Har ikke behov for at skrive som anonym, da jeg altid har været åben og ærlig omkrig det her, og skammer mig ikke det mindste over det. forstår ikke det skal være sådan tys tys....for ingen kan jo gøre for det 
Jo jeg har levet i en voldelig familie indtil jeg var omkring 7-8 år, hvor mine forældre blev skilt. Jeg kan huske rigtig langt tilbage, nok også fordi mine oplevelser har været så intense.
Jeg husker ikke at jeg selv blev slået, ved mig var det nok mere den psykiske vold, hvis man kan kalde det det. Min storebror blev derimod slået meget. Min far kørte på mig psykisk. De ord han sagde gjorde bare så ondt, den truende arm var skræmmende, truslerne og bebrejdelsene var mange. Ja jeg kunne blive ved.
Min storebror blev slået gul og blå. Jeg husker tydeligt flere episoder, hvor jeg bare vidste at nu varede der ikke længe før min far ville kamme over. Min storebror havde temprement, så når min far begyndte at råbe af ham, råbte han bare endnu højere og så vankede der. Husker tydeligt potteplanter, der blev kylet henad gulvet, møbler der blev kastet rundt med, alt imens min far jagtede min storebror. Det endte jo altid med at min far fik fat i min storebror og så fik han den helt store omgang.
Jeg var beskytteren på det psykiske plan, for hver gang min far havde været efter min bror, gik jeg ind til ham på hans værelse og trøstede ham. Jeg har ikke været andet end omkring 6 år på det tidspunkt, og for mig handlede mit liv om at være der for min bror og trøste ham, når han havde behov for det. Jeg husker ikke at jeg på noget som helst tidspunkt i den periode var et barn. Jeg var trøsteren og den der altid var på vagt.
Da jeg var omkring 7-8 år brød jeg sammen ovre i skolen. Min lærer havde løftet sin arm for hurtigt og jeg farede sammen, løb ud fra klasseværelset, fandt et hjørne ude på gangen, hvor jeg bare krummede mig sammen i gråd. Min lærer trøstede mig selvfølgelig og derefter blev kommunen vist nok kontaktet.
Jeg har fået fortalt som voksen at min mor åbenbart fik det valg at hun kunne vælge imellem os børn eller min far. Dvs. at hvis hun havde valgt min far, var vi børn blevet tvangsfjernet, så voldsomt var det. Min mor valgte jo selvfølgelig os, og mine forældre blev skilt.
Jeg kan huske at da min mor meddelte min far at nu var det slut, at nu skulle han flytte, farede han hen til mig, og sagde til mig at det hele var min skyld, at jeg havde ødelagt familien og at jeg burde skamme mig. Jeg var jo ikke andet end 7-8 år, og jeg troede på ham, jeg troede virkelig at jeg var et meget ondt menneske, der havde ødelagt vores familie.
På trods af min fars voldelige adfærd, fik min far samvær med os hver 3. weekend. Jeg kan huske jeg frygtede de der weekender. Nogen gange spillede jeg syg, for så kunne det være jeg fik lov til at blive hjemme. Men de fleste af gangene kom jeg derom og jeg sad kun og talte timer til jeg skulle hjem til min mor igen. Han var stadig meget højtråbende, men slog heldigvis ikke længere, troede jeg. Lige indtil en dag hvor min lillebror åbenbart havde nået den rap-kæftede alder. Der tændte min far af på min lillebror og slog ham kraftigt i ryggen. Min lillebror har en voldsom astma, så det slag gjorde at han hostede kraftigt, og jeg var vitterligt bange for at han skulle dø. Efter den episode nægtede jeg at komme om til min far, og jeg slap heldigvis for det.
Jeg har ikke set min far siden jeg var 18 år....dvs. i 15 år. Jeg brød alt kontakt til ham. Han blev dog ved med at ringe til mig. Jeg havde nummerviser og undlod at tage telefonen når han ringede, men en dag fik jeg nok. Jeg tog telefonen og han slyngede den ene bebrejdelse efter den anden ud i luften. Hvordan jeg dog kunne få mig selv til at svigte ham, at min mor havde løjet overfor os, for han havde da aldrig gjort os noget, at det var min mor der var den onde her, at hun havde gjort alting forkert osv. jeg kammede totalt over da han slyngede alt det ud. jeg sagde for en gangs skyld min mening til ham, at jeg ikke gad høre på hans øjne længere, at han havde været voldelig og konstant havde sagt grimme ting til mig, at han ligeså godt kunne indrømme det, for jeg havde ikke glemt det. Han blev ved med at benægte og truede mig med at hvis jeg ikke ville se ham, så ville han tage sit eget liv. Mine sidste ord til ham var at han kunne gøre, hvad han ville, for jeg var sådan set fuldstændig ligeglad med ham....og så smækkede jeg røret på.
Siden har jeg aldrig hørt noget til ham, men jeg ved dog at han stadig lever 
Jeg har i mine teenage-år haft mange problemer med mit selvværd og med min egen selvopfattelse. Havde svært ved at knytte venskaber og var meget tilbageholdende....det varede egentlig ved indtil jeg var sidst i 20´erne. Jeg er nu kommet mig helt over det, og man kan ikke mærke på mig, hvad jeg har været igennem. Jeg er et ganske normalt menneske, der nyder sin søn og livet generelt. Jeg er ikke længere indesluttet, og nyder at lære nye mennesker at kende. Så jeg ser ikke tilbage og tænker at han har ødelagt mig, men ser tilbage og tænker, hvor er han egentlig et ynkeligt menneske.
Blev lidt langt, men svært at gøre det kort, når det handler om sådan noget her
