Er der ingen nedre grænse for at få hjælp til at få børn...?

MariaE skriver:

hmm

Jamen først og fremmest er det jo tit der omkring de yngeste begynder....og så skal der jo lige bruges mindst et år på at prøve før man går til lægen...eler mere... Så derefter skal man igennem tests osv, det kan derogsåsnuldt gå et år med.... Så de fleste der har brug for hjælp, der snakkervi jo ca 20 år+...og hvis det viser sig at de IKKE kan selv overhovedet, å skal de have hjælp,men er der ingen umidddelbar hindring, andet end det tager tid, ja så synes jeg de skal vente lige som alle os andre dødelige....tålmodgihed er en dyd, selv om det er røv:-)

Tænker det sammen. Hvis man ikke kan få børn naturligt, men vuderes til, at kunne klare opgaven, så er det ligemeget om man er 18, 20, 25 eller 30.

Men derimod, kan man blive gravid naturligt og bare ikke "giver vente", så skulle man måske overveje om man overhovedet er klar på børn, for de kræver meget tålmodighed.. Så kunne grænse måske hedde 21 og forsøgt i 2 år.

Håber det gav mening.

Jeg HAR stået i situationen hvor vi opgav at få børn selv og måtte indstille os på at adoptere. Dengang som nu var grænsen 25 år.
Det ER hårdt når man er superskruk..men igen...min holdning er, at der bør være en grænse på 23 eller 25 år, og jeg bøjede mig også..med selvfølgelighed...for det dengang.
Når man skal igennem noget så belastende som det er at gennemgå fertilitetsbehandling eller en adoption, så kræver det et vist mentalt overskud og modenhed, samt sammenhold, og selvom år generelt intet har med det at gøre, så ER der nu engang forskel på at være 18 eller bare 23-25 år.
Og det INTET at gøre med, at man er et dårligere menneske eller en dårligere forældre.
Det handler om at have noget mere livserfaring og modenhed..man kan sige..det at hvile i sig selv på en anden måde end når man er helt pur ung.
Og JO..det er ikke fordi jeg er en gammel mokke, at min holdning er sådan..den har altid været sådan, også da jeg var helt ung og måtte bøje hovedet for reglerne.

Nu blev det så heldigvis ikke aktuelt for mig at skulle vente, for min ældste datter meldte jo alligevel sin ankomst pludseligt og uventet, og hvad nu, hvis vi så havde nået at påbegynde et eller andet kæmpe projekt?
Så havde vi pludseligt stået med 2 børn, hvoraf den ene var adopteret??
Så det gør ikke noget at klappe hesten lidt, trække vejret og tænke sig om, samt bare nyde livet lidt uden tanke på børn, hvis man alligevel skal vente.
Vele r det hårdt at være superskruk..det er jeg den første til at skrive under på, men igen...det gør ikke noget, at der er lidt modenhed med på bagen og en pustepause.

Kærligst
Sussie

Eva. skriver:

Hvis der ikke er det, mener I så det er ok at man kan få hjælp til at få børn når man er 18-20 år...burde der være en nedre grænse også...eller er det helt fint at en på 18 år kan vælge at få hjælp af det offentlige til at få børn...?

Kom lige til at tænke på det da jeg flere gange har læst og oplevet at meget unge piger får denne hjælp...

Kan man virkelig få hjælp i sådan en tidlig alder ?

SussieThyssen skriver:

Jeg HAR stået i situationen hvor vi opgav at få børn selv og måtte indstille os på at adoptere. Dengang som nu var grænsen 25 år.
Det ER hårdt når man er superskruk..men igen...min holdning er, at der bør være en grænse på 23 eller 25 år, og jeg bøjede mig også..med selvfølgelighed...for det dengang.
Når man skal igennem noget så belastende som det er at gennemgå fertilitetsbehandling eller en adoption, så kræver det et vist mentalt overskud og modenhed, samt sammenhold, og selvom år generelt intet har med det at gøre, så ER der nu engang forskel på at være 18 eller bare 23-25 år.
Og det INTET at gøre med, at man er et dårligere menneske eller en dårligere forældre.
Det handler om at have noget mere livserfaring og modenhed..man kan sige..det at hvile i sig selv på en anden måde end når man er helt pur ung.
Og JO..det er ikke fordi jeg er en gammel mokke, at min holdning er sådan..den har altid været sådan, også da jeg var helt ung og måtte bøje hovedet for reglerne.

Nu blev det så heldigvis ikke aktuelt for mig at skulle vente, for min ældste datter meldte jo alligevel sin ankomst pludseligt og uventet, og hvad nu, hvis vi så havde nået at påbegynde et eller andet kæmpe projekt?
Så havde vi pludseligt stået med 2 børn, hvoraf den ene var adopteret??
Så det gør ikke noget at klappe hesten lidt, trække vejret og tænke sig om, samt bare nyde livet lidt uden tanke på børn, hvis man alligevel skal vente.
Vele r det hårdt at være superskruk..det er jeg den første til at skrive under på, men igen...det gør ikke noget, at der er lidt modenhed med på bagen og en pustepause.

Kærligst
Sussie

Jeg er glad for at vi gennemgik de første behandlinger da jeg var 22-23 år, for netop der havde jeg energi og tro på at nok skulle lykkedes for os. Det var meget værre anden gang, da jeg var 28 år. Så det kan man ikke sætte en generel alder på. Havde jeg været nødt til at vente yderligere fire år før vi kunne begynde udredningen, så var jeg blevet dybt ulykkelig og det havde været meget værre mentalt og for vores forhold som behandlingerne var. For mig giver det slet ikke mening at sætte aldersgrænse på hvornår folk er klar til at gennemgå fertilitetsbehandling eller klare forældrerollen. Desuden er det nok de færreste 18 årige som opdager at de ikke kan blive forældre, vælger at bruge penge og følelser på opslidende behandlinger hvis de ikke er modne til at blive forældre.

SaraPigen skriver:

Kan man virkelig få hjælp i sådan en tidlig alder ?

Det kan man i princippet, men man skal jo først have prøvet i et års tid selv, og så skal man igennem en hel masse undersøgelser inden behandlingen begynder, så jeg har svært ved at forestille mig at der i real life er særlig mange 18-20 årige i fertilitetsbehandling

Mi skriver:

Jeg er glad for at vi gennemgik de første behandlinger da jeg var 22-23 år, for netop der havde jeg energi og tro på at nok skulle lykkedes for os. Det var meget værre anden gang, da jeg var 28 år. Så det kan man ikke sætte en generel alder på. Havde jeg været nødt til at vente yderligere fire år før vi kunne begynde udredningen, så var jeg blevet dybt ulykkelig og det havde været meget værre mentalt og for vores forhold som behandlingerne var. For mig giver det slet ikke mening at sætte aldersgrænse på hvornår folk er klar til at gennemgå fertilitetsbehandling eller klare forældrerollen. Desuden er det nok de færreste 18 årige som opdager at de ikke kan blive forældre, vælger at bruge penge og følelser på opslidende behandlinger hvis de ikke er modne til at blive forældre.

Det har du selvfølgelig helt ret i..og igen..det er jo nok meget individuelt.

Det skal lige tilføjes at man i dag ikke behøver at have forsøgt, hvis den ene part (eller begge) har en lidelse/omstændighed der gør at det ikke er muligt at lave barn på naturlig vis.

Vi havde ikke prøvet overhovedet før vi blev henvist, men min mand havde fået testet sin sædkvalitet pga. omstændigheder i hans familie, så vi startede behandlingen så snart vi fik resultatet tilbage om at det ikke kunne betale sig at forsøge på naturlig vis.

Jeg synes personligt at 18 er for ungt at få hjælp, men jeg synes bestemt også at 25 er for højt sat.

Efter min mening skal man bare være over 20.

Jeg er 22 min kæreste er 27 og jeg skal til at begynde alle undersøgelserne nu for at finde ud af hvorfor jeg ikke kan blive gravid - hvad nu hvis der er noget galt, må jeg så ikke få hjælp? Skal jeg så virkelig vente 3 år fordi der er nogen der mener jeg er for ung? 

Jeg synes også kvinder på 18-20 år skal have ret til at have hjælp. Man kan jo sige, at det giver sig selv, at der er en øvre grænse, for på et tidspunkt er kroppen bare for gammel til at producere børn, og det synes jeg er fair nok. Eller forstå mig ret, det er ikke fordi jeg ikke mener "ældre" folk ikke har ret til børn, men jeg ville være ked af at mine forældre nærmede sig 70, når jeg var 20 Men det er en anden snak.

Kan ikke se nogen årsag til at kvinder på fx 20 ikke skulle have hjælp. Nu er jeg kun et år ældre end det (eller ok, bliver godt nok 22 på mandag, men stadig), og jeg kan ikke se, hvad der gør, at jeg personligt ikke skulle have hjælp, hvis jeg stod det sted. Vi er begge meget modne af vores alder. Fester, alkohol, ungdomsgejl siger os intet. Vi er et godt sted i livet, vi er i gang med gode uddannelser, som vi godt kan klare trods baby, og vi har meget at tilbyde og en fin økonomi. Hvorfor skulle vi så ikke have ret til at få hjælp, såfremt vi ikke kunne af naturlige årsager? Jeg vil, og har altid ville, have børn i en relativt ung alder, da jeg mener det har været enormt gavnligt på mit forhold til mine forældre, at de også var unge (min mor var 22, min far knap 30). Så derfor kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle tvinges til at vente til jeg var 25 eller sådan, når vi har masser at tilbyde nu

Kofoed33 skriver:

Tænker det sammen. Hvis man ikke kan få børn naturligt, men vuderes til, at kunne klare opgaven, så er det ligemeget om man er 18, 20, 25 eller 30.

Men derimod, kan man blive gravid naturligt og bare ikke "giver vente", så skulle man måske overveje om man overhovedet er klar på børn, for de kræver meget tålmodighed.. Så kunne grænse måske hedde 21 og forsøgt i 2 år.

Håber det gav mening.

 så ikk en aldergrænse, men en grænse for hvor lang tid man har prøvet...