Den største udfordring ved at blive/være forælder

vores problem har helt klart været parforholdet og økonomien

vi har så mange økonomiske problemer at det nogengange kan være svært at finde råd til bleer, tøj, sko o.s.v.

og vi skændes meget over penge... min mand kan f.eks ikke forstå at det er nødvendigt at vores datter får en flyverdragt og støvler til vinteren...

han bliver sur hver gang jeg har købt lidt tøj til hende osse selvom det er fra genbrugen

men han kan godt tage i byen og bruge 500 kr på alkohol.. det er sådan noget der pisser mig af..

og så f.eks hvem der skal stå op om morgenen... vi er begge arbejdsløse og b mennesker... han står kun op om morgenen hvis jeg er lige ved at dø.... og jeg skal VIRKELIG være syg...

jamen vi har vores op og nedture.... vi har 2 gavekort til biografen og dem fik vi da vores datter blev født for 2 år siden, dem har vi aldrig fået brugt

ja det er ikke altid så let..

og så opdragelse.. puha vi er UENIGE

Jeg kritiserer min mand for meget! Og han har ikke nemt ved at tage imod kritik. Dårlig kombi, som er blevet en stor udfordring efter vi har fået barn.

Men vi snakker om det og jeg gør mig umage for at lade ham gøre tingene på sin måde, i stedet for at insistere på at min måde er den eneste rigtige.

Derudover er der selvfølgelig det sparsomme sexliv, som ikke handler om manglende lyst, men manglende tid.

Uha... ja hvad er den største udfordring ved at blive forældre?
Det er jo egentligt et godt spørgsmål.

Men tror i vores tilfælde det er som ved mange andre. Man glemmer parforholdet.

Her er vi dog helt enige om opdragelse, spisning, sengetid osv osv. Men jeg har desværre tendens til at 'kritisere' min kæreste når han gør nogle ting anerledes end mig og jeg har det virkelig skidt med det, for han er en FANTASTISK far. Tror bare jeg er lidt kontrolfreak på nogle punkter
Men han er da hos mig endnu, så helt slem er jeg jo nok ikke 

Vi skændes også mere end vi gjorde inden vi fik barn, men det hænger 99% sikkert sammen med manglen på søvn. Og nu hvor jeg er gravid igen og har termin om bare 9 dage, er jeg bestemt ikke nem at være sammen med. Jeg sover helt ad helvede til om natten, hvis jeg i det hele taget får sovet. Silas er ved at få tænder (der er fx brudt tre igennem i løbet af den sidste uges tid &nbsp og det er mig der vågner først når han går i babyalarmen, og dermed også mig der går ind til ham. Ja jeg kunne bare skubbe til kæresten, men han skal jo op og på arbejde, så det kan jeg ikke få mig selv til. Jeg er jo hjemme på barsel, så jeg kan sove i løbet af dagen (hvilket jeg bestemt også benytter mig af ).

Vores økonomi var i det første år efter vi var blevet forældre absolut ikke noget at råbe hurra for, så det gav også en del problemer. Men nu kører det hele stort set som det skal. Lige en stram måned mere så er vi vist helt med igen

Tror i det hele taget det er svært for største delen af forældrepar ikke at skændes lidt mere end normalt, med tanke på hvilken indflydelse et lille barn har på søvn og dagsrytme. Jeg kan sagtens forestille mig at det tager et par år inden alt er 'ved det gamle' igen.

Her er det største problem mig. Først noget der minder om en fødsels depression hos mig (grundet tabet af tvillingen og frygten for vuggedød, som gjorde at jeg ikke tilknyttede mig ana, gør end hun var et par måneder), kom til psykolog, da kæresten fik konstateret fødsels depression og ja, 5% af alle fædre for det.
Vi har en kamp kørende med kommune, fordi vi frivillig valgte at komme i en gruppe for unge forældre, men de pressede hele tiden på med trusler om at starte en forældre vurdering, hvis vi ikke gjorde som de sagde og lignede. De havde ikke noget i det og til sidst fandt vi et smuthul ud, ved hjælp af lægen og da ana voksede og stortrives, kunne de ikke gøre noget.
Min psykolog fandt så ud af, at jeg hele mit liv har haft en psykisk sygdom som er ret normal (emotionel ustabil), hvilket har gjort mig utilregnelig til tider, men nu er jeg startet i behandling og bør snart selv kunne styre mine reaktioner, hverken bliver underlig, når man altid har haft svært ved det. Den har heldigvis ikke gået ud over ana, andet end vrede, som min længe forsikre mig om, at hun på ingen måde kan eller har taget skade af.
Derudover har jeg været meget syg, lav blodprocent (5,5 bør minimum være på 7) og kæmpe d vitamin mangel (7 bør være 85), det gjorde at jeg i december kun kunne gå fra sengen til sofaen og sov største delen af dagen, så peter klarede alt med ana og jeg klare det huslige. Blodprocenten er super igen og d vitaminen lå i starten af måneden på 47, så det går meget bedre, står selv op med ana nu, men bliver hun for vild, så må peter tage lidt over igen.

Parforholdet har også haft sine problemer, men det har det nu har længe og vi begge er opsat på, at vi ikke går fra hinanden det første år, da det jo er det værste og specielt nu, hvor jeg har haft det sådan. Vi kan tydeligt mærke forskel på forholdet den sidste uges tid, hvor jeg kan tage mere over igen.

Når ja, så skal vi også flytte lige om lidt, da vores nuværende udlejer tænker mere på penge end lejernes helbred og desværre holder hun sig lige inde for lovens regler, så ingen kan gøre noget, hvilket har gjort, at vi bare skal væk, det her l o r t skal ana ikke vokse op i.

Maja_4000 skriver:

Hos os har det helt sikkert også været parforholdet.. Lige nu ved jeg ikke , om vi er sammen om en måned .. Men vi arbejder på det , og håber virkelig at vi holder !

I forhold til det har kolik , feber , tænder osv. været ingenting ..

Det kan være en stor mundfuæd for parforholdet at gå fra at være to til tre. Det kender jeg - som jeg har skrevet - alt til.

Ens forskelligheder bliver for alvor tydelige, sådan har det ihvertfald været for os. Det har ikke været fordi vores søn ikke har været planlagt, eller fordi vi ikke har snakket om tingene inden han kom, vi har bare ikke kunne forudse de udfordringer vi står over for. 

 

Jeg håber på det bedste for jer - tak for svar!

Kitty-Katten skriver:

Jeg har en søn på 3 måneder, og vil sige at den største udfordring er vores familer som blander sig alt alt alt for meget i måden vi gør tingene på. Self er det i orden at komme med gode råd, men når de ringer konstant flere gange om ugen om vi nu husker det og det, så fik jeg lyst til at smide telefonen ud af vinduet. Heldigvis bor de langt væk, så de kommer ikke sån rendene. 

Og så var der en anden udfordring med at man har ansvaret for en bette en, og skulle tage vare på hans behov før ens egne. 

 Er også en stolt mor til en meget nem dreng 

Det kan også være en udfordring med alle de velmente råd der kommer fra familien. Især svigerfamilien, da det kan være svære at sige fra overfor dem - fremfor sin egen familie. Da min søn var tre måneder var jeg/vi på ferie med min svigerfamilie og her kommenterede min svigermor på hver gang Villads fik en flaske - indtil jeg sagde - kærligt - at det er meget normalt, at en baby spiser 6 gange idøgnet. Min søn har siden fødslen været en rigtig basse (stor), men det betyder jo ikke, at han skal sultes Så jeg kender til de velmente råd!

Dejligt med en nem bettemand. Gad vide hvad det venter os næste gang

 

Tak for svar!

Heidi B skriver:

I mit (vores) tilfælde er det helt klart tabet af alene tiden der har været sværest for mig.... Jeg synes at det er rigtig hårdt at mann ikke bare kan gøre hvad man vil, og at tingene hjemme gerne skal gå op...

Synes egentlig vores forhold bare er blevet stærkere efter vi fik vores drenge... Vil lige sige at vores børn har været nemme, så selvom det har knebet med søvnen, har vi aldrig haft umulige spædbørn, og så går det jo lidt nemmere.

Friheden har jeg ikke savnet. Jeg husker at jeg i starten tænkte "nåh nej, det kan jeg ikke" hvis planerne løb lidt af med mig. Men det har ikke gjort mig noget. 

Vores søn er også utrolig nem, men det har stadig været en udfordring for parforholdet. Jeg er sikker på, at vi også kommer styrket ud på den anden side, uanset hvad der sker! 

Tak for svar! 

Fenja09 skriver:

Vores forhold har bestemt også været på prøve - havde to måneder med kolik (mente lægen), fandt derefter ud af at hun havde en medfødt hjertefejl, som blev opereret da hun var 3 måneder. Det gjorde både vores forhold stærkere, men samtidigt har vi heller ikke haft noget tid til os selv overhovedet. Jo, da Alberte lå 3 dage på intensiv, men det er jo ikke dage man nyder.

Så her har den største udfordring været tilvæning til at være 3 og ikke 2 - og så alle de tanker og følelser der ved at have et sygt barn.

/Fenja ( som idag har en næsten rask lille pige )

Der er ikke noget at sige til, at I har stået for en udfordring med et sygt barn. Jeg husker, at jeg havde rigtig mange bekymringer i starten, og det synes jeg var hårdt og jeg havde et raskt barn. Det er rigtig godt at høre, at jeres prinsesse er godt på vej! 

 

Tak for input!

Mamalou skriver:

Der er ikke noget at sige til, at I har stået for en udfordring med et sygt barn. Jeg husker, at jeg havde rigtig mange bekymringer i starten, og det synes jeg var hårdt og jeg havde et raskt barn. Det er rigtig godt at høre, at jeres prinsesse er godt på vej! 

 

Tak for input!

Ja, det er nemlig hårdt nok i forvejen at blive forældre for første gang - ville også ønske at jeg kun skulle bekymrer mig om amning, flaske, afføring osv Dog negligere jeg det ikke, for det er jo hvad man bruger det meste af sin tid på når barnet er helt spæd. Vi har så også bare haft lidt ekstra ting at bekymrer os om - heldigvis er vi alle kommet godt ud på den anden side

Og nu bekymrer jeg mig meget mere om mad, bleer som alle andre forældre

/Fenja

Det har styrket vores forhold at blive forældre... Vi snakker bedre sammen, er bedre til at løse konflikter mm. Men vores forhold er væk!

Stadig efter 13 måneder som forældre, kan vi ikke finde ud af at finde tilbage til vores intim liv... Alt går op i organisering, arbejde osv. Overskuddet er væk og om det kommer igen, ved jeg ikke.

Kærligheden mangler ikke, men det er bare som om vi ikke kan finde tilbage til forholdet ( har to børn, kun et sammen) og vores hverdag ser derfor også anderledes ud. Havde intet problem med at få forholdet til at fungere da der kun var et barn...