Hvad ville I gøre??

ELLER!!! Du kan pakke svesken sammen og komme herover et par dage - så laver vi et lille mødrekollektiv hvor vi kan aflaste hinanden med bleskift/madlavning/nannytime OG du kan få lidt Århusstemning - hva' siger du? Det er helt alvorligt ment - jeg er alenemor til fredag aften og I er hjerteligt velkomne!!!!

Bare en tanke.. Hvis du skriver solstråle statusser på facebook eller svare "det går fint " ect når folk spørger indtil dit nye liv som mor,så tror de jo at det er sådan det er-hele tiden. Syntes det ville være smart at ringe til den der stod der nærmest og spørge om hun ville kigge forbi til kaffe eller lign hvor du uddybene fortæller hvordan du har det. Sig det som det er. At du har brug for hende!

Jeg valgte ikke at blive enlig,men jeg blev det alligevel,så ved godt hvordan du har det. Nogle venner-trods et liv med fælles op og nedture kan falde fra,men sådan er livet..De forsvinder,og nye venskaber (måske via baby.dk) opstår. Dit liv har fået ny priotering,men derfor kan du jo stadig være frisk på cafe ture,film aftener osv, Du er jo stadig Dorthe. Måske skal dine veninder have en reminder om at "du" stadig er her selvom du er blevet mor til Runa

-Bare en tanke

KaMa skriver:

Undskyld, men hold da op et kikset svar. Dorthe har da på ingen måde ytret, at hun vil have andre til at tage sig af sin datter!

Når man er selvvalgt enlig mor har man da lige så meget brug for aflastning, pasning, venindesnak og interesse som dem, der får det med en mand. Det er jo ikke første gang i historien at en nybagt mor bliver forsømt af sine barnløse veninder. Det er sådan set det, som debatten handler om - sådan som jeg ser det. Hvordan råber man veninder op og beder om hjælp.

Ja, der er mange gode grunde til, at der skal være to til at lave en baby, men i dagens danmark kan det være forbandet svært at finde ud af et parforhold. For Dorthe - og mits vedkomne blev vi SEM - du blev enlig mor efter 6 mdr. Sådan er det jo så forskelligt - men måske alligevel med mange ligheder

 

TAK Karina  Skønt at have dig i mit ringhjørne

Rosa skriver:

ELLER!!! Du kan pakke svesken sammen og komme herover et par dage - så laver vi et lille mødrekollektiv hvor vi kan aflaste hinanden med bleskift/madlavning/nannytime OG du kan få lidt Århusstemning - hva' siger du? Det er helt alvorligt ment - jeg er alenemor til fredag aften og I er hjerteligt velkomne!!!!

Åhhh hvor lyder det bare SUPER SKØNT og hvor gad jeg bare godt lige det  Kan dog ikke for Runa skal jo opereres i denne uge 

Knus

Shibby skriver:

Bare en tanke.. Hvis du skriver solstråle statusser på facebook eller svare "det går fint " ect når folk spørger indtil dit nye liv som mor,så tror de jo at det er sådan det er-hele tiden. Syntes det ville være smart at ringe til den der stod der nærmest og spørge om hun ville kigge forbi til kaffe eller lign hvor du uddybene fortæller hvordan du har det. Sig det som det er. At du har brug for hende!

Jeg valgte ikke at blive enlig,men jeg blev det alligevel,så ved godt hvordan du har det. Nogle venner-trods et liv med fælles op og nedture kan falde fra,men sådan er livet..De forsvinder,og nye venskaber (måske via baby.dk) opstår. Dit liv har fået ny priotering,men derfor kan du jo stadig være frisk på cafe ture,film aftener osv, Du er jo stadig Dorthe. Måske skal dine veninder have en reminder om at "du" stadig er her selvom du er blevet mor til Runa

-Bare en tanke

 

Du har så ret!! Tak for dit bidrag

Men jeg skriver nu ikke solstråle statusser, snarere de modsatte  Jeg har også givet udtryk for mine følelser før, men de skal nok bare have dem igen

Jeg har fået gode og nye bekendtskaber/venskaber, men lige de her veninder har jeg kendt i over 20 år og de betyder rigtig meget for mig....men de har ikke selv børn så derfor er det nok svært for dem at sætte sig ind i.

KaMa skriver:

Hvad sker der lige for den formulering?

Skal man være lidt mere ydmyg mht til forventninger til sin omgangskreds, når man har taget skeen i egen hånd og fået barn alene?

Er det mere rigtigt at forvente hjælp, hvis man er blevet b*llet tyk i en kæmpe brandert i en baggård og det eneste man husker om mande var, at han sang pivfalsk til "En lille båd der gynger"?

Eller er det allermest rigtigt at forvente hjælp fra omgangskredsen, hvis man valgte at få barn med den forkerte mand, som så ikke hjælper til, når den lille har meldt sin ankomst?

Eller skal man bare slet ikke forvente noget længere af andre?

Ja, undskyld mig, men er selv selvvalgt enlig mor med max behov for hjælp. Så det der trickede mig sgu.

Præcis! Tak

Tiina skriver:

Jeg føler med dig - det er ikke nemt. 

Har du overvejet at sove sammen med dit dejlige barn i løbet af dagen? Bare læg dig med den lille - og sov.

Det gør jeg, en ½ time, eller 1½ time, eller hvor lang tid min datter nu gider sove. Det kan godt være der trænger til at blive støvsuget, men det kan vente Det hjælper faktisk meget. Jeg ammer også liggende i løbet af dagen, så får jeg hvilet mig lidt der også. 

Og så er det måske også snart tid til at starte på grøden hvis du ikke allerede er gået igang. Det kan give lidt ro. Hvis det er sult der vækker hende og ikke ørerne.

Er det ørerne, har du sikkert hørt at det er godt at hæve hovedet lidt. Læg et tæppe eller håndklæde under madrassen, det letter trykket på trommehinderne, og mindsker smerterne.

Jeg har givet min datter en panodil til børn (stikpille) da hun havde lidt ørepine. Tal med lægen om det og dosis. Det kan hjælpe lidt, men er naturligvis ikke en permanent løsning. Det bedste er nok et dræn. Min ældste fik dræn i ørerne da han var ca. 1½ år gammel, efter at have haft mellemørebetændelse 9 gange på 6 måneder.

Og så spørg om hjælp. Du er helt alene om det - og det behøver du ikke være. Bed dine venner om hjælp. Hvem ved, når I engang er kommet over denne svære periode, så er det nok dig der har overskud, og måske har dine venner så brug for lidt hjælp, eller en babysitter når de skal i biffen. I må kunne støtte hinanden. Spørg også i din mødregruppe.

Held og lykke

 

 

 

 

 

 

Hej Tina

Tusind tak for dine gode råd  Jeg er begyndt at hvile om dagen når hun tager den lange lur i barnevognen. Jeg gør rent når hun er vågen, så sidder hun i bæreselen eller mei taien på ryggen og er med rundt med støvsugeren  Og så er jeg begyndt at gå tidligere i seng om aftenen selvom det er det eneste tidspunkt på dagen hvor jeg kan slappe af og se lidt tv og snakke i telefon. Gik i seng kl. 20 igår og selvom jeg havde svært ved at sove der så kan jeg mærke det på mit humør idag

Hun har ikke noget med ørene og vi var begyndt med grød, men hun var ikke klar til det/interesseret og hendes mave gik helt i baglås. Vi starter op igen om et par uger så håber jeg, at det får inflydelse på hendes søvnmønster

Og ja så skal jeg se at få ringet til veninderne og sige, at jeg har brug for dem

Kram Dorthe

june1987 skriver:

desværre er livet hårdt som mor det første år og det er om man har far eller ej, så meget giver mand nu heller ikke i støtte når han skal på job osv hver dag. 

da jeg fik nummer to blev jeg virkelig chokket over den opgave men jeg klarede den og de er i dag 4 og snart tre, men hvis man spørger mig om jeg ville have tiden tilbage ville jeg klart sige STORT nej

Haha nej...tror heller aldrig jeg har haft så travlt i mit liv som nu, men samtidigt ønsker jeg det ikke anderledes

Macaab skriver:

Jeg kunne forestille mig, at de måske venter på, at du spørger ind til en hjælpende hånd... Man kan sagtens ville hjælpe, men ikke trænge sig på.

Ja det kan være, at det er sådan de tænker

Jeg har ikke læst hele tråden eller set om den er gammel, men jeg synes du skal ringe til hver enkelt. En fællessms/e-mail er bare så upersonlig og kan let komme til at være lidt bebrejdende uden at det var intentionen. Så ring du rundt og hør om der ikke er en der kan være behjælpelig i nogle timer.

Måske kan du også begynde at tænke på om en fast overnatning ude måske bare en gang om måneden kunne begynde at komme på tale? mht. amning så kan du malke ud nogle uger i forvejen så er der masser af mælk at tage af.

Det ER hårdt at være forælder. Det er også hårdt at være enlig. Og ja det er selvvalgt. Men man bør som ven/veninde/familie være parat til at aflaste som man nu kan. For nogle er det måske en times leg inde i din stue mens du sover og for andre er det måske en hel nat. Det ved du først når du spørger dem

Vi har heller ikke det store netværk, og der forsvandt mange mange venner og veninder, men har også fundet nogle få som magter og har overskudet til at tage over, og passe en aften i ny og næ og jo Tjalfe, jeg er vældig stolt, har da også sover ude nu én nat (han bliver 3 lige om lidt) og det er dejligt

Så jeg ville nok bare sige at det er hårdt, du kan klare det og der er andre muligheder end de traditionelle