hvorfor SKAL det være hårdt at være mor?

Hmm, synes det var nemt at være mor til små børn i forhold til +1 år.

Synes sgu bare de enten lå og snakekde med en, kravlede lid rundt eller spiste og hyggede. Nu hvor de er lidt større er de alle vgne og slås og råber og skubber og hiver og driller og diskuterer ....osv osv.

Natureligvis leger de også sammen, men synes klart det var nememre med et barn på f.eks 7 mdr som du siger og en på 2 år:-)

Og nej, så er det da vitterligt ikke ævrre, man elsker jo de små krudtugler. synes det var hårdt at blive 4 i forhold til 3, men altså, så er det såsandelig heller ikek værre, vi gar bare tidligere i seng for at være friske til næste dag.-)

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Jeg bliver mødt af samme holdning - ikke fordi jeg har tvillinger, men fordi jeg er alene. Mit standardsvar er altid: "Nej, det synes jeg ikke."

Mit svar bunder i, at jeg ikke gider have folk skal have ondt af mig, så jeg kører altid overskuds-mor-kortet og synes egentlig også, at jeg har meget overskud på trods af hele den svære situation med Lauras utilregnelige far

Vær ikke bange for at sige det som du føler det, for det er jo ikke dig der er noget galt med og folk ved jo ikke hvordan det er for dig og hvordcan du oplever det!

Nu svarer jeg lige fra hjertet, og uden at have læst de andre svar du har fået. Jeg kan rigtig godt forstå dig, og har ofte tænkt det samme (selvom jeg ikke har to) og har også tit på fornemmelsen, at folk bare ikke rigtig kan forholde sig til, hvis man ikke synes det er monsterhårdt at være blevet mor. Mht at have tvillinger, så har jeg både en veninde og en svigerinde, der har givet udtryk for at det ikke var specielt hårdt at få tvillinger. Begge fik tvillinger som første "barn", så jeg har altså hørt om andre, der har det som dig.

Jeg tror både der er rigtig meget forskel på børn, og nogen er bare heldige at få nemmere børn end andre, men også at der er rigtig stor forskel på forældre. Både på hvad man oplever som hårdt, hvad man havde forventet og sikkert også hvordan man påvirkes psykisk af det at få barn.

Vi har helt sikkert fået et nemt barn. Ingen kolik og et meget mildt og socialt gemyt. Det er selvfølgelig heldigt, men samtidig har hun jo også sine besværlige sider. For eksempel sover hun elendigt, og har altid gjort det. Selvfølgelig er der ikke altid idyl i vores lille hjem. Nogle dage skændes vi så det brager, fordi vi er så trætte og vores hverdage er blevet så ulige, men stort set synes jeg ikke det er mere besværligt end jeg havde regnet med (nærmere mindre), og faktisk var en af de ting jeg glædede mig til ved at få barn, at få ansvar for nogen andre end mig selv og få det indhold i hverdagen som pligter og rutiner giver. Jeg har været voksen uden barn i massevis af år, og har helt ærligt fået nok af at kunne tage hensyn til mig selv hele tiden døgnet rundt. Det bliver sikkert fint at få egolivet tilbage engang når vores barn (børn?) bliver store, men det er slet ikke noget jeg higer efter hele tiden lige nu.

....når det er sagt, ville det selvfølgelig være skønt at sove en hel nat, drikke mig småfuld i god rødvin og gå ud i flere timer uden at passe en baby samtidig, men alt det kommer jo lige rundt om hjørnet, og kan jo sagtens passes sammen med at være mor, hvis man bare lige holder vejret her de første måneder.

Hvor er det dejligt, som en tidligere i debatten skriver, at læse sådan et indlæg! og så fra en tvillinge-mor  jeg syntes det er SÅ dejligt. det lyder næsten forkert at sige, at jeg er stolt af dig. for jeg er hverken din søster, mor eller anden slægtning. men hvor må de være det.. 

man kan godt nå følelsen af, at man bare skal ha brændt en masse oplevelser af, inden man får børn.. vil man så nogensinde blive klar? 

jeg har ikke fået skyllet hovedet i wc-kummen, været spændt fast på taget af en stjålen bil, været i fængsel eller nogle andre ting som de afprøver i "LANGT FRA LAS VEGAS" inden den 14 årige skal være far til Kim´s barn.. 

men jeg GLÆDER mig til at blive mor.. jeg er SIKKER på at jeg ikke går glip af noget som helst.. og jeg er da endnu mere sikker nu.. 

TAAAAAAAAAK skal lyde fra den gravide, som har 5 uger tilbage af livet alene med kæresten.. Og vi nyder de 5 uger, men alle årene efter de 5 uger, vil blive nydt endnu mere.. 

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Jeg syntes det er et fedt indlægt og jeg må indrømme jo jeg syntes det er hårdt at være mor men på den fede måde, og jeg elsker at være mor og vil bestemt aldrig gøre det om, og må indrømme at jeg "misunder" dig at have fået tvillinger tror bare det er så speciel og fed en oplevelse.

Jeg nyder min datter hver dag selv på de tidspunker hvor vi er alt andet end enige og jeg nyder det at være mor og det er det vigtigste i hele verden for mig!" onclick="doInsertTemplate('<img src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12393.png" style="border: 0" />')" src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12393.png" alt="" />

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Så længe du kan se og sætte dig ind i hvorfor tingene kan være hårdt for andre, kan det ikke pisse mig af. Har flere gange læst dine tråde om tvillingerne og tænkt hvordan du selv når alting. Og må da indrømme at jeg ikke kan lade værre med at være imponeret. Men det er måske netop fordi jeg har veninder med børn uden døgnrytme, med kolik, med amningsproblemer osv.

På den anden side venter jeg nu mit første barn om en 4 ugers tid. Og mange spørger om det ikke er hårdt at arbejde og de hopper og springer for én. Men ærlig talt er jeg ikke besværet af at være gravid. Jeg synes det er skønt. Elsker maven, er sluppet af med et par allergier, og vil da heller ikke lyve omkring at jeg godt kan lide roserne og opmærksomheden Men har også tænkt på hvordan jeg skal reagere når folk kommer medlidende til mig som højgravid. Jeg ved at andre har været igennem 9 måneders sygdom, bækkenløsning, depressioner osv. Mit liv er bare næsten nemmere som gravid! Kan selvfølgelig ikke alt det jeg gerne vil, løbetræne eller handle 1/2 ton ind. Men ved siden af lykken og forventningerne er det bare bagateller, og igen, med omgivelsernes hjælp har jeg jo ikke engang grund til at bekymre mig om det. I disse tilfælde kender jeg godt det med at svare noget, fordi det er "forventet" af én, i den situation man nu er i. Men arbejder virkelig også på at fortælle folk at jeg godt selv kan sige fra hvis det bliver for meget! Folk gør det jo i deres aller bedste mening. Og tror bestemt kun det er som anerkendelse og medfølelse det er ment. Hvilket jeg også vil tro at mange mødre vil have brug for.

Og iøvrigt har jeg flere veninder der praler af hvor skønt det er at være mor. Især første gang. Det er det bedste valg de har taget i deres liv. Så pral du løs... Det må på alle måder være dejligt at have det som dig som mor, og håber da at jeg om max 6 uger, kan sige det samme. Men mon ikke ofte Janteloven spiller ind, fordi folk ikke må forvente at tilværelsen er FOR lyserød og nem?

Nu blev mit indlæg meget langt, men go for it! Jeg synes bare du er sej!

Malene84 skriver:

haha... puhaa... det er der faktisk en anden tvillingemoder der har fortalt mig  tror bare jeg må nyde tiden NU, og så tage det som det kommer. Kan kun forestille mig hvordan det må være - med to børn ALLE STEDER!!!

Har dog, siden børnene blev født, fået af vide... bare vent... men hva' fan' betyder det?! Jeg venter og venter og de er stadig super nemme og søde. hehe. men frygter allerede for tiden hvor de begge kravler hver deres retning og man ikke kan have noget i fred

Altså det der med "bare vent", det er jo simpelthen sådan en mærkelig kommentar. Som om der bare SKAL komme noget svært her lige om lidt, og at alt godt skal udlignes med noget vanskeligt på senere tidspunkt. Så ja, det kan da godt være at ens barn får det forfærdelig svært i skolen eller bliver en rædselsfuld teenager eller gør noget rigtig dumt som voksen, men det kan man da ikke bruge hele livet på at gå og grue sig for. Det virker som om at nogen mennesker bare ikke er i stand til at glæde sig over nuet.

Min anden favorit-hadesætning i forbindelse med små børn er "nu må du nyde det, den her tid kommer aldrig tilbage". Øh, det siger du ikke....Som om tid plejer at komme igen. (jeg forstår godt hvad folk mener, og nyder det da også i fulde drag, men alt for mærkelig formulering efter min mening)

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Hmmm, spændende indlæg fra dig

Jeg synes det er FANTASTISK at være mor...ELSKER DET!!!

Men ja, jeg synes det er hårdt ind imellem...mest fordi jeg er alene om det, men det vidste jeg jo også inden  Jeg har ikke så meget netværk (som jeg egentlig havde troet inden jeg fik Runa) og der er dage hvor jeg føler mig meget alene...især når min datter ikke sover så godt, så ser jeg sgu noget slidt ud

Men ville jeg undvære mit liv med hende...NEJ NEJ NEJ!!!!!!

 

haha... puhaa... det er der faktisk en anden tvillingemoder der har fortalt mig  tror bare jeg må nyde tiden NU, og så tage det som det kommer. Kan kun forestille mig hvordan det må være - med to børn ALLE STEDER!!!

Har dog, siden børnene blev født, fået af vide... bare vent... men hva' fan' betyder det?! Jeg venter og venter og de er stadig super nemme og søde. hehe. men frygter allerede for tiden hvor de begge kravler hver deres retning og man ikke kan have noget i fred

mine piger er også nemme og søde, det er ikke så meget det mere det at de jo i sagens natur bliver mere mobile, og at der kun er én mor. nogen ting er bare fysisk umulige! så er der også andre ting, såsom at de bliver ganske manipulerende med alderen! tror min pointe er at der ligesom bliver tilføjet en ekstra dimension med tiden: det bliver mentalt hårdt. to spædbørn der skriger af sult samtidig kan man gøre noget ved; ét barn der gør ting det ikke må (og kan komme til skade ved) for at få din opmærksomhed mens du har den anden på puslebordet, skrigende og med lort op af ryggen – dét er hårdt!!

nu har du en mand der kan hjælpe dig (det har jeg ikke) – men synes du skrev at du er alene med dem om dagen?

Milka skriver:

mine piger er også nemme og søde, det er ikke så meget det mere det at de jo i sagens natur bliver mere mobile, og at der kun er én mor. nogen ting er bare fysisk umulige! så er der også andre ting, såsom at de bliver ganske manipulerende med alderen! tror min pointe er at der ligesom bliver tilføjet en ekstra dimension med tiden: det bliver mentalt hårdt. to spædbørn der skriger af sult samtidig kan man gøre noget ved; ét barn der gør ting det ikke må (og kan komme til skade ved) for at få din opmærksomhed mens du har den anden på puslebordet, skrigende og med lort op af ryggen – dét er hårdt!!

nu har du en mand der kan hjælpe dig (det har jeg ikke) – men synes du skrev at du er alene med dem om dagen?

Jeg har været alene med dem i ni timer - når min kæreste er på arbejde - lige nu går han hjemme, men skal af sted igen om en uge  jeg sys det er hårdt, at jeg finder en rytme - MIN rytme, og så skal jeg starte forfra når kæresten er hjemme - og igen starte op når han så får arbejde!!! Denne gang har vi holdt fast i min rytme, så jeg burde kunne fortsætte uden ham, når det løs næste uge  men ja det du nævner, kan jeg udemærket sætte mig ind i. Sådan har jeg det når de begge skal aktiveres, og man så må "efterlade" den ene for at få gang i den anden osv osv osv. der er hele tiden noget, hvor man som tvillingemor ikke føler sig tilstrækkelig