hvorfor SKAL det være hårdt at være mor?

Malene84 skriver:

Jeg har været alene med dem i ni timer - når min kæreste er på arbejde - lige nu går han hjemme, men skal af sted igen om en uge  jeg sys det er hårdt, at jeg finder en rytme - MIN rytme, og så skal jeg starte forfra når kæresten er hjemme - og igen starte op når han så får arbejde!!! Denne gang har vi holdt fast i min rytme, så jeg burde kunne fortsætte uden ham, når det løs næste uge  men ja det du nævner, kan jeg udemærket sætte mig ind i. Sådan har jeg det når de begge skal aktiveres, og man så må "efterlade" den ene for at få gang i den anden osv osv osv. der er hele tiden noget, hvor man som tvillingemor ikke føler sig tilstrækkelig

det tager sin kvinde at kunne leve med, og acceptere, den utilstræklighedsfølelse – fx at aldrig kunne give det ene barn sin udelte opmærksomhed, fordi den anden også har behov for dig, det synes jeg eddermame er hård kost

men sådan er vilkårene for en tvillingemor. og sådan er vilkårene når man er tvilling! jeg tror vi kan trøste os med, at vi får børn som har lært ting som tålmodighed og empati så tidligt i livet, at det bare ligger på rygraden i det voksne liv

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Nu bliver jeg ikke populær  .... meeeeen jeg bliver nød til at skrive det...  Jeg synes, at meget tit folk spiller ofre, meget tit er der bare brok brok brok hele tiden og man glemmer at nyde livet. Tankerne er meget magtfulde over for os, og alt det der brok gør det hele meget værre.

Jeg synes, at det er super dejligt, at du klarer det så godt og at dine tanker er positiv. Dejligt! Jeg vil have flere stykker ligesom dig, for man bliver helt glad for at høre, at der er nogle som virkeligt nyder at passe på børnene uden alt det brok og tid for sig selv snak...

Cristina (som ikke synes, at tvillinger er så hårdt, som synes, at pseudotvillinger er hårdere... men børn har brug for os og vi skal være 200% der for dem) 

Hmmm, spændende indlæg fra dig

Jeg synes det er FANTASTISK at være mor...ELSKER DET!!!

Men ja, jeg synes det er hårdt ind imellem...mest fordi jeg er alene om det, men det vidste jeg jo også inden  Jeg har ikke så meget netværk (som jeg egentlig havde troet inden jeg fik Runa) og der er dage hvor jeg føler mig meget alene...især når min datter ikke sover så godt, så ser jeg sgu noget slidt ud

Men ville jeg undvære mit liv med hende...NEJ NEJ NEJ!!!!!!

Jeg kan også godt sige dig, at hvis ikke vi havde været to voksne om det, ville jeg have syntes det var drønhårdt. Vi har så godt som ikke noget netværk at trække på her hvor vi bor, og det betyder bare rigtig meget, hvis man står alene med det hele. Selv med to voksne kommer manglen på netværk nok til at tære på os i længden. Livet er bare lidt nemmere, hvis man har familie der kan passe barn en aften eller en weekend eller en sygedag her og der.

Jeg er i hvert fald stum af beundring over jer der klarer det alene

MariaJ skriver:

Jeg kan også godt sige dig, at hvis ikke vi havde været to voksne om det, ville jeg have syntes det var drønhårdt. Vi har så godt som ikke noget netværk at trække på her hvor vi bor, og det betyder bare rigtig meget, hvis man står alene med det hele. Selv med to voksne kommer manglen på netværk nok til at tære på os i længden. Livet er bare lidt nemmere, hvis man har familie der kan passe barn en aften eller en weekend eller en sygedag her og der.

Det har jeg desværre også fundet ud af...og dén har jeg lige måttet sluge

Nu har jeg slet ikke læst alle svarene..

Men jeg synes det virkelig fedt at du har det sådan!! Skønt at høre det faktisk..

Jeg er første gangs gravid med termin til februar.. Når jeg snakker med folk (fremmede, eller folk jeg ikke har snakket længe med), så siger 9 ud af ti noget som om det er negativt.. Høre altid "Puha så får i noget af se til", "Nå så kommer der gang i den", "Så får i aldrig mere fred" eller hvis de selv har børn som pludselig græder eller larmer eller lign. så kan de måske sige noget i stil med "Vil du have hende/ham med hjem, så kan i se hvordan det er og øve jer" altså sådan puha agtigt - i skal ikke glæde jer...
Jeg bliver ærlig talt godt sur og trist over det.. For det første er det jo dem selv som har valgt at sætte børn i verden.. Synes det synd de snakker sådan om deres børn og som om de er en byrde..
Min onkel og tante var vi sammen med forleden og han sagde at de havde oplevet præcis det samme da de ventede min kusine og fætter og mente at sådan er mentaliteten i DK.. (de har boet meget i udlandet)..
Men hvorfor ikke bare være glade, spændte, nysgerrige overfor os, og ønske os tillykke, i stedet for at "ødelægge" det.. Er SÅ træt af det.. Som om det kun er hårdt, krævende, uafbrdt søvn, problemer og frustrationer..

Så jeg synes bare det er såååå dejligt at læse dit indlæg.. tak :-)

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Kære Malene - du pisser mig overhovedet ikke af. Jeg bliver da kun glad for at læse, når du skriver at du ikke synes det er hårdt. Hvor må det være skønt Jeg er så en af dem, der ikke altid synes det var lige let med en lille ny. Men jeg har aldrig brokket mig, men har nok engang i mellem synes det var lidt synd for mig - jo jo selvmeldienhed vokser i takt med trætheden. Min datter havde kolik. Min mand var aldrig hjemme og hele min familie boede 450 km væk. Så nogle gange må jeg indrømme, at jeg synes det var hårdt. Men fordi jeg synes det har været hårdt er slet slet ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan glæde mig på andres vegne hvis de synes det ikke er så hårdt igen

Uhh, det er en balancegang, synes jeg. Nogle har enormt krævende børn og andre har lette børn. Derfor vil der altid være forskellige opfattelser af moderskabet. Nogle tvillinger kræver mad hver anden time om natten - på skift. Dvs. op hver time. Det må altså være hårdt.

Angående mig selv, så er jeg lidt splittet.

Jeg mødte en vildt fremmed i Superbest, som spontant udtalte efter at have kigget på min vogn: "Stakkels dig". Det synes jeg ærlig talt var enormt provokerende. Jeg sagde til hende, at jeg nu var ret glad for min søn og datter. Så blev hun helt flov.

Samtidig vil jeg gerne have, at min omgangskreds forstår, at jeg pt. er underdrejet og jeg ikke har tid og overskud til at være så social som tidligere. For hvis det ikke er hårdt at få tvillinger, så er det bestemt tidskrævende.

Jeg har valgt at være mor på mine børns præmisser 110 pct. Dvs. vi går ikke ud for MIN skyld. Jeg vil hellere have rolige børn, som sover godt og er glade end urolige børn med aftengråd og uro fordi, at jeg absolut skulle tage toget til København og drikke kaffe med veninderne.

Det må vente! Så derfor er det rart at mine veninder og familie ved, at jeg pt. er fuldt booket op.

Det er dog super duper skønt og dejligt at være mor til to sunde og raske tvillinger. Specielt nu, hvor de har fået rytme. Mine sover fra ca. 20 til 6. Så jeg klager bestemt ikke.

Min "lille" Viola er dog meget vågen og krævende om dagen. Det kan være hårdt, når man samtidig har en lille søn og alt det huslige, som følger med.

Kan man dog andet end at føle sig mere lykkelig end udkørt med disse to fedlinge:

dorthemus skriver:

Det har jeg desværre også fundet ud af...og dén har jeg lige måttet sluge

Jeg havde faktisk heller ikke helt indset konsekvensen af at bo langt fra familien med små børn, før nu hvor vi står midt i det. Som sagt går det fint indtil videre, men jeg tror vi kommer til at mangle det rigtig meget, når hun bliver ældre og fx skal være hjemme fra institution eller skole pga sygdom, eller bare at få pasningskabalen til at gå op, så vi begge kan passe vores arbejde (inklusiv skæve arbejdstider).

MariaJ skriver:

Jeg havde faktisk heller ikke helt indset konsekvensen af at bo langt fra familien med små børn, før nu hvor vi står midt i det. Som sagt går det fint indtil videre, men jeg tror vi kommer til at mangle det rigtig meget, når hun bliver ældre og fx skal være hjemme fra institution eller skole pga sygdom, eller bare at få pasningskabalen til at gå op, så vi begge kan passe vores arbejde (inklusiv skæve arbejdstider).

Præcis de samme dilemmaer