hvorfor SKAL det være hårdt at være mor?

dorthemus skriver:

Kære Rosa

Tak for dit indspark i debatten...som jeg faktisk har tænkt en del over i dag. Også over mit eget svar tidligere idag...

Jeg kan sagtens genkende mange af dine tanker og følelser...men har også følt, at det ikke var "legalt" at udtrykke dem, når man som jeg SELV HAR VALGT, at være mor på fuldtid, uden en farmand

Nu har jeg jo så et barn der er meget fremme i skoene rent motorisk, men jeg har så også et barn der er meget vågen...og heller IKKE sover igennem. Jeg er også oppe mange gange om natten og putningerne ender som regel i skrig og skrål..selvom hun er mega træt

Og jeg har perioder hvor Runa skal gåes i søvn og kun sover når barnevognen er i bevægelse....Dét synes jeg er hårdt!! Og så føler jeg mig alene, når jeg traver op og ned af gaderne i al slags vejr og jeg ikke har nogen der lige kan hjælpe lidt eller trille en tur med Runa engang imellem.

Men langt det meste af tiden er det skønt og nemt og kærligheden til hende vokser fra dag til dag...og jeg ville som sagt ikke bytte for noget.

...jo måske, at hun sov igennem bare hver anden nat

Knus Dorthe

Jamen det er jo det - nogle mødre føler at de skal tie stille fordi de har så nemme børn og andre har sååå travlt med at beklage sig. Andre har det lige omvendt og har svlrt ved at finde forståelse for at de ikke altid holder fest over moderskabets mange forpligtelser og udfordringer

Det er jo ikke sådan at fordi man af og til lukker damp ud, så er man bare en brokrøv med en negativ indstilling til livets udfordringer. Eller fordi man ser lyst på tingene og selv føler man har fat i den lange ende så er man selvtilfreds og naiv

Det var ret gennemgående i debatten at man enten føler man er heldig og tilfreds fordi ens barn (tilfældigvis) er nemt, eller også føler man sig til tider som en mindre god mor - især hvis man, som jeg, (tilfældigvis) har haft kolikbarn eller et barn med uregelmæssige rutiner og et udfordrende temperament.

Det er svært at "se lyst" på tingene når man ikke får sovet og ens lille elskling virkelig ikke er et nemt lille myr

Optimisme og letsind er en luksus når man er omgivet af barnegråd i timevis hver dag uden at kunne finde årsagen eller gøre noget ved det og ikke har sovet 3 timer i streg i ugevis - og det ved man jo først når man selv har været der

Knus

Knus

Laulund87 skriver:

Åh hvor jeg kender til de ting du skriver, så du er ikke alene!

Og jeg ved ikke om det hjælper, men du er en af dem hvor jeg tænker; "Hvor er hun smuk, men en endnu smukkere dreng og hun ser virkelig ud til at have styr på det der mor noget"

Det syntes jeg altså bare lige du skulle vide

 

Tusind tak for komplimenten - men du kan tro jeg begår mange brølere i det her mor-halløj Jeg er tydeligvis ikke bare naturlig i rollen, det er noget jeg skal lære, især fordi opstarten var noget af et sukkerchok ovenpå en ellers så fredelig og hyggelig graviditet

Men man bliver bedre dag for dag - også selvom min søn er skvattet ned fra sofaen 2 gange, har fået et skud klorhexidin i stedet for lactulose (helt ufarligt ifølge vagtlægen - men medførte totalt panikanfald for moren) og sover i sin voksi foran opvaskemaskinen når mor og far en sjælden gang har overskud til sex

Knus og kram fra en mor til en anden

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Min ærlige holdning er, at det er suuuuper-fedt, at det kører for jer!

Jeg har Albert, der er 6 måneder (plus det løse) og han vågner 2-6 gange om natten. Det er superhårdt og jeg har svært ved at hænge sammen i løbet af dagen.
Jeg når slet ikke de ting, jeg gik og drømte om, da jeg var gravid. Det gør alle mine veninder (tak, Sys Bjerre... &nbsp så, og det kan være enormt hårdt for selvtilliden, at man er en mor, der bare lige kan slå til, når alle de andre er super-mødre. 

Jeg bliver aldrig irriteret på dem, men jeg bliver ked over mig selv.
Men jeg bliver irriteret på den ene veninde, jeg har, der bliver ved med at fremhæve, hvor fantastisk det her for hende.  

Men at dine drenge gør jobbet som mor, nemt (eller knap så hårdt) for dig, må du (og SKAL du) da være glad for! For det er jo skønt - tænk, hvis det var modsat... Et rigtigt ufedt scenarie!

Kram til den seje mor og hendes seje sønner!

Rosa skriver:

Jamen det er jo det - nogle mødre føler at de skal tie stille fordi de har så nemme børn og andre har sååå travlt med at beklage sig. Andre har det lige omvendt og har svlrt ved at finde forståelse for at de ikke altid holder fest over moderskabets mange forpligtelser og udfordringer

Det er jo ikke sådan at fordi man af og til lukker damp ud, så er man bare en brokrøv med en negativ indstilling til livets udfordringer. Eller fordi man ser lyst på tingene og selv føler man har fat i den lange ende så er man selvtilfreds og naiv

Det var ret gennemgående i debatten at man enten føler man er heldig og tilfreds fordi ens barn (tilfældigvis) er nemt, eller også føler man sig til tider som en mindre god mor - især hvis man, som jeg, (tilfældigvis) har haft kolikbarn eller et barn med uregelmæssige rutiner og et udfordrende temperament.

Det er svært at "se lyst" på tingene når man ikke får sovet og ens lille elskling virkelig ikke er et nemt lille myr

Optimisme og letsind er en luksus når man er omgivet af barnegråd i timevis hver dag uden at kunne finde årsagen eller gøre noget ved det og ikke har sovet 3 timer i streg i ugevis - og det ved man jo først når man selv har været der

Knus

Knus

Nu har jeg læst alle dine indlæg, og har tænkt rigtig meget over dem. Og jeg kender sagtens til alle dine tanker, men jeg har også altid sagt til mig selv at jeg ikke har det så hård som andre når jeg læser deres måde at beskrive tingene så synes jeg slet ikke det i nærheden af hvad jeg har følt. 

Lucas var jo meget hurtig fremme, men nu sænker han stille og rolig bag ud angående sproget han kan nu sige mange ord men bruger dem ikke. Han er snart 2 og sover stadig ikke igennem han vågner mellem 1-6 gange hver nat flere gange i den sidste ende end den første. Men det er bare blevet normalt for os nu, men jeg har godt nok også tænkt tit hvad vi gør forkert, Han spiser næsten ikke noget og har aldrig gjort det han kan godt gå fra bordet med kun 2 bidder mad, men han følger jo sin kurve så det må jo være fint og han virker ikk sulten. 

Jeg har altid sagt vi har det nemt, men det er mere ud fra alle dem der har det hård, at jeg ikke synes det skrevet måde har været lige så hård for os (hvis du forstår hvad jeg mener) 

Nåå men ville bare lige sige at dit indlæg havde fået mig til at tænke og sende dig en kæmpe kram 

Malene84 skriver:

neeeej hvor skægt  hvad var det til?

Et forældre barn blad...

Jeg synes det fantastisk du har det sådan...

Jeg har det nok mere omvendt, synes tit folk spørger mig om det ikke er hårdt at være enlig mor, og tager mig selv i at sige "neeej, har et super let barn" Han er nemlig aldrig sur eller pylret mv. når vi har gæster, han charmer og smiler bare... Men jeg synes det HÅRDT. Jeg elsker at være mor, og jeg elsker min søn, men jeg synes det er så hårdt at stå med hele ansvaret selv. Jeg har ikke pasningsmuligheder da min familie bor langt væk.. Jeg har ufattelig dårlig samvittighed over at jeg glæder mig SÅ meget til min søn starter i DP i morgen, for burde vel være ked af det, for de fleste synes jo ikke de er klar til at aflevere deres barn til fremmede..

Jeg har jo selv valgt at være enlig mor, så brokker mig ikke til folk når de spørger. Men NØØØJ synes jeg blev overrasket... :-)

Diana... skriver:

Nu har jeg læst alle dine indlæg, og har tænkt rigtig meget over dem. Og jeg kender sagtens til alle dine tanker, men jeg har også altid sagt til mig selv at jeg ikke har det så hård som andre når jeg læser deres måde at beskrive tingene så synes jeg slet ikke det i nærheden af hvad jeg har følt. 

Lucas var jo meget hurtig fremme, men nu sænker han stille og rolig bag ud angående sproget han kan nu sige mange ord men bruger dem ikke. Han er snart 2 og sover stadig ikke igennem han vågner mellem 1-6 gange hver nat flere gange i den sidste ende end den første. Men det er bare blevet normalt for os nu, men jeg har godt nok også tænkt tit hvad vi gør forkert, Han spiser næsten ikke noget og har aldrig gjort det han kan godt gå fra bordet med kun 2 bidder mad, men han følger jo sin kurve så det må jo være fint og han virker ikk sulten. 

Jeg har altid sagt vi har det nemt, men det er mere ud fra alle dem der har det hård, at jeg ikke synes det skrevet måde har været lige så hård for os (hvis du forstår hvad jeg mener) 

Nåå men ville bare lige sige at dit indlæg havde fået mig til at tænke og sende dig en kæmpe kram 

Hej sde Diana.

Ja, skønne Lucas er jo netop et barn som ar været utrolig nem og hurtigt. Og det er da FEDT!!! At han har sat tempoet ned er da kun naturligt, ellers skulle han jo snart til at tage studentereksamen så hurtigt som det gik med ham

Det er så nemt at sige til andre at de skal tage den med ro og at deres bekymringer er unødvendige og helt normale. Og det kunne jeg da også sagtens sige til dig nu, men du ville da stadig bekymre dig og spekulere over hvorfor han sådan er sakket bagud - du er jo hans mor - det er det du er "ansat" til  De unger er jo ens et og alt og vi bemærker hver eneste lille detalje hos dem og hvis man får den mindste antydning af at der måsk KUNNE være noget galt så kører spekulationerne helt automatisk! "Hvorfor sover MIT barn ikke igennem når de andres gør" osv.

Jeg sender også jer en ordentlig krammer!!!

KH

Rosa

livet med børn er ikke altid nemt, men personligt er jeg træt af at folk siger når jeg er enlig mor "det må da være hårdt" nej faktisk ikke det er meget nemmere

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Hvor er det dog et dejligt inspirerende indlæg du har lavet.

Jeg synes ligesom dig at det er super nemt og dejligt at være mor.

Vores pragtfulde datter har sovet igennem fra hun var 1 måned gammel og har altid sovet mange timer i løbet af dagen også, så det har faktisk været "en dans på roser" at være på barsel og jeg har nydt at være sammen med hende hver eneste dag

Selvfølgelig har der også være episoder hvor det har været lidt hårdt, f.eks. de enkelte dage hvor hun er vågnet om natten, men alt i alt er det bare nemt.

Så NEJ du pisser mig overhovedet ikke af, det er forfriskende med en overskudsagtig, positiv og glad mor.

Så STORT knus til dig og hav en rigtig god dag

Trine med Lærke på 13 mdr.

Jeg kan godt nikke genkendede til noget af det du skriver - det ligger ligesom lidt i luften, at det "skal" være hårdt at blive forældre, men jeg må faktisk indrømme at jeg her 2.gang ikke synes det er hårdt.

Min fødsel med Mathilde var lidt kompliceret, hjertelyden dykkede flere gange, og hun skulle bare UD!!! Hun havde kolik de første 4 mdr, hvor hun skreg fra kl. 16-24/01 om natten HVER dag! og ikke nok med det, så sov hun aldrig om dagen.... Hun powernappede 10-15 min. af gangen, og ellers var hun pyldret det meste af tiden.

Det var BENHÅRDT og jeg kunne ikke lade være med at have SÅ ondt af mig tilsidst, efter at have levet i flere måneder i TOTALT søvnunderskud og gå med følelsen af magteløshed over ikke at have et "tilpas" barn. Det gjorde mig ked af det og trist. Jeg magtede ikke at klæde mig på, det var ligegyldigt, og det var først da hun var omkring 1 år at jeg begyndte at have overskud til mig selv igen. Shit det var en KÆMPE omvæltning, og jeg husker at jeg flere gange tænkte: "Er DET virkelig hvad det vil sige at have børn?!!!" For så skal jeg IKKE have flere!

Men men men..... Nu er der gået 6 år siden Mathilde blev født, og i sommers kom Frederikke til verden.

Jeg må ærligt sige, at jeg synes det er en 'dans på roser' med hende. Hun har været SÅ nem siden fødslen (som ovenikøbet gik super godt, og lige efter bogen). Hun sover godt om natten - kom på eget værelse at sove da hun var 1½ md, og stortrives generelt set altid! Klynker kun lidt hvis hun er sulten eller træt, ellers smiler hun og er glad! Det er SÅ skønt!

Mit overskud har heller ikke været nede i kulkælderen, som da Mathilde var lille.... Tværdigmod - synes det har været dejligt befriende at vi har haft overskud til en masse lige efter fødslen, og ikke været smadret hele dagen, og ikke orke at klæde mig i tøjet. Sådan har jeg slet ikke haft det denne gang.....

Jeg er sikker på, at det hænger sammen med, at jeg startede ud med at få "vanskeligt" barn.... Hvis det havde været omvendt, så tror jeg virkelig ikke vi ville få mere en 2 børn!!