Det ER benhårdt at være Mor - BASTA!!! Ned med tabuerne....

Skide godt skrevet  

Jeg er selv mor til en pige på 9 og nej, det har sku ikke altid været nemt.. Og det er det heller ikke nu.. Der er hele tiden nye udfordringer.. Og er man nu god nok?? Sørger man nu for at opdrage rigtigt, så hun kommer ordentligt igennem livet??

Jeg venter en lille pige med termin om 4 dage, og jeg er da sinddsyg spændt på hvordan det bliver og om jeg nu os kan magte at 'starte forfra' igen.. For ved det bliver sindssygt hårdt!! Min kæreste er selvstændig i en enmandsvirksomhed, så han har slet ikke mulighedfor at tage barsel.. Det skræmmer mig da os lidt.. Men selvfølgelig skal jeg nok klare den  jeg har jo prøvet det før, som man siger.. Men derfor bliver det sku stadig hårdt!!

til dig

Stor respect til dig, sikke et flot OG sandt indlæg. Ja det er sgu pisse hårdt at være mor, BASTA

Sjovt hvordan du beskriver det, godt skrevet. Jeg har selv 2 dejlige krudtugler. Nu har jeg gjort flere forsøg på at nå at læse dit indlæg færdigt, fordi at JA, man er på hele tiden  Hvis det ikke er min ældste pige som skal have hjælp til at få dynen slæbt rundt over hele lejligheden, så er det min yngste pige der kalder Haha... Jeg vil rigtig gerne bidrage med lidt fra vores travle, men skønne verden, men det har jeg ikke tid til nu. Fordi at når man er mor, så har man travlt. Så jeg læser dit indlæg ordentlig igennem i aften + alle de skønne svar. Det når jeg muligvis, når ungerne sover 7, 9, 13

Nu logger jeg af igen og hjælper Isabella med at slæbe hendes dyne rundt til højre og venstre...

TAK for den ærlighed. Jeg må tilstå  jeg ikke drømmer om det er en dans på roser. Men syntes det er dejligt du skriver det ikke er en lykkerus fra samme sekund den lille kommer til verden. Det er klart noget jeg vil huske når vores lille kommer, for ja nok elsker jeg den mens den er inde i maven, og nok elsker jeg den også når den kommer ud, men skal lige have de ander moder-følelser med.

Mange TAK for din ærlighed, hvor er det dejligt at få at vide det ikke bare er unormalt hvis man ikke føler sig knyttet til den lille med det sammen.

Tak, jeg siger TUSIND tak og bøjer mig i støvet... Jeg tillader mig hermed at farvorisere denne tråd og vil læse den igen og igen og igen...

Man hører jo aldrig om det i skriver i denne tråd. Man hører altid kun om det positive og alt er så åhh så ihhh så fantastisk, men alle ved jo at en medalje også har en bagside... Det må der bare ikke tales om - nej fy da føj...

Jeg er ikke mor endnu, men er på vej til at blive det. og jeg må indrømme JA jeg glæder mig til lille fisen kommer ud, men jeg er sQ da også pisse bange, men som i siger så er det tabu belagt at være bange, men come on hånden på hjertet er alle ikke bange for det ukendte???? Dejligt nogen tør stå frem og faktisk sige tingene som de er.

Flere af jer kvinder tak!

Majken 34+0

Jeg synes faktisk ikke det er tabu at det er hårdt at være nybagt mor...

Tværtimod synes jeg andre tog det meget pænt, når jeg fortalte at jeg fx havde siddet en nat og fantaseret om at smide baby i skraldespanden udenfor... Og at jeg ikke havde gjort det, fordi så skulle jeg til at gå ned af trappen, og det var jeg for træt til..

Og anden gang var det så meget nemmere, idet man havde tilrettet sit liv efter et barns behov, og man kendte til det hårde amme-arbejde...

Men nu er jeg spændt på tredje gang, for nu kommer jeg i den situation, at jeg har flere børn end hænder, og skal allerede i juli måned være alenemor i dagtimerne en hel uge, hvor bhv er lukket...

Majken 37+5

Wow! Jeg er fuldstændig ramt af dit indlæg. Jeg er godt nok meget nygravid med mit første barn, så jeg aner ikke hvordan det er at være mor, men alle de tanker du beskriver, er mere eller mindre sådan nogle som jeg til dels frygter og forventer at få. Jeg er bange for ikke at elske vores barn nok, ikke at være en god nok mor og ikke at komme til at holde af amningen. Og jeg har efterhånden læst i mange bøger, der fortæller at man oplever mange følelser som nybagt mor - og ikke altid lige positive. Men altså... så sidder man der og tænker 'Nå ja, okay, og hvad så?' - det er jo svært at sætte sig ind i, når det ikke er beskrevet som du lige har gjort.

Jeg ved godt at indlægget/tråden er oprettet for at andre mødre kan bidrage med gode råd osv., men jeg følte at jeg MÅTTE sige dig tak! Tak for dette indlæg - du har netop gjort det hele meget mere menneskeligt ved at trække hele det her mor-halløj ned på jorden. Din beretning virker meget mere realistisk og lettere at forholde sig til, så tak fordi jeg nu kan være lidt mere forberedt på det, der venter mig til januar!

Til dig og M. Randa: Skrug forventningerne til jer selv ned. Kroppen gennengår SÅ store forandringer når man bliver mor mht. hormoner osv. så man kan ikke forvente en masse store positive følelser af sig selv. Bare husk jer selv på at ALLE forældre kommer til at elske deres barn på et eller andet tidspunkt, og at så længe I tager jer godt af jeres barn, så gør det ikke noget om det er fra fødslen, efter en måned eller efter et år! Det skal nok komme  Held og lykke med det og tak for de søde ord, blev selv dybt rørt at det I har skrevet!!

Macaab skriver:

Jeg synes faktisk ikke det er tabu at det er hårdt at være nybagt mor...

Tværtimod synes jeg andre tog det meget pænt, når jeg fortalte at jeg fx havde siddet en nat og fantaseret om at smide baby i skraldespanden udenfor... Og at jeg ikke havde gjort det, fordi så skulle jeg til at gå ned af trappen, og det var jeg for træt til..

Og anden gang var det så meget nemmere, idet man havde tilrettet sit liv efter et barns behov, og man kendte til det hårde amme-arbejde...

Men nu er jeg spændt på tredje gang, for nu kommer jeg i den situation, at jeg har flere børn end hænder, og skal allerede i juli måned være alenemor i dagtimerne en hel uge, hvor bhv er lukket...

Majken 37+5

Jeg har faktisk heller ikke oplevet det som et tabu, nu her efter at jeg har født, når jeg har snakket med veninder om mine følelser! Men jeg er sikker på at mange sidder og ikke tør sige det højt, og derfor er der ikke så meget info omkring det i graviditeten synes jeg. Altså man hører oftest om hvor dejligt at er at blive mor, og hvor lykkelig man føler sig, hvor højt man elsker sit barn osv. Så er mere på den måde jeg mener det. Men åh ja, har hørt fra flere hvordan man fantaserer om bortadoption mm.

Flot at du har mod på tredje barn og rigtig meget held og lykke

Jeg havde egentlig først tænkt mig at springe denne tråd over...

Jeg er selv en måneds tid fra at blive mor, og har absolut ingen idé om hvad jeg kan forvente mig eller hvordan jeg reagerer.. Men jeg havde i hvert fald besluttet mig for at springe alle de "dårlige" historier/beretninger over, da jeg havde en idé om at de nok ikke ville gøre det lettere for mig... Selvfølgelig kan jeg godt se, at forventer man det bliver lutter lagkage, kan man nok lide et nederlag, da jeg dog er realistisk nok til at vide at sådan bliver det nok ikke......

Men alligevel, vælger et eller andet i mig at tro på at det ikke er så hårdt som alle siger, for så er jeg ikke sikker på jeg kan klare det.....

Dog valgte jeg ikke at springe din tråd over, og er da glad for at læse hvordan du ikke havde den der overvældende "wow" følelse med det samme du så din lille dreng, for det er noget jeg har bekymret mig lidt om, om der nu er noget galt med mig hvis jeg ikke føler at jeg bare elsker min lille baby over alt på jorden, så snart hun kommer ud.....

Selvom jeg nu ikke syntes tråden er en "skræk" tråd, som først antaget, er jeg da alligevel glad for at læse, at man kan opleve det at blive mor på mange forskellige måder, og alle er lige rigtige.....

Loa skriver:

Jeg havde egentlig først tænkt mig at springe denne tråd over...

Jeg er selv en måneds tid fra at blive mor, og har absolut ingen idé om hvad jeg kan forvente mig eller hvordan jeg reagerer.. Men jeg havde i hvert fald besluttet mig for at springe alle de "dårlige" historier/beretninger over, da jeg havde en idé om at de nok ikke ville gøre det lettere for mig... Selvfølgelig kan jeg godt se, at forventer man det bliver lutter lagkage, kan man nok lide et nederlag, da jeg dog er realistisk nok til at vide at sådan bliver det nok ikke......

Men alligevel, vælger et eller andet i mig at tro på at det ikke er så hårdt som alle siger, for så er jeg ikke sikker på jeg kan klare det.....

Dog valgte jeg ikke at springe din tråd over, og er da glad for at læse hvordan du ikke havde den der overvældende "wow" følelse med det samme du så din lille dreng, for det er noget jeg har bekymret mig lidt om, om der nu er noget galt med mig hvis jeg ikke føler at jeg bare elsker min lille baby over alt på jorden, så snart hun kommer ud.....

Selvom jeg nu ikke syntes tråden er en "skræk" tråd, som først antaget, er jeg da alligevel glad for at læse, at man kan opleve det at blive mor på mange forskellige måder, og alle er lige rigtige.....

 

Kære du!

Jeg ved ikke om min tråd virker som om jeg selv forventede at det hele ville blive rosenrødt, for det gjorde jeg bestemt ikke! Jeg var faktisk rigtig bange under det mest af graviditeten og forventede at det ville blive sindssygt hårdt og tænkte også at der var mulighed for at jeg ikke følte mig overlykkelig med det samme. Men alligevel er det bare noget andet når man fysisk STÅR i det! Man kan forestille sig alt muligt, men der ER man jo ikke i situationen og kan bare tænke på noget andre når man har lyst. Her er man bundet og der er ingen vej tilbage. Så selvom jeg var 'forberedt' har det være rigtig hårdt, og jeg håber at tråden kan hjælpe dig og andre kommende mødre til at acceptere hvis I ikke lige føler den kærlighed, som I havde håbet på, lige med det samme eller at der måske faktisk går lang tid før den kommer. For det er der INTET galt i og det er ikke noget man selv er herre over. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om at I alle kommer TIL at elske jeres smp vidundere før som senere og at det bliver fantastisk at blive mor henad vejen!

Rigtig meget held og lykke med graviditeten og med den kommende bebs

Super indlæg! Det er dejligt at få sat det hele i lidt mere perspektiv og vise at vi reagerer forskelligt og ikke kun positivt. Det er der ingen skam i  
Ja, som gravide blir vi jo bombarderet med (og kan ikke lade være med at opsøge) diverse info så man føler man er godt rustet når bebs kommer.. Men det er man vist ALDRIG!
Jeg havde forberedt mig på at baby sikkert ville være ret ulækker og grim lige når han kom, men jeg var i chok over hvor smuk og "menneske-agtig" han så ud  De første mange dage kunne jeg ikke tage øjnene fra ham og når han endelig lod mig sove kunne jeg ikke fordi jeg lå og gloede på ham og var super melankolsk. Græd så tit når jeg så på ham fordi han var så lille og skrøbelig og jeg var (næsten) den eneste han havde her i verden.. Puha..
Men ja, det er hårdt men man GØR bare det man skal  Fordi man SKAL... Tager det hen ad vejen. Men jeg har da nogle gange taget mig selv i at tænke "Fuck, hvordan kan det være jeg klarer detteher?!". Jeg har altid syntes jeg var meget skrøbelig som person og det undrer mig stadig hvordan jeg har kunnet klare denneher omvæltning uden at gå helt ned med flaget  Hvis jeg kan klare en bette bebs alene kan jeg klare ALT