Det ER benhårdt at være Mor - BASTA!!! Ned med tabuerne....

Znuzke skriver:

Vi har 3, Wamse - 3 teenagedrenge.....!!!!!

De er nemlig SÅ utaknemlige - verden drejer sig kun om dem og deres behov  - puh ha.......man tæller til 10 og 10.000 og alligevel ender man op i en åndsvag diskussion som man aldrig havde en chance for at komme godt ud af.

Gid jeg var så klog som en 15 årig

...Er piger nemmere??? PLEAAASE sig ja

Rosa skriver:

Jamen jeg har været der - og er der for så vidt stadig. Jeg var da nyforelsket i min lille søn da han kom ud, men egentlig mest chokeret - det hele var bare SÅ uvirkeligt de første mange uger - og SÅ kom kolikken...Så kærligheden havde sgu trange kår lige først.

Måske kan I huske at jeg skrev den her tråd om hvor overvældet jeg følte mig... Jeg synes det er blevet MEGET bedre, selvom kolikken faktisk blev værre og værre og først nu er begyndt at fortage sig en smule.

Jeg er stadig ikke der hvor mit liv passer på de forestillinger jeg havde om hvordan det ville være at være mor. Langt fra, og jeg tror aldrig det bliver sådan, men jeg føler at jeg så småt begynder at acceptere at vi ikke skal ligge hele sommeren på et vattæppe i parken og glo forelsket på vores søn, og at jeg ikke skal tilbringe formiddagene på byens udecafeer med skattebassen sødt sovende i barnevognen, mens jeg sidder og sipper latte i en dyb snak med bedsteveninderne... (Herregud hvor kan man være naiv!!!)

Til gengæld havde jeg så overhovedet ikke kalkuleret med hvor helt og aldeles VIDUNDERLIGT det er at sidde med ham i armene når han sover eller bare er stille - selvom man for 5 minutter siden var klar til at proppe ham tilbage hvor han kom fra... Hvor meget de første smil betyder - det er da helt ufatteligt og surrealistisk hvor længe man kan overleve på en lille smilegrimasse - DET havde jeg ingen anelse om... De små bitte ting kommer til at betyde ALT, for man har bare ikke ret meget at varme sig ved de tidspunkter hvor man selv er i emotionelt granatchok, søvndepraveret, usoigneret og grådlabil med ømme snipper, manden er en morgensur, egoistisk spasser og ungen er et bøvse-, prutte- og skrigehelvede af en anden verden

Knus til jer alle sammen, både jer der ved det bliver bedre og jer der stadig har til gode at finde ud af det!

Rosa

Og du får lige et kæmpe  tilbage for dine ord, søde Rosa. Jeg sidder og klukler og nikker energisk

I dag var jeg nødt til at gå ind på Runas værelse og lukke døren og skrige og stampe i gulvet, mens hun lå og vrælede i sengen i den modsatte ende af lejligheden

Og i lørdags røg der også et "SÅ SOV DOG, FOR SATAN!!!!! ud af min mund

Men ja, så kigger hun på mig og smiler (jo jo) og så er ALT glemt igen

dorthemus skriver:

I dag var jeg nødt til at gå ind på Runas værelse og lukke døren og skrige og stampe i gulvet, mens hun lå og vrælede i sengen i den modsatte ende af lejligheden

Kom lige til at tænke på den nye sex and the city film.

Hvor charlot må gå ind i skabet og græde fordi hendes to piger er ved at drive hende til vanvid.

Eller da hun tror manden måske er utro med barnepigen er hendes første tanke - jamen jeg kan ikke miste min barnepige

Faktisk er der flere gode scener i den film der gør op med det rosenrøde billede man har af mødre, så hvis i ikke har set den så se den!

bare lige en tanke Runas dejlige mor gav mig

Carina

svane83 skriver:

Kom lige til at tænke på den nye sex and the city film.

Hvor charlot må gå ind i skabet og græde fordi hendes to piger er ved at drive hende til vanvid.

Eller da hun tror manden måske er utro med barnepigen er hendes første tanke - jamen jeg kan ikke miste min barnepige

Faktisk er der flere gode scener i den film der gør op med det rosenrøde billede man har af mødre, så hvis i ikke har set den så se den!

bare lige en tanke Runas dejlige mor gav mig

Carina

Hehehehe...dén film må jeg se, trænger til at svælge lidt i andres ulykke 

dorthemus skriver:

Hehehehe...dén film må jeg se, trænger til at svælge lidt i andres ulykke 

Det kan du roligt gøre den er bare så god, og så kan man da nyde det fantastiske tøj samtidig, men både charlot og miranda kommer med nogle sandheder om det at være mor ikke mindst i fordi man i USA forventes at blive hjemme og ikke gå på arbejde - den slås Miranda især med.

Men jeg må sige scenen med charlot i skabet den hænger bare ved

Carina

svane83 skriver:

Det kan du roligt gøre den er bare så god, og så kan man da nyde det fantastiske tøj samtidig, men både charlot og miranda kommer med nogle sandheder om det at være mor ikke mindst i fordi man i USA forventes at blive hjemme og ikke gå på arbejde - den slås Miranda især med.

Men jeg må sige scenen med charlot i skabet den hænger bare ved

Carina

Jeg kan også lige se det for mig

Hov - vil lige tilføje at jeg kender ALT til den dårlige samvittighed over at man nærer negative følelser. Jeg har MANGE gange stået og kigget på skrigeballonen og i total frustration og panik sagt "så hold dog KÆFT!!!" - bare fordi jeg var så komplet magtesløs - for så at få den sooorteste samvittighed over at være et så usselt menneske der sagde "hold kæft" til mit elskede lille barn - ejj jeg har haft det dårligt med det!!!

Eller når jeg har ladet min mor passe ham natten over sidste weekend selvom han kun var 5 uger gammel - jeg har jo læst de tråde herinde om pasning og det er som om 99% af mødrene ikke veg fra ungens side mere end 1/2 time ad gangen de første 6 måneder, og mange havde ikke fået barnet passet en nat de første 2-3 år af barnets liv - så føler man sig som en dårlig mor når jeg har "givet ham fra mig" allerede for at ligge i sengen og se fodbold og sove, eller for at gå ud og spise med kæresten og få et par coctails - puuuha man skammer sig!!!

Og som du beskriver Anna - at jeg tit har mere ondt af mig selv end af ham når han starter en skrigetur...

Og så tænker jeg "jamen jeg gør jo så meget andet godt..." - lige nu kan jeg bare ikke komme på hvad det er

Du burde alså blive forfatter - jeg elsker den måde du skriver på - det er så sandt og så fyldt med humor på samme tid:0) Jeg bliver altid så tryllebundet af dine indlæg:0)

Og hold nu kæft hvor er jeg glad for at jeg ikke er den eneste der har sagt hold nu kæft til mit spædbarn:0) Tror sågar jeg faktisk har råbt det i ren desperation:0)

Har også lavet den med at gå i et andet rum og så bare skrige af lungernes kraft - aaaaaaaaaaaaaarrrrhhhhhhhhh:0)

Har også ønsket både Asta og Anton hen hvor peberet gror - elelr lige tilbage i livmoderen.

Tænkt at hvis jeg nu skruer højt nok op for fjernsynet eller musikken- så kan jeg ikke høre gråden og når jeg ikke kan høre den - så er den der jo nok ikke

Har også tænkt: hmm bortadoption - det kunne da også blive en muighed:0)

Ens hormon tanker kan virkelig tage en langt:0) Jeg var så skærmt over mine tanker - så betroede dem til min SP - hun lagde kærligt hånden på min kind og sagde: Du er helt normal og tænk du dem bare og skrig du bare af lungernes kraft i et andet værelse:0) Det er sådan man kommer igennem det:0)

Så fra det øjeblik gjorde jeg det med god samvittighed:0)

.

.

Jeg må sige at det er fedt at du har startet denne tråd og jeg vil med glæde fortælle hvordan jeg oplevede og oplever at være mor for første gang

Jeg fødte Tinke klokken 14.20 på Nykøbing F sygehus det tog i alt kun 12timer og 20min fra den første ve så det var en "nem" omgang

jeg havde hørt nogle frygtelige ting om fødsler og var meget overrasket over forløbet, jeg havde helt valgt smerte lindring fra da jeg er radselslagende for nåle.

men ja hun kom til verden og jeg fik af vide at det var en pige (jeg var pænt ligeglad lige der) jeg fik hende op på maven og så lå hun li'som bare der, kan huske at jeg skulle sy's og at jeg pev så meget at min mor blev nød til at tage hende.

jeg kom hen på barsel afs og kom på ene stue, jeg lage mig i sengen og tog Tinke hen til mig. efter et par timer gik min mor og jeg fandt mig selv liggende helt alene med mit spædbarn, jeg kan bare husk at jeg kiggede på hende og tænkte Shit!! hvorfor elsker jeg hende ikke hvor er alle følelserne henne?? og hvor er hun grim..   jeg blev meget ked af at have det sådan og jeg ville ikke fortælle nogen at jeg havde det sådan for hvad nu hvis de tog hende eller sage at jeg var en dårlig mor.. jeg havde stadig beskytter trangen og jeg nærede også stor omsorg for hende, men jeg følte mig forkert jeg følte at jeg som menneske ikke virkede korekt

der gik to dage før at jeg følte mig knyttet nok til hende til at finde et navn og alligevel fik jeg lavet det om dagen efter

tilgengæld gik amning virkelig godt og hun suttede rigtigt første gang så noget gik da som det skulle

som dagene gik efter at vi var kommet hjem var jeg total udmattet jeg sov næsten hele tiden og lage knap nok mærke til at jeg ammede, jeg var bare i zombi stadiet men jeg havde heller ingen til at tage over for mig, men dette var jo også selv valg så jeg skulle i hvert fald ikke brokke mig jeg havde hørt nok kritik i min graviditet.

men phu hvor var det hårdt at skulle stå på hovedet for sådan en lille prut som man ikke elskede og have så dårlig samvigtighed samtidig og være så bange for at det ikke skulle ændre sig og at jeg forevigt skulle gå med min hemmelighed

jeg kunne ligge om aftenen og tænke, tænke på om jeg nogensinde kom til at elske hende rigtigt og tænke på hvorfor at de følelser som jeg havde for Marcus-Emil lige pludselig var helt væk også og hvordan mit liv nu skulle komme til at bleve godt når at jeg lige pludselig ikke kunne føle kærlighed længere.. jeg var led og ked i mange uger men jeg viste at det ikke var en depression for sådan en har jeg haft..

Så da jeg så Go morgen Danmark i morges.. Ja jeg var lige ved at tude!!! det var jo sådan at jeg havde det (næsten)

jeg kan sige at jeg nu elsker begge børn af hele mit hjerte og at kærligheden kom snigende ind på mig ca 3 mån efter at jeg havde født men det trådte rigtig i kraft for 2mån siden (4mån efter fødsel)og den bliver stærker for hver dag der går