Thalia skriver:
Jeg tænker lidt at skuffelsen skal du pakke langt væk, for eftersom dine veninder jo ikke har gjort noget galt har du ingen grund til skuffelse.
Du har selv valgt at få et barn, velvidende at det er hårdt arbejde og velvidende at du ville stå alene med både ansvar og arbejde, og det ikke er dine veninders job eller ansvar at komme og aflaste dig når tingene er særligt svære.
Når det er sagt, så er det altid i orden at bede sine venner om hjælp når man har brug for det. Det gælder uanset om man er alenemor eller et par, for nogle gange er man bare brug for at få lidt alenetid før man igen kan være en rigtig god forælder.
Og ligesom rigtig flere andre i tråden synes jeg derfor at du skal sende en sms til en enkelt eller flere af de nære veninder, og høre om nogen har tid og lyst til at låne Runa mens du lige får sovet lidt eller gjort rent eller hvad du nu gerne vil 
Hvad sker der lige for den formulering?
Skal man være lidt mere ydmyg mht til forventninger til sin omgangskreds, når man har taget skeen i egen hånd og fået barn alene?
Er det mere rigtigt at forvente hjælp, hvis man er blevet b*llet tyk i en kæmpe brandert i en baggård og det eneste man husker om mande var, at han sang pivfalsk til "En lille båd der gynger"?
Eller er det allermest rigtigt at forvente hjælp fra omgangskredsen, hvis man valgte at få barn med den forkerte mand, som så ikke hjælper til, når den lille har meldt sin ankomst?
Eller skal man bare slet ikke forvente noget længere af andre?
Ja, undskyld mig, men er selv selvvalgt enlig mor med max behov for hjælp. Så det der trickede mig sgu.