Den største udfordring ved at blive/være forælder

Jeg savner alenetiden med min mand og alenetiden for mig selv. Min mand er væk min. 6 mdr om året og der er jeg alene med vores søn. Det synes jeg er benhårdt. Når han er hjemme fortsætter vores hverdag jo og med skiftende arbejdstider for mig - er det svært at prioritere ham så højt som ønsket. Men vi klarer det. Frej kommer i første række og så kommer vi. Det har vi lært at acceptere tror jeg. Men derfor fik jeg da stadig et mindre flip idag over min manglede alenetid nu her efter jeg er blevet mor og snart bliver det igen!
Nu er Frej alligevel 18 mdr og sover godt om natten så oftest har vi afterne sammen.

Kan nikke genkende til det med parforholdet. Nu er det nok mest det seksuelle der har været 'problematisk'... Jeg har først sådan rigtig fået lyst nu, snart 4 måneder efter fødslen... Tror det har gået min kæreste lidt på. Så dét har nok været den største udfordring.

Men nu går det rigtig godt. Vi har aldrig rigtig skændtes - eller jo, én gang - da jeg var gravid. Ellers har vi faktisk aldrig skændtes og vi har været sammen i lidt over 3 år. Vi enes omkring det at være forældre.

Det er nogle gange en udfordring når min søn græder/skriger, men vi er blevet bedre til at finde ud af hvad han ønsker

Jeg synes det er skønt at være mor, og er helt sikker på jeg skal have flere børn, men netop nu er al opmærksomhed rettet mod Birk

Parforholdet har været på prøve , som hos så mange andre ...

Han havde kolik indtil han blev 3 mdr. Og han er sensetiv ..
Hans tænder har taget MEGET hårdt på os , og mange nætter i træk har vi ikke fået noget søvn nogle af os .. :/

Jeg har et meget stort søvnbehov , og da han først lige er begyndt og sove igennem , har jeg været træt konstant .. Han er snart 15 mdr..

Syns egentlig vi har været meget gode til det med alene tid , men glemmer da engang i mellem og huske vi er kærester .. Det er nok den første tid tror jeg , vi er kommet lidt efter det igen  

puha ved os er det nok mandens familie der fylder meget, deres opførelse som jeg nemt vil kunne leve med inden vi fik børn, men ikke efter vi har fået børn, og dette gør desværre nogen ting rigtig svært selvom manden udemærket forstår mig...

 

Beklager anonymt svar, men der er ting her, som ikke er offentlig kendt.....

For os har det været parforholdet. Meget forskellige forventninger til, hvordan familien skal fungere var et af hovedproblemerne. Han er vokset op med en mor, som tog alt det huslige, mens hans far klippede græset og passede bilen. Og det forventer han automatisk, at vi også skal gøre på den måde. At jeg forventer meget mere af ham, når vi står med to små børn, det fatter han ikke. Kommer jeg hjem fra arbejde kl 21.30, står bordet satdig med tallerkner og madrester fra middagen f eks. Mens han sidder og ser tv eller ligger på sofaen og sover. Er jeg hjemme, tager han det som en selvfølge, at jeg skifter bleer, vasker unger, rydder op efter dem osv.

I tillæg er økonomien presset helt ud over sine grænser, for han ser ikke, at han ikke kan bruge penge på samme måde som før, når vi skal betale VS og BH og mad og bleer og sko og varmt tøj osv for børnene i tillæg til husholdningen ellers. Men legetøj kan han godt finde på at købe...

Så vores forhold har været ved at gå totalt i opløsning efter, at vi fik børnene. Det sidste år har været et helvede uden sidestykke! Selvom vi er enige om det aller meste i børneopdragelsen, så er det alt det, som ellers hører  med til at være familie, som har været ved at vælte os.

Så vi har gået til samtaler siden maj, og vi klarede at have en god jul sammen som familie, og det var fantastisk!

Nu genstår den økonomiske bid, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med, men jeg har næsten fået ham overtalt til at vi går sammen til en økonomisk rådgiver og får hjælp til at komme ud af suppedasen og få lagt et ordentligt budget osv.

Klarer vi ikke det sammen, så tror jeg ikke, at vi klarer at holde familien gående, selvom vi har fået det bedre og har fundet ud af en del ting.

Men ingenting kan få mig til at fortryde, at vi har fået børnene! Og jeg ved også, at han er en god og kærlig far for dem. Det er alt det "bag kulisserne", det organisatoriske os i mellem, som er den store udfordring.

 for at vi faktisk klarer at få det hele til at fungere.

Kaeresten og jeg har overhovedet ikke boet sammen for/under hele min graviditet pga min udstationering - vi flytter officielt sammen 3 uger for min termin.

Jeg maa indromme, at jeg frygter rigtigt meget hvad der skal ske - og hvor meget vi er enige om tingene/borneopdragelse/mv.

Ogsaa fordi under en udstationering er det mege begraenset hvor meget man faar talt om tingene.

Men heldigvis har han nogle MEGET gode sider (ordensmenneske, har en dreng fra for saa han kender 'rutinen;, social, fast arbejde, taalmodig, sod familie og ikke mindste ELSKET af min familie) - saa jeg saetter min lid til at det nok skal gaa. Men derfor kan man god blive meget nervos alligevel...

Mamalou skriver:

Kære alle

Nu er det efterhånden 8 måneder siden vores Villads kom til verden, og lige så længe siden vi blev forældre. Selvom Villads er det nemmeste barn, så har dét at blive forældre alligevel budt på udfordringer, nogle større end andre.

Den største udfordring for os, har været vores parforhold/familieliv. Sidst i graviditeten fik vi nogle problemer indbyrdes og de blev ikke nemmere efter Villads kom til verden. Vi skændes en del og var pludselige ikke længere enige om, hvordan tingene skulle køre. Dertil var det også især svært med samarbejdet med min kærestes datters mor i den første tid. Nok fordi hun var bange for, at hendes datter ville blive glemt/overset. Vores parforhold har virkelig været på prøve, og vi har vendt tanken om at gå fra hinanden flere gange, men er stadig sammen og jeg synes det går i den rigtige retning...

Jeg tænkte at det vil være spændende at høre, hvilke udfordringer I er stødt på. Jeg håber I vil dele.

God dag til alle

Mvh. Louise

Vores største udfording, eller rettere sagt, min , er nok svigerfamilien.. puuha. de kan virkelig være stride at høre på nogle gange, og så gør de også bare ting som jeg ikke synes er iorden
Vi var fx. til svigermors 60års fødselsdag i lørdag, hvor der var omkring 70 mennesker med børn. Vi havde selvfølgelig Sophia med, og da hun så vågnede og havde fået en tør rumpe, satte jeg mig ud i køkkenet hvor der var ro og stuetemperatur ( forsamlingshuse har det med at have kolde rum, så alle steder undtaget selve salen og køkkenet var kælderkolde. ) Sophia er også lige i den der indtryks fase, og hvis hun får en masse fremmede indtryk kastet i hovedet, så bliver hun utryg og vil ikke rigtig falde til ro. Men da jeg sidder ude i køkkenet, siger jeg at det var dejligt lige at få lidt ro, så udbryder min svigerinde "der sker altså ikke noget ved at hun sidder derinde, jeg havde selv min søn med til min lillebrors konfirmation da han var 14 dage gammel, og der sad jeg og ammede mens de andre spiste"  for det første, eiwi at hive pattøjet frem foran en helt forsamling mens de sidder og spiser. Ved godt det er ganske normalt osv. men alligevel. for det andet, så er der altså forskel på en der er 14 dage gammel, og en der er 2½ måned. Når de er helt nyfødt sover, spiser og prutter de jo nærmest kun. iiih. 
 Efter maden vil kære farmor jo gerne holde hende, og det skulle hun da også have lov til, for hun er jo så stolt. Jeg siger så til hende at Sophia hverken skal på rundtur i arm til arm, eller vises rundt i hele lokalet. Folk må komme derhen hvis de vil se hende. Imens går jeg ud og får lidt "frisk" luft :p - Da jeg kommer ind igen, hvad gør svigermor så? ja, hun vader da rundt i hele lokalet  mellem alle de højtsnakkende mennesker, med en lille, meget ulykkelig Sophia på armen. Amen forhelved da. Hvilken del af det jeg sagde til dig før, var det du ikke forstod? Det resulterede så i at jeg sad ude bagved i omkring 2 timer, med Sophia som ikke kunne falde til ro, fordi hun var blevet kørt helt op. Så da kl. blev 22, kørte jeg hende hjem til min mor, så hun kunne få noget ro. 
- Der blev jeg satme tosset.. iiih ha!

når jo, og så er der lige den der med genoptagning af sex efter fødslen. Der ville jeg gerne vente til jeg havde været til 8 ugers undersøgelse, det kom så ud på en eller anden måde hjemme ved min svoger og svigerinde ( den samme svigerinde som før ) Så fik jeg kastet en fed flødeskums kage lige i ansigtet, "Har i ikke været sammen endnu efter du har født? ej, så lang tid gik der slet ikke med os efter jeg havde født"  - ej men forskellen ligger så der at jeg fødte vaginalt, og du fik foretaget kejsersnit BEGGE gange. der er sgu lige en forskel i underlivet bagefter.. 

amen altså

så mine udfordringer, er folk kommentare og nogle af de ting folk gør ved min datter.. 

Det sværeste for mig var nok det, at det at have et barn på ingen måde var som jeg havde forestillet mig. Alle de drømme jeg havde om at trave rundt i sommeren med barnvognen og gå på cafe og hygge på et tæppe i parken og andre barselsscenarier blev aflyst, da min søn havde kolik i 3 måneder, som så blev tilbragt indendørs i nattøj med nedrullede gardiner mens sommeren for forbi udenfor. Han hylede, og jeg var bare træt ovenpå fødslen/operationerne derefter, og ærgelig over alt det sjove vi kunne have foretaget os i stedet for at sidde derhjemme...  

Senere var det helt klart min frihed som var det sværeste at undvære. Det at hele (!!!) ens dag, fra time til time, er skemlagt - og der er aldrig weekend... Der skulle ammes, laves mos, ryddes op efter mos, skiftes, tøj på, fodres igen, rydde op igen, skiftes igen, gås tur så ungen kunne sove, fodres og skiftes igen osv. osv. Det var på samme tid uendeligt simpelt, og uendeligt bundet... Oven i det kom så at min søn hele tiden var syg, utilpas eller bare træt... Han havde mellemørebetændelse af 6 gange indenfor det første år. Det var surt, synes jeg - og faktisk mødte jeg mange nybagte mødre der havde det på samme måde... Og jeg havde endda en meget engageret far med i det, som slet ikke forstod mit frihedsbehov. 

Blandt andet derfor er jeg VILD med den alder min søn har nu (20 mdr) - det er fantastisk at han faktisk tit kan bede om mad når han er sulten, at han hjælper lidt til med forskellige småting og selv kan udtrykke sin egen vilje, lege selv og med mig, at han kommunikerer så meget og hver dag er forskellig fra den forgående. Det bliver mindre og mindre trivielt. OG vi kan faktisk tage ud i verden og få oplevelser sammen som han får en masse ud af! 

Vores største udfordring har været min forestilling om familielivet.

Jeg kommer fra en familie, hvor begge mine forældre stort set altid har været hjemmegående. Mine bedsteforældre bor i samme by og vi har altid haft familien tæt på.

Jeg har vildt svært ved at man i dagens danmark overlader sine børn til daginstitutionerne, for at tjene penge til hus, bil, iPad osv. Camille er i institution fra 7.45-15.30 og det synes jeg er ALT for længe. Og vi er endda begge studerende, så hun kunne nærmest ikke få det bedre. Jeg har fx også vildt svært ved at aflevere hende, hvis jeg har fået aflyst timer og skal lave lektier. Så snart jeg Har fri, har Camille også.

Det er et problem fordi jeg ikke får 'plejet' mig selv og vores parforhold.

I min verden arbejder jeg 20-25 timer. Afleverer Camille 8.45-15. Det skulle min mand så også helst, men to deltidsstillinger er nok lige det mindste. Jeg kan undvære mange materielle goder for flere timer med min familie

Min mand og jeg har fået et stærkere forhold.

Men den største udfordring er vi ikke har tid til hinanden eller os selv. Og hvis der er 5 min hænger manden over mig hele tiden, så nogle ønsker jeg at bare sidde foran flimmerkassen og slapper af.