Jeg har længe undret mig over at I igennem jeres lange kamp, ikke har valgt muligheden der er for adoption? Det er umuligt for mig at sætte mig ind i, og jeg dømmer overhovedet ikke. Men er der nogen der kunne overveje at adoptere et barn, eller evt. benytte sig af en rugemor? Hvad er jeres holdning til dette?
Det er nok en blanding af mange ting. Jeg tror ikke nogen af os som har været eller er i behandling kan se adoption som en let løsning. Det er en lang process, og ofte meget meget bekostelig også.
Det er faktisk både rasende dyrt at adoptere, lovkravene er meget høje, og flere og flere af de lande hvor man før kunne adoptere fra ret nemt, er begyndt at bortadoptere til egne, fordi der er flere og flere som er økonomisk godt stillede i de lande.
Super godt for de børn og de mennesker som har bedre vilkår, men det giver så enormt lange ventelister, og stigende priser for de som vil adoptere fra de lande.
Ind imellem bliver lande også sat i karantæne af forskellige grunde, og selve adoptionsprocessen kan godt løbe op i flere år.
Nogle lande stiller de mest vanvittige krav for adoption, mens andre er mere neutrale mht. kravene. Så det er en jungle.
At adoptere et barn fra DK, er næsten umuligt, da der er meget få børn til formidling, og mange som gerne vil. Bla. fordi det er noget mindre bekosteligt.
Så tror det er en blanding af lidt af hvert. Og selvfølgelig også det følelsesmæssige aspekt i det. Det er jo meget forskelligt om folk kan forene sig med tanken om adoption eller ej.

Anmeld