Hvad ville I gøre??

Jeg føler med dig - det er ikke nemt. 

Har du overvejet at sove sammen med dit dejlige barn i løbet af dagen? Bare læg dig med den lille - og sov.

Det gør jeg, en ½ time, eller 1½ time, eller hvor lang tid min datter nu gider sove. Det kan godt være der trænger til at blive støvsuget, men det kan vente Det hjælper faktisk meget. Jeg ammer også liggende i løbet af dagen, så får jeg hvilet mig lidt der også. 

Og så er det måske også snart tid til at starte på grøden hvis du ikke allerede er gået igang. Det kan give lidt ro. Hvis det er sult der vækker hende og ikke ørerne.

Er det ørerne, har du sikkert hørt at det er godt at hæve hovedet lidt. Læg et tæppe eller håndklæde under madrassen, det letter trykket på trommehinderne, og mindsker smerterne.

Jeg har givet min datter en panodil til børn (stikpille) da hun havde lidt ørepine. Tal med lægen om det og dosis. Det kan hjælpe lidt, men er naturligvis ikke en permanent løsning. Det bedste er nok et dræn. Min ældste fik dræn i ørerne da han var ca. 1½ år gammel, efter at have haft mellemørebetændelse 9 gange på 6 måneder.

Og så spørg om hjælp. Du er helt alene om det - og det behøver du ikke være. Bed dine venner om hjælp. Hvem ved, når I engang er kommet over denne svære periode, så er det nok dig der har overskud, og måske har dine venner så brug for lidt hjælp, eller en babysitter når de skal i biffen. I må kunne støtte hinanden. Spørg også i din mødregruppe.

Held og lykke

desværre er livet hårdt som mor det første år og det er om man har far eller ej, så meget giver mand nu heller ikke i støtte når han skal på job osv hver dag. 

da jeg fik nummer to blev jeg virkelig chokket over den opgave men jeg klarede den og de er i dag 4 og snart tre, men hvis man spørger mig om jeg ville have tiden tilbage ville jeg klart sige STORT nej

KaMa skriver:

Hvad sker der lige for den formulering?

Skal man være lidt mere ydmyg mht til forventninger til sin omgangskreds, når man har taget skeen i egen hånd og fået barn alene?

Er det mere rigtigt at forvente hjælp, hvis man er blevet b*llet tyk i en kæmpe brandert i en baggård og det eneste man husker om mande var, at han sang pivfalsk til "En lille båd der gynger"?

Eller er det allermest rigtigt at forvente hjælp fra omgangskredsen, hvis man valgte at få barn med den forkerte mand, som så ikke hjælper til, når den lille har meldt sin ankomst?

Eller skal man bare slet ikke forvente noget længere af andre?

Ja, undskyld mig, men er selv selvvalgt enlig mor med max behov for hjælp. Så det der trickede mig sgu.

Slap du bare af, jeg udtaler mig helt og aldeles ud fra personlig erfaring, jeg var nemlig selvvalgt enlig mor i 5 år indtil jeg mødte min nuværende mand. Ganske vist ikke via insemination, men selvvalgt i den forstand at jeg gennemførste graviditeten velvidende at barnets far ikke ønskede det.

Og nej, vel skal man ej være mere ydmyg bare fordi man vælger at blive alenemor. Mine holdning gælder absolut også når man er et par. Man kan ikke FORVENTE at omgangskredsen står klar og jubler og gerne vil hjælpe, men det er helt ok at bede om hjælp når man har brug for det.

Og fordi man efter min mening ikke kan forvente hjælpen kan man heller ikke tillade sig at blive skuffet når den ikke dukker op af sig selv.

smillaluna skriver:

Det er godt nok at hun ved hvad hun vil den lille prinsesse..... Men knap så nemt for moderen

Håber du finder en løsning. Det er dælme ikke altid nemt altså.

Tak, det håber jeg også

lisbeth2910 skriver:

Åhhh Dorthe hvor er det bare ikke sjovt for dig!!!!! Der er en grund til at det at blive vækket hele tiden er en tortur metode, og det er mega opslidende. Som du allerede ved har jeg selv været det igennem for 2-3 år siden, og kan sagtens huske hvor hårdt det er når man ikke får sin søvn.

Ang. det med dine venner og veninder, så ville jeg sige det til dem. Hvis i er rigtige venner vil de kunne forstå, og stå der med det samme med en hjælpende hånd. Dem der evt. skulle blive sure/negative er så i virkeligheden ikke rigtige venner. Rigtige venner er i mine øjne dem som altid står der, og altid vil hjælpe når man har allermest brug for det.

Jeg håber det snart løser sig for dig så du kan få sovet, og få lidt Dorthe tid.

Jeg ved ikke hvornår du har søgt om vuggestueplads til Runa, men et godt råd er at få en plads 1 måned før du skal starte job, så kan du bruge den sidste måned af din barsel på at sove mens hun er i vuggestue, og på den måde få indhentet noget af det forsømte inden jobbet kalder

Tak  Ja du har ret, jeg må få det sagt! Tror også en del af det bunder i bekymring for min far fordi han er faldet så meget af på den her på det sidste..det skræmmer mig virkeligt at høre ham være så deprimeret  De veninder jeg tænker på er nærmest familie for mig og vi har kendt hinanden i så mange år at det er virkeligt et afsavn.

Jeg har søgt vuggestueplads pr. 1.4. En måned inden jeg starter på job og jeg er garanteret en plads pr. den 15.4.

Knus

Jeg kunne forestille mig, at de måske venter på, at du spørger ind til en hjælpende hånd... Man kan sagtens ville hjælpe, men ikke trænge sig på.

Leneur skriver:

Allerførst ved jeg jo ikke om Runa er kommet på sit eget værelse og sove om natten og jeg ved jo heller ikke om det hjælper på nattesøvnen men for vores vedkommende har det hjulpet helt vildt meget at Silje kom på eget værelse dengang hun var et halvt års tid. For det første bliver hun ikke forstyrret af at jeg smutter i seng eller når jeg vender og drejer mig og snorker.... ;-) Eller skal på toilettet. Jeg har så nogen gange skullet hente hende ind til mig om natten når hun har vågnet og ikke har kunnet nøjes med sutten ( som hun først blev glad for som 8 mdr. gammel) Hvilket sker en enkelt gang imellem stadigvæk nu hun er 14 mdr. Bare en ide....

Jeg er jo også alenemor og har selv valgt det, bare på en anden måde end dig men jeg har bare spurgt rundt omkring om der var nogen der kunne have lyst til at låne Silje mens jeg sov, gik i bad, gjorde rent osv. og når man først har spurgt, så bliver det nemmere hen ad vejen. Jeg tror at de fleste alenemødre har en hvis evne til at være alt for stolte til at bede om hjælp, for det skal jo ikke hedde sig at man ikke kan klare det men jeg tror det er rigtigt sundt at være adskilt og få lov til at savne det bette vidunder bare lidt og det gør altså at man kan klare den næste måneds tid igen også hvis det er en af de hårde tider.

Dine veninder er ikke tankelæsere, så der er ikke andet for end at ringe eller sende en sms om der er nogen der har lyst til at låne Runa og jeg er ganske sikker på at der er nogen der har lyst... :-)

Tusind tak for dit indlæg og JA jeg må bare bide den forbandede stolthed i mig og ringe...ihhh du rammer et ømt punkt, for ja når man selv har valgt så vil man bare ikke ligge nogen til last. Men vi har jo alle brug for en hånd engang imellem og jeg har bestemt også hjulpet dem igennem tiden.

Runa sover stadig hos mig, dels i sin egen seng og nede i min seng. Hun blir stadig ammet fuldt ud for grød er desværre ikke interessant endnu selvom vi har været startet op på det. Min plan er også at hun rykker ud af mit soveværelse når hun er kommet op på grød flere gange dagligt og ikke behøver at spise om natten...eller ihvertfald kun én gang.

Thalia skriver:

Jeg tænker lidt at skuffelsen skal du pakke langt væk, for eftersom dine veninder jo ikke har gjort noget galt har du ingen grund til skuffelse.

Du har selv valgt at få et barn, velvidende at det er hårdt arbejde og velvidende at du ville stå alene med både ansvar og arbejde, og det ikke er dine veninders job eller ansvar at komme og aflaste dig når tingene er særligt svære.

Når det er sagt, så er det altid i orden at bede sine venner om hjælp når man har brug for det. Det gælder uanset om man er alenemor eller et par, for nogle gange er man bare brug for at få lidt alenetid før man igen kan være en rigtig god forælder.

Og ligesom rigtig flere andre i tråden synes jeg derfor at du skal sende en sms til en enkelt eller flere af de nære veninder, og høre om nogen har tid og lyst til at låne Runa mens du lige får sovet lidt eller gjort rent eller hvad du nu gerne vil

Øhmmm så fordi jeg selv har valgt at få mit drømmebarn, så skal jeg bare bide tænderne sammen og klare mig selv?

De veninder jeg taler om regner jeg for familie for vi har kendt hinanden en menneskealder og har stået last og brask med hinanden i alle livets op- og nedture. De betyder meget for mig og er Runas faddere. Jeg har desuden altid stået klar når de havde behov for en hjælpende hånd og en skulder at græde ud ved. Jeg savner dem i mit liv og at de også ringer og hører til os.

dorthemus skriver:

Hej tøser

Så har jeg et problem som jeg har brug for at lufte for jer.

Jeg er jo, som mange af jer ved, alenemor til Runa som jeg fik vha donorsæd. Hun er nu 5 måneder og rigtig dejlig og jeg er så stolt af hende...men hun er ved at drive mig helt ud med sit natteroderi. Hun vågner hver time om natten og det betyder, at jeg er ved at køre helt ned af træthed.

Jeg har ikke meget familie tæt på som kan aflaste mig. Min far har været rigtig god og sød tl at køre med Runa et par timer så jeg kan få lidt fred til at slappe lidt af/sove/gøre rent osv. Men han er ret dårlig i benene i øjeblikket og kan ikke hjælpe - og det bekymrer mig oveni, at han ikke er så frisk længere for jeg er nært knyttet til ham. Begge mine forældre er sidst i 70´erne så det er begrænset hvor meget de efterhånden kan hjælpe.....

Til problemet: efter jeg har født Runa hører jeg stort set aldrig fra mine gamle veninder på nær et par stykker og det går mig meget på, at de aldrig ringer og hører til os eller tilbyder at komme forbi og hjælpe....eller bare spørge om jeg har brug for noget. Især i øjeblikket har jeg desperat brug for lidt aflastning engang imellem og jeg er SÅ skuffet og ked af det over det. Jeg mangler ikke mennesker i mit liv for jeg har fået gode venner der også har børn, men de kan jo ikke bare smide hvad de har i hænderne og hjælpe mig. Jeg savner dem også i mit og forstår godt at de har travlt med deres eget liv og måske ikke lige tænker over at jeg er alne med en baby 24/7 og måske ville blive glad for lidt hjælp engang imellem.

Jeg har brug for at sige noget...er bange for, at får jeg ikke sagt noget snart så eksploderer jeg over for den første der ringer.

Jeg overvejer at sende en fælles mail/sms ud og forklare, men jeg er i tvivl om det er for kyllingeagtigt...

HVAD VILLE I GØRE I MIT TILFÆLDE????

Kram Den Trætte 

Kæreste Dorthemus,

Allerførst et stort ! Jeg kan sagtens forstå, hvor hårdt det må være for dig at være alene med Runa. Hvis ikke jeg havde min kæreste, var jeg blevet en lille smule vanvittig tror jeg.  Hatten af for alle I enlige mødre derude!!

Nå, men det første jeg tænkte da jeg læste dit indlæg, det er var om dine gamle veninder har børn? Hvis de ikke har, så er det jo ikke sikkert at de ved/tænker over hvor hårdt det er at være alene med en lille baby. Jeg kan nemlig selv huske, da mine veninder begyndte at få børn, der tænkte jeg at det måtte være op til dem at give lyd når de havde lidt luft. Og så troede jeg egentlig også (lidt meget naivt) lidt at de sad i deres egen lille, lykkelige bobbel, hvor der ikke var plads til mig! Hvis det er sådan det forholder sig, så synes jeg du skal ringe/sende en sms og fortælle dem, hvordan du har det. Hvis de har børn allerede, så synes jeg det er for dårligt at de i  det mindste ikke lige tjekker op på hvordan du har det i ny og næ - som du selv skriver, så er det jo ikke altid man har overskud til at smide alt hvad man har i hænderne i en travl hverdag.

Jeg oplever stadigvæk at folk (også familie) fortæller, hvor neeeeemt vi har det og hvor dejlig sød, glad og nem min datter altid er. Og det er hun da helt sikkert også - MEN hun har også dårlige nætter, skrigeture og hvad der ellers hører med livet med en baby og så skal man heller ikke glemme, at man som mor bare altid er på! God dag eller ej, så kan vi ikke lige smide benene op i sofaen og tage en lur, tage på shoppetur, løbe en tur eller hvad vi nu kan lide når det passer OS. Der skal tages hensyn til vores børns behov 24 timer i døgnet. Så det er da KLART at du har brug for noget aflastning!

Er det ikke muligt at få en "reserve-bedste", som kan komme og aflaste et par timer hver uge?

Stort knus Tulle

Thalia skriver:

Slap du bare af, jeg udtaler mig helt og aldeles ud fra personlig erfaring, jeg var nemlig selvvalgt enlig mor i 5 år indtil jeg mødte min nuværende mand. Ganske vist ikke via insemination, men selvvalgt i den forstand at jeg gennemførste graviditeten velvidende at barnets far ikke ønskede det.

Og nej, vel skal man ej være mere ydmyg bare fordi man vælger at blive alenemor. Mine holdning gælder absolut også når man er et par. Man kan ikke FORVENTE at omgangskredsen står klar og jubler og gerne vil hjælpe, men det er helt ok at bede om hjælp når man har brug for det.

Og fordi man efter min mening ikke kan forvente hjælpen kan man heller ikke tillade sig at blive skuffet når den ikke dukker op af sig selv.

Jeg kan godt se, hvad du mener.

Man kan sagtens forhøre sig, om der er nogen der har tid og overskud til at hjælpe, men jeg synes ikke man skal blive skuffet eller ked af det hvis det ikke lykkedes.... Og at sige ens veninder ikke er rigtige veninder fordi de ikke lige står der pronto, synes jeg også er lidt ærgerligt (ved godt du ikke har skrevet det Dorthe, bare lige for en god ordens skyld)....

Jeg vil gøre meget for mine veninder, men fx lige nu hvor jeg selv står med et lille barn, nyt job med skiftende arbejdstider og en MASSE læsning, ved jeg næsten ikke hvor jeg skulle få tiden fra?? Ville da blive så ked af at blive betegnet som en dårlig veninde, fordi jeg ikke havde overskud til at aflaste....

Men helt klart Dorthe - send en mail eller SMS, hvor du skriver, long time no see, sådan er det her ved mig lige nu - skulle der være nogen, der kan afse et par timer, så ville jeg blive glad