Hvor langt ville I gå for at få et barn?

Hele vejen, jeg ville prøve alt også adoption, hvis det var det, der skulle til.

Baagøe skriver:

Aner det ikke, og jeg ville umuligt kunne svare, medmindre jeg selv stod i en situation, hvor jeg ikke kunne få børn

Jeg tror du har helt ret. Med mindre man står i problematikken kan det være utrolig svært at vide hvad man ville gøre.

At være i fertilitetsbehandling er noget helt specielt. Det gør en sårbar og ked af det ( jo længer tid jo værre selvfølgelig) og hvor langt man vil gå, afhænger jo helt af hvordan ens psyke kan tage alle nederlagene. Hvordan ens parforhold klare sig, hvor længe man økonomiske kunne række, hvor store chancer man havde for at adoptere (aldersgrænser, eller hvis man havde en kronisk sygdom som gjorde man ikke kunne søge) osv osv.

Før man står midt i suppedasen tror jeg det er svært at sige. Ens grænser rykker sig også også tit for for meget du har været igennem synes jeg. Fra man modtager "dommen" til man går i gang, kan ens grænser godt rykke sig.

Jbk skriver:

Ovenpå alle de debatter om brugerbetaling på barnløshedsbehandling, så kommer jeg til at tænke på hvor langt I vil eller ville gå for et barn..hvor mange behandlinger og nederlag man skal igennem før man giver op, eller giver man overhoved op..hvad med adoption, var det en mulighed?

Personligt kunne jeg slet ikek forestille mig at skulle have andet en egne børn, men da jeg sad som barnløs for 15 år siden, der var den del også med inde over, så måske jeg var gået hele vejen...

Hvor langt vil I gå og kunne I have forestillet jer et liv uden børn?

Hej Eva.

Interessant emne at tage op.

Først... Nej jeg kunne ikke forestille mig et liv uden børn.

Nu har jeg ikke så meget viden om behandlingerne ved barnløshed, men har forstået at det er meget hårdt fysisk og psykisk.

Jeg hælder nok til at prøve kunstig befrugtning og lykkes det ikke, ville jeg klart adoptere. Jeg er nok en person, der ikke ville lave ret meget skade på mig selv, før jeg ville ty til andre alternativer som adoption.

For mange år siden, da jeg mødte min mand, spurgte jeg ham, om han ville have børn. Det ville han heldigvis gerne i fremtiden. Havde han sagt nej, var vi aldrig blevet gift. Det at få børn er været et must i mit liv. Om det var biologisk ell adoption, det ville være skæbnevis. Jeg har fået biologiske børn og det er jeg  glad for. Men hvis jeg ikke kunne få børn, ville jeg være glad for adoptivbørn.

Jbk skriver:

For mig handler det altså bare om at jeg gerne vil føde mine unger selv og hvis ikke, så ville jeg ikke få børn. For mig er det at få børn og det fantastiske ved det at lave et menneske ud af mig... men heldigvis skulle jeg så heller ikke stå i valget da jeg jo fik egne selvfødte unger...

Nemlig det er din forestilling Men hvis nu du ikke var så heldig så er der jo heldigvis andre muligheder hvis man stadig ønsker børn.

Kirle skriver:

Nemlig det er din forestilling Men hvis nu du ikke var så heldig så er der jo heldigvis andre muligheder hvis man stadig ønsker børn.

Ja og den havde så ikke været adoption og nemlig, det er min holdning og følelse...skulle jeg have børn skulle det være mitg kød og blod, det er vigtigt for mig og det ville da være skidt at adoptere hvis ikke det var det man ønskede....

Og jeg har siddet og overvejet adoption i sin tid og det kunne jeg bare ikke.

tinasmor skriver:

Jeg tror du har helt ret. Med mindre man står i problematikken kan det være utrolig svært at vide hvad man ville gøre.

At være i fertilitetsbehandling er noget helt specielt. Det gør en sårbar og ked af det ( jo længer tid jo værre selvfølgelig) og hvor langt man vil gå, afhænger jo helt af hvordan ens psyke kan tage alle nederlagene. Hvordan ens parforhold klare sig, hvor længe man økonomiske kunne række, hvor store chancer man havde for at adoptere (aldersgrænser, eller hvis man havde en kronisk sygdom som gjorde man ikke kunne søge) osv osv.

Før man står midt i suppedasen tror jeg det er svært at sige. Ens grænser rykker sig også også tit for for meget du har været igennem synes jeg. Fra man modtager "dommen" til man går i gang, kan ens grænser godt rykke sig.

Præcis. Jeg har et vennepar som pt. har sat det på standby fordi det tog alt for hårdt på´dem begge at være i behandling

SeptemberBaby skriver:

Hvor er det sødt skrevet . 

Er sikker på, du rør mange (adoptions)mødre med det indlæg!

Og godt for dig, du har det, som du har det.

Hvor er du sød, tak for dine rosende ord

Jeg kunne sagtens forestille mig at adoptere, hvis ikke jeg selv kunne få børn!

Jbk skriver:

Ovenpå alle de debatter om brugerbetaling på barnløshedsbehandling, så kommer jeg til at tænke på hvor langt I vil eller ville gå for et barn..hvor mange behandlinger og nederlag man skal igennem før man giver op, eller giver man overhoved op..hvad med adoption, var det en mulighed?

Personligt kunne jeg slet ikek forestille mig at skulle have andet en egne børn, men da jeg sad som barnløs for 15 år siden, der var den del også med inde over, så måske jeg var gået hele vejen...

Hvor langt vil I gå og kunne I have forestillet jer et liv uden børn?

Jeg tror at jeg vil adoptere et, hvis det kom så langt ud.

Børn er en vigtig ting for mig, og ja jeg har et barn, men vil gerne have flere end 1 barn. Så tror adoption vil komme på tale her, hvis det viste sig jeg ikke selv kunne l lave flere

Not flesh of my flesh, nor bone of my bone,

but still, miraculously my own.

Never forget for a single minute,

you didn´t grow under my heart, but in it.

Dette digt står på forsiden af min "Barnet´s bog" som mine forældre lavede til mig, da jeg var lille.

Dette digt rører mig dybt, og fortæller mig alt det jeg har brug for. Og igennem hele mit liv, har de levet op til disse ord.

Jeg er hver eneste dag dybt taknemmelig og smiler når jeg hører om andre positive beretninger ang. adoption.

Jeg blev født et el. andet sted i Korea af nogle mennesker der af en el. anden grund ikke kunne beholde mig. Levede i de første 14 måneder af mit liv meget syg, næsten død af underernæring og med mangel på kærlighed og omsorg, på et børnehjem for hittebørn og kan nu i dag prale af ar være en dygtig selvstændig kvinde med en dejlig barndom i bagagen. Den sødeste og lidt irriterende lillebror (der også er adopteret), gift med en skøn mand og mor til 2 dejlige piger. Det er ren lykke, en rigtig happy ending