Puha nåede til side 5 og er nødt til at stoppe med at læse mere...
Denne gang vælger jeg at være ano, for ja ved ikke lige hvorfor men føler det er bedst lige nu...
Jeg blev selv fjernet fra min mor da jeg var 4½ pga hendes fyr havde slået mig med at kosteskaft.
Jeg kan ikke huske at han gjorde det, men har haft andre ting der er dukket op...
Jeg har haft boet på et børnehjem fra jeg var 4½ til jeg blev 5.. de 6 mdr. af mit liv har sat sine spor...
Jeg blev adopteret af min plejefamilie, da min mor havde valgt frivilligt at give mig fra sig havde hun stadig halv forældremyndighed og mine plejeforældre den anden del.
PUHA der er mange ting der spøger fra fortiden, og har desværre aldrig fået proffessionel hjælp til at bearbejde det så det er stadig idag en kamp med nogen ting...
Jeg ville ALDRIG gøre mine børn noget (hvis jeg en dag får nogen). Jeg har haft mine bedsteforældre som fristed mens jeg var barn og teenager så har haft nogen der kunne "hjælpe" mig med at være "normal"... De har haft stor betydning for den jeg er idag og for at jeg har kunnet overkomme alting og faktisk har brudt med en del statistikker...
Hvis jeg skulle have fulgt statistikken i forhold til min barndom ville min hver dag se således ud:
Jeg ville have en voldelig kæreste, have 3 børn som alle var placeret udenfor hjemmet, have et alkoholproblem/stofmisbrug, ikke have nogen uddannelse.
Jeg har følgende: en fantastisk kæreste der aldrig kunne drømme om at gøre noget mig noget ondt, en uddannelse som dog har taget tid at igang med, drikker ikke og bruger ingen stoffer.
Den fyr som slog mig dengang og var årsag til at jeg blev fjernet har også gjort andre ting... Jeg er bare bange for om han har gjort mere end de ting jeg kan huske... Min mor bor stadig sammen med ham de har været sammen i 22 år tror jeg nok det er efterhånden...
Min mor har været vidne til de ting han har gjort, og alligevel "vælger" hun ikke at huske det... Da jeg var ca. 18 skrev jeg et brev til hende med de ting efter et råd fra en ven som sagde at uanset om jeg sendte det eller ej så ville det nok hjælpe at få det ud.. få fortalt min mor hvordan det havde føltes osv... jeg sendte brevet og det resulterede i at hendes fyr ringede mig op midt om natten og sagde at han ville sørge for at hun blev ved med at græde og at det ville være min skyld...
Han har ofte gjort så jeg har følt det var min skyld... f.eks. da han tævede min lillebror med en metalplade eller da han voldtog min mor på sofaen...
Der er mange ting og der er meget der stadig gør ting som "normale mennesker" tager for givet at gøre utrolig svært for mig...
Social samvær med andre er ubehageligt, jeg er bange for mørke, små rum, mange mennesker i samme rum, kan ikke sidde med ryggen til en dør, er meget "jumpy" hvis jeg hører en lyd eller ser bevægelse ud af øjenkrogen... det er lige overfladen... Det er de ting som jeg næsten hver dag tænker på direkte.. jeg ved der er en masse andre ting der ligge i underbevidstheden og lurer og hvis jeg giver efter ville jeg bryde fuldkommen sammen...
Jeg håber på en dag at få råd til at se en psykolog fast så jeg kan få snakket ud om altsammen.. men indtil da snakker jeg med min kæreste, og min bedste veninde... Min veninde som indtil for nylig kun har vidst at min mors kæreste havde gjort noget men ikke hvad... hun var ret chokeret og forundret over at jeg ikke med hendes ord "var mere f*cked up" end jeg er.. at jeg var så "normal" osv...
