Jeg har i noget tid tænkt på at oprette denne tråd herinde, og er nu blevet yderligere inspireret af tråden angående Go' morgen Danmark, hvor en kvinde i et brev beretter hvor svært det faktisk er at blive mor.
Jeg er selv SÅ træt af tabuer og er virkelig imod opretholdelse af disse! For hvad hjælper det?! Ingen får da i hvert fald gavn af andre kvinders erfaringer, hvis ingen tør sige tingene som de er!
Så nu vil jeg prøve at være ærlig omrking hvordan JEG har oplevet/oplever det at være mor på nuværende tidspunkt (og er udemærket klar over at mange oplever det helt anderledes)!
Here we go 
:
Jeg sidder nu her med min søde lille dreng sovende på mit skød, mens jeg akurat lige kan nå computerens taster og (forhåbentlig) få skrevet dette indlæg færdigt), for sådan er det at være Mor til en dreng som ofte ikke vil sove alene. Han er i dag 19 dage gammel og jeg er SÅ SMÅT begyndte at vænne mig til rollen som Mor og til tanken om at det er forevigt!
Da han blev født, følte jeg ikke umiddelbart det som jeg havde håbet på og forventet, jeg græd ikke af lykke og kom da også til at tænke at han ikke var det smukkeste barn jeg nogensinde havde set og at hans næse så lidt sjov og mast ud. Så allerede dér begyndte den dårlige samvittighed at finde bolig i mit sind. Jeg begyndte dog heldigvis at fælde lidt tårer kort efter og følte mig også glad, og var ved at tude hver gang jeg skulle ringe til nogen og proklamere, at NU var vores søn kommet til verden. Men det var stadigvæk ikke den altoverskyggende lykkerus som jeg havde håbet på at føle, men som jeg dog havde været forberedt på ikke at føle (takket være min åbenhjertede veninde, som var så sød at fortælle mig, at hun faktisk syntes hendes barn var grimt ved fødslen og at hun først elskede ham efter et halvt år - Hun tog sig rigtig godt af ham og er en fantastisk mor, nu til to!).
Det første døgn på hospitalet var rigtig hårdt, jeg var træt uden at være bombet (takket være adrenalin), men amningen var langt fra nem at få igang og jeg følte ikke at 'WAU ham her elsker jeg bare helt vildt!' Men jeg havde det dog som forfatteren til det omtalte brev, at jeg nok skulle tage mig af ham - jeg følte beskyttertrang og jeg TOG mig af ham! Vi tog hjem efter kun halvandet døgn, og jeg måtte ty til udmalking for at få amningen op at køre. Og endelig løb mælken rigtigt til på 4. dagen og det blev lidt nemmere. Men INGEN skal komme og sige at det er nemt at amme - det er smadder svært, og første gang er man skide bange for at ens barn ikke får den mad det behøver!
Efter vi kom hjem svingede jeg meget mellem at have det okay og at føle mig deprimeret og RIGTIG BANGE, men var aldrig rigtig glad! Bange for den nye livssituation, som virkelig har ændret alting! Selvom jeg havde foreberedt mig så godt jeg kunne på, at det er rigtig hårdt at blive mor (og far for den sags skyld) blev jeg taget med bukserne nede.. Det er jo HELE FUCKING TIDEN man er på! Man kan ikke lige regne med at kunne spise aftensmad sammen, men må skiftes til at spise hvis lillemanden brokker sig, man kan først komme i seng når han vil sove, man har ikke tid eller overskud til at være sammen som kærester. Så jeg fandt mig selv i en fuldstændig ny situation, rystet i min grundvold, samtidig med at der ikke var tid til at søge trøst hos min kæreste i den grad, jeg havde brug for - det nye ukendte væsen kom i første række, sådan som det også skal være. Altså følte jeg mig usikker. Jeg følte konstant dårlig samvittighed over ikke at føle denne altoverskyggende kærlighed til mit barn, omend jeg syntes han var rigtig sød og dejlig! Jeg følte dårlig samvittighed over at jeg havde mere ondt af mig selv når han græd end af ham, dårlig samvittighed over at jeg kom til at tænke at han var irriterende, at jeg ikke gad mere osv. (tanker jeg siden hen har fået at vide, af to sundhedsplejersker, er helt naturlige - bare ofte usagte)!
Og så bryder jeg mig egentlig ikke rigtig om at amme. Jeg gør det, fordi det er det bedste for mit barn, fordi jeg vil ham det bedste. Men jeg nyder det ikke, men føler en slags melankoli de fleste gange hvor jeg ammer, hvilket vil sige omkring 10+ gange i døgnet! Jeg havde dage hvor jeg følte mig nede hele tiden og dage hvor det var blandet. Endelig lysnede det for ca. 4 dage siden, jeg føler mere og mere for det lille menneske for hver dag der går, og jeg kan nu tydeligt mærke, at jeg ikke er ved at udvikle en fødselsdepression, som jeg frygtede, men at jeg simpelthen bare har oplevet noget helt normalt, som mange bare ikke tør sige højt, og at jeg derfor ikke var godt nok forberedt på det! Det er IKKE bare ren lykke at blive mor, det er en stor pose blandede bolcher af følelser i alle regnbuens farver - meget forvirrende - bedre tror jeg ikke det kan beskrives!
Det at få et barn ændrer bare ALT, man er på konstant både fysisk og i særdeleshed psytkisk, især i starten. Man ammer konstant og man ved aldrig hvornår og hvorlænge man får lov til at sove og det tager hundrede år at komme ud af døren med alt det som skal pakkes og med skiftning og 'risiko' for et sultent barn lige som man troede man skulle til at afsted!
Nu sidder jeg her på 20. dagen med en fantatisk dejlig lille Thias 
som jeg glæder mig til at lære bedre at kende! Jeg føler at jeg ville DØ hvis der skete ham noget, så i bund og grund elsker jeg ham jo, selvom jeg ikke endnu går rundt med den der Åhhhh-følelse' som nogle beskriver. Dog tænker jeg ofte 'Åhh hvor er han dog dejlig!', og jeg har hele tiden kysset og krammet ham rigtig meget. Andre gange tænker jeg 'Kan jeg mon klare det her?!'
Min kæreste starter på arbejde imorgen efter 3 ugers barsel, og jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal klare det uden ham. Han har været den største hjælp og alligevel har det været virkelig hårdt. Nu skal jeg være dobbelt så meget på, og kan ikke få et par timers søvn om eftermiddagen mens han tager Thias - HJÆÆÆÆÆÆLP!!!!! Men mon ikke jeg klarer den som de fleste andre mødre....?!
Denne tråd er tiltænkt de kvinder, som vil være med til at trampe på de forbandede tabuer omkring det at blive/være mor, til dem som tør fortælle åbenhjertet om hvordan de har oplevet det - hovedsageligt tiltænkt dem som ikke bare synes/påstår at det er REN lykke hele tiden 
JEG manglede sådan en tråd, da jeg var gravid, og tror den kunne have forberedt mig meget bedre på hvad jeg (måske) gik ind til! Så mit indlæg er ikke skrevet for at søge trøst, men for måske at kunne hjælpe andre lidt til ikke at føle samme skuffelse og dårlige samvittighed som jeg har følt!
