Vælger barn, uden farens tilladelse? Hvorfor/hvorfor ikke?

Jeg har valgt at faa mit barn selvom faren ikke var i billedet laengere...

I starten anede jeg ikke hvad jeg skulle goere, skulle jeg beholde det eller faa en abort? men efter at have talt med en veninde og bedste ven sagde de at lige meget hvad jeg valgte ville jeg have deres stoette, desuden mindede han mig ogsaa om at den lille vil have 13 onkler der hjaelper.

Min eks er senere begyndt at foelge med saa godt han nu kan...

N&J skriver:

Sådan læser jeg det du skriver...

Du har grundet din egne oplevelser fået en helt klar forståelse af at hvis man "ikke har sin far" så føler man sige svigtet, og ja selvfølgelig vil der på et eller andet tidspunkt komme en følelse af svigt (ligesom nogle adoptiv børn oplever), men du har valgt at anskue det svigt at miste en forældre som det samme som at leve uden en far (hvor faderen har "fravalgt" barnet - eller hvor faderen egentlig ikke ønskede barnet, men stadig ser denne (dette forekommer også for nogle efter skilsmisser)) - DET ER VIDT FORSKELLIGE SITUATIONER, derudover er hvert enkelt barn forskelligt ift. det at på sigt at skulle bearbejde følelsen af svigt. Der er betydelig forskel på at have en far og miste ham, og ikke at have en far, og som større barn/teenager skulle forholde sig til at man måske kun var et ønskebarn for den ene forældre. 

Istedet har du fundet en fin lille yderst dømmende kasse, som enlig mødre som mig selv kan passe ned i, fordi lige præcis vores situation kan da kun være som du havde forestillet dig, for livet er jo helt sikkert sort og hvidt, og når man bliver gravid med en fyr som ikke vil have et barn, så er alt hvad der er sket forinden jo fuldstændigt ligegyldig..

Istedet så vil du "forstå" hvorfor!

nej du vil jo ikke, du har dømt os, og vil egentlig bare gerne løfte en pegefinger, komme af med noget af den frustation som dit svigt har medført eller et eller andet mystisk og derigennem forhåbentlig give os dårlig samvittighed over vores "meget egoistiske" valg - nemlig det at få et helt igennem ønskebarn, så hvorfor skulle vi overhovedet "dele"(også kaldet forsvare) vores valg overfor en person som har så klar en opfattelse af hvorfor man vælger at få et barn, når man nu ikke har kernefamilien og den ifølge statestikker lidt naive håb på at vi altid vil være en lykkelig familie.. ja hvorfor egentlig.. 

Det vil altid være langt nemmere at stå som udenforstående uden ret meget empatisk indsigt og sige at sådan havde jeg i hvert fald ikke gjort, men reelt set så ved man aldrig hvordan man vil reagere, uanset hvilke overvejelser og holdninger man har inden, og dette gælder i alle disse "DET KUNNE JEG I HVERT FALD ALDRIG FINDE PÅ..", men nemt at sige det er det sku 

Ej, det synes jeg var vildt unfair skrevet! SSL er absolut ikke typen, der dømmer eller noget der ligner, og sådan læser jeg absolut heller ikke hende svar. Jeg kan godt forstå, at det er et mega ømt punkt for dig, og at du derfor føler dig trådt på, men jeg synes ikke det er i orden at skrive til hende på den måde (Og det er altså ikke fordi jeg kender hende i virkeligheden og så er totalt veninde-agtig, for har kun skrevet med hende, men har derudfra indtryk af, at hun er en sindssygt kærlig og empatisk person). Synes dit svar er over grænsen og groft!

Jeg kan godt forstå, at det er et ømt emne, og jeg er som udgangspunkt heller ikke enig med SSL, selvom jeg synes hun er en dejlig person, men derfra og så til at sige, at hun er mega dømmende, peger fingre og hvad ved jeg, den synes jeg er under bæltestedet

Men jeg er ked af de ting, som du har måtte gå igennem i forbindelse med at være enlig mor. Din datter ser skøn ud, så du har vidst klaret den trods alt

Sådan læser jeg det du skriver...

Du har grundet din egne oplevelser fået en helt klar forståelse af at hvis man "ikke har sin far" så føler man sige svigtet, og ja selvfølgelig vil der på et eller andet tidspunkt komme en følelse af svigt (ligesom nogle adoptiv børn oplever), men du har valgt at anskue det svigt at miste en forældre som det samme som at leve uden en far (hvor faderen har "fravalgt" barnet - eller hvor faderen egentlig ikke ønskede barnet, men stadig ser denne (dette forekommer også for nogle efter skilsmisser)) - DET ER VIDT FORSKELLIGE SITUATIONER, derudover er hvert enkelt barn forskelligt ift. det at på sigt at skulle bearbejde følelsen af svigt. Der er betydelig forskel på at have en far og miste ham, og ikke at have en far, og som større barn/teenager skulle forholde sig til at man måske kun var et ønskebarn for den ene forældre. 

Istedet har du fundet en fin lille yderst dømmende kasse, som enlig mødre som mig selv kan passe ned i, fordi lige præcis vores situation kan da kun være som du havde forestillet dig, for livet er jo helt sikkert sort og hvidt, og når man bliver gravid med en fyr som ikke vil have et barn, så er alt hvad der er sket forinden jo fuldstændigt ligegyldig..

Istedet så vil du "forstå" hvorfor!

nej du vil jo ikke, du har dømt os, og vil egentlig bare gerne løfte en pegefinger, komme af med noget af den frustation som dit svigt har medført eller et eller andet mystisk og derigennem forhåbentlig give os dårlig samvittighed over vores "meget egoistiske" valg - nemlig det at få et helt igennem ønskebarn, så hvorfor skulle vi overhovedet "dele"(også kaldet forsvare) vores valg overfor en person som har så klar en opfattelse af hvorfor man vælger at få et barn, når man nu ikke har kernefamilien og den ifølge statestikker lidt naive håb på at vi altid vil være en lykkelig familie.. ja hvorfor egentlig.. 

Det vil altid være langt nemmere at stå som udenforstående uden ret meget empatisk indsigt og sige at sådan havde jeg i hvert fald ikke gjort, men reelt set så ved man aldrig hvordan man vil reagere, uanset hvilke overvejelser og holdninger man har inden, og dette gælder i alle disse "DET KUNNE JEG I HVERT FALD ALDRIG FINDE PÅ..", men nemt at sige det er det sku 

Hun skriver jo flere gange i sit oplæg, at det ikke er for at pege fingre, og at det ikke er fordi hun vil ramme nogen, men bare gerne vil udvide sin horisont og vide mere om baggrundet for valget af sådan et liv. Synes hun har været venlig hele vejen igennem, og synes derfor det er synd, at hun på den måde skal angribes.

Især kommentaren om, at hun mangler empatisk indsigt synes jeg er enormt lav! Man kan godt være dybt uenig med hendes synspunkt, men måske også prøve at forstå, hvorfor hun har det synspunkt i forbindelse med den smerte hun selv har oplevet med en manglende far. Det er vel empatisk indsigt netop at kunne sætte sig ind i, hvorfor hun føler sådan, i stedet for at angribe hende?

Ang. det med at føle skyld ved at få foretaget en abort - I realiteten er det jo ikke engang blevet til et barn endnu og det har ej heller ingen ide om hvad liv er - så kan heller ikke se det svære i det hvis det er det valg man nu engang må træffe.

Kan ikke sove lige nu, og faldte lige over den her tråd.....synes den er meget interessant

Vil sige så meget at jeg faktisk er en af dem, der ville ønske at jeg aldrig havde haft en far. Jeg har så haft en totalt dårlig far, så kunne sagtens have undværet ham. Selv den dag idag skænker jeg ham ikke en tanke, og savner faktisk slet ikke en far i mit liv. Jeg har en mor der er alletiders, og det er det der betyder mest for mig

En nævnte her i tråden at i starten af graviditeten, er det jo kun en klat celler (kan ikke huske hvem det var, der skrev det). Vil så sige til vedkommende, at det godt kan være at du føler det sådan, men det betyder jo ikke at alle føler det sådan. Mange knytter jo bånd rimeligt hurtigt i graviditeten. Jeg er 7 uger henne, og ser altså ikke det som en klat celler i min mave. Allerede nu er det mit kæreste eje, en del af mig selv. Hvis det blev taget fra mig, ville jeg føle at en del af mig selv også ville blive taget fra mig. Jeg tror vi alle har forskellige måder at håndtere ting på. Nogen får kærlighed til det allerede tidligt, mens andre ikke ser det som noget særligt, før man er minimum ovre de første 12 uger. Dermed ikke sagt at jeg ikke forstår folk, der tænker det som blot celler....men jeg forventer så også at andre også godt kan forstå, at JEG ser anderledes på det, og har helt andre følelser omkring det.

Jeg vil absolut aldrig vælge en abort, ligegyldigt om der er en far inde i billedet eller ej. Men jeg ved så også godt at jeg sagtens ville kunne klare at være alene med et barn. Jeg forstår sagtens dem der vælger abort, der er somregel velovervejede grunde til dette. Ville egentlig bare sige at jeg respektere de der vælger abort, lige såvel som jeg respektere de der vælger at beholde barnet uanset hvad.

SSL skriver:

Uha, jeg har lidt lyst til at fortælle, at vi har prøvet koncentreret i et halvt år, som føles som evighed, og at jeg muligvis havde en biokemisk abort sidste måned, hvor jeg havde en positiv test, og gik over tid, men ægget satte sig nok ikke fast - dette har jeg desværre ikke klarhed over, men det har nok været det, så jeg synes at nogle situationer de seneste måneder har været hårde.. Der udover, har jeg været til gynækolog for at få undersøgelser, om det er muligt for os at få børn - pga. jeg som teenager ikke havde menstruation i mange mange måneder  Så bekymringer om, ikke at opnå det største ønske vi har, er jeg igennem nu!

Men, derfor ville jeg med glæde, udskyde vores baby planer, hvis min kæreste fortæller at han ikke er klar, selvom det ville være med sorg, ville jeg gøre det.. Fordi jeg ønsker at leve som familie og ikke enlig, og jeg ville gøre det, fordi jeg ville vide, at vi en dag kunne få det barn sammen,vi ønsker Men, heldigvis for mig - ønsker og engagere min dejlige kæreste sig meget  

Og jeg ved godt, at mange kvinder der har aborteret, har lidt - og igen, under jeg dem for alt i verden deres børn, jeg håber bare for børnene at de får lov, at være en ønskebarn for faren, såvel som det er for moren

Men ja, vi er enige om mange ting, men ikke dén med aborten  Og igen, er det ok Nu ville jeg bare lige 'forsvare' mine egene bekynringer for, om jeg slet ikke kan få den familie, og de børn jeg så stærkt ønsker mig - i fællesskab med min kæreste

Og så får du en kææmpe krammer af mig.
Jeg håber, at I snart får jeres ønskebebs
Dejligt at man kan snakke om tingene og finde ud af hinandens meninger og holdninger og være lige gode venenr for det...se det er ægte tolerance og debat. 

jeg er en af dem som fik min søn uden han ønskede det jeg var 10 uger henne da jeg fant ud af jeg vendtede min søn!

SSL skriver:

Hej piger

Jeg har grublet lidt over at nogle kvinder, vælger at få et barn på trods af, at faren faktisk ikke ønsker at have barnet!

Jeg tænker personligt, meget dømmende - at dette kan være skide hamrende egoistisk!

MEN, jeg kunne da bestemt godt tænke mig, at hører om nogle situationer, hvor I har valgt/fravalgt et barn, pga. faderens manglende lyst, hvorfor har I valgt, som I har?

Jeg er meget dømmende, overfor dén situation, og det er på baggrund af min barndom og at jeg mistede min far til døden, 4 år gammel - og har lidt enormt af et svigt deraf, og først i mine teenager år, kom jeg over det!

Jeg hører/læser ofte om kvinder som siger "jeg var ikke på p-piller og dét vidste han", men er det en grund til at få et barn med én, som ikke ønsker? Er man i dén situation ikke ansvarlig til at sige, "Gummi, eller ingen sex!" ?

Er det barnet eller moren til barnet der lider mest under dette? JEG, mener jo selv at det er barnet!!  Og JEG synes det er rigtig øv!

Vi kan selvf. aldrig sige i vores nutid, at mor og far skal være sammen altid, i fremtiden - MEN, så mener jeg, at man vælger sin mand i nutiden, udfra at han kan agere en god, sund og fornuftig far i fremtiden.. Altså, han skal ikke kun levere sæden, men også være far  Det er i hvert fald også på dét grundlag, at jeg har valgt dén mand jeg har, at han er den perfekte kæreste og vil være den perfekte far

Undskyld det lange indlæg, håber det var I jeres interesse at læse det, og at I forstår pointen, og at det ikke er en løftet pegefinger, men et spørgsmål da jeg pt er uforstående over dét valg at vælge barn uden farens interesse? Og det er selvf. muligt at svare som anonym

God weekend til alle  Og jeg vil huske at pointere at dette IKKE er for at ramme nogen, men jeg ønsker at udvide min horisont og forstå idéen bag et valg for livet, som dette er?

Godmorgen:0)

Først vil jeg sige at jeg ikke har læst tråden igennem, men blot ville fortælle dig min historie på netop dette emne, da jeg er en af dem:0)

I mine handelsskole år havde jeg sådan en gå i byen flirt med en fyr,vi datede aldrig,var aldrig kærester, men hyggede i ny og næ. Han fandt en kæreste,flyttede lang væk og vi sås ikke i maaaaaaaaaaaaaange år. Pludeselig en dag får jeg sms fra ham, single,tilbage og endte med sådan at du er da meget sød og et one night stand.

Fik ikke min mens, tog en test og to streger - opdagede det sent - var omkring 8 uger henne - havde været på druktur i Tyrkiet meden veninde og ikke skænket det en tanke før vi kom hjem.

Jeg var fyldt 22, og var et stedi livethvor jeg økonomisk og mentalt var klar.

Nå men jeg fik fortalt ham det. Han havde i mellemtiden fundet en kæreste ogblevmildest talt ikkesærlig glad for at få beskeden - hvilket jeg heller ikke havde regnet medeller forventet. Han var meget imod at jeg ville beholde barnet og ønskede kun abort - hvilket jeg også godt forstod - men at du nu engang ikke vr ham "der var gravid".

Jeg var selv i vildrede og vidste ikke helt - men alligevel godt. Jeg bestilte tid tilabort - men den dag tog jeg ikke afsted - jeg kunne ikke - jeg ønskede ikke.

Jeg snakkede med faderen - og han blev selvfølgelig sur og ked af det og kunne ikke forstå at jeg ville ødelægge hans liv - som han sagde.

Han kunne ikke sætte sig i mit sted og jeg heller ikke helt i hans.

Vi snakkede i den første tid sammen i tlf for han valgte at ville være en del af det - jeg lod det være på hans præmisser - at han kkunne spørge når han ville og ringe når han ville osv. Men det gled ud i sandet - han holdte op med at kontakte mig. Jeg respekterede hans valg - da jeg netop ikke ville være den der havde trukket dette ned over hovedetpå ham, og så samtidig ville presse ham til alt muligt han ikke ville.

14 dage før termin sendte jeg en sms til ham og han ville med til fødslen - da jeg synes han skulle have valget - han skrev pænt tilbage at det ønskede han ikke - men jeg kunne ringe når jeg havde født.

Det gjorde jeg - han kom og så vores datter - han var der 15 minutter - og jeg har ikke set eller hørtfra ham siden. Jeg selv har heller ikke en eneste gang taget kontakt til ham - ønsker ikke at lægge pres på hameller noget som helst andet - ønsker kun at respektere hans valg.

I dag er Asta lige om hjørnet 7 år. Vi har et skønt livhende og Jeg og han mangler ikke i vores lliv.

Da Asta var 2 1/2 år kom vi ind på det med at hun har en far for 1. gang. Hun kiggede på mig og sagde: Mor du har grønne øjn og jeg har helt sorte øjn( de er meget mørkebrune) hvordan kan de være. Og jeg svarede - det er fordi din far også har sorte øjen. Hun kiggede ogsagde: Jamen har jeg en far???

Siden den dag har vi i hendes tempo snakket omdet at hun har en far - altid på det niveau hun nu engang kunne forstå tingene. Jeg har aldrig løjet for hende - men svaret så godt jeg kunne når hun har spurgt. Det har aldrig været tabu herhjemme.

Hun ved at det nok ikke er sikkert at hun nogen sinde kommer til at se sin far,men at når hun bliver voksen kan hun måske prøve at kontakte ham.

Hun siger tit at hun savner ham - og jeg anerkender hendes følelserog vi krammer og snakker, når hun "rammermuren" en gang i mellem.

Det er selvfølgellig hårdt at jeg har frarøvetmin datter hendes far - men ville aldrig vælge anderledes. Ville til hver en tid gøre det samme igen og gøre det omog omigen.

Det var min historie - sprøg endelig hvis der er mere du vil vide

Christina

Eva. skriver:

Altså jeg har børn og har fået aborter(ja ikke kun en) og jeg har ike fortrudt et eneste sekund..det var det bedste for mig, for det ufødte barn og ikke mindst for de børn jeg havde i forvejen...jeg havde en veninde der sagde hun heller aldrig ville kunen få en abort og hun måtte desværre sluge den og få en abort...jeg synes en abort er langt bedre end at få børn bare fordi der ligger en lille klat i maven som kan blive til et barn...og som man ikke kan give de bedste betingelser...

Jeg har valgt af få mit barn uden faren ville have det... Jeg ville på ingen måder igennem en abort som jeg havde været før, presset til det som 14 årig af mine forældre og det havde sat sine spor på mig. Så jeg fik barnet...men har aldrig kontaktet faren. Skrev bare at nu havde jeg født og det var det.. har aldrig hørt fra ham...