Det ER benhårdt at være Mor - BASTA!!! Ned med tabuerne....

Valle81 skriver:

Du burde alså blive forfatter - jeg elsker den måde du skriver på - det er så sandt og så fyldt med humor på samme tid:0) Jeg bliver altid så tryllebundet af dine indlæg:0)

Og hold nu kæft hvor er jeg glad for at jeg ikke er den eneste der har sagt hold nu kæft til mit spædbarn:0) Tror sågar jeg faktisk har råbt det i ren desperation:0)

Har også lavet den med at gå i et andet rum og så bare skrige af lungernes kraft - aaaaaaaaaaaaaarrrrhhhhhhhhh:0)

Har også ønsket både Asta og Anton hen hvor peberet gror - elelr lige tilbage i livmoderen.

Tænkt at hvis jeg nu skruer højt nok op for fjernsynet eller musikken- så kan jeg ikke høre gråden og når jeg ikke kan høre den - så er den der jo nok ikke

Har også tænkt: hmm bortadoption - det kunne da også blive en muighed:0)

Ens hormon tanker kan virkelig tage en langt:0) Jeg var så skærmt over mine tanker - så betroede dem til min SP - hun lagde kærligt hånden på min kind og sagde: Du er helt normal og tænk du dem bare og skrig du bare af lungernes kraft i et andet værelse:0) Det er sådan man kommer igennem det:0)

Så fra det øjeblik gjorde jeg det med god samvittighed:0)

Årh tak Men med mit skønne lille kolikmonster har jeg jo også stof nok til inspiration

Det der med "hold nu kæft!!!" - altså jeg har de ondeste tømmermænd i samvittigheden bagefter, og en af grundende til at skrive det her er jo netop at eliminere den "fordom" at a)man er den eneste mor i verden der er ond nok til at sige den slags b)at rigtige mødre aldrig bander og c)den slags udbrud fører direkte til shaken baby syndrome - det er bare et sprøgsmål om tid

Den der med at skrige, den har jeg simpelthen ikke turdet endnu (fordi jeg er bange for at hidse mig selv endnu mere op, tror jeg) men jeg har knaldet døren op og marcheret direkte hen til Niklas med ungen i udstrakte arme og hvæset "TAG HAM!!!! Jeg GIDER ikke mere!!!!", hvorefter den stakkels mand nærmest greb bassen i luften og så mig trampe ind i stuen hvor jeg satte mig til at ryge (stoppede ellers da jeg smed p-ringen ) ud af vinduet med tårer i øjnene af raseri! Bassimutten havde skreeeeget heeele vejen ned ad Strøget mens han sad i viklen, dvs snøret fast til min krop mens fremmede folk kom med kommentarer a la "ej, hold da op med at nappe ham, høhøh"    og 2 sekunder før jeg satte nøglen i døren med koldsved på panden og våde pletter under armene og lunger der først kom hjem et kvarter senere - ta-fucking-daaaa - gik han omkuld og sov så sødt, så sødt DER blev jeg simpelthen så megahidsig på min 5-6 uger gamle lille søn - kombinationen af skrigeri i timevis hver dag, ammeri om natten og chokket over at være blevet mor - PLUS alle de skuffede forventninger blev pludselig en sprængfarlig coctail...

millesofie skriver:

Jeg må sige at det er fedt at du har startet denne tråd og jeg vil med glæde fortælle hvordan jeg oplevede og oplever at være mor for første gang

Jeg fødte Tinke klokken 14.20 på Nykøbing F sygehus det tog i alt kun 12timer og 20min fra den første ve så det var en "nem" omgang

jeg havde hørt nogle frygtelige ting om fødsler og var meget overrasket over forløbet, jeg havde helt valgt smerte lindring fra da jeg er radselslagende for nåle.

men ja hun kom til verden og jeg fik af vide at det var en pige (jeg var pænt ligeglad lige der) jeg fik hende op på maven og så lå hun li'som bare der, kan huske at jeg skulle sy's og at jeg pev så meget at min mor blev nød til at tage hende.

jeg kom hen på barsel afs og kom på ene stue, jeg lage mig i sengen og tog Tinke hen til mig. efter et par timer gik min mor og jeg fandt mig selv liggende helt alene med mit spædbarn, jeg kan bare husk at jeg kiggede på hende og tænkte Shit!! hvorfor elsker jeg hende ikke hvor er alle følelserne henne?? og hvor er hun grim..   jeg blev meget ked af at have det sådan og jeg ville ikke fortælle nogen at jeg havde det sådan for hvad nu hvis de tog hende eller sage at jeg var en dårlig mor.. jeg havde stadig beskytter trangen og jeg nærede også stor omsorg for hende, men jeg følte mig forkert jeg følte at jeg som menneske ikke virkede korekt

der gik to dage før at jeg følte mig knyttet nok til hende til at finde et navn og alligevel fik jeg lavet det om dagen efter

tilgengæld gik amning virkelig godt og hun suttede rigtigt første gang så noget gik da som det skulle

som dagene gik efter at vi var kommet hjem var jeg total udmattet jeg sov næsten hele tiden og lage knap nok mærke til at jeg ammede, jeg var bare i zombi stadiet men jeg havde heller ingen til at tage over for mig, men dette var jo også selv valg så jeg skulle i hvert fald ikke brokke mig jeg havde hørt nok kritik i min graviditet.

men phu hvor var det hårdt at skulle stå på hovedet for sådan en lille prut som man ikke elskede og have så dårlig samvigtighed samtidig og være så bange for at det ikke skulle ændre sig og at jeg forevigt skulle gå med min hemmelighed

jeg kunne ligge om aftenen og tænke, tænke på om jeg nogensinde kom til at elske hende rigtigt og tænke på hvorfor at de følelser som jeg havde for Marcus-Emil lige pludselig var helt væk også og hvordan mit liv nu skulle komme til at bleve godt når at jeg lige pludselig ikke kunne føle kærlighed længere.. jeg var led og ked i mange uger men jeg viste at det ikke var en depression for sådan en har jeg haft..

Så da jeg så Go morgen Danmark i morges.. Ja jeg var lige ved at tude!!! det var jo sådan at jeg havde det (næsten)

jeg kan sige at jeg nu elsker begge børn af hele mit hjerte og at kærligheden kom snigende ind på mig ca 3 mån efter at jeg havde født men det trådte rigtig i kraft for 2mån siden (4mån efter fødsel)og den bliver stærker for hver dag der går

 

Rigtig stærk historie, tak for den

dorthemus skriver:

...Er piger nemmere??? PLEAAASE sig ja

Ja - det siger min mor i hvertfald Og jeg mener også at have læst et sted at rent faktisk, så går drengenes hjerner helt i hi i teenageårene, så jeg tror faktisk de er lidt nemmere 

(skriver med en hånd, da jeg har en sovende 4-årig på armen/skødet - det er ikk kun de helt små som laver det nummer)

Znuzke skriver:

Ja - det siger min mor i hvertfald Og jeg mener også at have læst et sted at rent faktisk, så går drengenes hjerner helt i hi i teenageårene, så jeg tror faktisk de er lidt nemmere 

(skriver med en hånd, da jeg har en sovende 4-årig på armen/skødet - det er ikk kun de helt små som laver det nummer)

... fik lige kaffen galt i halsen...

Ansemusen skriver:

 

Kære du!

Jeg ved ikke om min tråd virker som om jeg selv forventede at det hele ville blive rosenrødt, for det gjorde jeg bestemt ikke! Jeg var faktisk rigtig bange under det mest af graviditeten og forventede at det ville blive sindssygt hårdt og tænkte også at der var mulighed for at jeg ikke følte mig overlykkelig med det samme. Men alligevel er det bare noget andet når man fysisk STÅR i det! Man kan forestille sig alt muligt, men der ER man jo ikke i situationen og kan bare tænke på noget andre når man har lyst. Her er man bundet og der er ingen vej tilbage. Så selvom jeg var 'forberedt' har det være rigtig hårdt, og jeg håber at tråden kan hjælpe dig og andre kommende mødre til at acceptere hvis I ikke lige føler den kærlighed, som I havde håbet på, lige med det samme eller at der måske faktisk går lang tid før den kommer. For det er der INTET galt i og det er ikke noget man selv er herre over. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om at I alle kommer TIL at elske jeres smp vidundere før som senere og at det bliver fantastisk at blive mor henad vejen!

Rigtig meget held og lykke med graviditeten og med den kommende bebs

Jeg tilslutter mig lige denne: da jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne have drømt om hvordan det er at blive mor for første gang, og jeg vil altså sidestille det lidt med de ve-smerterne, man kan ikke forklare det med ord, og sådan er det også lidt med det at blive mor, det kan ikke forklares...

Nu er min datter så snart 16 mdr. (uha hun bliver stor), så jeg er da kommet ud på den anden side, men betyder jo ikke det hårde arbejde er overstået.. min situation lignende efter fødslen Ansemusen, og det tog mig også en del tid at knytte mig til mit barn, men jeg tror det i bund og grund handlede om at jeg ikke kunne rumme al den kærlighed.. og så kan man jo ikke fuld ud forberede sig på at man i starten ikke kender sit barn (altid ved præcis hvorfor det græder, det tog da i hvert fald mig en god rum tid at aflæse gråden (som jeg ellers havde læst at alle mødre kunne)) og så at en person er så afhængig af en, jeg havde ikke klaret mig uden mine forældres hjælp i starten, så når man nu ikke kan have en mand ved sin side, så er familien guld værd. 

Men jeg har efter jeg selv har født fortalt samtlige veninder (som ikke er gravide) at det altså er pisse hårdt og tager tid at lære at være mor, så nu er de advaret... 

Jeg tror en del af problemet ligger i netop den problemstilling Lola fra Go' morgen Danmark hiver fat i, at man i mange år har sat sig selv først, prioteret ens ønsker og behov (og partnerens) og så er det at få et barn det sidste man mangler i sin tilværelse; man har fået uddannelsen, fundet manden, købt huset, fundet ønskejobbet og mangler kun baby, så har man jo alt hvad man ønsker sig og bliver lykkelige.. men sådan hænger det jo ikke sammen, lykken er jo ikke lig med opnåelsen af ens mål, lykke er de små øjeblikke når ens barn smiler til en eller giver et knus, men i vores samfund udlægges det sjældent sådan (og nu siger jeg IKKE at alle tror at de bliver lykkelige af at opnå alle disse ting, men det er nu engang et af de punkter nutidig sociologer diskutere og debattere om - så det er ikke pure opspind), jeg tror man skal have en realistisk tilgang til det at få et barn, men selv der tror jeg ikke man kan vide hvad man går ind til 100 %, de forestillinger man gør sig om moderskabet stemmer ikke altid overens med realiteten eller også er de ikke omfattende nok.

Jeg vil være den første til at indrømme at jeg syntes det har været hårdt, ikke kun fordi jeg er alene, at mit barn er temperamentsfuld, men fordi det at balancere en hverdag hvor man er der 100% for et andet menneske uden at miste sig selv er en balancegang, og en svær en af slagsen.. men man vokser heldigvis med opgaven og udviklinger sig i takt med barnet, naturen er jo egentlig indrettet så smart.. og hold kæft hvor jeg elsker min datter overalt på jorden og ville aldrig kunne leve uden hende..

Og jeg syntes som Ansemusen at det er vigtigt at fortælle og dele med andre, det faktum at det er en stor omvæltning på godt og ondt at blive mor.. men selvfølgelig også en fantastisk oplevelse som jeg ville unde alle..

wamse skriver:

 

psssst lige en lille hemmelighed: det bliver ikke bedre, bare vent til ens lille skønne barn udvikler sig til en teenagerOg jeg mener det dybt seriøst, ud af alle mine børns faser, er det intet i forhold til min søn, der nu er i puberteten. Det at min lille datter har været gennem trodsalderen er peanuts i forhold til min store teenage søn, og hans humør svingninger og opførsel. Jeg fik en gange af vide at små børn, små problemer - store børn, store problemer. Dengang syntes jeg det var noget vrøvl, meeeeen så fik jeg store børn....

hihihi... Jeg har efter at have arbejdet med de dejlige teenager bare fundet på konceptet, vi springer teenageralderen over tada!!! (kan godt huske hvordan jeg selv var.. yaks.), vi skal ud på en ø, til udlandet hvor som helst hvor der ingen drenge er, ingen ballade.. uhh utopia kunne godt lige dukke op om nogle år når det er min tur.. 

Line&Liam skriver:

Jamen det er jo så sandt som det er skrevet.

Jeg synes derimod ikke det har været så hårdt som jeg forventede, men jeg synes også at jeg har haft svært ved at forholde mig til at Liam var MIN (og lidt Mortens ) og kun MIN og han var MIT ansvar... Nu har vi ikke været velsignet med et spædbarn der sov meget, som alle bøger foreskriver, så jeg har mange gange været på sammenbruddets rand og desperat forsøgt at sende ham retur når posten kom med breve!

 

Idag er han næsten 7 mdr og jeg synes jeg kender ham ud og ind, fra hårstrå til hjertekrog Jeg vil ikke undvære ham for noget i hele den vide verden, men GUD hvor har jeg raset over div. bøger der fortæller hvor rosenrødt det er, og hvor smaskforelskede man er i hinanden efter et barn er kommet til.

 

Jeg tror til dags dato aldrig jeg har hadet Morten SÅ meget, som jeg har siden Liam kom til, ikke for alle de dejlige ting han gjorde, men for alle de petitesser han IKKE gjorde... Det er dog ved at rette sig ud, men det er VIRKELIG en prøve af dimensioner for parforholdet at få sådan en lille prut! Når jeg ser på mine forældre der snart har været gift i 35 år, så tænker jeg bare, HVORDAN pokker har i kunnet holde hinanden ud, gennem 3 børn??

Det kunne ligesåvel have været mig der havde skrevet det der. min sov meget om dagen, men gik ikke iseng før imellem 23-01 og har faft perioder hvor hun stod op v. 4-5 tiden (tigerspring) vil jeg tro.

Jeg havde det nogenlunde lissom dig, jeg udviklede dog en fødselsdepression, da min datter tabte sig konstant, kastede eksplosivt op hele tiden og amningen kørte bare slet ikke for os, så til sidst måtte jeg stoppe og gå 100% over til flaskebarn. Og hold da op hvor jeg følte mig som en fiasko, jeg kunne jo ikke give mit barn det bedste, og følte at så var alt lige meget - jeg tog mig dog af hende, og alt min tid var sammen med hende.

Den dag idag fortryder jeg at jeg ikke "tog mig sammen" og var der mere for hende, lå mere mærke til de små ting ved hende. Men det gør nok bare at jeg lægger mere mærke til hende nu, og gør lidt ekstra ud af det hele nu.

Ingen kan forberede sig på at blive mor, heller ikke denne tråd, for det skal virkelig opleves på egen krop før man kan sætte sig ind i det. Men ellers en super idé, og jeg håber da at førstegangs fødende tager det til sig

Rosa skriver:

Hov - vil lige tilføje at jeg kender ALT til den dårlige samvittighed over at man nærer negative følelser. Jeg har MANGE gange stået og kigget på skrigeballonen og i total frustration og panik sagt "så hold dog KÆFT!!!" - bare fordi jeg var så komplet magtesløs - for så at få den sooorteste samvittighed over at være et så usselt menneske der sagde "hold kæft" til mit elskede lille barn - ejj jeg har haft det dårligt med det!!!

Eller når jeg har ladet min mor passe ham natten over sidste weekend selvom han kun var 5 uger gammel - jeg har jo læst de tråde herinde om pasning og det er som om 99% af mødrene ikke veg fra ungens side mere end 1/2 time ad gangen de første 6 måneder, og mange havde ikke fået barnet passet en nat de første 2-3 år af barnets liv - så føler man sig som en dårlig mor når jeg har "givet ham fra mig" allerede for at ligge i sengen og se fodbold og sove, eller for at gå ud og spise med kæresten og få et par coctails - puuuha man skammer sig!!!

Og som du beskriver Anna - at jeg tit har mere ondt af mig selv end af ham når han starter en skrigetur...

Og så tænker jeg "jamen jeg gør jo så meget andet godt..." - lige nu kan jeg bare ikke komme på hvad det er

Synes det er fedt at kunne gøre som i har gjort med at få barnet passet. Ville ønske jeg selv kunne få mig selv til det, men det kan jeg ikke. Har dog forsøgt at lære hende flasken, den afviser hun.

Det irriterer mig at jeg ikke kan lade mig selv få hende passet. tænker at det kan jeg når amningen er slut, men så finder jeg sikkert en anden undskyldning for hvorfor hun ikke kan passes af andre. jeg synes det er rigtig hårdt at jeg ikke give hende fra mig og ved jo andre godt kan passe hende, men jeg kan bare ikke.

Håber jeg med tiden kan lade andre passe hende. indtil videre er det kun kæresten der får lov når jeg lige skal ned og handle f.eks.

Føler hun er mit ansvar og ingen andres og det er hårdt synes jeg.

så thumps up for at du får ham passet og nyder llivet lidt.maise

... Og forresten, søvn var også en by i Rusland hos os! Hun var mere vågen end hun sov som spæd, og hun har ikke sovet igennem en eneste nat før hun blev 3 år. Det var fandme hårdt!!