hvorfor SKAL det være hårdt at være mor?

Malene84 skriver:

Lige præcis... men os skal der også være plads til, uden vi bliver set skævt til. Vi må gerne lave en kæmpe banner og hænge ud foran vores vinduer: JEG HAR NEMME BØRN OG SYS DET AT BLIVE MOR ER PISSE DEJLIGT!. ha ha... kan du følge mig?!

Hehe

Malene84 skriver:

Dejligt at høre Julie, det er jo lige præcis det. Det var egentlig også grunden til dette indlæg, da jeg også har en veninde der konstant brokker sig og bruger det som undskyldning for rigtig mange ting, hun pludselig ikke "kan"  Det undrer mig måske bare, for hvad fanden havde hun forestillet sig?! Selvfølgelig vil livetr ændre sig, man har ikke tid til sig selv osv. men men men... det er vel da forhåbentlig noget hun har gjort op med sig selv, før de planlagde baby.... i hvert fald tror jeg, at det er derfor jeg konstant har det her lalleglade positive syn på tingene - jeg har gjort det op. Jeg har Malene-tid når der er tid til det og ikke før... jeg prøver ikke at skubbe drengenes behov til side for mig selv  hmm det gav da vist ikke mening. hehe

Jo jo, jeg forstod ihvertfald godt hvad du mente Jeg tænker også hver gang hun begynder, at det skulle hun altså have tænkt over noget før og ikke fået børnene helt så tæt -Ved de begge er planglagt.

Men, jeg tror, det er lidt det samme som med snevejre. Ja, det er altså besværligt!! Men se på det positive og hold fast i det

patella skriver:

Jeg kan sagtens følge dig... Har ofte haft samme tanke. Men man skal huske der er forskel på børn. Jeg mindes at huske at dine to drenge er meget nemme, sover om natten osv. Sådan er min dreng også. Og man kan sagtens få dårlig samvittighed overfor andre, der har "sværere" børn. Har f.eks. netop været sammen med en flok venner hele weekenden, hvor det ene par har en datter på knap et halvt år. Hun er så sød og nem, men kan også ha nogle frygtelige skrigeture. Jeg kom til at sige til min mand i weekenden, under en af de skrigeture (som sagtens kunne være meget værre) at sådan har Bastian aldrig skreget, og straks fik jeg dårlig samvittighed, for var bange for det lød "pralende"...

Det andet pars dreng er 15 måneder og har store sove problemer Sover HØJST én lur om dagen og sover ikke så mange timer om natten - får lov til at være oppe til efter 22 osv, fordi de ikke mener han er træt nok til at sove. Vores dreng er i seng kl. 19 (han er lige blevet et år) og sover to x to timers lure i løbet af dagen - UDEN det mindste brok... følte næste vi måtte "gå stille med dørene" omkring hans søvn og vi blev egentlig også set lidt ned på, da vi mente han skulle i seng om aftenen, for "han var jo ikke umulig" osv... (hov det løber vidst lidt af sporet for mig nu )

Men også i denne situation har jeg dårlig samvittighed, hvis jeg snakker om han søvn, hvor nem han er osv, for det skal helst være hårdt og man vil jo så nødig prale...

Du har ret... jeg har uden tvivl to af verdens mest nemme børn. Men de kan også tage deres ture. Jeg er alene 9 timer om dagen, og tro mig - jeg får grå hår af deres skrigeture (når de gør det samtidig). Men, men, men det er vel et eller andet sted hvad man kan forvente af to små børn  

Jeg har utrolig meget respekt - både for jer herinde, men også mine veninder - der fortæller at de synes det er hårdt. Og det er jo netop derfor sådanne forums er til, så vi kan hjælpe og støtte hinanden.

Jeg kan dog ikke rigtig være støttende, hvis de mener det er for hårdt fordi de ikke kan komme i byen, osv.

Sikke et dejligt positivt indlæg!! Jeg har det faktisk meget som dig, jeg synes ikke det er hårdt at have børn.

Vi har lige fået nr 4 og vores børn er 6 år, 3 år, 2 år og 1½ mdr. Og alle, og jeg mener ALLE siger altid, puha, det må være hårdt, hvordan kan I dog klare det osv. Når jeg så siger, at det faktisk ikke er hårdt, det er skønt og børnene er nemme og dejlige så kommer den mest irriterende sætning i verden:

"I ved slet ikke hvad det vil sige at have små børn!"

Gu´ fanden gør vi da det, vi har 4 stk!!  Men ja, her er glasset også halvt fyldt

Jamen jeg er meget enig med dig, Lige ud over de 2 1/2 måned hvor han synes han skulle havde alle sinde tænder om natten det synes jeg var hård, men slet ikke så hård som jeg synes andre beskriver det. 

Knus Diana

SussieThyssen skriver:

Først skal du have et stort knus..fordi du er sådan en super-mor
Og JEG ville synes det var kanon hårdt at få 2 på en gang, for jeg har venner der har haft tvillinger og har selv et par børnebørn der er født med et år imellem, og min største frygt har ALTID været at få 2 på een gang. Det har ikke været så meget arbejdet, men mere det, at man altid må tage sig af først een og så den anden, og jeg ville blive frygteligt splittet og stresset, fordi jeg ikke kunne være der nu og her 100% for dem begge to på een gang, hvis du kan følge mig.
Men...nogle kan bare det der, og til dem hører du, og det tager jeg ski hatten af for.
Ellers så ville jeg da med et stort grin og blink i øjet, svare NEJ!!! Når folk spørger om ikke det er hårdt.
Men det er så trolden i mig, der vifter lidt der.
Og hvis folk så ser spørgende på mig, så ville jeg bare sige,...Jeg elsker at have 2 på een gang, så jeg synes ikke det er hårdt!
Sådan, så kan de tænke på den!!

Jeg har så oplevet det der: Er det ikke hårdt?-noget, mht fødselsstørrelser, men har altid bare taget det med min lille trold, og sagt: Nej, for de er næsten klar til børnehaven, når de kommer ud, og det er en stor fordel...hehe. 

Så i stedet for at blive irriteret, så sig det som det er, også så folk kan få lært, at ikke alle synes det er så hårdt, det har de kun godt af.
Kender forresten en pige, der først fik tvillinger, og det var så nemt synes hun...da de så efter 3-4 år fik en til, så sukkede hun og sagde til mig: Tænk Sussie...med tvillingerne var det bare så nemt..men ham her (den nye baby) DET er hårdt!
Så måske handler det også om de enkelte børn, og hvad der nu kan være med dem, eller ikke-være.

Kærligst
Sussie

ha ha ha... du har så ret! eller, det har jeg i hvert fald også hørt! Det med at tvillingerne var nemme, men at de så fik en til og så brød verden sammen! hmmm tænke, tænke... måske jeg bare skulle holde mig til mine to engle

Men ja, det er også det der kan få mig ned med flaget! det er netop det med at begge børn kræver ALT af dig på samme tid.  man føler totalt utilstrækkelig  men op på hesten igen og videre!!

Jeg har ikke læst hele tråden...

MEN! Hvor er det fedt, som kommende mor, at læse sådan et indlæg. Mange af dem vi kender har først fået børn da de var 30+ og kigger på os med gru i øjnene, når vi siger vi glæder os enormt til at blive 3. "ER i klar over hvor hårdt det er/bliver?!" og nej, det er vi jo sjovt nok ikke, men altså... Der er rigtig mange, som ynder at fortælle hvor lidt børn sover, hvor lidt man kan lave når man har et spædbarn, hvor tidligt man skal tage hjem, hvor få/mange gæster man må have osv. osv.

- sjældent fortæller folk om, hvor dejligt det er, hvor mange smil man får, hvor meget kærlighed man føler og hvor rigtigt ens valg føles!
Så tak for det!

Malene84 skriver:

ha ha ha... du har så ret! eller, det har jeg i hvert fald også hørt! Det med at tvillingerne var nemme, men at de så fik en til og så brød verden sammen! hmmm tænke, tænke... måske jeg bare skulle holde mig til mine to engle

Men ja, det er også det der kan få mig ned med flaget! det er netop det med at begge børn kræver ALT af dig på samme tid.  man føler totalt utilstrækkelig  men op på hesten igen og videre!!

Jeg tror da også, at jeg ville have klaret det med, hvis jeg havde fået 2 på een gang, men igen..den mulighed er der ikke mere, og så er det jo egentligt ude af verden. Nu har vi heller ikke anlæg for tvillinger i nogen af mine slægter, og jeg kan ikke mindes, at jeg nogen steder i min slægtsforskning har stødt på nogen.
Men som sagt..du skal have et stort kram, du er en supermor.

Milka skriver:

folk har ofte spurgt mig om det ikke er hårdt at have tvillinger, hvortil jeg altid har svaret at det faktisk ikke er så hårdt som man skulle tro! selvfølgelig har der været stressende situationer, men for det meste har det bare været fantastisk

men svaret er et andet nu, hvor mine piger er lidt større (21 mdr) – og hvis nogen spørger mig nu, så siger jeg: JO! det er faktisk rigtig hårdt

mellem alderen 1 og 2 sker der ting og sager der får det til at føles som man har otte børn i huset og ikke to. de er allevegne, har fingrene i alt, er totalt frygtløse og har ovenikøbet egne meninger!!!

folk har altid sagt til mig at 'det bliver nemmere' – men jeg synes faktisk det modsatte: det bliver hårdere, men det bliver fandme også dejligere!

 

 

haha... puhaa... det er der faktisk en anden tvillingemoder der har fortalt mig  tror bare jeg må nyde tiden NU, og så tage det som det kommer. Kan kun forestille mig hvordan det må være - med to børn ALLE STEDER!!!

Har dog, siden børnene blev født, fået af vide... bare vent... men hva' fan' betyder det?! Jeg venter og venter og de er stadig super nemme og søde. hehe. men frygter allerede for tiden hvor de begge kravler hver deres retning og man ikke kan have noget i fred

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Super skønt indlæg. Synes det er fedt du tager tyren ved hornen og lige lægger en dæmper på at det absolut skal være hårdt at have børn. Det fede er jo du har 2 dejlige drenge og du kan nyde dem uden at synes det er hårdt.

Jeg synes heller ikke det var hårdt, det var skønt. Men desværre er det nok indprintet i manges hoveder at det SKAL være hårdt at være mor, ingen dans på roser osv fordi det siger alle de andre jo det er.

Fra mig af får du en kæmpe  og klap på skuldere. FEDT indtlæg, SUPER du siger din mening. Love it