Hvor langt ville I gå for at få et barn?

Jeg er villig til at gå så langt, som jeg selv synes at jeg kan "tillade" mig.. Hvis min krop siger fra, vil jeg stoppe eller hvis der ikke er flere æg eller lign. Jeg vil ikke presse citronen til den revner... I så fald, bliver mit liv, et liv uden børn

Mange af Jer siger jo at børn er det største der kan ske, så selvfølgelig er vi villige til at gå meget langt, for også at opleve dette!

Tak for svar...de fleste ville som nok hvis de stod i det gå langt....jeg gik selv længere end jeg set i bakspejlet burde og ville hvis jeg kunne gøre det om.

ønskebarn74 skriver:

De kigger meget på det psykiske... Og som 16 årig prøvede jeg på at tage mit eget liv... Var indlagt under opsyn på P i 2 måneder... Selvom jeg idag er 36år og aldrig har forsøgt på det siden, er der ikke noget at gøre...

Hold da op, jeg sidder her og er helt mundlam.....Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke..... På den ene side, så ja, det er da fint at de ser på hvordan man har det psykisk og det er fint at børn ikke bliver adopteret ind i psykiske ustabile familier.

Nu kender jeg jo INTET til dig og baggrunden for dit selvmordsforsøg.....men jeg tænker bare, at som 16årig er der mange der gør mange dumme og mærkelige ting. Nogle har sex med 5 forskellige mænd hver uge, nogen drikker hjernen ud torsdag, fredag og lørdag, nogen ryger hash, nogen prøver stoffer, nogen bliver lidt langfingerede når de går i butikker, og ja, nogen forsøger at tage deres eget liv. Men fordi man gør det som 16år, behøver det jo ikke at være et udtryk for at man er psykisk ustabil. For NOGEN er det sikkert et udtryk for det, og de bliver aldrig stærke, men for andre, er det da bare en grænse der skal prøves af!!! men desværre åbentbart ligenetop en grænse som det offfentlige får kendskab til og som de 'gemmer'. HVor imod de andre ting ville de ikke vide noget om.

Hvad så med alle dem som lider af små depressionerne men aldrig får behandling ffor dem? De kan godt adoptere, men sunde og resourcestærke kvinder som lige havde en svær periode i ungdommen kan ikke.... Jeg kan et eller andet sted godt forstå de ahr lavet reglerne sådan ,men hold da kæft hvor jeg også synes det er pisse hamrende uretfærdigt!!!!-- og de burde lave en dybdegående undersøgelse af hvordan kvinden har det psykisk I DAG og ikke hvordan hun havde det for 20 år siden.'

Jeg ønsker inderligt for dig at I får jeres egne børn!!!

Mumto3 skriver:

Hold da op, jeg sidder her og er helt mundlam.....Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke..... På den ene side, så ja, det er da fint at de ser på hvordan man har det psykisk og det er fint at børn ikke bliver adopteret ind i psykiske ustabile familier.

Nu kender jeg jo INTET til dig og baggrunden for dit selvmordsforsøg.....men jeg tænker bare, at som 16årig er der mange der gør mange dumme og mærkelige ting. Nogle har sex med 5 forskellige mænd hver uge, nogen drikker hjernen ud torsdag, fredag og lørdag, nogen ryger hash, nogen prøver stoffer, nogen bliver lidt langfingerede når de går i butikker, og ja, nogen forsøger at tage deres eget liv. Men fordi man gør det som 16år, behøver det jo ikke at være et udtryk for at man er psykisk ustabil. For NOGEN er det sikkert et udtryk for det, og de bliver aldrig stærke, men for andre, er det da bare en grænse der skal prøves af!!! men desværre åbentbart ligenetop en grænse som det offfentlige får kendskab til og som de 'gemmer'. HVor imod de andre ting ville de ikke vide noget om.

Hvad så med alle dem som lider af små depressionerne men aldrig får behandling ffor dem? De kan godt adoptere, men sunde og resourcestærke kvinder som lige havde en svær periode i ungdommen kan ikke.... Jeg kan et eller andet sted godt forstå de ahr lavet reglerne sådan ,men hold da kæft hvor jeg også synes det er pisse hamrende uretfærdigt!!!!-- og de burde lave en dybdegående undersøgelse af hvordan kvinden har det psykisk I DAG og ikke hvordan hun havde det for 20 år siden.'

Jeg ønsker inderligt for dig at I får jeres egne børn!!!

1000 tak for dit indlæg, det varmede helt ud i tæerne. Og jeg kan forsikre dig for at der ikke er noget psykkisk med mig idag. Den Incest jeg var udsat for hele min barndom har ikke ødelagt mig, men gjort mig meget stærkere... Og jeg har fået den hjælp der skulle til.. Har idag den skønneste mand og et dejligt liv... Så det er helt ubegribeligt...

ønskebarn74 skriver:

1000 tak for dit indlæg, det varmede helt ud i tæerne. Og jeg kan forsikre dig for at der ikke er noget psykkisk med mig idag. Den Incest jeg var udsat for hele min barndom har ikke ødelagt mig, men gjort mig meget stærkere... Og jeg har fået den hjælp der skulle til.. Har idag den skønneste mand og et dejligt liv... Så det er helt ubegribeligt...

Jamen, selv tak. Jeg sidder bare her og er helt rystet!

Utroligt at de ikke har mulighed for at se 'forbi' hvad der skete for dig som 16årige og se at der var en udefra kommende forklaring som ikke har noget med DIG at gøre!!!

Baagøe skriver:

Jeg har det på samme måde og jeg har et vennepar, der har fået børn vha. donorsæd fra samme mand, så at muligheden er der, er i det hele taget super

Ja nemlig. Kærligheden til et barn har ikke noget at gøre med biologi. Det har alt at gøre med det tilhørsforhold som vi skaber i fællesskab. Vi vil jo stadig ligne hinanden, vha. mimik og gestik.

Kirle skriver:

Ja nemlig. Kærligheden til et barn har ikke noget at gøre med biologi. Det har alt at gøre med det tilhørsforhold som vi skaber i fællesskab. Vi vil jo stadig ligne hinanden, vha. mimik og gestik.

Tror det er forskelligt hvordan man har det med det,....jeg ville ikke selv kunne adoptere, ikke nu hvor jeg har prøvet at få biobørn, for mig har det meget at sige at det er mit kød og blod...så jeg havde ikke valgt adoption, tror jeg.

Jbk skriver:

Tror det er forskelligt hvordan man har det med det,....jeg ville ikke selv kunne adoptere, ikke nu hvor jeg har prøvet at få biobørn, for mig har det meget at sige at det er mit kød og blod...så jeg havde ikke valgt adoption, tror jeg.

Og det er også en meget udbredt holdning. Men den udspringer, har jeg forstået det som, af en forestilling om at ikke-bio børn på en eller anden måde er mindre tæt knyttet, præget eller på anden vis fremmed end bio-børn. Og det er jo netop en forestilling.Et "ruge-barn" har jo masser med fra ruge-moren men det er et bio-barn så hvor grænsen går for den enkelte er op til den enkelte. Det handler også om at for mange der har bio-børn i forvejen eller får det senere vil der føles en forskel i insentivitten som oftest til de ikke-bio børn ganske enkelt fordi de er blevet "reddet", udvalgt eller på anden vis vækker en beskyttertrang hos forælderen. 

Kirle skriver:

Ja nemlig. Kærligheden til et barn har ikke noget at gøre med biologi. Det har alt at gøre med det tilhørsforhold som vi skaber i fællesskab. Vi vil jo stadig ligne hinanden, vha. mimik og gestik.

Den sociale arv spiller i høj grad ind og jeg mener, at vi først og fremmest er et produkt af det miljø, hvori vi befinder os. Vi er jo selv med til at skabe de sociale relationer også, vi er en del af. Derfor mener jeg også - som dig - at familie og tilhørsforhold har noget at gøre med blodsbånd

Kirle skriver:

Og det er også en meget udbredt holdning. Men den udspringer, har jeg forstået det som, af en forestilling om at ikke-bio børn på en eller anden måde er mindre tæt knyttet, præget eller på anden vis fremmed end bio-børn. Og det er jo netop en forestilling.Et "ruge-barn" har jo masser med fra ruge-moren men det er et bio-barn så hvor grænsen går for den enkelte er op til den enkelte. Det handler også om at for mange der har bio-børn i forvejen eller får det senere vil der føles en forskel i insentivitten som oftest til de ikke-bio børn ganske enkelt fordi de er blevet "reddet", udvalgt eller på anden vis vækker en beskyttertrang hos forælderen. 

For mig handler det altså bare om at jeg gerne vil føde mine unger selv og hvis ikke, så ville jeg ikke få børn. For mig er det at få børn og det fantastiske ved det at lave et menneske ud af mig... men heldigvis skulle jeg så heller ikke stå i valget da jeg jo fik egne selvfødte unger...