Hvad ville I gøre??

Hej tøser

Så har jeg et problem som jeg har brug for at lufte for jer.

Jeg er jo, som mange af jer ved, alenemor til Runa som jeg fik vha donorsæd. Hun er nu 5 måneder og rigtig dejlig og jeg er så stolt af hende...men hun er ved at drive mig helt ud med sit natteroderi. Hun vågner hver time om natten og det betyder, at jeg er ved at køre helt ned af træthed.

Jeg har ikke meget familie tæt på som kan aflaste mig. Min far har været rigtig god og sød tl at køre med Runa et par timer så jeg kan få lidt fred til at slappe lidt af/sove/gøre rent osv. Men han er ret dårlig i benene i øjeblikket og kan ikke hjælpe - og det bekymrer mig oveni, at han ikke er så frisk længere for jeg er nært knyttet til ham. Begge mine forældre er sidst i 70´erne så det er begrænset hvor meget de efterhånden kan hjælpe.....

Til problemet: efter jeg har født Runa hører jeg stort set aldrig fra mine gamle veninder på nær et par stykker og det går mig meget på, at de aldrig ringer og hører til os eller tilbyder at komme forbi og hjælpe....eller bare spørge om jeg har brug for noget. Især i øjeblikket har jeg desperat brug for lidt aflastning engang imellem og jeg er SÅ skuffet og ked af det over det. Jeg mangler ikke mennesker i mit liv for jeg har fået gode venner der også har børn, men de kan jo ikke bare smide hvad de har i hænderne og hjælpe mig. Jeg savner dem også i mit og forstår godt at de har travlt med deres eget liv og måske ikke lige tænker over at jeg er alne med en baby 24/7 og måske ville blive glad for lidt hjælp engang imellem.

Jeg har brug for at sige noget...er bange for, at får jeg ikke sagt noget snart så eksploderer jeg over for den første der ringer.

Jeg overvejer at sende en fælles mail/sms ud og forklare, men jeg er i tvivl om det er for kyllingeagtigt...

HVAD VILLE I GØRE I MIT TILFÆLDE????

Kram Den Trætte 

Hej

Jeg tænker lidt: Er dine venner klar over at du har det som du har? Særligt dem der måske ikke har børn. Det er ikke så nemt at vide hvor hårdt det kan være hvis man ikke selv har prøvet.

Jeg er nok ikke så meget tilhænger af fællesmail/sms. Jeg ville nok ringe til en af dem og sige at jeg har det hårdt og har brug for hjælp - er faktisk helt sikker på at der nok skal være flere der vil give en hånd så.

Det er lidt ligesom at kæresten heller ikke kan regne ud at han skal støvsuge fordi man går og er sur en hel dag - medmindre man siger at det er det man gerne vil have.

Jeg håber snart at din datter er færdig med det natteroderi.

/Berta

Berta skriver:

Hej

Jeg tænker lidt: Er dine venner klar over at du har det som du har? Særligt dem der måske ikke har børn. Det er ikke så nemt at vide hvor hårdt det kan være hvis man ikke selv har prøvet.

Jeg er nok ikke så meget tilhænger af fællesmail/sms. Jeg ville nok ringe til en af dem og sige at jeg har det hårdt og har brug for hjælp - er faktisk helt sikker på at der nok skal være flere der vil give en hånd så.

Det er lidt ligesom at kæresten heller ikke kan regne ud at han skal støvsuge fordi man går og er sur en hel dag - medmindre man siger at det er det man gerne vil have.

Jeg håber snart at din datter er færdig med det natteroderi.

/Berta

Tak for svar

Nogle af dem er nok ikke klar over det, mens jeg over for andre har givet udtryk for at jeg synes det er hårdt at stå med alt selv.

Men du har ret, jeg er nok nødt til at ringe og sige det. Overskuddet er bare ikke så stort i øjeblikket.

Knus

Ligesom dig er jeg også alenemor, til en lille søn dog. Han er han verdens dejligeste dreng, men ikke altid den nemmeste. Han er for det første svær at få til at sove ( det tager laaaaang tid ) og han overgiver sig først ved en 22-tiden. Han vågner ml 5 og 15 gange om natten. Og ja jeg er også en meget træt mor efterhånden.

Samtidig forstår jeg udemærket din problematik med veninderne. Mine er heller ikke så tilstedeværende længere som de har været og tilbyder heller ikke rigtig hjælp. Tænker det kan skyldes flere ting. Dels en misforstået omsorg, hvor de tænker de ikke vil forstyrre og i stedet vil lade mig tage kontakten, når jeg har tid til det. Og dels tænker jeg det måske også er fordi, det handler lidt om at man er ude af øje og derfor ude af sind ? Og samtidig har ingen af mine veninder børn, så tror heller ikke helt de kan relatere til mig på samme måde mere. Vores liv indeholder meget forskellige prioriteringer og udfordring jo. Det samme gælder jo nok dine veninder uden børn ?

Men tror i hvert fald det ville være en god start at konfrontere dine veninder med dine spørgsmål og undren, for at få nogle klare udmeldinger

Først lige  I so hear you!! 

Alberte er også lige pt, en natteroder, dog ikke så slemt - men guud hvor er jeg træt. I dag er jeg f.eks lige ved at gå ud af mit gode skind, og trænger viiiirkelig til at der kommer een og tager hende en time eller to Bare lige så du ved du ikke er alene om den tanke

Mht. det med veninderne/vennerne kan jeg også kun "være med". Ved ikke lige om en fælles sms er det jeg vil gøre i sådan en situation... men måske bare konfrontere dem der handler om, med det. Simpelthen sige, "det ville være rigtig rart om du kunne komme og tage Runa en time, eller komme og lege med hende hos mig, mens jeg gør rent" Eller spørge om de evt. har lyst, så det bliver sådan en slags hjælp. Mange bliver stolte over at "få lov" til at hjælpe. 

Og selvom du selv har valgt, at være enlig mor - så må man GERNE sige det er hårdt og have brug for aflastning

KNUS!!

Phoenix skriver:

Ligesom dig er jeg også alenemor, til en lille søn dog. Han er han verdens dejligeste dreng, men ikke altid den nemmeste. Han er for det første svær at få til at sove ( det tager laaaaang tid ) og han overgiver sig først ved en 22-tiden. Han vågner ml 5 og 15 gange om natten. Og ja jeg er også en meget træt mor efterhånden.

Samtidig forstår jeg udemærket din problematik med veninderne. Mine er heller ikke så tilstedeværende længere som de har været og tilbyder heller ikke rigtig hjælp. Tænker det kan skyldes flere ting. Dels en misforstået omsorg, hvor de tænker de ikke vil forstyrre og i stedet vil lade mig tage kontakten, når jeg har tid til det. Og dels tænker jeg det måske også er fordi, det handler lidt om at man er ude af øje og derfor ude af sind ? Og samtidig har ingen af mine veninder børn, så tror heller ikke helt de kan relatere til mig på samme måde mere. Vores liv indeholder meget forskellige prioriteringer og udfordring jo. Det samme gælder jo nok dine veninder uden børn ?

Men tror i hvert fald det ville være en god start at konfrontere dine veninder med dine spørgsmål og undren, for at få nogle klare udmeldinger

Først et støttekram fordi du også kæmper med din dreng  Fuck hvor er det bare rocker hårdt til tider

Ja jeg må jo konfrontere dem for det er nok rigtigt det med ud af øje ude af sind, selvom det er hårdt.

Håber snart det vender for os begge...hvor gammel er din søn?

dorthemus skriver:

Hej tøser

Så har jeg et problem som jeg har brug for at lufte for jer.

Jeg er jo, som mange af jer ved, alenemor til Runa som jeg fik vha donorsæd. Hun er nu 5 måneder og rigtig dejlig og jeg er så stolt af hende...men hun er ved at drive mig helt ud med sit natteroderi. Hun vågner hver time om natten og det betyder, at jeg er ved at køre helt ned af træthed.

Jeg har ikke meget familie tæt på som kan aflaste mig. Min far har været rigtig god og sød tl at køre med Runa et par timer så jeg kan få lidt fred til at slappe lidt af/sove/gøre rent osv. Men han er ret dårlig i benene i øjeblikket og kan ikke hjælpe - og det bekymrer mig oveni, at han ikke er så frisk længere for jeg er nært knyttet til ham. Begge mine forældre er sidst i 70´erne så det er begrænset hvor meget de efterhånden kan hjælpe.....

Til problemet: efter jeg har født Runa hører jeg stort set aldrig fra mine gamle veninder på nær et par stykker og det går mig meget på, at de aldrig ringer og hører til os eller tilbyder at komme forbi og hjælpe....eller bare spørge om jeg har brug for noget. Især i øjeblikket har jeg desperat brug for lidt aflastning engang imellem og jeg er SÅ skuffet og ked af det over det. Jeg mangler ikke mennesker i mit liv for jeg har fået gode venner der også har børn, men de kan jo ikke bare smide hvad de har i hænderne og hjælpe mig. Jeg savner dem også i mit og forstår godt at de har travlt med deres eget liv og måske ikke lige tænker over at jeg er alne med en baby 24/7 og måske ville blive glad for lidt hjælp engang imellem.

Jeg har brug for at sige noget...er bange for, at får jeg ikke sagt noget snart så eksploderer jeg over for den første der ringer.

Jeg overvejer at sende en fælles mail/sms ud og forklare, men jeg er i tvivl om det er for kyllingeagtigt...

HVAD VILLE I GØRE I MIT TILFÆLDE????

Kram Den Trætte 

ja gu er det hårdt at være alene mor..

jeg har været alene med min søn siden han var 6 mdr gammel og har heldigvis familie til at støtte og aflaste lidt engang i mellem. Det er MAX én gang om måneden at marcus er hos min mor til overnatning.

men jeg tænker lidt, du var vel godt klar over at det er HÅRDT at have småbørn 24/7?

ikke at være dømmende, forstå mig ret, men kan ikke se hvorfor du forventer at andre vil passe dit barn som du har fået alene?

Jeg syns det er flot at du er alene og har taget beslutningen at være alene mor, men der er også en grund til at det kræver to mennesker til at få et barn..

Søde Dorthe. RING RING ring... Jeg har netop været ved at blive sindssyg af at være alene med Laura, men jeg tog mod til mig og ringede til min veninde og spurgte om hun dog ikke ville aflaste mig en dags tid, hvilket hende og hendes forældre satte en kæmpe ære i. Det endte faktisk med, at det var hende der undskyldte for ikke at have kunne se mit behov - men jeg havde jo heller ikke tidligere ytret ønske om noget, så det var naturligt, at hun ikke vidste det.

Som alenemor har jeg det ofte sådan, at jeg simpelthen nægter at klynke, for der er bare ingen der skal komme og sige, at jeg ikke kan klare det! Kender du ikke følelsen? Den skal lægges på hylden en gang imellem sammen med stoltheden, for så har jeg lært, at man bliver en meget bedre og mere vedkommende mor med masser af overskud og energi

BlyViol skriver:

Først lige  I so hear you!! 

Alberte er også lige pt, en natteroder, dog ikke så slemt - men guud hvor er jeg træt. I dag er jeg f.eks lige ved at gå ud af mit gode skind, og trænger viiiirkelig til at der kommer een og tager hende en time eller to Bare lige så du ved du ikke er alene om den tanke

Mht. det med veninderne/vennerne kan jeg også kun "være med". Ved ikke lige om en fælles sms er det jeg vil gøre i sådan en situation... men måske bare konfrontere dem der handler om, med det. Simpelthen sige, "det ville være rigtig rart om du kunne komme og tage Runa en time, eller komme og lege med hende hos mig, mens jeg gør rent" Eller spørge om de evt. har lyst, så det bliver sådan en slags hjælp. Mange bliver stolte over at "få lov" til at hjælpe. 

Og selvom du selv har valgt, at være enlig mor - så må man GERNE sige det er hårdt og have brug for aflastning

KNUS!!

Tak Mitzie  Ja lige præcis...bare en time eller to, så jeg kan sooooooove!!! Ja jeg må tage snakken med dem inden jeg koger over og får sagt noget jeg ved jeg kommer til at fortryde.

Probemet er også, at jeg jo stadig fuldammer så det sætter sine begrænsninger på hvor længe de kan passe, men ja de kan jo bare være herhjemme.

Knus fra mig

dorthemus skriver:

Først et støttekram fordi du også kæmper med din dreng  Fuck hvor er det bare rocker hårdt til tider

Ja jeg må jo konfrontere dem for det er nok rigtigt det med ud af øje ude af sind, selvom det er hårdt.

Håber snart det vender for os begge...hvor gammel er din søn?

Ja, vi er da SÅ seje, at vi trods alt kan klare det. Han er et halvt år nu