Vælger barn, uden farens tilladelse? Hvorfor/hvorfor ikke?

SussieThyssen skriver:

Hmm..nu kunne jeg jo være "skabsklog" (og det er jeg så også) og sige:
Vent du bare til du selv får verdens højeste ønske om at blive mor, og du så ser stregerne på testen og ved du har en lille spire i din mave.
Eller har mistet 3 inden du ved et mirakel endelig får nr 4.
Så vil livet nok være mere dyrebart fra første sekund.
Men igen...det er kun den der har skoen på, der ved hvor den trykker.
Du har dine erfaringer (klemte fødder i førnævnte sko) og jeg har mine, men så kan vi jo mødes på midten og blive enige om, at vi forstår hinanden

Altså jeg har børn og har fået aborter(ja ikke kun en) og jeg har ike fortrudt et eneste sekund..det var det bedste for mig, for det ufødte barn og ikke mindst for de børn jeg havde i forvejen...jeg havde en veninde der sagde hun heller aldrig ville kunen få en abort og hun måtte desværre sluge den og få en abort...jeg synes en abort er langt bedre end at få børn bare fordi der ligger en lille klat i maven som kan blive til et barn...og som man ikke kan give de bedste betingelser...

Eva. skriver:

Altså jeg har børn og har fået aborter(ja ikke kun en) og jeg har ike fortrudt et eneste sekund..det var det bedste for mig, for det ufødte barn og ikke mindst for de børn jeg havde i forvejen...jeg havde en veninde der sagde hun heller aldrig ville kunen få en abort og hun måtte desværre sluge den og få en abort...jeg synes en abort er langt bedre end at få børn bare fordi der ligger en lille klat i maven som kan blive til et barn...og som man ikke kan give de bedste betingelser...

Jamen jeg har aldrig sagt, at der ikke kunne være vægtige årsager for en abort.
Jeg tror nok, at jeg gennem hele tråden her, og også tidligere altid har understreget, at jeg principielt er imod abort, men at der kan være enkelte grunde til at få en.
En af dem er netop manglende mulighed for at tage hånd om barnet, hvad enten det er financielt, følelsesmæssigt eller andet vægtigt.
Har man i forvejen 2 eller flere børn, og står alene uden bagland, så vil det være en vægtig grund med flere.
Jeg har også selv fået 2 provokerede aborter pga helbredsfare, men tilgivet mig selv, har jeg aldrig og vil heller aldrig gøre det.
Men få en abort blot fordi faderen ikke vil være far, hvis man ellers har resourserne m.m. kunne jeg ikke. Og det er jo det tråden her handler om.

Noneother skriver:

Ja. Jeg vil endda uden at være ano godt stå inde for at jeg til hver en tid ville vælge barnet fremfor manden.
-og det er af den simple grund at jeg ikke synes at det er ok at slå noget ihjel, bare fordi enten mig eller ham ikke er i stand til at tage ansvar for egen handlinger.
Jeg kigger på min (uplanlagte) søn, som bare synes at verden er SÅ dejlig og kan ikke engang holde ud at tænke på at han SÅ nemt kunne ha´været frataget livet allerede inden det var begyndt. For det var godt nok en kamel der skulle sluges da jeg pludselig stod med 2 streger på testen.
Nu var vi osse enige om at beholde barnet, men havde vi ikke været det, havde jeg beholdt ham alligevel. Jeg ville så til gengæld overhovedet ikke prøve at presse ham ned over hovedet på farmand, hvis ikke han ønskede at deltage.

Og kunne jeg ikke beholde barnet af en eller anden årsag, ville jeg stadig hellere vælge bortadoption end abort, da der er så mange barnløse par i Danmark der ønsker sig et barn mere end noget andet.

Det kan godt være abort er et valg for nogen, men ikke et valg jeg kommer til at forstå, eller kan stå inde for på nogen måde.
-Med mindre det selvfølgelig er af helbredsmæssige årsager, men det er en helt anden snak.

Min "karma" magter det ikke

Ja, der ville jeg nok igen, vælge en abort fremfor bortadoption, da der er lavet mange undersøgelser på hvor farligt det kan være for psyken at bortadoptere, det siges at der ligger en gen i en kvindes krop, som gør at man ofte altid vil vende tilbage til en sorg om at man har båret og født et barn, og der er vidst også noget med at mange kvinder ofte fortryder dét valg der er taget om at bortadoptere.. Jeg kan ikke huske det mere konkret, men der er konkrete undersøgelser og beviser på dette.. Så det ville aldrig være en mulighed for mig..

Og jeg er glad for, at en uplanlagt barn, er et ligeså højt ønske når mor og far finder ud af det sammen! Som I har gjort det, og jeg synes et uplanlagt barn, hvor en beslutning tages i fællesskab, er ligeså meget en ønskebarn som en planlagt

hej

Nå jamen jeg blev gravid, på trods af beskyttelse og ingen planer om at skulle have et barn, det var en gut jeg kun så for at have det sjovt .

Men så kom nyheden fra lægen om jeg var gravid, og ja til at starte med tænkte jeg at selvfølgelig skulle jeg ikke have det, det var jo ikke planlagt jeg var ikke i forhold og alt det der hører til.

Men da det kom til stykket kunne jeg ikke få den abort, jeg kunne ikke gøre det, da jeg vidste at det ville være det forkerte valg for mig, et valg jeg ikke ville kunne følelses mæssigt komme igennem.

Og ja det var nok rigtig egoistisk han ville jo ikke have det, mente at det var inforstået at man selvfølgelig fik en abort hvis man blev gravid nå man var på beskyttelse. Men da det kom til stykket valgte jeg den beslutning som jeg kunne leve med, som jeg var lykkelig ved. da det trods alt er mig selv jeg kender og skal leve med.

Han har valgt ikke at være en del af det, og har heller ikk hørt fra ham siden 12 uge, jeg har valgt ikke at søge om børnepenge, men vil dog imod hans vilje informere statsforvaltningen om hans navn, da jeg mener at det er det rigtige.

Jeg er nu 32 uger henne, glæder mig meget til min lille pige kommer til verden.

SussieThyssen skriver:

Hmm..nu kunne jeg jo være "skabsklog" (og det er jeg så også) og sige:
Vent du bare til du selv får verdens højeste ønske om at blive mor, og du så ser stregerne på testen og ved du har en lille spire i din mave.
Eller har mistet 3 inden du ved et mirakel endelig får nr 4.
Så vil livet nok være mere dyrebart fra første sekund.
Men igen...det er kun den der har skoen på, der ved hvor den trykker.
Du har dine erfaringer (klemte fødder i førnævnte sko) og jeg har mine, men så kan vi jo mødes på midten og blive enige om, at vi forstår hinanden

Uha, jeg har lidt lyst til at fortælle, at vi har prøvet koncentreret i et halvt år, som føles som evighed, og at jeg muligvis havde en biokemisk abort sidste måned, hvor jeg havde en positiv test, og gik over tid, men ægget satte sig nok ikke fast - dette har jeg desværre ikke klarhed over, men det har nok været det, så jeg synes at nogle situationer de seneste måneder har været hårde.. Der udover, har jeg været til gynækolog for at få undersøgelser, om det er muligt for os at få børn - pga. jeg som teenager ikke havde menstruation i mange mange måneder  Så bekymringer om, ikke at opnå det største ønske vi har, er jeg igennem nu!

Men, derfor ville jeg med glæde, udskyde vores baby planer, hvis min kæreste fortæller at han ikke er klar, selvom det ville være med sorg, ville jeg gøre det.. Fordi jeg ønsker at leve som familie og ikke enlig, og jeg ville gøre det, fordi jeg ville vide, at vi en dag kunne få det barn sammen,vi ønsker Men, heldigvis for mig - ønsker og engagere min dejlige kæreste sig meget  

Og jeg ved godt, at mange kvinder der har aborteret, har lidt - og igen, under jeg dem for alt i verden deres børn, jeg håber bare for børnene at de får lov, at være en ønskebarn for faren, såvel som det er for moren

Men ja, vi er enige om mange ting, men ikke dén med aborten  Og igen, er det ok Nu ville jeg bare lige 'forsvare' mine egene bekynringer for, om jeg slet ikke kan få den familie, og de børn jeg så stærkt ønsker mig - i fællesskab med min kæreste

Sikke en god debat, søde! Jeg synes faktisk, at den er svær. Mest fordi jeg ikke kan forestille mig at havne i situationen.. Og derfor er det stort set umuligt for mig at svare på. For jeg ville aldrig tricke en mand til en graviditet, jeg ville aldrig dyrke ubeskyttet sex med en random fyr, og så bare sige skidt med graviditeten.. Den eneste situation jeg kan forestille mig ville være, at jeg var i et forhold med en fyr, og præventionen fejlede, og jeg derfor blev gravid. Og han så nægtede at have noget med barnet at gøre.

Og hvad ville man så gøre? Jeg kan så godt forstå din sorg over det med din far, og jeg forstår godt, at et er frygteligt for mange at vokse op med en far, der ikke ønsker dem. Men det er for mig at se umuligt at svare på, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg stod med den positive test. Hvis man rammes af øjeblikkelige kærlighedsfølelser til det lille foster i maven, kunne man så virkelig få sig selv til at vælge aborten? Jeg er faktisk ikke sikker. Men hvis det skete, så ville jeg sige til faren, at det var okay, at han ikke ønskede kontakt til barnet, og så lave en aftale om, at han ikke skulle se den lille. For jeg mener i alt fald det er bedre at barnet ikke ser den biologiske far, end at barnet tvinges til at se en far, som IKKE ønsker kontakt, for det vil barnet uden tvivl kunne mærke.

Jeg tror bare ikke, at jeg rigtig kan svare på det uden at have oplevet det.. Jeg tror det er sværere, end man lige forestiller sig!

SSL skriver:

Ja, der ville jeg nok igen, vælge en abort fremfor bortadoption, da der er lavet mange undersøgelser på hvor farligt det kan være for psyken at bortadoptere, det siges at der ligger en gen i en kvindes krop, som gør at man ofte altid vil vende tilbage til en sorg om at man har båret og født et barn, og der er vidst også noget med at mange kvinder ofte fortryder dét valg der er taget om at bortadoptere.. Jeg kan ikke huske det mere konkret, men der er konkrete undersøgelser og beviser på dette.. Så det ville aldrig være en mulighed for mig..

Og jeg er glad for, at en uplanlagt barn, er et ligeså højt ønske når mor og far finder ud af det sammen! Som I har gjort det, og jeg synes et uplanlagt barn, hvor en beslutning tages i fællesskab, er ligeså meget en ønskebarn som en planlagt

Ja han var uplanlagt, men bestemt ikke uønsket (som vi siger) selvom vi kun havde kendt hinanden i 2 uger, og farmand kan være en klaphat af rang til tider.
men det med at være alenemor fungerer sgu fint for mig  -OG for Justin.

mht. bortadoption så kan det godt være at det er hårdt for kvinden.. lad os bare sige at det var mig. men jeg ville stadig vælge at ta´fejlen på min kappe og lade barnet ha´sit liv.
Jeg kan ikke engang klare at aflive en nyfødt kattekilling, så mit eget barn. I think not.

Jeg synes bare abort er en ultra-egoistisk beslutning. -som sagt med enkelte undtagelser, men stadig....  

SSL skriver:

Uha, jeg har lidt lyst til at fortælle, at vi har prøvet koncentreret i et halvt år, som føles som evighed, og at jeg muligvis havde en biokemisk abort sidste måned, hvor jeg havde en positiv test, og gik over tid, men ægget satte sig nok ikke fast - dette har jeg desværre ikke klarhed over, men det har nok været det, så jeg synes at nogle situationer de seneste måneder har været hårde.. Der udover, har jeg været til gynækolog for at få undersøgelser, om det er muligt for os at få børn - pga. jeg som teenager ikke havde menstruation i mange mange måneder  Så bekymringer om, ikke at opnå det største ønske vi har, er jeg igennem nu!

Men, derfor ville jeg med glæde, udskyde vores baby planer, hvis min kæreste fortæller at han ikke er klar, selvom det ville være med sorg, ville jeg gøre det.. Fordi jeg ønsker at leve som familie og ikke enlig, og jeg ville gøre det, fordi jeg ville vide, at vi en dag kunne få det barn sammen,vi ønsker Men, heldigvis for mig - ønsker og engagere min dejlige kæreste sig meget  

Og jeg ved godt, at mange kvinder der har aborteret, har lidt - og igen, under jeg dem for alt i verden deres børn, jeg håber bare for børnene at de får lov, at være en ønskebarn for faren, såvel som det er for moren

Men ja, vi er enige om mange ting, men ikke dén med aborten  Og igen, er det ok Nu ville jeg bare lige 'forsvare' mine egene bekynringer for, om jeg slet ikke kan få den familie, og de børn jeg så stærkt ønsker mig - i fællesskab med min kæreste

Jeg har stået som barnløs...ved godt det her ikke var til mig, men ville bare understøtte det du skriver...jeg har nemlig prøvet ikke at kunen få et barn og alligevel valgte jeg efter ham at få en abort...men jeg er også meget realistisk og romantiserer ikke det med børn og ejheller at det er et barn, når man har en klat celler i maven..

SussieThyssen skriver:

Tjaaa...jeg ville nu aldrig fravælge et barn, hvis det nu var en smutter og alt ellers var okay, uanset om faderen så ville have det eller ej.
Ville du måske bryde dig om at du var blevet til en abort og ikke havde fået livet, uanset hvor meget du så ellers har savnet din far??

Det er vel nærmest diskussionen går på eller har jeg misforstået dit oplæg??
Men...var jeg bare ude på at blive gravid, så vilel jeg da helt sikkert vælge en donor og aldrig tricke en mand til at gøre mig gravid, og hvis jeg gjorde...så ville jeg da holde min mund med hvem der var faderen.
Men det er så min holdning.

Kærligst
Sussie

Helt enig

Sådan læser jeg det du skriver...

Du har grundet din egne oplevelser fået en helt klar forståelse af at hvis man "ikke har sin far" så føler man sige svigtet, og ja selvfølgelig vil der på et eller andet tidspunkt komme en følelse af svigt (ligesom nogle adoptiv børn oplever), men du har valgt at anskue det svigt at miste en forældre som det samme som at leve uden en far (hvor faderen har "fravalgt" barnet - eller hvor faderen egentlig ikke ønskede barnet, men stadig ser denne (dette forekommer også for nogle efter skilsmisser)) - DET ER VIDT FORSKELLIGE SITUATIONER, derudover er hvert enkelt barn forskelligt ift. det at på sigt at skulle bearbejde følelsen af svigt. Der er betydelig forskel på at have en far og miste ham, og ikke at have en far, og som større barn/teenager skulle forholde sig til at man måske kun var et ønskebarn for den ene forældre. 

Istedet har du fundet en fin lille yderst dømmende kasse, som enlig mødre som mig selv kan passe ned i, fordi lige præcis vores situation kan da kun være som du havde forestillet dig, for livet er jo helt sikkert sort og hvidt, og når man bliver gravid med en fyr som ikke vil have et barn, så er alt hvad der er sket forinden jo fuldstændigt ligegyldig..

Istedet så vil du "forstå" hvorfor!

nej du vil jo ikke, du har dømt os, og vil egentlig bare gerne løfte en pegefinger, komme af med noget af den frustation som dit svigt har medført eller et eller andet mystisk og derigennem forhåbentlig give os dårlig samvittighed over vores "meget egoistiske" valg - nemlig det at få et helt igennem ønskebarn, så hvorfor skulle vi overhovedet "dele"(også kaldet forsvare) vores valg overfor en person som har så klar en opfattelse af hvorfor man vælger at få et barn, når man nu ikke har kernefamilien og den ifølge statestikker lidt naive håb på at vi altid vil være en lykkelig familie.. ja hvorfor egentlig.. 

Det vil altid være langt nemmere at stå som udenforstående uden ret meget empatisk indsigt og sige at sådan havde jeg i hvert fald ikke gjort, men reelt set så ved man aldrig hvordan man vil reagere, uanset hvilke overvejelser og holdninger man har inden, og dette gælder i alle disse "DET KUNNE JEG I HVERT FALD ALDRIG FINDE PÅ..", men nemt at sige det er det sku