hvorfor SKAL det være hårdt at være mor?

Milka skriver:

det tager sin kvinde at kunne leve med, og acceptere, den utilstræklighedsfølelse – fx at aldrig kunne give det ene barn sin udelte opmærksomhed, fordi den anden også har behov for dig, det synes jeg eddermame er hård kost

men sådan er vilkårene for en tvillingemor. og sådan er vilkårene når man er tvilling! jeg tror vi kan trøste os med, at vi får børn som har lært ting som tålmodighed og empati så tidligt i livet, at det bare ligger på rygraden i det voksne liv

Pyy, Dét synes jeg nemlig er det allerhårdeste.

Man kan føle sig total utilstrækkelig som tvillingemor.

Søvnunderskud, manglende socialt liv osv. det kan gå, men at høre sit barn skrige og ikke kan gå fra det andet. At putte et smilende og glad barn helt fraværende fordi det andet ligger og skriger i stuen. Det HADER jeg.

Det er også rigtig hårdt at sidde med dem begge og de begge søger øjenkontakt og vil have sin mor. Nogle gange ligner jeg en, der ser en tenniskamp.

Jeg glæder mig til at de bliver så store, at de har lært at vente - eller bare forstår, hvorfor mor ikke kommer løbende, når hun burde.

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Lige sådanne ord har jeg sagt til en journalist idag... som laver en artikel om det

KaMa skriver:

Pyy, Dét synes jeg nemlig er det allerhårdeste.

Man kan føle sig total utilstrækkelig som tvillingemor.

Søvnunderskud, manglende socialt liv osv. det kan gå, men at høre sit barn skrige og ikke kan gå fra det andet. At putte et smilende og glad barn helt fraværende fordi det andet ligger og skriger i stuen. Det HADER jeg.

Det er også rigtig hårdt at sidde med dem begge og de begge søger øjenkontakt og vil have sin mor. Nogle gange ligner jeg en, der ser en tenniskamp.

Jeg glæder mig til at de bliver så store, at de har lært at vente - eller bare forstår, hvorfor mor ikke kommer løbende, når hun burde.

 

tøserne er allerede ganske gode til det! og det allerbedste er, at når den ene er ked af det, kommer den anden ilende med sut og bamse for at trøste

Milka skriver:

tøserne er allerede ganske gode til det! og det allerbedste er, at når den ene er ked af det, kommer den anden ilende med sut og bamse for at trøste

Årrh hvor sødt. Mine har først nu fået øje på hinanden. Det er sjovt. Primært er det hinandens hænder, de lurer på. De kan nok ikke kende det ene sæt pølsefingre fra det andet. De undrer sig nok over, at nogle af dem kan de selv bevæge og andre er lidt ude af kontrol..hehe.

Nej en "supermor" vil aldrig nogensinde kunne bringe mit P** i kog

Med supermor, mener jeg jo selvfølgelig ikke noget ophøjet noget, men en mor som tager sin rolle og ser posetivt på den, finder mulighederne i stedet for begrænsningerne.

Nogen har det hårdt, Ja det tror jeg gerne på, noget spiller lidt i det og gør det hårdere for dem selv end hvad det behøvede at være og så er der bare dem der tager tingene som de kommer...

Alle har en dårlig eller dum dag, hvor livet og børnene kan være hårde at tage sig af og tackle og når man sidder i det tænker man vel lidt... "puhaa det er også så hårdt" og dagen efter når det går godt og nogen spørg indtil om det er hårdt at have børn er svaret vel "nej da, det synes jeg ikke sådan rigtig" Håber at du kan følge mig...

De glade dage overskyer jo normalvis de ikke så glade, og morgenet gøre vel at man så glemmer det negative

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Hej Malene.

Jeg har ikke læst tråden igennem, men jeg svarer alligevel på dit spørgsmål.

Nej, det pisser mig på ingen måde af at du har det så nemt og fantastisk som du har det.

Men hvis jeg skal være HELT ærlig, så synes jeg tit at det kan være svært at kende folk som bare synes det der mor-halløj er let som en leg og elsker hvert sekund. Hvorfor? Fordi jeg får dårlig samvittighed over at tænke "hvad er det mon jeg gør forkert siden det er så uendelig let for hende, og det er det bare ikke for mig".

Jeg synes IKKE at alle dage bare er fantastiske, og jeg synes faktisk ikke altid at det er fedt at stå med kolik til op over begge ører, senere forkølelse og tænder hos en dreng der oftest skal op 3 gange hver nat. Min søn er som regel ikke hvad man kalder et nemt barn. Han er glad og sjov og vidunderlig, men han er også lidt af en en pyllergøj sammen med andre børn, har hængt lidt i håndbremsen hvad angår motorikken, sover tit dårligt om dagen og meget uregelmæssigt om natten. Når jeg så i mødregruppen eller herinde læser om folk med supernemme børn og mødrene bare emmer af hvor meget de eeeelsker at være på barsel, hvis unger bare STRYGER derudaf i deres udvikling og forældrene ser måbende til mens de klapper i hænderne, så sidder jeg og føler en svidende angst i hjertet for hvad er det der gør at MIT barn ikke er ligeså nemt? Hvorfor har jeg så lidt overskud til at bage boller og klæde mig ordentligt på hver dag?

Jeg har det rigtig fint med mig selv som mor ellers, og jeg synes vi har det SÅ hyggeligt de fleste dage, men når man læser alle "uhh jamen lille Jesper sov da igennem fra 2 ugersalderen" og "Lille Trunte har altid bare været så glad" og "så stod jeg da lige og lavede økologisk græskarmos og så kom jeg lige på at jeg kunne riste kernerne til müsli" og lignende så stikker det i hjertet fordi det bare ikke er sådan herhjemme og jeg aner ikke hvad det er jeg gør der er skyld i at JEG åbenbart ikke har det mor-gen - eller hvorfor er MIN søn ikke et nemt barn?

Dine twinser sov regelmæssigt næsten fra start, de er så nemme og superdygtige hvad angår motorik osv. - SELVFØLGELIG er det nemmere end at stå med kolik de første 3 måneder og senere bekymringerne over at ens elskede unge stille og roligt sakker bagud i forhold til de andre i mødregruppen - samtidigt med at han stadig vågner minimum 3 gange hver nat og skal op kl 6.

Så nej - det SKAL ikke være hårdt at være mor, men jer der har det så nemt er også MEGET uvidende om HVOR hårdt det kan være og hvor bekymrende det kan være når det ikke bare kører på skinner.

De største knustil dig og dine lækre unger

Rosa

Rosa skriver:

Hej Malene.

Jeg har ikke læst tråden igennem, men jeg svarer alligevel på dit spørgsmål.

Nej, det pisser mig på ingen måde af at du har det så nemt og fantastisk som du har det.

Men hvis jeg skal være HELT ærlig, så synes jeg tit at det kan være svært at kende folk som bare synes det der mor-halløj er let som en leg og elsker hvert sekund. Hvorfor? Fordi jeg får dårlig samvittighed over at tænke "hvad er det mon jeg gør forkert siden det er så uendelig let for hende, og det er det bare ikke for mig".

Jeg synes IKKE at alle dage bare er fantastiske, og jeg synes faktisk ikke altid at det er fedt at stå med kolik til op over begge ører, senere forkølelse og tænder hos en dreng der oftest skal op 3 gange hver nat. Min søn er som regel ikke hvad man kalder et nemt barn. Han er glad og sjov og vidunderlig, men han er også lidt af en en pyllergøj sammen med andre børn, har hængt lidt i håndbremsen hvad angår motorikken, sover tit dårligt om dagen og meget uregelmæssigt om natten. Når jeg så i mødregruppen eller herinde læser om folk med supernemme børn og mødrene bare emmer af hvor meget de eeeelsker at være på barsel, hvis unger bare STRYGER derudaf i deres udvikling og forældrene ser måbende til mens de klapper i hænderne, så sidder jeg og føler en svidende angst i hjertet for hvad er det der gør at MIT barn ikke er ligeså nemt? Hvorfor har jeg så lidt overskud til at bage boller og klæde mig ordentligt på hver dag?

Jeg har det rigtig fint med mig selv som mor ellers, og jeg synes vi har det SÅ hyggeligt de fleste dage, men når man læser alle "uhh jamen lille Jesper sov da igennem fra 2 ugersalderen" og "Lille Trunte har altid bare været så glad" og "så stod jeg da lige og lavede økologisk græskarmos og så kom jeg lige på at jeg kunne riste kernerne til müsli" og lignende så stikker det i hjertet fordi det bare ikke er sådan herhjemme og jeg aner ikke hvad det er jeg gør der er skyld i at JEG åbenbart ikke har det mor-gen - eller hvorfor er MIN søn ikke et nemt barn?

Dine twinser sov regelmæssigt næsten fra start, de er så nemme og superdygtige hvad angår motorik osv. - SELVFØLGELIG er det nemmere end at stå med kolik de første 3 måneder og senere bekymringerne over at ens elskede unge stille og roligt sakker bagud i forhold til de andre i mødregruppen - samtidigt med at han stadig vågner minimum 3 gange hver nat og skal op kl 6.

Så nej - det SKAL ikke være hårdt at være mor, men jer der har det så nemt er også MEGET uvidende om HVOR hårdt det kan være og hvor bekymrende det kan være når det ikke bare kører på skinner.

De største knustil dig og dine lækre unger

Rosa

 

Håber det er i orden jeg lige spørger!

Du siger at din dreng var lidt bagefter motorisk. Må jeg spørge med hvad? For på dine billeder, sidder han da bare såå flot..

Min datter er 7 1/2 mdr, og hun sidder ja, men hun vælter stadig til siderne. Er vi så bagud? ..

Hun kan heller ikke selv spise med ske endnu. Hvad er normalt?

 fra en førstegangs mor, som godt kan syns det er hårdt til tider.

Nu har jeg ikke læst alle svarene, så jeg ved ikke om jeg gentager nogen

Jeg har pseudotvillinger med 18 måneder imellem og jeg skal ærligt indrømme at jeg synes det er benhårdt. Lillesøster har refluks og spiser og sover elendigt og den store har brug for ekstra meget bekræftelse, fordi det er hårdt for hende at være blevet storesøster. For begge tøserne er det i øjeblikket kun mor der dur, og selvom far gør hvad han kan, vil den lille kun have flaske af mor og den store vil bare KUN have mor til alt... Jeg fungerer på 5-6 afbrudte timers søvn i døgnet og jeg føler ofte at alt er en desperat kamp op ad bakke for at få lokket mad i lillesøster og forhindre hende i at falde længere ned på kurven og samtidig finde hænder nok til at være noget for den store.

Et af problemerne tror jeg er at deres behov er så forskellige endnu - man kan ikke lave noget med dem begge to, så det er altid enten den ene eller den anden.

Da jeg kun havde den store synes jeg ikke det var specielt hårdt efter de første 3 måneder, men hun har også dejlig nem.

Jeg hader dig ikke fordi du ikke synes det er svært og fordi du nyder at være mor - det gør jeg også på de dage hvor alting klapper -  og jeg synes det er fedt at du har det sådan. 

Der hvor jeg bliver stram i masken er når jeg bliver mødt med manglende forståelse den anden vej rundt - mødre der ikke synes det er spor svært og ikke kan forstå/acceptere at jeg synes det er benhårdt. Kommentarer som "så er det vist heller ikke værre" eller "Jeg synes ikke det har været spor hårdt, og jeg havde tvillinger (underforstået lad være med at pive)" (denne kommer ikke fra dig ), jamen så skal du bare osv, osv... 

Rosa skriver:

Hej Malene.

Jeg har ikke læst tråden igennem, men jeg svarer alligevel på dit spørgsmål.

Nej, det pisser mig på ingen måde af at du har det så nemt og fantastisk som du har det.

Men hvis jeg skal være HELT ærlig, så synes jeg tit at det kan være svært at kende folk som bare synes det der mor-halløj er let som en leg og elsker hvert sekund. Hvorfor? Fordi jeg får dårlig samvittighed over at tænke "hvad er det mon jeg gør forkert siden det er så uendelig let for hende, og det er det bare ikke for mig".

Jeg synes IKKE at alle dage bare er fantastiske, og jeg synes faktisk ikke altid at det er fedt at stå med kolik til op over begge ører, senere forkølelse og tænder hos en dreng der oftest skal op 3 gange hver nat. Min søn er som regel ikke hvad man kalder et nemt barn. Han er glad og sjov og vidunderlig, men han er også lidt af en en pyllergøj sammen med andre børn, har hængt lidt i håndbremsen hvad angår motorikken, sover tit dårligt om dagen og meget uregelmæssigt om natten. Når jeg så i mødregruppen eller herinde læser om folk med supernemme børn og mødrene bare emmer af hvor meget de eeeelsker at være på barsel, hvis unger bare STRYGER derudaf i deres udvikling og forældrene ser måbende til mens de klapper i hænderne, så sidder jeg og føler en svidende angst i hjertet for hvad er det der gør at MIT barn ikke er ligeså nemt? Hvorfor har jeg så lidt overskud til at bage boller og klæde mig ordentligt på hver dag?

Jeg har det rigtig fint med mig selv som mor ellers, og jeg synes vi har det SÅ hyggeligt de fleste dage, men når man læser alle "uhh jamen lille Jesper sov da igennem fra 2 ugersalderen" og "Lille Trunte har altid bare været så glad" og "så stod jeg da lige og lavede økologisk græskarmos og så kom jeg lige på at jeg kunne riste kernerne til müsli" og lignende så stikker det i hjertet fordi det bare ikke er sådan herhjemme og jeg aner ikke hvad det er jeg gør der er skyld i at JEG åbenbart ikke har det mor-gen - eller hvorfor er MIN søn ikke et nemt barn?

Dine twinser sov regelmæssigt næsten fra start, de er så nemme og superdygtige hvad angår motorik osv. - SELVFØLGELIG er det nemmere end at stå med kolik de første 3 måneder og senere bekymringerne over at ens elskede unge stille og roligt sakker bagud i forhold til de andre i mødregruppen - samtidigt med at han stadig vågner minimum 3 gange hver nat og skal op kl 6.

Så nej - det SKAL ikke være hårdt at være mor, men jer der har det så nemt er også MEGET uvidende om HVOR hårdt det kan være og hvor bekymrende det kan være når det ikke bare kører på skinner.

De største knustil dig og dine lækre unger

Rosa

 

Lige præcist hvad jeg ville sige, hvis jeg var lige så god til at formulere mig...

Min nummer 1 var - efter kolik og forstoppelse osv de første 3-4 måneder - et nemt barn og jeg nød at være mor til hende..

Nu har jeg så 2, hvoraf den yngste på ingen måde er nem - vi slås med refluks, medicin, forstoppelse og øjeblikkene hvor jeg nyder at være mor er færre og med længere imellem...

Heldigvis er de der stadigvæk, og det er hvad der virkelig tæller til sidst.

Først og fremmest. Sikke et skønt indlæg. Din positivitet varmer sig helt igennem sneen

Jeg ruller hverken øjne eller gør mig forbløffede tanker om mødre der føler det som en hård rolle at have børn eller mødre hvor det hele bare kører på skinner, for det meste da. Jeg tror og håber at vi alle yder vores bedste i vores roller som mødre, om vi så er ved at dø af søvnløshed eller svæver på lyserøde skyer. Vi er jo allesammen så forskellige, bor ved forskellige vilkår og har hver vores forskellige, men skønne børn. Heldigvis.

Om det er hårdt for os at være mødre el. ej har vel meget at sige om hvordan vi selv har det, hvem vi er som personer, vores indstilling, parforholdet, almen (u)held i livet, vilkår, familieforhold og økonomi. Er vi pressede af en el. anden grund, så er vores overskud jo mindre, sådan helt naturligvis. Og børn kræver skam overskud, om de små pus så er nemme børn el. ej.

Men jeg vil også gå udfra at det også har meget at gøre med det/de individuelle barn/børn. Nogle børn er jo nemmere end andre.

Nu har jeg aldrig prøvet at stå med tvillinger. Jeg er en dog lykkelig mor til 2 skønne piger på 3½ og 14 måneder.

Når jeg selv bliver spurgt om jeg synes at det er hårdt at have 2 små børn, så plejer jeg at sige "Ja, det er fantastisk hårdt".

At blive mor til disse 2 skønne prinsesser har været den største OG bedste udfordring og oplevelse i mit liv. De forstyrrer min nattesvøn, men uanset hvor mange nætter jeg har gennemgået med nærmest ingen søvn, så smelter de mit hjerte og får mig til at smile og grine hver eneste dag. Det er fantastisk, men til tider også hårdt at være konstant på. Ja, fantastisk hårdt.

Om jeg synes at det er hårdt at være mor, så må jeg svare både ja og nej. For jo, det er skam hårdt at mangle sin nattesøvn, når de små pus er syge, når man selv er syg og når man står ude i Brugsen med to skrigende unger og den ældste vælger at løbe ind på lageren imens den yngste sidder og vil op af barnevognen  I dette øjeblik tænker jeg sommetider OMG, nu vil jeg bare trylle os hjem med det samme. Med hensyn til parforholdet er det også en udfordring, men har man et stærkt parforhold som jeg har, så har det styrket os og bundet os endnu mere sammen, trods op- og nedture og forskellige måder at være forældre på.

Jeg er uendelig taknemmelig for min dejlige familie på tallet 4. M ine piger (og selvfølgelig også min mand) er det bedste der er sket for mig. Min kærlighed til dem har styrket mig, modnet mig og gjort mig til en ansvarsbevidst, glad og god mor. Jeg nyder hver eneste dag sammen med dem og sidder tit og tænker, tænk at jeg fødte disse vidunderlige og smukke tøser