hvorfor SKAL det være hårdt at være mor?

Malene84 skriver:

først en  til dig for dit meget ærlige indlæg, jeg er glad for du svarer som du svarer. Sad lidt og ventede på jer som har det hårdt. Jeg har fuld respekt for det I igår igennem - og kan netop nok også kun lave dette indlæg fordi jeg har det nemt. Jeg begynder dog at tro, at der skal meget til før jeg sys min grænse er noget. Men der er vi jo heldigvis også alle sammen meget forskellige  Når det så er sagt, så ville jeg også synes at det er pisse hårdt, hvis jeg havde et kolik barn og børn der ikke sover igennem.

Jeg kæmper dagligt imod det psykisk hårde i at have tvillinger - da det tynger på en måde, jer med solo-børn ikke kan forstå. Men det er jo igen det med, at det kan være super hårdt på alle muligheder måder og vi alle har vores at kæmpe med.

Jeg er glad for jeg ikke pisser dig af. Iøvrigt kan jeg godt nikke genkendende til det med at børnene ikke følger med, og er lige så langt som de andre i mødregruppen. Men igen, det tager jeg ikke så tungt - det skal jo nok komme!!! Mine kan ikke sidde, det kan alle de andre - de andre er begyndt at møve sig fremad - det kan mine ikke - de andre begynder at prøve at kravle, det ved mine slet ikke er mulig osv osv osv.  men, det kommer når de føler sig klar. I starten gik jeg helt ned over det, men så kan jeg ikke bruge tid på andet. Måske vi to skulle starte vores egen klub!!

I hvert fald lyder det hårdt søde... og ville ønske jeg kunne skrive noget der kunne hjælpe  Men er sikker på at lillemanden overhale alle andre senere og viser sig at være herre god til det hele, han skulle bare lige se alle andre dumme sig osv først

Tak for et dejligt svar

Jeg vil også gerne lige tilføje at jeg jo ikke står op om morgenen og tænker "ååh nej!!! Endnu en dag!" Det er ikke en kronisk og konstant tilstand hvor jeg går rundt og dunker mig selv oven i hovedet til dagligt. Men somme tider rammer den, især når man har siddet herinde eller i MG og hørt liiidt for mange mødre fortæller om vidunderbørn der aldrig vågner inden kl 9 og altid spiser deres grøntsager.  

Det der gør ondt er den der erkendelse af at ens eget barn ikke er "perfekt", men bare et lille menneske med gode og dårlige dage. På en eller anden måde synes man jo altid selv at ens barn er elt enestående, men når han for 3.gang i træk var den der skreg og vrælede sig igennem MG mens de andre unger lå og sov sødt eller blev ammet, så gik jeg altså derfra med en tung tung sten i maven (Det skete de første gange). Så gik jeg hjem og havde det elendigt - for hvad var der GALT med os og ville det nogensinde blive bedre??? Og de andre mødre kunne slet ikke sætte sig ind i det for deres unger skreg jo aldrig og sov hele natten Jeg gad godt se den nybagte førstegangsmor der kunne slå koldt vand i blodet og bare tænke positive tanker i den situation... Og man får bare SÅ sort samvittighed over at sidde der ( og her) og "udlevere" sit barn i MG eller herinde, når folk sidder med deres præmieunger der sover, spiser og griner på kommando hver gang For uanset om han fra nu af stopper med at sove og vræler lige til juleaften og jeg aldrig fik hans smukke smil at se og smittende latter at høre så er han jo MIN SØN og jeg elsker ham så det syder og bobler i mig og ville ikke bytte en eneste dag!!!!

Knus og kram

Jeg tror ikke jeg som sådan har syntes at det var hårdt at blive mor. Altså med en hyperaktiv søn, og den næste med kolik og en mand udsendt soldat, så var jeg helt klart udkørt, men det tænker jeg bare er ganske naturligt.

Men jeg vil så sige at jeg rent faktisk nu synes det er pisse hårdt at være mor til en teenager. Jeg synes det er super frustrerende og jeg føler mig magtesløs ofte. Jeg ønsker ham nogengange langt væk. Jeg tror måske det også hænger sammen med, at da de var små var det langt mere åbenlyst, hvad de havde brug for. Nu står jeg med en søn der er langt højere end mig selv, som er i stor konflikt med sig selv, og han spytter spydigheder ud, som skidt fra en spædekalv. Når jeg har lyst til at give ham en kram, fordi han ser ud til at det er det han mest trænger til, så får jeg af vide at jeg skal skride. Andre gange er han bare det mest skrøbelige og kærlige lille væsen.

Synes da det er super godt, at der er mødre, som ikke synes det er hårdt

Hm, jeg synes det er et meget ømt emne, men alligevel kan jeg godt forstå at du spørg - Det skal jo ikke være et tabu!

Egentlig er jeg i sådan en 50/50 situation, for jeg har fået verden nemmeste søn, der sov igennem fra han var 1 måned gammel, og som altid har været glad og aldrig lidt af kolik eller noget.
Han har været meget syg med div. lungebetændelser og astma mm, og det har været hårdt at se ham have det skidt, men det har ikke været hårdt fordi han har skabt sig osv, for det har han absolut ikke!

MEN, det har været hårdt for mig, fordi jeg blev mor på den måde jeg blev mor på.
Jeg fandt først ud af at jeg var gravid MEGET MEGET sent i graviditeten, og der var absolut ingen vej tilbage.
Jo, jeg kunne bortadoptere, men det havde/har jeg slet ikke hjerte til.
Så ikke nok med at Emils far valgte at trække sig midt i det hele, og gøre et MEGET stort nummer ud af det,
Så skulle jeg også på små 4 måneder gå fra at være den vildeste party-abe der arbejdede om natten, og hele verden drejdede sig KUN om mig, til at droppe alle mine fremtidsplaner (Jeg skulle have været på guideskole i Lloret De Mar, samme sommer som jeg fødte) og ligge mig selv 100% til side for et lille nyt liv.

Det gør ondt at skrive det her, for det kan hurtigt komme til at lyde som om at jeg ikke elsker min søn, og sådan skal det ikke lyde, for det gør jeg - Jeg har aldrig følt sådan en kærlighed, som jeg har til ham.
Emil var for mit vedkommende ikke et ønskebarn - ikke før jeg havde ham på maven. Jeg elskede ham lige fra første sekund jeg så ham, og jeg ville overhovedet ikke have været foruden!

Så det hårde for mig har været den ekstreme omvæltning, i forhold til mig selv - Og ikke det "hårde" liv som mor.

Men nej, jeg ruller ikke øjne at super-mødre, jeg synes det er dejligt at der er nogen der har det overskud og den livsglæde at de kan gøre som de gør.

Rosa skriver:

Tak for et dejligt svar

Jeg vil også gerne lige tilføje at jeg jo ikke står op om morgenen og tænker "ååh nej!!! Endnu en dag!" Det er ikke en kronisk og konstant tilstand hvor jeg går rundt og dunker mig selv oven i hovedet til dagligt. Men somme tider rammer den, især når man har siddet herinde eller i MG og hørt liiidt for mange mødre fortæller om vidunderbørn der aldrig vågner inden kl 9 og altid spiser deres grøntsager.  

Det der gør ondt er den der erkendelse af at ens eget barn ikke er "perfekt", men bare et lille menneske med gode og dårlige dage. På en eller anden måde synes man jo altid selv at ens barn er elt enestående, men når han for 3.gang i træk var den der skreg og vrælede sig igennem MG mens de andre unger lå og sov sødt eller blev ammet, så gik jeg altså derfra med en tung tung sten i maven (Det skete de første gange). Så gik jeg hjem og havde det elendigt - for hvad var der GALT med os og ville det nogensinde blive bedre??? Og de andre mødre kunne slet ikke sætte sig ind i det for deres unger skreg jo aldrig og sov hele natten Jeg gad godt se den nybagte førstegangsmor der kunne slå koldt vand i blodet og bare tænke positive tanker i den situation... Og man får bare SÅ sort samvittighed over at sidde der ( og her) og "udlevere" sit barn i MG eller herinde, når folk sidder med deres præmieunger der sover, spiser og griner på kommando hver gang For uanset om han fra nu af stopper med at sove og vræler lige til juleaften og jeg aldrig fik hans smukke smil at se og smittende latter at høre så er han jo MIN SØN og jeg elsker ham så det syder og bobler i mig og ville ikke bytte en eneste dag!!!!

Knus og kram

Åh hvor jeg kender til de ting du skriver, så du er ikke alene!

Og jeg ved ikke om det hjælper, men du er en af dem hvor jeg tænker; "Hvor er hun smuk, men en endnu smukkere dreng og hun ser virkelig ud til at have styr på det der mor noget"

Det syntes jeg altså bare lige du skulle vide

Laulund87 skriver:

Åh hvor jeg kender til de ting du skriver, så du er ikke alene!

Og jeg ved ikke om det hjælper, men du er en af dem hvor jeg tænker; "Hvor er hun smuk, men en endnu smukkere dreng og hun ser virkelig ud til at have styr på det der mor noget"

Det syntes jeg altså bare lige du skulle vide

 

FREAKY at du kan læse mine tanker...

Bavianis skriver:

FREAKY at du kan læse mine tanker...

Så må der være noget om snakken med hende Rosa!

Så må der være noget om snakken med hende Rosa!

Men også det du skrev! At man bare tænker - "hvordan kan man både være mor til 3 OG sætte hår hver dag???" Kender det!

Bavianis skriver:

Men også det du skrev! At man bare tænker - "hvordan kan man både være mor til 3 OG sætte hår hver dag???" Kender det!

Ja altså jeg tænker sådan noget lignende hver dag!

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Jeg syntes da det er helt fantastisk at du syntes det ikke er hårdt at være mor, jeg syntes det er møghårdt og jeg har kun 1, men jeg tror det handler meget om barnet, nogle børn er bare mere krævende end andre, min søsters dreng var nem det første år, hvor Nikita var rigtig krævende, men nu er det indimellem omvendt, jeg syntes det er blevet meget nemmere nu, efter hun begyndte at kunne gå, og endnu mere nu hvor hun kan kommunikere.. men man kan da være rigtig heldig, som Anette Heick, som bare syntes det er så nemt at være mor og hun ikke kan forstå hvorfor folk siger det er så hårdt, sådan noget pisser mig af, for jeg syntes det er så meget mangel på empati, børn er ikke ens og det er sku hårdt i perioder at være mor, det tror jeg altså det er for alle, hvem ved, det kan være jeg får den nemme teenager, mens de der har haft forholdsvis nemme børn får det modsatte.. hihi.. 

Ej, jeg syntes det er helt i orden at folk ikke mener at det er hårdt at blive mor, og der er vi jo forskellige, men selvfølgelig vil der være tidspunkter i det lange mor liv hvor det vil være hårdt, og det tvivler jeg på alle ikke oplever min. 1 gang.. 

Der er jo heldigvis forskel på børn og også mødre.

Skønt at du elsker at være mor og synes det er fantastisk.

Jeg synes også det første år var fantastisk, og slet ikke så hårdt som jeg havde troet. Men så blev liam et år, vi flyttede, nyt job og skole. Og så blev det pludselig en smule mere hårdt, især nu hvor han er kommet i selvstændighedsfasen...sikke nogle kampe. Men skønt...det er det stadig. " onclick="doInsertTemplate('<img src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12392.png" style="border: 0" />')" src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12392.png" alt="" />