Det ER benhårdt at være Mor - BASTA!!! Ned med tabuerne....

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

17. juni 2010

AWO

Wow!!! Der fik du lige sat ord på alle de følelser, jeg har haft de sidste 3 uger.

Jeg synes, det har været en kæmpe omvæltning, som jeg stadig kun lige er ved at vænne mig til.

Samtidig bliver kærligheden til den lille trold dog større og større, og i dag sad jeg bare og krammede hende i ti minutter, helt overvældet af, hvor dejlig hun egentlig er. Og hun er MIN!

Jeg synes i øvrigt, det er nemmere at være alene med hende end jeg havde regnet med. Ja, jeg mangler søvn, og nej, jeg får ikke nået noget som helst derhjemme, men derudover synes jeg egentlig, jeg har overskud til mere end jeg troede.

Så det skal nok gå.

KH Anke

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

17. juni 2010

Maise

MorTilGustav skriver:

Super indlæg! Det er dejligt at få sat det hele i lidt mere perspektiv og vise at vi reagerer forskelligt og ikke kun positivt. Det er der ingen skam i  
Ja, som gravide blir vi jo bombarderet med (og kan ikke lade være med at opsøge) diverse info så man føler man er godt rustet når bebs kommer.. Men det er man vist ALDRIG!
Jeg havde forberedt mig på at baby sikkert ville være ret ulækker og grim lige når han kom, men jeg var i chok over hvor smuk og "menneske-agtig" han så ud  De første mange dage kunne jeg ikke tage øjnene fra ham og når han endelig lod mig sove kunne jeg ikke fordi jeg lå og gloede på ham og var super melankolsk. Græd så tit når jeg så på ham fordi han var så lille og skrøbelig og jeg var (næsten) den eneste han havde her i verden.. Puha..
Men ja, det er hårdt men man GØR bare det man skal  Fordi man SKAL... Tager det hen ad vejen. Men jeg har da nogle gange taget mig selv i at tænke "Fuck, hvordan kan det være jeg klarer detteher?!". Jeg har altid syntes jeg var meget skrøbelig som person og det undrer mig stadig hvordan jeg har kunnet klare denneher omvæltning uden at gå helt ned med flaget  Hvis jeg kan klare en bette bebs alene kan jeg klare ALT



ja dig tager jeg dælme hatten af for. du har da bare klaret det super, ud fra hvordan det hele startede. har jo fuldt dig fra starten og synes godt nok du har været dit igennem, puha. ja du føler dig skrøbelig, men må været blevet meget stærk af denne oplevelse.

Anmeld

17. juni 2010

Maise

Ansemusen skriver:

Jeg har i noget tid tænkt på at oprette denne tråd herinde, og er nu blevet yderligere inspireret af tråden angående Go' morgen Danmark, hvor en kvinde i et brev beretter hvor svært det faktisk er at blive mor.

Jeg er selv SÅ træt af tabuer og er virkelig imod opretholdelse af disse! For hvad hjælper det?! Ingen får da i hvert fald gavn af andre kvinders erfaringer, hvis ingen tør sige tingene som de er!

Så nu vil jeg prøve at være ærlig omrking hvordan JEG har oplevet/oplever det at være mor på nuværende tidspunkt (og er udemærket klar over at mange oplever det helt anderledes)!

Here we go  :
Jeg sidder nu her med min søde lille dreng sovende på mit skød, mens jeg akurat lige kan nå computerens taster og (forhåbentlig) få skrevet dette indlæg færdigt), for sådan er det at være Mor til en dreng som ofte ikke vil sove alene. Han er i dag 19 dage gammel og jeg er SÅ SMÅT begyndte at vænne mig til rollen som Mor og til tanken om at det er forevigt!

Da han blev født, følte jeg ikke umiddelbart det som jeg havde håbet på og forventet, jeg græd ikke af lykke og kom da også til at tænke at han ikke var det smukkeste barn jeg nogensinde havde set og at hans næse så lidt sjov og mast ud. Så allerede dér begyndte den dårlige samvittighed at finde bolig i mit sind. Jeg begyndte dog heldigvis at fælde lidt tårer kort efter og følte mig også glad, og var ved at tude hver gang jeg skulle ringe til nogen og proklamere, at NU var vores søn kommet til verden. Men det var stadigvæk ikke den altoverskyggende lykkerus som jeg havde håbet på at føle, men som jeg dog havde været forberedt på ikke at føle (takket være min åbenhjertede veninde, som var så sød at fortælle mig, at hun faktisk syntes hendes barn var grimt ved fødslen og at hun først elskede ham efter et halvt år - Hun tog sig rigtig godt af ham og er en fantastisk mor, nu til to!).
Det første døgn på hospitalet var rigtig hårdt, jeg var træt uden at være bombet (takket være adrenalin), men amningen var langt fra nem at få igang og jeg følte ikke at 'WAU ham her elsker jeg bare helt vildt!' Men jeg havde det dog som forfatteren til det omtalte brev, at jeg nok skulle tage mig af ham - jeg følte beskyttertrang og jeg TOG mig af ham! Vi tog hjem efter kun halvandet døgn, og jeg måtte ty til udmalking for at få amningen op at køre. Og endelig løb mælken rigtigt til på 4. dagen og det blev lidt nemmere. Men INGEN skal komme og sige at det er nemt at amme - det er smadder svært, og første gang er man skide bange for at ens barn ikke får den mad det behøver!

Efter vi kom hjem svingede jeg meget mellem at have det okay og at føle mig deprimeret og RIGTIG BANGE, men var aldrig rigtig glad! Bange for den nye livssituation, som virkelig har ændret alting! Selvom jeg havde foreberedt mig så godt jeg kunne på, at det er rigtig hårdt at blive mor (og far for den sags skyld) blev jeg taget med bukserne nede.. Det er jo HELE FUCKING TIDEN man er på! Man kan ikke lige regne med at kunne spise aftensmad sammen, men må skiftes til at spise hvis lillemanden brokker sig, man kan først komme i seng når han vil sove, man har ikke tid eller overskud til at være sammen som kærester. Så jeg fandt mig selv i en fuldstændig ny situation, rystet i min grundvold, samtidig med at der ikke var tid til at søge trøst hos min kæreste i den grad, jeg havde brug for - det nye ukendte væsen kom i første række, sådan som det også skal være. Altså følte jeg mig usikker. Jeg følte konstant dårlig samvittighed over ikke at føle denne altoverskyggende kærlighed til mit barn, omend jeg syntes han var rigtig sød og dejlig! Jeg følte dårlig samvittighed over at jeg havde mere ondt af mig selv når han græd end af ham, dårlig samvittighed over at jeg kom til at tænke at han var irriterende, at jeg ikke gad mere osv. (tanker jeg siden hen har fået at vide, af to sundhedsplejersker, er helt naturlige - bare ofte usagte)!
Og så bryder jeg mig egentlig ikke rigtig om at amme. Jeg gør det, fordi det er det bedste for mit barn, fordi jeg vil ham det bedste. Men jeg nyder det ikke, men føler en slags melankoli de fleste gange hvor jeg ammer, hvilket vil sige omkring 10+ gange i døgnet! Jeg havde dage hvor jeg følte mig nede hele tiden og dage hvor det var blandet. Endelig lysnede det for ca. 4 dage siden, jeg føler mere og mere for det lille menneske for hver dag der går, og jeg kan nu tydeligt mærke, at jeg ikke er ved at udvikle en fødselsdepression, som jeg frygtede, men at jeg simpelthen bare har oplevet noget helt normalt, som mange bare ikke tør sige højt, og at jeg derfor ikke var godt nok forberedt på det! Det er IKKE bare ren lykke at blive mor, det er en stor pose blandede bolcher af følelser i alle regnbuens farver - meget forvirrende - bedre tror jeg ikke det kan beskrives!

Det at få et barn ændrer bare ALT, man er på konstant både fysisk og i særdeleshed psytkisk, især i starten. Man ammer konstant og man ved aldrig hvornår og hvorlænge man får lov til at sove og det tager hundrede år at komme ud af døren med alt det som skal pakkes og med skiftning og 'risiko' for et sultent barn lige som man troede man skulle til at afsted!

Nu sidder jeg her på 20. dagen med en fantatisk dejlig lille Thias  som jeg glæder mig til at lære bedre at kende! Jeg føler at jeg ville DØ hvis der skete ham noget, så i bund og grund elsker jeg ham jo, selvom jeg ikke endnu går rundt med den der  Åhhhh-følelse' som nogle beskriver. Dog tænker jeg ofte 'Åhh hvor er han dog dejlig!', og jeg har hele tiden kysset og krammet ham rigtig meget. Andre gange tænker jeg 'Kan jeg mon klare det her?!'
Min kæreste starter på arbejde imorgen efter 3 ugers barsel, og jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal klare det uden ham. Han  har været den største hjælp og alligevel har det været virkelig hårdt. Nu skal jeg være dobbelt så meget på, og kan ikke få et par timers søvn om eftermiddagen mens han tager Thias - HJÆÆÆÆÆÆLP!!!!! Men mon ikke jeg klarer den som de fleste andre mødre....?!

Denne tråd er tiltænkt de kvinder, som vil være med til at trampe på de forbandede tabuer omkring det at blive/være mor, til dem som tør fortælle åbenhjertet om hvordan de har oplevet det - hovedsageligt tiltænkt dem som ikke bare synes/påstår at det er REN lykke  hele tiden

JEG manglede sådan en tråd, da jeg var gravid, og tror den kunne have forberedt mig meget bedre på hvad jeg (måske) gik ind til! Så mit indlæg er ikke skrevet for at søge trøst, men for måske at kunne hjælpe andre lidt til ikke at føle samme skuffelse og dårlige samvittighed som jeg har følt!



Alt hvad man trænger til at høre når man har et sygt barn i disse dage (diarre) ja det er røvhårdt. nogen har det værre end andre, men uanset om man føler man har fået et nemt barn, så er det hårdt alligevel. Tak for din historie.

maise

Anmeld

17. juni 2010

dorthemus

Rosa skriver:



... fik lige kaffen galt i halsen...



Jeg har nu hørt at jo mere besvær som små jo nemmere som ældre...det var der én her på Baby.dk der fortalte mig

Anmeld

17. juni 2010

ekzunz

dorthemus skriver:



Jeg har nu hørt at jo mere besvær som små jo nemmere som ældre...det var der én her på Baby.dk der fortalte mig



Hov hov - nu er det jo mig der får kaffen galt i halsen....

Anmeld

17. juni 2010

Koen.

dorthemus skriver:



Jeg har nu hørt at jo mere besvær som små jo nemmere som ældre...det var der én her på Baby.dk der fortalte mig



åhh nej, min prinsesse på 2.mdr er bare blevet så nem og sover igennem om natten, så må hun jo blive et sandt monster når hun bliver større

Anmeld

17. juni 2010

dorthemus

Znuzke skriver:



Hov hov - nu er det jo mig der får kaffen galt i halsen....



Stakkels dig  Du kan jo altid true dine drenge med Skoleskibet Danmark og Fulton

Anmeld

17. juni 2010

dorthemus

lillespurv19 skriver:



åhh nej, min prinsesse på 2.mdr er bare blevet så nem og sover igennem om natten, så må hun jo blive et sandt monster når hun bliver større



Ups! Jeg får vist mange Baby.dk mødre på nakken med den udtalelse

Anmeld

17. juni 2010

Koen.

dorthemus skriver:



Ups! Jeg får vist mange Baby.dk mødre på nakken med den udtalelse



hehe.. mon ikke det går

Anmeld

17. juni 2010

wamse

dorthemus skriver:



Jeg har nu hørt at jo mere besvær som små jo nemmere som ældre...det var der én her på Baby.dk der fortalte mig



Ham min teenager, som jeg synes er meeeget svær at være sammen med..... Han havde kolik i 4 mdr. Det var ikke "bare" nogle timer i løbet af døgnet, nej der var 4 timers ro om formiddagen og resten af døgnet skreg han. Jeg fik ham passet 1 gang, og da der var gået 2 sølle timer, ringede min mor og spurgte om jeg ikke ville hente ham igen, fordi hun ikke kunne holde det skrigeri ud. Så sorry, men teorien holder ikke Det er godt det kun er faser, men nogen gange føles det hele som en fase, kan næsten få det helt skidt over ordet, faaaseeeee.

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.