hvorfor SKAL det være hårdt at være mor?

JulieE skriver:

Hej Malene!

Jeg har flere gange tænkt det samme som dig. Sådan oveordnet set synes jeg ikke det er hårdt at være mor og synes heller ikke dte var det da mine 2 var små( de er 6½ og 4 nu). Selvfølgelig har der være perioder der har været hårdere end andre, men mit mantra er bestemt ikke "Ih... hvor er det hårdt"

Jeg har tilgengæld en veninde der, hver gang vi er sammen, har så travlt med at fortælle mig hvor hårdt det er at have små børn. Hele tiden skal det lige understreges hvor hårdt det er oog hvor forfærdeligt trættende alting er. Jeg kan ikke lade være med at tænke.... at det ihvertfald ikke bliver lettere af at man konstant går rundt og minder sig selv om hvor hårdt og forfærdeligt det er

Når dte er sagt... Så erd et sgu sejt at du med tvillinger holder fats i at det er fedt!!!

Mange hilsner

Julie, der langt det meste af tiden synes livet med børn er fedt

Nej, hvor kan jeg følge dig.

Jeg har altid sagt, at min datter var et meget nemt barn, og mange har misundt mig dette, da deres har været "hysteriske"/"søvnløse" eller noget helt tredje. Så en dag kom jeg til at tænke over det:

Min datter har aldrig rigtig villet sove. Hun havde kolik de første 2 1/2 mdr, og fast føde har været en kamp at få i hende. Hmmmmm - måske har hun IKKE været nemmere end de andres, men måske har min indstilling til hende gjort det hele nemmere? 

Så mit mantra er: Jeg har et nemt og dejligt barn  - Og det virker altså for mig.

Nej, hvor kan jeg følge dig.

Jeg har altid sagt, at min datter var et meget nemt barn, og mange har misundt mig dette, da deres har været "hysteriske"/"søvnløse" eller noget helt tredje. Så en dag kom jeg til at tænke over det:

Min datter har aldrig rigtig villet sove. Hun havde kolik de første 2 1/2 mdr, og fast føde har været en kamp at få i hende. Hmmmmm - måske har hun IKKE været nemmere end de andres, men måske har min indstilling til hende gjort det hele nemmere? 

Så mit mantra er: Jeg har et nemt og dejligt barn  - Og det virker altså for mig.

Ja, jeg tror virkelig på at meget af det ligger i din egen holdning til tingene  

Jeg har 2 dejligt nemme børn og det holder jeg fast i. Også selvom jeg godt kan huske søvnløse nætter, store bekymringer om manglende vægtstigning og ammebesvær... men jeg synes stadig de har været nemme og det holder jeg fast i

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Nej det pisser mig ikke af:0)

Jeg synes ikkeselv det er SÅ HÅRDT at være mor.

Der er hårde og til tider svære perioder - men decideret hårdt at være mor nej det synes jeg ikke.

Fx lige nu er Anton syg på 6 dag med feber  - sover kun når han sover i mine arme og er bare slet ike tilpas - så synes jeg det er hårdt at være mor til to og gravid osv - men det er da ikek sådan at jeg har ondt af mig selv eller tænker jeg klarer det aldrig men hårdt.

Men det er jo perioder - ellers synes jeg forældrerollen er en dans på roser:0)

Nu er jeg også velsignet med sindsygt nemme børn, havde jeg været udstyret med to styks der græd uafbrudt i tre måneder osv osv så er jeg ikke sikker på at jeg synes det ville være så lyserødt.:0)

Stor respekt for dem der tør indrømme at det er pisse sindsygt hårdt og dem der siger det er sku en dans på roser:0)

Christina

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Jeg kan sagtens følge dig... Har ofte haft samme tanke. Men man skal huske der er forskel på børn. Jeg mindes at huske at dine to drenge er meget nemme, sover om natten osv. Sådan er min dreng også. Og man kan sagtens få dårlig samvittighed overfor andre, der har "sværere" børn. Har f.eks. netop været sammen med en flok venner hele weekenden, hvor det ene par har en datter på knap et halvt år. Hun er så sød og nem, men kan også ha nogle frygtelige skrigeture. Jeg kom til at sige til min mand i weekenden, under en af de skrigeture (som sagtens kunne være meget værre) at sådan har Bastian aldrig skreget, og straks fik jeg dårlig samvittighed, for var bange for det lød "pralende"...

Det andet pars dreng er 15 måneder og har store sove problemer Sover HØJST én lur om dagen og sover ikke så mange timer om natten - får lov til at være oppe til efter 22 osv, fordi de ikke mener han er træt nok til at sove. Vores dreng er i seng kl. 19 (han er lige blevet et år) og sover to x to timers lure i løbet af dagen - UDEN det mindste brok... følte næste vi måtte "gå stille med dørene" omkring hans søvn og vi blev egentlig også set lidt ned på, da vi mente han skulle i seng om aftenen, for "han var jo ikke umulig" osv... (hov det løber vidst lidt af sporet for mig nu )

Men også i denne situation har jeg dårlig samvittighed, hvis jeg snakker om han søvn, hvor nem han er osv, for det skal helst være hårdt og man vil jo så nødig prale...

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

Først skal du have et stort knus..fordi du er sådan en super-mor
Og JEG ville synes det var kanon hårdt at få 2 på en gang, for jeg har venner der har haft tvillinger og har selv et par børnebørn der er født med et år imellem, og min største frygt har ALTID været at få 2 på een gang. Det har ikke været så meget arbejdet, men mere det, at man altid må tage sig af først een og så den anden, og jeg ville blive frygteligt splittet og stresset, fordi jeg ikke kunne være der nu og her 100% for dem begge to på een gang, hvis du kan følge mig.
Men...nogle kan bare det der, og til dem hører du, og det tager jeg ski hatten af for.
Ellers så ville jeg da med et stort grin og blink i øjet, svare NEJ!!! Når folk spørger om ikke det er hårdt.
Men det er så trolden i mig, der vifter lidt der.
Og hvis folk så ser spørgende på mig, så ville jeg bare sige,...Jeg elsker at have 2 på een gang, så jeg synes ikke det er hårdt!
Sådan, så kan de tænke på den!!

Jeg har så oplevet det der: Er det ikke hårdt?-noget, mht fødselsstørrelser, men har altid bare taget det med min lille trold, og sagt: Nej, for de er næsten klar til børnehaven, når de kommer ud, og det er en stor fordel...hehe. 

Så i stedet for at blive irriteret, så sig det som det er, også så folk kan få lært, at ikke alle synes det er så hårdt, det har de kun godt af.
Kender forresten en pige, der først fik tvillinger, og det var så nemt synes hun...da de så efter 3-4 år fik en til, så sukkede hun og sagde til mig: Tænk Sussie...med tvillingerne var det bare så nemt..men ham her (den nye baby) DET er hårdt!
Så måske handler det også om de enkelte børn, og hvad der nu kan være med dem, eller ikke-være.

Kærligst
Sussie

Jeg kan godt være en af dem der tænker "Det må være hårdt at være mor til tvillinger" - og ikke hermed sagt at jeg ikke tror at det er noget af det mest fantastiske i verden.

Jeg er endnu ikke selv så heldig at jeg har nogle børn (prøver dog), men tror (ved) godt hvad grunden er til at jeg nok har tendens til at tænke sådan.

Jeg har den indstilling at man kan gøre meget selv til hvor svært det er at få børn. Ja man kan ikke sikre sig imod sygdomme osv. men ellers tror jeg at har man en afslappet indstilling så går det meget nemmere. Hver gang jeg så ytre mig med denne holding til kvinder der allerede er mødre får jeg altid at vide "Bare vent til du selv får børn så bliver du klogere og så vil du ikke sige sådan!" eller "Det er altså ikke nogen leg at få børn!" Når man har hørt det tit er der vel ikke noget at sige til jeg tror at det er dobbelt så svært at få to  

Jeg tager hatten af for at du syntes det er helt fantastisk og så syntes jeg, næste gange der er nogle der spørger, at du bare skal svare ærligt "Nej det er ikke hårdt, det er bare helt fantastisk!" Hvis du sagde det til mig ville jeg bare blive glad på dine vegne

 for dit indlæg... Du HAR så meget lov til at synes OG prale med at dit liv bare kører på skinner, og når du ovenikøbet skal passe to børn hvor vi andre passer et, er det da bare endnu mere skønt

Jeg har også verdens nemmeste baby.. Hun har nærmest sovet ca 17-20timer fra hun blev født, og sovet igennem ca 6 timer fra dag 1, det er da lykken.

Så JO! man må gerne prale af sit dejlige liv, og moderrollen

Malene84 skriver:

Hej piger,

hmm... ved ikke helt hvordan jeg skal starte dette indlæg, da det er ømt emne for mange. Og jeg ved ikke hvordan jeg selv skal udtrykke mig, uden at mange af jer misforstår mig...

MEN... nu er drengene 7 måneder (først på søndag)... jeg synes ikke det er hårdt og jeg nyder hver dag. Jeg har brudt sammen én gang fordi begge mine drenge skreg i flere timer, jeg var alene med dem og følte mig utilstrækkelig  det er jo ikke engang hårdt i forhold til det I andre skriver om!!! Dermed ikke sagt, at det ikke kan være hårdt nogle dage - men det skal vi alle jo igennem.

Jeg er træt af at folk har ondt af mig fordi jeg har tvillinger. Jeg taler ikke om jer herinde, men folk jeg møder på gaden. Folks første kommentar (ALTID) "Hold da op, to stykker - det må godt nok være hårdt". Jeg tager mig selv i at svare ja (fordi det er forventet af mig) Hvis jeg svarer nej, kan jeg være sikker på at folk kigger underligt på mig og kræver videre forklaring! Jeg kan ikke forstå hvorfor det næsten er obligatorisk at man skal synes det er hårdt at have børn!!! Jeg er også træt af holdningen om det, så jeg ikke må prale af at jeg elsker at være mor og nyder mit liv!!

Hvad er jeres ÆRLIGE holdning, pisser en mor som mig jer af? eller er det okay at have en holdning af, at livet er en dans på roser?

Jeg er hele tiden bange for, at jeg har levet på en svævende sky lidt for længe og snart bliver ramt af en kæmpe mega hammer, og så skal jeg nok sys det er hårdt  (giver det mening)!

Underligt indlæg... men kunne være rart at høre jeres meninger omkring det

kan kun sige at jeg er enig med dig.

jeg synes heller ikke det er hårdt. altså der kan jo selvfølgelig være dage, hvor de små virkelig går en på nerverne og hvor man bare er træt. 

nu er jeg alene med min datter, det er der gode og dårlige ting ved. hvis jeg har brug for en dag/aften hvor det bare er mig, så passer min mor gerne min datter.

NEJ jeg synes ikke det er hårdt, men man har brug for en fridag engang imellem :-)

heller ikke brok herfra - er nemlig fuldstændig enig.. Nu er jeg ikke tvillingemor, men samme slags kommentar får man (jeg) også af og til. "puha det må være hårdt med sådan en lille en" hvor jeg stort set altid svarer, "nej det er da bare super dejligt" SELVFØLGELIG er det da af og til lidt strenge når hun ikke vil sove eller er sulten og maden ikke kommer hurtigt nok - men sådan er det jo bare.. 

Jeg havde troet det var mega hårdt at få et barn, fordi mange netop giver udtryk for hvor hårdt det er.. men så er det vidst heller ikke værre..

Og nu kan jeg kun snakke for et barn uden kolik og sygdom

netdaddy skriver:

Stor respekt fra min side for dit indlæg - er dejligt at se at en mor til tvillinger rent faktisk synes det er dejligt og ikke er hårdt (hele tiden).

tusind, tusind tak  det betyder meget at høre!!!