født? ej, så lang tid gik der slet ikke med os efter jeg havde født"  - ej men forskellen ligger så der at jeg fødte vaginalt, og du fik foretaget kejsersnit BEGGE gange. der er sgu lige en forskel i underlivet bagefter.. 

amen altså

så mine udfordringer, er folk kommentare og nogle af de ting folk gør ved min datter.. 

Det lyder til, at din svigerfamilie ikke helt respekterer dine grænser for dit barn. For uanset om de er enige i hvordan du/I vil have tingene, så skal de respekterer at det er jer som forældre, der bestemmer!

Det er svære at sige fra overfor svigerfamilien end sin egen familie. Hvad siger din kæreste til det?

Angående sex, så har jeg haft det på samme måde. Det er ikke liiiige det første man tænker på efter en fødsel (jeg gjorde det ihverfald ikke). Faktisk gik der lang tid inden vi fik gang i den del. Jeg synes det er rigtig strengt at din svigerfamilie blander sig i det... Det er så privat og som du siger - så sker der altså noget med "understellet" efter fødslen.