Jeg valgte at beholde barnet da jeg blev gravid med en fyr jeg kun havde datet ganske kort (men kendt i nogle år i forvejen.)
Hvorfor? Fordi det føltes rigtigt 
Han ville allerhelst have at jeg fik en abort men accepterede hvis jeg ville beholde, dog ville han have en faderskabstest når tiden kom og så i øvrigt ikke have noget med det at gøre.
Jeg var i starten uforstående og såret over hans valg men har altid accepteret det fuldt ud og har aldrig forsøgt at presse ham til hverken det ene eller det andet. Dog sendte jeg i glædens rus, et scanningsbillede efter NF scanningen, på MMS til ham og fik efterfølgende en besked om at jeg altså måtte forstå at han virkelig ingen interesse havde.
Alligevel holdte vi kontakten da vi gerne ville have faderskabssagen så hurtigt ud af verden som muligt efter jeg havde født. Han ringede tilfældigt dagen efter jeg var blevet indlagt med sivende vand (33+2) og jeg fortalte ham at den lille meget snart ville komme til verden, noget før tid. Jeg kunne høre at han alligevel syntes det var lidt spændende og spurgte om han ville se ham når han var født, han tøvede og sagde at det ville han nok godt. Han kom og så ham da han var 1 uge, holdte ham og blev et par timer.
Derefter så jeg ham ikke før faderskabssagen var afsluttet da Hjalte var 4 måneder og da kom han kun for at aftale børnebidrag (vi har klaret alt uden om statsamtet.) Næste gang jeg hørte fra ham, var Hjalte 13 måneder.
Jeg havde fået en ny kæreste da Hjalte var ganske lille (som også er far til hendes lillesøster) og han har helt naturligt ageret far for ham og Hjalte kalder ham far, hvilket biofar også synes er helt fint.
Hans biofar bor nu i udlandet og vi ser/hører fra ham 2-4 gange om året, så kontakten er begrænset men den er der da. Han har ikke afskrevet ham helt, som han sagde han ville. Det foregår på HANS præmisser og selvom jeg synes det er lidt hen i vejret at han ikke skriver en sms eller ringer og hører hvordan det går, så bider jeg det i mig. Jeg må hele tiden tænke på at det her barn ikke var et hans ønskede fra start af og derfor må samværet foregå som han ønsker det. I hvert fald indtil Hjalte er stor nok til selv at have en mening. 
Jeg er glad for at tingene er endt som de er men jeg indrømmer da blankt at det at beholde et barn mod faderens vilje er HELT VILDT egoistisk, både overfor barn og far. Jeg fortryder på ingen måde min søn og elsker ham overalt på jorden men jeg ville ALDRIG gøre det igen!
Det blev lidt af en smørre men jeg er heldigvis et eksempel på at det ikke altid behøver at være en kamp i mellem mor og biofar. Vi var ikke enige men har på intet tidspunkt hadet hinanden for vores valg, vi har accepteret dem selvom vi ikke altid har være enige 
