Den største udfordring ved at blive/være forælder

Kære alle

Nu er det efterhånden 8 måneder siden vores Villads kom til verden, og lige så længe siden vi blev forældre. Selvom Villads er det nemmeste barn, så har dét at blive forældre alligevel budt på udfordringer, nogle større end andre.

Den største udfordring for os, har været vores parforhold/familieliv. Sidst i graviditeten fik vi nogle problemer indbyrdes og de blev ikke nemmere efter Villads kom til verden. Vi skændes en del og var pludselige ikke længere enige om, hvordan tingene skulle køre. Dertil var det også især svært med samarbejdet med min kærestes datters mor i den første tid. Nok fordi hun var bange for, at hendes datter ville blive glemt/overset. Vores parforhold har virkelig været på prøve, og vi har vendt tanken om at gå fra hinanden flere gange, men er stadig sammen og jeg synes det går i den rigtige retning...

Jeg tænkte at det vil være spændende at høre, hvilke udfordringer I er stødt på. Jeg håber I vil dele.

God dag til alle

Mvh. Louise

Jeg har en søn på 3 måneder, og vil sige at den største udfordring er vores familer som blander sig alt alt alt for meget i måden vi gør tingene på. Self er det i orden at komme med gode råd, men når de ringer konstant flere gange om ugen om vi nu husker det og det, så fik jeg lyst til at smide telefonen ud af vinduet. Heldigvis bor de langt væk, så de kommer ikke sån rendene. 

Og så var der en anden udfordring med at man har ansvaret for en bette en, og skulle tage vare på hans behov før ens egne. 

 Er også en stolt mor til en meget nem dreng 

I mit (vores) tilfælde er det helt klart tabet af alene tiden der har været sværest for mig.... Jeg synes at det er rigtig hårdt at mann ikke bare kan gøre hvad man vil, og at tingene hjemme gerne skal gå op...

Synes egentlig vores forhold bare er blevet stærkere efter vi fik vores drenge... Vil lige sige at vores børn har været nemme, så selvom det har knebet med søvnen, har vi aldrig haft umulige spædbørn, og så går det jo lidt nemmere.

Vores forhold har bestemt også været på prøve - havde to måneder med kolik (mente lægen), fandt derefter ud af at hun havde en medfødt hjertefejl, som blev opereret da hun var 3 måneder. Det gjorde både vores forhold stærkere, men samtidigt har vi heller ikke haft noget tid til os selv overhovedet. Jo, da Alberte lå 3 dage på intensiv, men det er jo ikke dage man nyder.

Så her har den største udfordring været tilvæning til at være 3 og ikke 2 - og så alle de tanker og følelser der ved at have et sygt barn.

/Fenja ( som idag har en næsten rask lille pige )

Mamalou skriver:

Kære alle

Nu er det efterhånden 8 måneder siden vores Villads kom til verden, og lige så længe siden vi blev forældre. Selvom Villads er det nemmeste barn, så har dét at blive forældre alligevel budt på udfordringer, nogle større end andre.

Den største udfordring for os, har været vores parforhold/familieliv. Sidst i graviditeten fik vi nogle problemer indbyrdes og de blev ikke nemmere efter Villads kom til verden. Vi skændes en del og var pludselige ikke længere enige om, hvordan tingene skulle køre. Dertil var det også især svært med samarbejdet med min kærestes datters mor i den første tid. Nok fordi hun var bange for, at hendes datter ville blive glemt/overset. Vores parforhold har virkelig været på prøve, og vi har vendt tanken om at gå fra hinanden flere gange, men er stadig sammen og jeg synes det går i den rigtige retning...

Jeg tænkte at det vil være spændende at høre, hvilke udfordringer I er stødt på. Jeg håber I vil dele.

God dag til alle

Mvh. Louise

Puha, det er jo en flerdelt udfordring. Der er den på det fælles plan og alle de ofringer man gør som individet.

Her var drengen ikke planlagt, vi havde aldrig talt om børn og havde derfor heller ikke haft samtaler om opdragelse, håb og forventninger for fremtiden. Vi levede meget i nuet, gjorde det der "passede" os og kom hjem til hinanden og nød selskabet. Så de forskelle der er på ham og mig, er enorme.

Jeg er striks, kontrolleret, udpræget ordensmenneske hvor han er meget fri af egne regler og normer. Og et udpræget rodehovede. Hvilket ikke var et problem da det jo bare var ham og mig, men nu er drengen her og jeg har nogen meget faste ideer om børneopdragelse, drengens opførsel i fremtiden, hans ansvarsfølelse og evnen til at klare sig selv.

Det er en af de største udfordringer jeg har måttet gennemgå, at finde et fælles standpunkt med et menneske man så grundlæggende er helt anderledes end. Og det har været ved at drive os fra hinanden mange gange. Men hvem skal så undvære sit morgenkys fra drengen?

På det personlige plan er det jo tabet af sin frihed. Det gør sig især gældende med det første barn. Nummer 2 og 3, har vi talt om, får man vel ligeså meget fordi at nummer 1 er nu så stor den kan selv og så aner man ikke hvad man skal gøre med ekstra tid?

Jeg sørger stadig over tabet af den fremtid jeg havde planlagt. Den er umulig at forfølge med min dreng. Han skal ikke undvære sin mor på det plan, nogensinde. Det var en stor omvæltning lige pludseligt at være 3 måneder henne, flytte tilbage til Jylland, starte forfra.

Men der går ikke et sekund hvor jeg fortryder. Min glade dreng er, blandt andres, min fortjeneste. Og ingen guld eller karriere kan erstatte de kram jeg får af ham

Mamalou skriver:

Kære alle

Nu er det efterhånden 8 måneder siden vores Villads kom til verden, og lige så længe siden vi blev forældre. Selvom Villads er det nemmeste barn, så har dét at blive forældre alligevel budt på udfordringer, nogle større end andre.

Den største udfordring for os, har været vores parforhold/familieliv. Sidst i graviditeten fik vi nogle problemer indbyrdes og de blev ikke nemmere efter Villads kom til verden. Vi skændes en del og var pludselige ikke længere enige om, hvordan tingene skulle køre. Dertil var det også især svært med samarbejdet med min kærestes datters mor i den første tid. Nok fordi hun var bange for, at hendes datter ville blive glemt/overset. Vores parforhold har virkelig været på prøve, og vi har vendt tanken om at gå fra hinanden flere gange, men er stadig sammen og jeg synes det går i den rigtige retning...

Jeg tænkte at det vil være spændende at høre, hvilke udfordringer I er stødt på. Jeg håber I vil dele.

God dag til alle

Mvh. Louise

Det er nok lidt modsat her. Vi har ingen problemer i vores forhold efter vi fik barn. Men tror også vi havde vores skænderier inden

Og så havde vi en enorm hård fødsels hvor min mand sad ved siden af mens jeg fik Aks og var ved at dø, det tror jeg personligt har bragt os meget sammen og det er som om små skænderier er ligegyldige og ikke noget vi gider bruge tid med.

Vores svage sider er nok at vi jo ikke er ens! så selvom der ikke er skænderier eller noget der truer vores ægteskab, så har vi da mange lange samtaler om hvordan tingene skal gøres: "hun skal lære at spise selv, så lad nu være med at made hende!" men vi gør det med et smil på læben og hvis min mand mader vores datter med ske, kan jeg f.eks. finde på at made ham med min ske så stopper han og der er ingen skænderier

Men hvilken udfordringer er det du mener? jeg tænker bare at selvom alt er åhhh så perfekt nu, så betyder det jo ikke at der ikke vil komme noget. Og personligt har jeg altid hørt om hvor svært det er for parforholdet at få børn, og jeg var sikker på at man skulle holde tungen lige i munden, men jeg tænker at vi nok bare ikke er nået dertil endnu.

Den største udfordring efter vi er blevet forældre er nok parforholdet - vi "glemmer" at være kærester  Vi har mange gange snakket om at få Isabella passet f.eks. en gang om måneden, som så er vores kærestedag, hvor vi f.eks. går i biografen eller ud og spise, men vi har intet fået gjort ved det endnu 

Det er klart kærestetiden det er gået ud over her. 

Syntes Isabella har været og er stadig til dels, en krævende pige. Vi har haft svært ved at få hende passet hende med overnatning, da hun virkelig har været en elendig sover  

Men vi har bare været rigtig dårlige til at pleje forholdet efter vi har fundet hende.... Håber virkelig det bliver bedre, i takt med hun bliver ældre, og nemmere at have med at gøre..... 

selv om jeg kun er 15 uger hende kan jeg mærke mange gnidninger i forholdet i forhold til før, og  vis jeg ik skal ende alene igen så skal vi samabejde en del mere tror mine humoner er en stor skyld hvores mange skenriger,