Vælger barn, uden farens tilladelse? Hvorfor/hvorfor ikke?

SSL skriver:

Hej piger

Jeg har grublet lidt over at nogle kvinder, vælger at få et barn på trods af, at faren faktisk ikke ønsker at have barnet!

Jeg tænker personligt, meget dømmende - at dette kan være skide hamrende egoistisk!

MEN, jeg kunne da bestemt godt tænke mig, at hører om nogle situationer, hvor I har valgt/fravalgt et barn, pga. faderens manglende lyst, hvorfor har I valgt, som I har?

Jeg er meget dømmende, overfor dén situation, og det er på baggrund af min barndom og at jeg mistede min far til døden, 4 år gammel - og har lidt enormt af et svigt deraf, og først i mine teenager år, kom jeg over det!

Jeg hører/læser ofte om kvinder som siger "jeg var ikke på p-piller og dét vidste han", men er det en grund til at få et barn med én, som ikke ønsker? Er man i dén situation ikke ansvarlig til at sige, "Gummi, eller ingen sex!" ?

Er det barnet eller moren til barnet der lider mest under dette? JEG, mener jo selv at det er barnet!!  Og JEG synes det er rigtig øv!

Vi kan selvf. aldrig sige i vores nutid, at mor og far skal være sammen altid, i fremtiden - MEN, så mener jeg, at man vælger sin mand i nutiden, udfra at han kan agere en god, sund og fornuftig far i fremtiden.. Altså, han skal ikke kun levere sæden, men også være far  Det er i hvert fald også på dét grundlag, at jeg har valgt dén mand jeg har, at han er den perfekte kæreste og vil være den perfekte far

Undskyld det lange indlæg, håber det var I jeres interesse at læse det, og at I forstår pointen, og at det ikke er en løftet pegefinger, men et spørgsmål da jeg pt er uforstående over dét valg at vælge barn uden farens interesse? Og det er selvf. muligt at svare som anonym

God weekend til alle  Og jeg vil huske at pointere at dette IKKE er for at ramme nogen, men jeg ønsker at udvide min horisont og forstå idéen bag et valg for livet, som dette er?

Måske syns i at jeg har en underlig holdning til det, men så sig det endelig , bliver ikke sur eller fornærmet

Men jeg mener at er man gammel nok til at have sex er man også gammel nok til at vide at der kan kommer konsekvenser, og jeg har meget imod abort, forstår ikke sem som bruger det som prævation, men det er helt iorden at det sker en gang ..Jeg ville personligt aldrig gøre det, og ville derfor beholde barnet om faren ville eller ej, men jeg ville også fortælle at han altid kan komme hvis det er .. Jeg har selv levet uden en far, og jeg har ikke taget " skade " .. Jeg har haft en rigtig god barndom og det er jeg bestemt glad for .. Selvfølgelig ville jeg helst at der er både en mor og far, men blev jeg gravid med en som ikke ville være far, så ville jeg være egoistisk og beholde det .. Er normalt ikke egoistisk og er så træt af sådan nogen, men er det inden for det her område, jeg kommer aldrig til at få en abort, det ville jeg ikke kunne klare hverken psykisk eller fysisk ..

Carina1977 skriver:

Kan ikke sove lige nu, og faldte lige over den her tråd.....synes den er meget interessant

Vil sige så meget at jeg faktisk er en af dem, der ville ønske at jeg aldrig havde haft en far. Jeg har så haft en totalt dårlig far, så kunne sagtens have undværet ham. Selv den dag idag skænker jeg ham ikke en tanke, og savner faktisk slet ikke en far i mit liv. Jeg har en mor der er alletiders, og det er det der betyder mest for mig

En nævnte her i tråden at i starten af graviditeten, er det jo kun en klat celler (kan ikke huske hvem det var, der skrev det). Vil så sige til vedkommende, at det godt kan være at du føler det sådan, men det betyder jo ikke at alle føler det sådan. Mange knytter jo bånd rimeligt hurtigt i graviditeten. Jeg er 7 uger henne, og ser altså ikke det som en klat celler i min mave. Allerede nu er det mit kæreste eje, en del af mig selv. Hvis det blev taget fra mig, ville jeg føle at en del af mig selv også ville blive taget fra mig. Jeg tror vi alle har forskellige måder at håndtere ting på. Nogen får kærlighed til det allerede tidligt, mens andre ikke ser det som noget særligt, før man er minimum ovre de første 12 uger. Dermed ikke sagt at jeg ikke forstår folk, der tænker det som blot celler....men jeg forventer så også at andre også godt kan forstå, at JEG ser anderledes på det, og har helt andre følelser omkring det.

Jeg vil absolut aldrig vælge en abort, ligegyldigt om der er en far inde i billedet eller ej. Men jeg ved så også godt at jeg sagtens ville kunne klare at være alene med et barn. Jeg forstår sagtens dem der vælger abort, der er somregel velovervejede grunde til dette. Ville egentlig bare sige at jeg respektere de der vælger abort, lige såvel som jeg respektere de der vælger at beholde barnet uanset hvad.

Fik helt kuldegysninger da jeg læste dit indlæg..... Alt hvad du skriver kunne jeg have skrevet. Det er som taget ud af min mund fra første til sidst linie. Meget skræmmende faktisk.

jeg er ano af private årsager...

jeg var sammen med denne her fyr, og jeg var på p-piller og tog dem præsis klokken 14:30 hver dag og har ingen glemt.

men jeg blev gravid, fandt ud af det da jeg var i uge 8, blev sendt til akut scanning og man kunne se dette barn, faderen var også helt vild med den lille spire, så vi beboldte det, i uge 12+5 ville han så have mig til at søge sen abort da han alligevel ikke ville hve barnet,  jeg ville ike da abort i mit hovede er for voldtægtsofre og folk som VIRKELIG ikke kan klare det barn!! da abort ikke bare er nogen løsning i mit hovede!, så blev han så sur først voldtog han mig så 2 gange,   banket mit synder og sammen så jeg endte på skadestuen, men der skete heldigvis ikke noget med barnet da jeg kun fik ét slag i maven(var i uge 15)

blev truet på livet i uge 19 og var bare slet slet slet ikke glad for at være gravid. da det ikke var en far for barnet i mit hovede desværre, og er da også ked af at mit barn har en far som mit barn nu engang har,

nu har jeg min dejlige baby på lidt over 4 mdr, elsker mit barn over alt på jorden, mit barns far kom i fængsel for de ting han gjorde,   men jeg vil være der så meget jeg kan og vil gøre alt for mit barn, ved godt jeg ikke er nogen far men kun en mor, men nu er det bare sådan at jeg valgte mit barn,   

jeg vil så ikke modtage børne penge af faderen da jeg ikke syntes dette er rimeligt,

men lidt af min historie,

og abort er bare ikke noget man sådan bare lige får(:

forsat god dag

Hejsa

Dette emne berøre mig utrolig meget. Fordi jeg er en af de piger som har valgt at føde mit barn på trods af han ikke var ønsket af sin far. Og nogen folk kan virkelig få det til at lyde som om piger som har taget det valg, er verdens mest dårlig mennesker.....

Jeg blev gravid med min kæreste som jeg havde været sammen med ca 6 mdr. Jeg gik fra ham fordi jeg simpelthen mistede følelserne for ham... 6 uger senere stod jeg med en positiv graviditets test! Det første som gik i gennem mit hovede var JEG SKAL VÆRE MOR!!!  Jeg var så lykkelig, og inten kunne slå mig ud.... Mine forældre blev glade og det hele var så skønt....

Faktisk først dagen efter tænkte jeg FUCK, hva nu med faren, hvad mon han vil sige? Men selvfølgelig vil han være der, han elsker jo børn... Kontakter ham, og fortæller at jeg er gravid. Han bliver faktisk positiv overrasket, for nu bliver vi jo en familie og vi skal være sammen igen... Hvilket jeg slet ikke havde lyst til, jeg var ikke forelsket i ham mere, og kan ikke være sammen med en mand jeg ikke elsker.... Også bakkede han fuldstændig ud af det, og blev faktisk rigtig modbydelig!

Jeg sagde til ham at jeg ikke ville have barnet fjernet, for allerede nu var de helt store moderfølelser der, og jeg elskede den lille i maven helt ubetinget (Forestil jer at skulle gå af med jeres barn, som nu er født) sådan ville jeg føle det hvis jeg skulle have en abort.

Jeg meddelte ham at jeg ikke forventede noget af ham, men selvfølgelig håbede for vores barns skyld at han ændrede mening. Hvilket han ikke har gjort, og det har jeg det helt fint med. For jeg har hele tiden vist det var det valg han dengang tog.

Jeg føler ikke min søn er fravalgt... Han er 100% tilvalgt af mig!!!

Jeg fandt en dejlig mand da min søn lige var blevet 1 år gammel, og han gik ind i faderrollen stort set fra dag et af, og idag hvor min søn er 3½ år kender han ikke til andre fædre end ham jeg er gift med, har en søn mere med og nu igen skal have barn med....

Nicklas vil når han bliver ældre få sandheden afvide, vil aldrig holde noget skjult for ham. Han har ret til at kende til historien! Også må han når han er gammel nok til det selv vælge om han vil bruge hans viden til at opsøge hans biologiske far, eller om han føler han kun har den ene far som stort set hele hans liv har været den RIGTIGE far for ham.... Herhjemme er den rigtige far nemlig ikke ham som leverede sæden, men ham som giver Nicklas kærlighed, omsorg og opdragelse i hverdagen!

Har ikke på noget tidspunkt fortrudt det valg jeg dengang tog, og har aldrig følt jeg har taget noget fra Nicklas ved at vælge han til uden hans fars accept.... Føler derimod at jeg har givet ham livet, og alt det dejlige der høre med sig....

Han er elsket af hele familien og det er vel i bund og grund det mest vigtige.....

Kram

Fru Nielsen skriver:

Hejsa

Dette emne berøre mig utrolig meget. Fordi jeg er en af de piger som har valgt at føde mit barn på trods af han ikke var ønsket af sin far. Og nogen folk kan virkelig få det til at lyde som om piger som har taget det valg, er verdens mest dårlig mennesker.....

Jeg blev gravid med min kæreste som jeg havde været sammen med ca 6 mdr. Jeg gik fra ham fordi jeg simpelthen mistede følelserne for ham... 6 uger senere stod jeg med en positiv graviditets test! Det første som gik i gennem mit hovede var JEG SKAL VÆRE MOR!!!  Jeg var så lykkelig, og inten kunne slå mig ud.... Mine forældre blev glade og det hele var så skønt....

Faktisk først dagen efter tænkte jeg FUCK, hva nu med faren, hvad mon han vil sige? Men selvfølgelig vil han være der, han elsker jo børn... Kontakter ham, og fortæller at jeg er gravid. Han bliver faktisk positiv overrasket, for nu bliver vi jo en familie og vi skal være sammen igen... Hvilket jeg slet ikke havde lyst til, jeg var ikke forelsket i ham mere, og kan ikke være sammen med en mand jeg ikke elsker.... Også bakkede han fuldstændig ud af det, og blev faktisk rigtig modbydelig!

Jeg sagde til ham at jeg ikke ville have barnet fjernet, for allerede nu var de helt store moderfølelser der, og jeg elskede den lille i maven helt ubetinget (Forestil jer at skulle gå af med jeres barn, som nu er født) sådan ville jeg føle det hvis jeg skulle have en abort.

Jeg meddelte ham at jeg ikke forventede noget af ham, men selvfølgelig håbede for vores barns skyld at han ændrede mening. Hvilket han ikke har gjort, og det har jeg det helt fint med. For jeg har hele tiden vist det var det valg han dengang tog.

Jeg føler ikke min søn er fravalgt... Han er 100% tilvalgt af mig!!!

Jeg fandt en dejlig mand da min søn lige var blevet 1 år gammel, og han gik ind i faderrollen stort set fra dag et af, og idag hvor min søn er 3½ år kender han ikke til andre fædre end ham jeg er gift med, har en søn mere med og nu igen skal have barn med....

Nicklas vil når han bliver ældre få sandheden afvide, vil aldrig holde noget skjult for ham. Han har ret til at kende til historien! Også må han når han er gammel nok til det selv vælge om han vil bruge hans viden til at opsøge hans biologiske far, eller om han føler han kun har den ene far som stort set hele hans liv har været den RIGTIGE far for ham.... Herhjemme er den rigtige far nemlig ikke ham som leverede sæden, men ham som giver Nicklas kærlighed, omsorg og opdragelse i hverdagen!

Har ikke på noget tidspunkt fortrudt det valg jeg dengang tog, og har aldrig følt jeg har taget noget fra Nicklas ved at vælge han til uden hans fars accept.... Føler derimod at jeg har givet ham livet, og alt det dejlige der høre med sig....

Han er elsket af hele familien og det er vel i bund og grund det mest vigtige.....

Kram

Så godt skrevet, og jeg er så enig - Især i det jeg har markeret!

forstår godt lidt af din point, men aligevel er jeg ikke enig.

Jeg har elsket mit liv, selv meden far der ikkekunne overskue at have med mig at gøre.Intentionerne var de bedste, det er jeg sikker på,men han magtede det ikke,så man måske en gang om året,måske en gang hvert andet år.

Først nu hvor  jeg er voksen har vi kontakt og det da dejligt, men han er alkoholiker nu og har været det i 20 år.

Så ja, det er en god ide at være enige, men det hjælper bare ikke altid.

Så jeg kan godt forstå de kvinder de vælger aborten fra selv om manden siger han ikke ønsker barnet. Barnet er ønsket, det er det vigtigste.

Hvis du spørger de børn der er voksne nu, og som aldrig har haft deres biofar i livet, om de ville ønske aldrig at have været til????

Nej, det tror jeg sørme ikke.

Og at DU har mistet din far, gør din situation tragisk, Men det er IKKE noget der kan sammenlignes med folk der fravælger abort på baggrund af manglende accept fra en fyr der SELV måske tænker egoistisk.

Ja, jeg har da savnet min far,men  er sgu da glad for mit liv alligevel.

Jeg har været gravid 2 gange før, med min nuværede kæreste,

og jeg var jo dybt ulykkelig fordi han ville bestemt ikke, Første gang kunne jeg godt se det var alt for tidligt, vi havde kun været sammen i 3 måneder, så valgte at tag en abort,

 så et halvt år efter blev jeg gravid igen og denne gang sagde jeg til mig selv at jeg IKKE sku ha abort, for tænkt nu vis jeg ikke ku blive gravid igen osvosv, mange ting kørte igennem mit hovede, jeg var til nakkefoldscanning og det hele, og så 3 dage efter så kunne jeg ikke, kunne ikke give slip på min kæreste, og kunne ikke få mig selv til at være en ego og gøre noget han ikke ville, så valgte så at tag en abort, MEGET HÅRDT,

men den dag idag er jeg gravid og vi har begge valgt at beholde det

smillaluna skriver:

Fik helt kuldegysninger da jeg læste dit indlæg..... Alt hvad du skriver kunne jeg have skrevet. Det er som taget ud af min mund fra første til sidst linie. Meget skræmmende faktisk.

Hehe ligefrem kuldegysninger  Ja det er lidt "sjovt" at man på nogen punkter, faktisk kunne skrive det samme som andre herinde. Det har jeg selv rendt ind i før. men lidt pudsigt at det hele hænger sammen

Carina1977 skriver:

Hehe ligefrem kuldegysninger  Ja det er lidt "sjovt" at man på nogen punkter, faktisk kunne skrive det samme som andre herinde. Det har jeg selv rendt ind i før. men lidt pudsigt at det hele hænger sammen

Ja kuldegysninger var måske lige overdrevet nok.... . Men blev bare helt paf da jeg læste det du havde skrevet.

Jeg har, af frygt for at lyde "tracy", stået i begge situationer.

Første gang var jeg 19 år og havde på ingen måde lyst til at skulle have et barn så derfor var det naturligste valg at få en abort. 

Anden gang var jeg 23 år, godt i gang med uddannelse og da jeg stod med to streger på testen, sagde min mavefornemmelse mig bare at det her barn skulle jeg have. Faderen havde jeg kendt i 4 år, men kun smådatet i ganske kort tid så det kom ikke som en overraskelse for mig at han ikke ville have del i barnets liv. Han var i øvrigt godt på vej til at flytte til udlandet i forbindelse med sit arbejde.

Han ville selvfølgelig helst have at jeg fik en abort men accepterede at jeg beholdte, med den udmelding at han vitterligt ikke ønskede at have noget som helst med det at gøre.

Vi talte få gange sammen under graviditeten da han gerne ville have papir på at det var hans barn og derfor skulle vi igennem en faderskabstest når Hjalte var født. Det var selvfølgelig helt ok med mig. Han ringede tilfældigvis et par dage efter jeg var blevet indlagt med vandafgang og jeg fortalte ham at den lille ville komme til verden midt i december, ikke sidst i januar som min termin lød på. Da kunne jeg høre at han egentlig alligevel synes det var lidt interessant og han kom og så ham en uge efter han var født.

Vi har samarbejdet rigtig godt om alt og da Hjalte var 4 måneder, fik vi svar på papirene og han var forbi så vi kunne aftale børnebidrag og den slags. Der har aldrig været sure miner og jeg har altid sagt til ham at evt. samvær måtte foregå på hans præmisser  

Jeg fandt så sammen med min ekskæreste da Hjalte var helt lille og han har altid kaldet ham far, hvilket biofar er fuldt ud indforstået med.

Biofar bor som sagt i udlandet men da Hjalte var 13 måneder, tog han alligevel kontakt og har nu besøgt os 4-5 gange siden. De sidste par gange har han haft gaver med og begynder at vise mere og mere interesse.

Det er rigtig svært for Hjaltes far at acceptere at biofar viser interesse og det kan jeg sagtens forstå -Hvordan ville jeg lige have det hvis Hjalte havde en anden mor som pludselig skulle komme og besøge ham?  

De to mænd mødte hinanden for første gang her til jul og det var rigtig rart. Hjalte fik da også lige sagt "Se *biofars navn*, det der det er min far" 

For os er min (nu igen) ekskæreste Hjaltes FAR i hjertet og når han bliver stor nok får han naturligvis at vide at han har en biofar.

Selvom jeg i sin tid valgte at blive alenemor, er vi nu så privilligerede at Hjalte har "2 fædre" -En der har lavet ham og en der har opdraget ham -For os er det naturligvis sidstnævnte der altid vil være hans FAR  Gener skaber ikke forældre.

Lang smøre herfra