Hvor langt ville I gå for at få et barn?

lisbeth2910 skriver:

Jeg synes at min egen personlige historie fortæller at jeg vil gå langt. Og jeg mener at man på ingen måde kan sætte sig ind i den smerte man gennemgår ved ikke at kunne få børn, hvis man ikke selv har været hele møllen igennem.

Helt enig!

Jeg ville gå meget langt. Har aldrig haft problemer med at adoptere eller "låne" hverken det ene eller det andet, æg, sæd eller livmoder.

Hej :9 jo der er en ende på det, et tidspunkt hvor man tænker nu kan jeg ikke mere .. det er hårdt for ens forhold en selv ens omgivelser.. Det var det i hvert fald for os.'

vi startede i 03 da vi efter en udenbiven mens egentlig troede jeg var blevet gravid - men det var bare mit system der var gået rod i, så da vi fandt ud af at det ikke var ligetil kunne vi ligeså godt gå igang.

vi prøvede selv mens vi blev skrevet op til behandling (jeg har pco) jeg blev insemineret 6 gange og var igennem tre ægudtagninger og to frysebehandlinger, så det var ikke mange behandlinger men nok for os. Jeg synts ægudtagningerne blev mere og mere smertefulde og til sidst blev jeg gravid tre gange i træk hvor jeg så testen blive positiv for derefter at bløde en enkelt gang troede kroppen den var gravid så den producerede alt bortset fra barnet..

vi havde snakket om adoption . min kæreste sagde blankt nej, men efterhånden ændrede han mening. efter den sidste graviditet var jeg inde og kigge på adoption hvad skal der til hvad koster det og hvor lang tid tager det , det er jo helt vildt hvad man skal igennem for at få lov til at adoptere - men selvfølgelig er det jo også et barn man skal tage vare på altid.

Vi besluttede os for at vente og måske skulle vi ikke have børn vi skulle måske være sådan nogle der rejser rundt hyggetante og onkel for andres børn - eller måske vi skulle få os en lille kineser som min kæreste sagde ikke noget ondt ment kun udelukkende positivt.

mdr efter at jeg havde aborteret tredje gang - blev jeg gravid uden behandling. Det var næsten ikke til at forstå men da vi først havde taget beslutningen om at nu måtte tiden vise vi havde et forsøg tilbage men smerten ved at starte op igen - så kom det af sig selv-. I dag har vi en dejlig dreng Phillip på tre år da han fyldte et år ventede jeg mod alle ods igen (vi fik afcide vi kunne have vundet i lotto og at vi ikke skulle regne med at få flere børn) så vi har Isabella på 17 mdr og jep endnu en trold er på vej da jeg er 40+ så man må sige der kom hul på det hele snart har vi tre dejlige mirakler / lotto gevinster om man må sige.

Og jo hvis vi ikke havde fået vores mirakler så ville jeg mindst være lige så lykkelig for at få lov til at adoptere en kineser el et hvilket som helst andet barn. og om jeg havde haft dem i maven eller ej så ville de være mindst lige så højt elsket som dem vi har i dag.

Kh Sus 40+ (det blev lige lidt langt)

Jbk skriver:

Ovenpå alle de debatter om brugerbetaling på barnløshedsbehandling, så kommer jeg til at tænke på hvor langt I vil eller ville gå for et barn..hvor mange behandlinger og nederlag man skal igennem før man giver op, eller giver man overhoved op..hvad med adoption, var det en mulighed?

Personligt kunne jeg slet ikek forestille mig at skulle have andet en egne børn, men da jeg sad som barnløs for 15 år siden, der var den del også med inde over, så måske jeg var gået hele vejen...

Hvor langt vil I gå og kunne I have forestillet jer et liv uden børn?

Jeg ville ikke gå længere end dertil hvor jeg har gjort nu..altså været gravid et hav af gange.
Men jeg ville aldrig lade mig fertilitetbehandle på nogen måde.
Så hellere adoptere eller være plejemor.

Kærligst
Sussie

For mig var en sen abort og en spontan abort rigelig. Hvis vi ikke var blevet gravid med Frigg, der heldigvis var sund og rask, så havde vi ikke prøvet igen. Det var for hårdt psykisk og fysisk.

Hvis vi var nået dertil, så havde jeg ikke overvejet at få hjælp til det.

I min verden, er hindringen for adobtion at det koster alt for mange penge. Det er et stort beløb at spare 100-150.000 kr op. Det har vi pt ikke mulighed for.

Dog skal vi ikke have flere børn. Jeg skal stereliseres.

Nu har jeg/vi heldigvis aldrig stået i den situation. Vi har fået 2 dejlige piger uden nogle problemer.

Men hvis jeg skal forsøge at sætte mig ind i situationen, så er jeg ret sikker på at jeg ville gå meget langt for at få et barn/børn. Både med hjælp el. via adoption.

Hvis hjælpen ikke ville fungere ville jeg uden tvivl vælge adoption. Det ved jeg også at min mand ville være med til. Jeg er selv adopteret.

Jeg kan blive så rørt af at der findes så kærlige mennesker med så meget rummelighed i deres hjerter til at give et barn fra dårlige vilkår en chance til at få et værdigt liv, det er grunden til at jeg sidder her i dag.

Jeg fik nogle forældre der altid har elsket mig ubetinget, givet mig et liv, en fremtid som har gjort mig til den jeg er i dag. Jeg har adrig følt mig mindre elsket pga. af jeg er adopteret, det spiller ingen rolle for os som familie, når det gælder om kærligheden til hinanden.

Selvom jeg ville blive mor via adoption, så ville det barn være ligeså meget mit barn, som hvis jeg havde båret og født det selv.

Jbk skriver:

Ovenpå alle de debatter om brugerbetaling på barnløshedsbehandling, så kommer jeg til at tænke på hvor langt I vil eller ville gå for et barn..hvor mange behandlinger og nederlag man skal igennem før man giver op, eller giver man overhoved op..hvad med adoption, var det en mulighed?

Personligt kunne jeg slet ikek forestille mig at skulle have andet en egne børn, men da jeg sad som barnløs for 15 år siden, der var den del også med inde over, så måske jeg var gået hele vejen...

Hvor langt vil I gå og kunne I have forestillet jer et liv uden børn?

Tror, som andre også skriver, at det er umuligt at svare på, før man står i situationen. Men vi har altid tænkt, at vi ville adoptere, hvis vi ikke kunne få børn.

MEN med de muligheder, der er i dag, ved jeg egentlig ikke helt, hvornår/efter hvor mange tiltag, man når til konklusionen: Jeg kan ikke få børn.

Jeg tvivler på, vi ville give op uden en udredning og lidt hjælp fra det offentlige først!

Noget helt andet er, at vi faktisk har overvejet (seriøst), at vi vil adoptere nr. 3, når og hvis vi kommer der til. 

Silvermist skriver:

Nu har jeg/vi heldigvis aldrig stået i den situation. Vi har fået 2 dejlige piger uden nogle problemer.

Men hvis jeg skal forsøge at sætte mig ind i situationen, så er jeg ret sikker på at jeg ville gå meget langt for at få et barn/børn. Både med hjælp el. via adoption.

Hvis hjælpen ikke ville fungere ville jeg uden tvivl vælge adoption. Det ved jeg også at min mand ville være med til. Jeg er selv adopteret.

Jeg kan blive så rørt af at der findes så kærlige mennesker med så meget rummelighed i deres hjerter til at give et barn fra dårlige vilkår en chance til at få et værdigt liv, det er grunden til at jeg sidder her i dag.

Jeg fik nogle forældre der altid har elsket mig ubetinget, givet mig et liv, en fremtid som har gjort mig til den jeg er i dag. Jeg har adrig følt mig mindre elsket pga. af jeg er adopteret, det spiller ingen rolle for os som familie, når det gælder om kærligheden til hinanden.

Selvom jeg ville blive mor via adoption, så ville det barn være ligeså meget mit barn, som hvis jeg havde båret og født det selv.

Hvor er det sødt skrevet . 

Er sikker på, du rør mange (adoptions)mødre med det indlæg!

Og godt for dig, du har det, som du har det.

ved ikke hvor mange behandlinger osv jeg ville gå igennem, men adoption ville kelt klart komme op hurtigt.
Min storebror er adopteret fra sydkorea og min lillebror er adopteret efter mange år i pleje, vi fik ham da han var 8 mdr og i dag er han 23 år. Og ud over det har mine forældre haft 18 børn i pleje, så det er 100% noget jeg ville gøre også.
Hvis adoptionerne var nemmere og billigere for at "redde" et barn fra et usselt liv så ville jeg slå til med det samme. Men min mand er lidt forbeholden..

Kirle skriver:

Jeg ville gå meget langt. Har aldrig haft problemer med at adoptere eller "låne" hverken det ene eller det andet, æg, sæd eller livmoder.

Jeg har det på samme måde og jeg har et vennepar, der har fået børn vha. donorsæd fra samme mand, så at muligheden er der, er i det hele taget super