Vælger barn, uden farens tilladelse? Hvorfor/hvorfor ikke?

Valle81 skriver:

Godmorgen:0)

Først vil jeg sige at jeg ikke har læst tråden igennem, men blot ville fortælle dig min historie på netop dette emne, da jeg er en af dem:0)

I mine handelsskole år havde jeg sådan en gå i byen flirt med en fyr,vi datede aldrig,var aldrig kærester, men hyggede i ny og næ. Han fandt en kæreste,flyttede lang væk og vi sås ikke i maaaaaaaaaaaaaange år. Pludeselig en dag får jeg sms fra ham, single,tilbage og endte med sådan at du er da meget sød og et one night stand.

Fik ikke min mens, tog en test og to streger - opdagede det sent - var omkring 8 uger henne - havde været på druktur i Tyrkiet meden veninde og ikke skænket det en tanke før vi kom hjem.

Jeg var fyldt 22, og var et stedi livethvor jeg økonomisk og mentalt var klar.

Nå men jeg fik fortalt ham det. Han havde i mellemtiden fundet en kæreste ogblevmildest talt ikkesærlig glad for at få beskeden - hvilket jeg heller ikke havde regnet medeller forventet. Han var meget imod at jeg ville beholde barnet og ønskede kun abort - hvilket jeg også godt forstod - men at du nu engang ikke vr ham "der var gravid".

Jeg var selv i vildrede og vidste ikke helt - men alligevel godt. Jeg bestilte tid tilabort - men den dag tog jeg ikke afsted - jeg kunne ikke - jeg ønskede ikke.

Jeg snakkede med faderen - og han blev selvfølgelig sur og ked af det og kunne ikke forstå at jeg ville ødelægge hans liv - som han sagde.

Han kunne ikke sætte sig i mit sted og jeg heller ikke helt i hans.

Vi snakkede i den første tid sammen i tlf for han valgte at ville være en del af det - jeg lod det være på hans præmisser - at han kkunne spørge når han ville og ringe når han ville osv. Men det gled ud i sandet - han holdte op med at kontakte mig. Jeg respekterede hans valg - da jeg netop ikke ville være den der havde trukket dette ned over hovedetpå ham, og så samtidig ville presse ham til alt muligt han ikke ville.

14 dage før termin sendte jeg en sms til ham og han ville med til fødslen - da jeg synes han skulle have valget - han skrev pænt tilbage at det ønskede han ikke - men jeg kunne ringe når jeg havde født.

Det gjorde jeg - han kom og så vores datter - han var der 15 minutter - og jeg har ikke set eller hørtfra ham siden. Jeg selv har heller ikke en eneste gang taget kontakt til ham - ønsker ikke at lægge pres på hameller noget som helst andet - ønsker kun at respektere hans valg.

I dag er Asta lige om hjørnet 7 år. Vi har et skønt livhende og Jeg og han mangler ikke i vores lliv.

Da Asta var 2 1/2 år kom vi ind på det med at hun har en far for 1. gang. Hun kiggede på mig og sagde: Mor du har grønne øjn og jeg har helt sorte øjn( de er meget mørkebrune) hvordan kan de være. Og jeg svarede - det er fordi din far også har sorte øjen. Hun kiggede ogsagde: Jamen har jeg en far???

Siden den dag har vi i hendes tempo snakket omdet at hun har en far - altid på det niveau hun nu engang kunne forstå tingene. Jeg har aldrig løjet for hende - men svaret så godt jeg kunne når hun har spurgt. Det har aldrig været tabu herhjemme.

Hun ved at det nok ikke er sikkert at hun nogen sinde kommer til at se sin far,men at når hun bliver voksen kan hun måske prøve at kontakte ham.

Hun siger tit at hun savner ham - og jeg anerkender hendes følelserog vi krammer og snakker, når hun "rammermuren" en gang i mellem.

Det er selvfølgellig hårdt at jeg har frarøvetmin datter hendes far - men ville aldrig vælge anderledes. Ville til hver en tid gøre det samme igen og gøre det omog omigen.

Det var min historie - sprøg endelig hvis der er mere du vil vide

Christina

Mange tak for dit lange, og meget interessante svar Jeg blev faktisk lidt rørt, da jeg læste det! Og jeg synes det er rigtig dejligt, at din datter og dig, gradvist - kan snakke om hendes far  Og så synes jeg det er en sød historie, "mor, du har grønne øjne", og dén undren, meget sødt

Jeg forstår virkelig godt at en kvinde, føler dyb sorg over at vælge en abort, og JEG ville virkelig også føle sorg, og jeg har en stor respekt for enlige mødre, for det må være hårdt, til tider  Så jeg har altså en dyb respekt for, at man kan varetage sit barn alene, og samtidig skulle give en ekstra omsorg via at der ikke er en far, for det er jo klart at et barn søger spørgsmål og nogle svar på "Mie fra børnehaven har en far, hvorfor har jeg ikke?" agtigt

Og tak for dit indlæg, jeg læste det med spænding  

Valle81 skriver:

Godmorgen:0)

Først vil jeg sige at jeg ikke har læst tråden igennem, men blot ville fortælle dig min historie på netop dette emne, da jeg er en af dem:0)

I mine handelsskole år havde jeg sådan en gå i byen flirt med en fyr,vi datede aldrig,var aldrig kærester, men hyggede i ny og næ. Han fandt en kæreste,flyttede lang væk og vi sås ikke i maaaaaaaaaaaaaange år. Pludeselig en dag får jeg sms fra ham, single,tilbage og endte med sådan at du er da meget sød og et one night stand.

Fik ikke min mens, tog en test og to streger - opdagede det sent - var omkring 8 uger henne - havde været på druktur i Tyrkiet meden veninde og ikke skænket det en tanke før vi kom hjem.

Jeg var fyldt 22, og var et stedi livethvor jeg økonomisk og mentalt var klar.

Nå men jeg fik fortalt ham det. Han havde i mellemtiden fundet en kæreste ogblevmildest talt ikkesærlig glad for at få beskeden - hvilket jeg heller ikke havde regnet medeller forventet. Han var meget imod at jeg ville beholde barnet og ønskede kun abort - hvilket jeg også godt forstod - men at du nu engang ikke vr ham "der var gravid".

Jeg var selv i vildrede og vidste ikke helt - men alligevel godt. Jeg bestilte tid tilabort - men den dag tog jeg ikke afsted - jeg kunne ikke - jeg ønskede ikke.

Jeg snakkede med faderen - og han blev selvfølgelig sur og ked af det og kunne ikke forstå at jeg ville ødelægge hans liv - som han sagde.

Han kunne ikke sætte sig i mit sted og jeg heller ikke helt i hans.

Vi snakkede i den første tid sammen i tlf for han valgte at ville være en del af det - jeg lod det være på hans præmisser - at han kkunne spørge når han ville og ringe når han ville osv. Men det gled ud i sandet - han holdte op med at kontakte mig. Jeg respekterede hans valg - da jeg netop ikke ville være den der havde trukket dette ned over hovedetpå ham, og så samtidig ville presse ham til alt muligt han ikke ville.

14 dage før termin sendte jeg en sms til ham og han ville med til fødslen - da jeg synes han skulle have valget - han skrev pænt tilbage at det ønskede han ikke - men jeg kunne ringe når jeg havde født.

Det gjorde jeg - han kom og så vores datter - han var der 15 minutter - og jeg har ikke set eller hørtfra ham siden. Jeg selv har heller ikke en eneste gang taget kontakt til ham - ønsker ikke at lægge pres på hameller noget som helst andet - ønsker kun at respektere hans valg.

I dag er Asta lige om hjørnet 7 år. Vi har et skønt livhende og Jeg og han mangler ikke i vores lliv.

Da Asta var 2 1/2 år kom vi ind på det med at hun har en far for 1. gang. Hun kiggede på mig og sagde: Mor du har grønne øjn og jeg har helt sorte øjn( de er meget mørkebrune) hvordan kan de være. Og jeg svarede - det er fordi din far også har sorte øjen. Hun kiggede ogsagde: Jamen har jeg en far???

Siden den dag har vi i hendes tempo snakket omdet at hun har en far - altid på det niveau hun nu engang kunne forstå tingene. Jeg har aldrig løjet for hende - men svaret så godt jeg kunne når hun har spurgt. Det har aldrig været tabu herhjemme.

Hun ved at det nok ikke er sikkert at hun nogen sinde kommer til at se sin far,men at når hun bliver voksen kan hun måske prøve at kontakte ham.

Hun siger tit at hun savner ham - og jeg anerkender hendes følelserog vi krammer og snakker, når hun "rammermuren" en gang i mellem.

Det er selvfølgellig hårdt at jeg har frarøvetmin datter hendes far - men ville aldrig vælge anderledes. Ville til hver en tid gøre det samme igen og gøre det omog omigen.

Det var min historie - sprøg endelig hvis der er mere du vil vide

Christina

Mange tak for dit lange, og meget interessante svar Jeg blev faktisk lidt rørt, da jeg læste det! Og jeg synes det er rigtig dejligt, at din datter og dig, gradvist - kan snakke om hendes far  Og så synes jeg det er en sød historie, "mor, du har grønne øjne", og dén undren, meget sødt

Jeg forstår virkelig godt at en kvinde, føler dyb sorg over at vælge en abort, og JEG ville virkelig også føle sorg, og jeg har en stor respekt for enlige mødre, for det må være hårdt, til tider  Så jeg har altså en dyb respekt for, at man kan varetage sit barn alene, og samtidig skulle give en ekstra omsorg via at der ikke er en far, for det er jo klart at et barn søger spørgsmål og nogle svar på "Mie fra børnehaven har en far, hvorfor har jeg ikke?" agtigt

Og tak for dit indlæg, jeg læste det med spænding  

Valle81 skriver:

Godmorgen:0)

Først vil jeg sige at jeg ikke har læst tråden igennem, men blot ville fortælle dig min historie på netop dette emne, da jeg er en af dem:0)

I mine handelsskole år havde jeg sådan en gå i byen flirt med en fyr,vi datede aldrig,var aldrig kærester, men hyggede i ny og næ. Han fandt en kæreste,flyttede lang væk og vi sås ikke i maaaaaaaaaaaaaange år. Pludeselig en dag får jeg sms fra ham, single,tilbage og endte med sådan at du er da meget sød og et one night stand.

Fik ikke min mens, tog en test og to streger - opdagede det sent - var omkring 8 uger henne - havde været på druktur i Tyrkiet meden veninde og ikke skænket det en tanke før vi kom hjem.

Jeg var fyldt 22, og var et stedi livethvor jeg økonomisk og mentalt var klar.

Nå men jeg fik fortalt ham det. Han havde i mellemtiden fundet en kæreste ogblevmildest talt ikkesærlig glad for at få beskeden - hvilket jeg heller ikke havde regnet medeller forventet. Han var meget imod at jeg ville beholde barnet og ønskede kun abort - hvilket jeg også godt forstod - men at du nu engang ikke vr ham "der var gravid".

Jeg var selv i vildrede og vidste ikke helt - men alligevel godt. Jeg bestilte tid tilabort - men den dag tog jeg ikke afsted - jeg kunne ikke - jeg ønskede ikke.

Jeg snakkede med faderen - og han blev selvfølgelig sur og ked af det og kunne ikke forstå at jeg ville ødelægge hans liv - som han sagde.

Han kunne ikke sætte sig i mit sted og jeg heller ikke helt i hans.

Vi snakkede i den første tid sammen i tlf for han valgte at ville være en del af det - jeg lod det være på hans præmisser - at han kkunne spørge når han ville og ringe når han ville osv. Men det gled ud i sandet - han holdte op med at kontakte mig. Jeg respekterede hans valg - da jeg netop ikke ville være den der havde trukket dette ned over hovedetpå ham, og så samtidig ville presse ham til alt muligt han ikke ville.

14 dage før termin sendte jeg en sms til ham og han ville med til fødslen - da jeg synes han skulle have valget - han skrev pænt tilbage at det ønskede han ikke - men jeg kunne ringe når jeg havde født.

Det gjorde jeg - han kom og så vores datter - han var der 15 minutter - og jeg har ikke set eller hørtfra ham siden. Jeg selv har heller ikke en eneste gang taget kontakt til ham - ønsker ikke at lægge pres på hameller noget som helst andet - ønsker kun at respektere hans valg.

I dag er Asta lige om hjørnet 7 år. Vi har et skønt livhende og Jeg og han mangler ikke i vores lliv.

Da Asta var 2 1/2 år kom vi ind på det med at hun har en far for 1. gang. Hun kiggede på mig og sagde: Mor du har grønne øjn og jeg har helt sorte øjn( de er meget mørkebrune) hvordan kan de være. Og jeg svarede - det er fordi din far også har sorte øjen. Hun kiggede ogsagde: Jamen har jeg en far???

Siden den dag har vi i hendes tempo snakket omdet at hun har en far - altid på det niveau hun nu engang kunne forstå tingene. Jeg har aldrig løjet for hende - men svaret så godt jeg kunne når hun har spurgt. Det har aldrig været tabu herhjemme.

Hun ved at det nok ikke er sikkert at hun nogen sinde kommer til at se sin far,men at når hun bliver voksen kan hun måske prøve at kontakte ham.

Hun siger tit at hun savner ham - og jeg anerkender hendes følelserog vi krammer og snakker, når hun "rammermuren" en gang i mellem.

Det er selvfølgellig hårdt at jeg har frarøvetmin datter hendes far - men ville aldrig vælge anderledes. Ville til hver en tid gøre det samme igen og gøre det omog omigen.

Det var min historie - sprøg endelig hvis der er mere du vil vide

Christina

Mange tak for dit lange, og meget interessante svar Jeg blev faktisk lidt rørt, da jeg læste det! Og jeg synes det er rigtig dejligt, at din datter og dig, gradvist - kan snakke om hendes far  Og så synes jeg det er en sød historie, "mor, du har grønne øjne", og dén undren, meget sødt

Jeg forstår virkelig godt at en kvinde, føler dyb sorg over at vælge en abort, og JEG ville virkelig også føle sorg, og jeg har en stor respekt for enlige mødre, for det må være hårdt, til tider  Så jeg har altså en dyb respekt for, at man kan varetage sit barn alene, og samtidig skulle give en ekstra omsorg via at der ikke er en far, for det er jo klart at et barn søger spørgsmål og nogle svar på "Mie fra børnehaven har en far, hvorfor har jeg ikke?" agtigt

Og tak for dit indlæg, jeg læste det med spænding  

God formiddag, alle piger

Jeg har læst alle indlæg igennem - det er lidt meget at svare hver enkelt indlæg, så her kommer en 'all around' besked

Jeg forstår nok godt, en kvindes valg på ikke at få en abort der er en stor sorg, og dét forstår jeg - fordi at jeg tror da at vi kvinder har et overlevelses instinkt, og derfor vil vi kvinder ALTID kunne klarer os selv, og jeg tror bestemt det er dét overlevelsesinstinkt der går op i kvinderne, der vælger at være enlige - og jeg respektere bestemt at nogle kvinder vælger dén vej, jeg respektere det fordi de tager et stort ansvar for livet, alene!

Men jeg tænker igen, på børnene - fremtiden, spørgsmål, svar osv.. Og hver enkelt situation, er jo meget meget forskellig, fra familie til familie! Og ja, et barn der har en voldelig far, fx - bør ikke have kontakt, de er da bestemt så meget tjent uden en far! Så der er selvf. situationer, og børn der har det meget bedre uden en far!

Men dét jeg dybere mener, med at vokse op uden en far, er måske at der kommer nogle issues, for mange - når der ingen far er i billedet.. Jeg synes godt jeg kan se et mønster, via veninder nrå der ingen far har været..

Jeg har selv været meget bekræftelses søgende, fra mænd! Og det har to af mine veninder også.. VI har alle tre været meget tideligt ude, vi har nok brugt sex en del, for at få dén bekræftelse.. Fællesnævneren for os, er at vi fra tidlig barndom, hver især ikke har haft en far.. Og så vil jeg sige, vi har alle tre meget forskellige mødre, så vi har tit talt om, efterfølgende, at det måske har været en større mangel i psyken, end man umiddelbart tror.. Jeg tror nemlig der sker meget mere i psyken, fra barndommen som vi ikke ser!

Men nu vil jeg igen sige, at alle familie, personer, børn og teenagere er jo meget meget forskellige, og jeg VED der bestemt også er succeshistorier med enlige mødre, der ikke har bæørn der får større psykiske 'men', med ikke at have en far Ofte fordi, en mor også vælger far fra, fordi han er en røv..

Og så vil jeg takke for jeres deltagelse, jeg synes det er et interessant emne, og jeg ved det er følsomt og i skal også have en  med på vejen, fordi en enlig mor er sgu da sej, at hun er dét og altid finder en løsning! Har selv en tæt veninde med en søn, hvor faren ikke har haft den vildeste deltagelse, jeg synes (og det siger hun også selv) at man allerede nu kan mærke han har noget vrede i sig, og det sagtens kan ligge i at faren har svigtet et par gange for meget.. Men jeg synes at hun, som mor - er rigtig god, omsorgsfuld og kærlig!

N&J skriver:

Sådan læser jeg det du skriver...

Du har grundet din egne oplevelser fået en helt klar forståelse af at hvis man "ikke har sin far" så føler man sige svigtet, og ja selvfølgelig vil der på et eller andet tidspunkt komme en følelse af svigt (ligesom nogle adoptiv børn oplever), men du har valgt at anskue det svigt at miste en forældre som det samme som at leve uden en far (hvor faderen har "fravalgt" barnet - eller hvor faderen egentlig ikke ønskede barnet, men stadig ser denne (dette forekommer også for nogle efter skilsmisser)) - DET ER VIDT FORSKELLIGE SITUATIONER, derudover er hvert enkelt barn forskelligt ift. det at på sigt at skulle bearbejde følelsen af svigt. Der er betydelig forskel på at have en far og miste ham, og ikke at have en far, og som større barn/teenager skulle forholde sig til at man måske kun var et ønskebarn for den ene forældre. 

Istedet har du fundet en fin lille yderst dømmende kasse, som enlig mødre som mig selv kan passe ned i, fordi lige præcis vores situation kan da kun være som du havde forestillet dig, for livet er jo helt sikkert sort og hvidt, og når man bliver gravid med en fyr som ikke vil have et barn, så er alt hvad der er sket forinden jo fuldstændigt ligegyldig..

Istedet så vil du "forstå" hvorfor!

nej du vil jo ikke, du har dømt os, og vil egentlig bare gerne løfte en pegefinger, komme af med noget af den frustation som dit svigt har medført eller et eller andet mystisk og derigennem forhåbentlig give os dårlig samvittighed over vores "meget egoistiske" valg - nemlig det at få et helt igennem ønskebarn, så hvorfor skulle vi overhovedet "dele"(også kaldet forsvare) vores valg overfor en person som har så klar en opfattelse af hvorfor man vælger at få et barn, når man nu ikke har kernefamilien og den ifølge statestikker lidt naive håb på at vi altid vil være en lykkelig familie.. ja hvorfor egentlig.. 

Det vil altid være langt nemmere at stå som udenforstående uden ret meget empatisk indsigt og sige at sådan havde jeg i hvert fald ikke gjort, men reelt set så ved man aldrig hvordan man vil reagere, uanset hvilke overvejelser og holdninger man har inden, og dette gælder i alle disse "DET KUNNE JEG I HVERT FALD ALDRIG FINDE PÅ..", men nemt at sige det er det sku 

Sådan læser du det, og det kan jeg kun beklage - da jeg faktisk ikke mener det, som du forstår det

Jeg har netop skrevet en længere indlæg, hvis det har interesse, synes jeg du skal læse det, for igen, jeg vil bare gerne hører nogle succeshistorier, og vide hvorfor man vælger sådan!

Jeg blev faktisk inspireret af en "hvad dømmer du folk for" tråd, og ja - det er jo en dømmekraft JEG besidder, at børn lider svigt af ikke at være ønsket af faren! Men, så VED jeg, at der er børn der lever i bedste velgående, med de bedste mødre der findes, uden farens deltagelse og de har det godt

Og jeg beklager igen, at du føler du er sat ind i en kasse, som jeg hermed har opbygget, men det er faktisk ikke sådan det er myntet på nogen, overhoved!

SSL skriver:

Hej piger

Jeg har grublet lidt over at nogle kvinder, vælger at få et barn på trods af, at faren faktisk ikke ønsker at have barnet!

Jeg tænker personligt, meget dømmende - at dette kan være skide hamrende egoistisk!

MEN, jeg kunne da bestemt godt tænke mig, at hører om nogle situationer, hvor I har valgt/fravalgt et barn, pga. faderens manglende lyst, hvorfor har I valgt, som I har?

Jeg er meget dømmende, overfor dén situation, og det er på baggrund af min barndom og at jeg mistede min far til døden, 4 år gammel - og har lidt enormt af et svigt deraf, og først i mine teenager år, kom jeg over det!

Jeg hører/læser ofte om kvinder som siger "jeg var ikke på p-piller og dét vidste han", men er det en grund til at få et barn med én, som ikke ønsker? Er man i dén situation ikke ansvarlig til at sige, "Gummi, eller ingen sex!" ?

Er det barnet eller moren til barnet der lider mest under dette? JEG, mener jo selv at det er barnet!!  Og JEG synes det er rigtig øv!

Vi kan selvf. aldrig sige i vores nutid, at mor og far skal være sammen altid, i fremtiden - MEN, så mener jeg, at man vælger sin mand i nutiden, udfra at han kan agere en god, sund og fornuftig far i fremtiden.. Altså, han skal ikke kun levere sæden, men også være far  Det er i hvert fald også på dét grundlag, at jeg har valgt dén mand jeg har, at han er den perfekte kæreste og vil være den perfekte far

Undskyld det lange indlæg, håber det var I jeres interesse at læse det, og at I forstår pointen, og at det ikke er en løftet pegefinger, men et spørgsmål da jeg pt er uforstående over dét valg at vælge barn uden farens interesse? Og det er selvf. muligt at svare som anonym

God weekend til alle  Og jeg vil huske at pointere at dette IKKE er for at ramme nogen, men jeg ønsker at udvide min horisont og forstå idéen bag et valg for livet, som dette er?

Hej

Jeg har læst dit indlæg, men ikke hele tråden. Jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i det, men jeg vil alligevel give mit besyv med.

Det min kæreste var 18, havde han et gangs knald, med en meget sød kvinde, en del ældre end ham selv. Hun havde fortalt, at hun var på p-piller og syntes sex unden kondom var det fedeste. Nogle måneder efter fik min kæreste en sms, med beskeden om at hun var gravid og han ikke skulle blande sig. Efter den lille var født, blev han indkaldt til faderskabstest. Han var dog ikke den eneste, 7 andre mænd skulle også testet. Det viser sig, at hun desperat ville have et barn og mildest talt havde udnyttet alle disse mænd.

kun en kunne være faren, og det blev min kæreste.

Kvinde meddelte, at hun ikke syntes han skulle være en del af deres liv og at hun flyttede til Tyskland! Han hørt ikke mere fra hende.

Fra jeg mødte min kæreste og de næste mange år frem, var han rædselssagende for børn. Han skulle aldrig have børn, være i nærheden af dem eller tale om. Hun havde simpelthen givet ham sådan et stort traume.

For 2 år siden, modtog han et brev med efterkrav på børnepengene. Altså med tilbagebetaling på 6 års børnepenge, svig og smerte inden og under fødsels, samt dåbds- og fødselsdagsgaver.

I den tid snakkede vi meget om, om han skulle se sin søn, måske begynde samvær. Han tog beslutningen om at være "far" til ham. men da drengen er over 6 år gammel og min kæreste ikke har været i kontakt med, er det suverænt moderen, der bestemmer og hun sagde blankt nej. Det var intet at stille op.

Idag er min kæreste langt mere afklaret med sin søn. Moderen valgte faren fra. Men han har det stadig svært og kan blive urolig, når han ser en 8 årige med lyst hår. Dette kunne jo være ham.

Din historie er, som jeg fornæmmer det, en del anderledes. og jeg tror ikke du vil snyde, som denne kvinde gjorde det.

Jeg vil blot fortælle det fra mandens vinkel. Min kæreste har haft det utroligt svært. Vide man er far, uden at være det. Nu hvor vi er ved at være klar til forældre rolle, genere det ham en del, at det ikke er hans første.

Jeg håber det gav et lille indblik fra den anden verden.

Som sagt det er ikke det samme.

Hilsner

Først og fremmest er jeg da ked af, at du har oplevet sådan et svigt, det er aldrig sjovt

Dernæst må jeg altså sige, at man - kvinde som mand - har et ansvar over for sig selv, med det mener jeg, at ønsker man ikke et barn (som mand) så må gummiet altså på

Drejer det sig om, at en kvinde bevidst lyver sig til en graviditet, jamen så er det jo en helt anden snak og det jo foragteligt...mest over for det barn der kommer ud af det og skal forholde sig til, at dets far ikke ønsker kontakt. Her mener jeg dog også man kan skelne mellem et nyt forhold og et gammelt; var jeg mand i et nyt forhold så ville jeg gardere mig med et kondom  Hvis det drejer sig om at man har været sammen længe så er man da nødt til at forventningsafstemme i forhold til hinanden og så acceptere hvis den ene part ikke ønsker sig børn.

Jeg har selv haft kærester der ikke ønskede børn eller ikke ønskede sig barn på det tidspunkt hvor jeg var klar, og så valgte jeg donor metoden...ville aldrig selv have lyst til, at blive gravid med en mand der ikke ønskede det.

Dorthe

Forstår udemærket dit udgangspunkt og javist er det nok egoistisk at vælge at beholde er barn på trods af, at faderen ikke ønsker det...

jeg har selv stået i den situation, at jeg inde i et 4 måneder langt forhold blev gravid, og jeg ønskede at beholde barnet - af den simple grund, at jeg aldrig ville kunne tilgive mig selv en abort. Abort havde for mig været et livs langt savn over det barn, som jeg fravalgte.

Vi var ueinge om hvovidt vi skulee være forældre eller ej, jeg valgte på trods af faderens modstand, at beholde barnet. I den forstand var der også pænt klare linjer om, hvorvidt han ønskede at deltage elelr ej... Jeg har aldrig fornægtet min søns far, at være en del af hans liv, men han ønskede det ikke selv (vi var begge meget unge dengang 18 og 19 år).

Så jeg har opdraget min søn alene de første 4½ år af hans liv, fordi far ikke ønskede at være en del af det... Jeg valgte så selv at tage kontakt til ham efter de 4½ år - da jeg mener at et hvert baarn har ret til at kende sine forældre! De har nu de sidste 4½ år (min søn er 9 år i dag) haft samkvem og min søn er hos hans far hver 2.weekend.

De valg man tager er altid baseret på følelser, dermed kan vi hurtigt blive enige om, at det er egoistisk at beholde et barn på trods af faderens fravær - der er også et egoistisk grundlag bag, at man i et forhold ønsker at få børn, egoismen befinder sig også i dem der vælger at få donor børn (især dem hvor donoren er anonym.

Kort og godt, er det jo for vores egen skyld vi får børn... De omstændigheder vi får børn under er bare ikke altid så idylliske, som man måske kunne ønske sig.

Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at beholde min søn... Og ja, han har sin far nu... Men for dem der ikke vokser op med deres fædre, kan det måske være svært. Men min søn har nu både en far, min kæreste som har været en del af hans liv i 4 år og masser bedsteforældre omkring sig, som elsker ham.
Bare fordi man vokser op uden sin far, som en permanent figur i hverdagen, behøver man nødvendigvis ikke at være foruden faderrollen.

Vh.

Jeg er enig med dig. Jeg har også tit lavet indlæg om netop det samme emne.

Jeg synes, at det at sætte et barn i verden er noget som begge skal være enige i. Og en ting er at man som et par er enige og derfor målrettet arbejder hen imod det og at han så pludselig ikke vil når det er sket er en ting, men at direkte lave en smutter fordi at han ikke brugte kondom det er helt klart noget andet.

I sådan et tilfælde ville det være rart at manden havde noget at skulle have sagt. Feks. hvis du vælger det her barn uden mig så vælger du også pengene fra. Dvs at han ikke skal betale børnebidrag eller andet til barnet og derfor heller ikke kan se barnet. Det ville så også gøre at moren ikke kunne klage over at den her donor ikke var interesseret. For det er vel egentlig det han er hvis han ikke gider barnet og bare har leveret sæden..

Ved godt at det er svært at opretholde i det virkelige liv og der er for mange variabler indover. Men det ville nu være rart hvis manden kunne gardere sig sådan..

Rsa skriver:

Forstår udemærket dit udgangspunkt og javist er det nok egoistisk at vælge at beholde er barn på trods af, at faderen ikke ønsker det...

jeg har selv stået i den situation, at jeg inde i et 4 måneder langt forhold blev gravid, og jeg ønskede at beholde barnet - af den simple grund, at jeg aldrig ville kunne tilgive mig selv en abort. Abort havde for mig været et livs langt savn over det barn, som jeg fravalgte.

Vi var ueinge om hvovidt vi skulee være forældre eller ej, jeg valgte på trods af faderens modstand, at beholde barnet. I den forstand var der også pænt klare linjer om, hvorvidt han ønskede at deltage elelr ej... Jeg har aldrig fornægtet min søns far, at være en del af hans liv, men han ønskede det ikke selv (vi var begge meget unge dengang 18 og 19 år).

Så jeg har opdraget min søn alene de første 4½ år af hans liv, fordi far ikke ønskede at være en del af det... Jeg valgte så selv at tage kontakt til ham efter de 4½ år - da jeg mener at et hvert baarn har ret til at kende sine forældre! De har nu de sidste 4½ år (min søn er 9 år i dag) haft samkvem og min søn er hos hans far hver 2.weekend.

De valg man tager er altid baseret på følelser, dermed kan vi hurtigt blive enige om, at det er egoistisk at beholde et barn på trods af faderens fravær - der er også et egoistisk grundlag bag, at man i et forhold ønsker at få børn, egoismen befinder sig også i dem der vælger at få donor børn (især dem hvor donoren er anonym.

Kort og godt, er det jo for vores egen skyld vi får børn... De omstændigheder vi får børn under er bare ikke altid så idylliske, som man måske kunne ønske sig.

Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at beholde min søn... Og ja, han har sin far nu... Men for dem der ikke vokser op med deres fædre, kan det måske være svært. Men min søn har nu både en far, min kæreste som har været en del af hans liv i 4 år og masser bedsteforældre omkring sig, som elsker ham.
Bare fordi man vokser op uden sin far, som en permanent figur i hverdagen, behøver man nødvendigvis ikke at være foruden faderrollen.

Vh.

Jeg er enig i meget af det du skriver...især omkring det, at tingene ikke altid er så idylliske som man ku ønske sig.

Jeg har jo selv fået et barn med en åben donor og det var bestemt heller ikke det scenarie jeg ønskede mig mens jeg voksede op.....men omstændigheder gjorde, at det blev den løsning jeg valgte. Min datter vokser op, velvidende at hun ikke har en tilstedeværende biologisk far i dagligdagen, men at hun er 100 % TILVALGT af mig Og hvem ved, måske kommer der en sød mand forbi en dag som ønsker hende og vil være far for hende....familieskab er trods alt mere end blod